Sandheden kommer fra…

Lige kommet hjem fra børnehave og vuggestue og begge piger leger i gården. Irma er læge og råber til Olga: “Har du en sygdom?”, og Olga svarer frejdigt “Ja, jeg har, Irma” – Altid beredt på leg, hende lillesøsteren. Men efter kort tid skal jeg også undersøges af lægen. Irma spørger hvor jeg har ondt, og vi bliver enige om, at de ømme fødder skal plejes. “Måske kan du ikke tåle neglelakken, mor. Jeg tror der sidder lidt Karius og Baktus i den”…

Efter lidt mere undersøgen, skal jeg også have taget en blodprøve. Det bliver gjort med en (måske knap så klinisk) lille pind. Stik. Irma går hen til sit laboratorie og kigger på prøven. Og efter meget kort tid kommer svaret: “Mor, dit blod er rødt. Så fejler du ikke noget. Hvis det var blåt, havde du haft en sygdom”.

Igen ser hun lige igennem mig ;-) Og lige i dag, på valgdagen, vækker bemærkningen ekstra stor glæde…

Rødt blod

Rødt blod

Ingen pandekager

Jeg ved ikke hvad der er med mig for tiden, men jeg er sygt sukkertrængende hver eneste aften (og formiddag, middag og eftermiddag, men hvem tæller?…). Vi har helt bevidst ikke et lille lager af søde sager liggende, for lige meget hvad det er, ryger det ned! (Vi er fx pludselig løbet tør for peanutbutter… igen..) Det er ikke kønt, men derimod utrolig sandt. Og fordi jeg prøver at lade være med at spise så meget brød, har vi heller ikke noget af det på lager…Så det er virkelig et povert køkken for de trængende!!

Olga har nu i flere dage snakket om pandekager. Både morgen og aften. “Må jeg få pandekager, mor, må jeg geeeeerne?”. Og de sidste par dage har det ikke lige været planen, og hun har måtte tage til takke med andre børnevenlige (men dog en anelse sundere) retter, der er kommet på bordet. Men i dag. I dag skulle jeg være alene med pigerne, mens manden passede arbejde og venner, og jeg havde planlagt at overraske hende med, at vi skulle lave pandekager. At hun så faktisk så lidt nedslået på mig, og sagde “øv, må jeg så ikke få risengrød?” valgte jeg bare totalt at ignorere…

Jeg informerede begge tøser om, at vi lige skulle stoppe ved Netto og købe nogle æg, for som alle ved: Ingen æg: Ingen pandekager. Irma lyste op ved tanken om at skulle ud og handle, og da vi stod foran butikken, havde taget hjelme af og låst cyklerne, kom hun ud med hvorfor. Hun stillede sig næsten op i her-bestemmer-jeg-positur og fremturede “Hvis vi skal have pandekager, skal vi også have slik”. Hun var udover det faste blik og de korslagte arme uden tvivl også kommet i absolut frk-modsat-humør. Nu var det jo ikke her, at jeg havde tænkt at afsløre for min datter, hvor meget jeg havde lyst til at give 100% efter for det forslag, men kom naturligvis med den voksne og ret kedelige respons, at vi jo naturligvis ikke både skulle have pandekager med sukker og syltetøj OG slik. Nej, det går skam ikke. Hun stod og så vredt på mig, og her var det jeg tog den beslutning som jeg nok er mest tilfreds med, men dog her klokken 22, er pænt irriteret over. Jeg fortalte hende, at jeg ikke havde i sinde at handle med en, der var SÅ sur. For selvom jeg havde lyst til både det ene og det andet, havde jeg virkelig ikke lyst til at stå i en lang Netto-kø med en 5-årig, der får et anfald og en 2-årig, der aber efter alt hvad storesøster gør… Det kunne sgu da være yndigt.

Så vi kørte hjem, og jeg stillede den værste længsel efter sukker med noget melon. Men let’s face it: Melon er sgu da ikke Matadormix! Øv. Nu har jeg lavet hjemmelavet müsli og her dufter af lun kokos og honning, men igen: Ikke ligefrem kage, vel.

Pic from Omahacandy.com

Pic from Omahacandy.com

En tand, et hysterisk tilfælde og en komiker in spe

Den røg i børnehaven. Tanden. Og der var blod i mundvigen og derfor et uhæmmet højt skrig – længe! Den stakkels pædagog og hendes blødende ører!! Irmas hang til dramatisk skrigen er for tiden i fuld flor – og det trykker på alle mine knapper. Jeg arbejder virkelig dårligt med al den hylen og skrigen. Og fordi jeg er sådan en pyller-mor er det muligvis min egen skyld. Shit, den svier!!

Men ud røg tanden og Irma var helt utrolig stolt. Onsdag aften blev tanden nøje placeret under puden og pigen vækkede os med jubel i stemmen kl 05 “mor, far, tandfeen har lagt en barbiedukke under min pude” :)

Olga er til gengæld ved at lægge sin nu-lægger-jeg-mig-her-og-skriger-indtil-jeg-får-min-vilje på hylden. Og det er meget dejligt. Hun har erstattet det med at være røv charmerende og fræk – fordi sådan kan man nemlig også få sin vilje… Dertil har hun så fundet nogle små kneb til at få storesøsteren til at grine – særligt lige inden de skal sove…hun laver sjove stemmer, danser på en skør måde og falder med vilje. Spasmager!! 

   
 

*BANG*

Jeg kører på cykel i omtrent halvanden time hver dag. Og jeg hører lydbøger. Elsker det! Det er min eneste litterære kilde, for når jeg sætter eller lægger mig med en bog om aftnen, går der som oftest mindre end 10 minutter før jeg sover. Men det bliver faktisk til en del bøger, dér på cykelstien. Og jeg har både præsteret at græde og grine midt i trafikken. 

I dag, midt i en Erling Jepsen-bog, og midt i det store lyskryds lige inden Bispebjerg Station hører jeg et højt BANG og dernæst et smæld på mit skinneben. Dækket var sprunget og havde tæsket mig på benet! (Efter jeg er kommet hjem har jeg fået det vildeste blå mærke, hvilket jo altid er skønt to dage før bare-ben-sæsonen starter…) jeg vandrer op til stationen, ringer til manden som heldigvis godt kan hente børn, og så tager jeg dagens dyreste og dummeste beslutning: Jeg prajer en taxa. Det er regnvejr og klokken er ca 15.30. Jeg kunne være gået hurtigere!!! Taxaen bevæger sig i sneglefart igennem byen og taxameteret tikker derudaf. Retfærdig fordeling? Nja…

Da vi er ved Nørreport og altså har kørt en strækning på 2-3 km betaler jeg en regning på 350kr (!!!!), hopper ud og afleverer cyklen hos en cykelsmed. Nu kan jeg så løbe op til metroen, og køre med den hjem til Amager. 

Manden er i fuld gang med en fremvisning da jeg lander hjemme. Og før vi ved af det, har vi to bud på lejligheden. Mindre end to døgn efter at have aktiveret boligannoncen! Nu skal de sidste formalia på plads, og så er den skudt afsted og vi kan komme videre. 

Jeg sidder her ved pigerne og har mest lyst til at skåle i bobler – men venter jo nok til i morgen, og nøjes med teen i dag… Skål i the :)

Den type…

Typen der bestikker sine børn med slik: 

Opdager til stor frustration at der mangler den parmesan i køleskabet, som er en ret bærende ingrediens i den pesto jeg skal lave til aftensmad. 

“Piger. Jeg smutter lige i fakta, I bliver bare her og ser Ramasjang. Tante Z er her og passer på jer”

Olga -grædende: “mor, jeg vil med”

“Skat, jeg er tilbage liiiige om lidt. Jeg skynder mig”

Olga – græder endnu højere: “Jeg VIL med”

“Hvis du bliver her, så køber jeg noget lækkert med hjem”

Olga – kun lidt snøftende: “okay”… 

(Barn: 1, Mor: 0)

Idealisme anno 2015?

1. maj blev for mit vedkommende fejret på Tuse Næs. Med snuden i et glas vin og med ungerne og vennerne omkring mig. Vi satte flag i flagstangen og jeg sang “Når jeg ser et rødt flag smælde” – som jeg desværre ikke kan udenad længere. Og det slog mig at jeg ikke længere kan huske hvornår jeg selv sidst klappede af en taler eller vajede en fane, sådan uden at det i virkeligheden mest handlede om gøgl og fadøl… I min barndom husker jeg 1. maj som en dag med rødt som blændende farve. Mine forældre har altid været ret politisk bevidste og aktive, så det var en vigtig dag. En historisk dag. 

Hvor er al den idealisme blevet af? Jeg mærker ikke ret ofte den ild af kampgejst og frustration (kun op til et valg faktisk…) hos mig selv mere. Og jeg synes heller ikke den får ret meget spalteplads? Måske er det fordi vi bruger al vores krudt på at kritisere andre? Og på at klage over tossede offentlige arrangementer og samlekort fra Føtex? Måske er der kun plads til den idealisme der lige netop er navlestrengens yderpunkt. Mig og mine. Og fra mit lige så afgrænsede og arrogante ståsted kan jeg så smile og le hånligt af de mennesker, der agerer i det offentlige rum. Jeg blir så træt. Og hvor ville det være fantastisk hvis jeg evnede at bruge min energi på noget mere konstruktivt. Om det så er bekæmpelse af hungersnød eller flere pædagoger i vuggestuerne. Bare det rækker en anelse udover mine egne behov. Jeg vil så gerne have, at mine børn tager varer på verden og kan udsætte egne behov for andres. Jeg tror ikke jeg er den eneste forælder med den drøm. Skal vi ikke starte med os selv? (Det ER jo det vi gør bedst)

7 børn, 9 flasker rødvin og vanvittig meget gris

Forlænget weekend holder 100%!! Vi kørte i sommerhus med hvad der lignede resten af København torsdag eftermiddag… Men bortset fra sneglefart på motorvejen var det det hele værd. To af mine ældste veninder og deres dejlige familier ankom kort tid efter os, og herpå var det halvanden døgn med snak, vin og masser af mad. 

Lørdag morgen vågnede jeg til duften af bacon. Og hele køkkenet var fyldt med børn i nattøj, voksne med morgenhår og frisk kaffe. Så er det sgu luksus at være i sommerhus!! De 7 børn (i alderen 2-7) var megagode til at lege sammen – og der var god tid til snak og bobler til de voksne. 

Lørdag morgen kørte begge familier afsted vestpå og vi nød endnu et døgn i solskin med masser af leg og hygge. Det er så fedt at have det her sted at invitere venner og familie op. Her er plads til det meste – og de fleste. Og med de justeringer vi hele tiden laver på haven og huset, blir stedet mere og mere os. Vi tager sgu derop igen i næste weekend – sneglefart på motorvej eller ej. 

  
– En weekend i børnehøjde!!

Putning og fremtidsdrømme

Jeg sidder og holder Irma i hånden mens hun falder i søvn. Det er nu engang sådan det fungerer bedst her hos os. Irma sover på fem-ti minutter når vi gør det sådan. Olga ligger og synger “hvem er det der banker, det er Peter Anker. Hvem er det der lukker op, det er Peter Sukkertop” for sin dukke. Hun bruger ofte en halv time på at mosle omkring i sengen, snakke og spørge til livsvigtige emner som “har Irma natkjole på?”, “skal vi køre med Cykelvogn i morgen?” eller “hvor er mine gummistøvler?” Højst presserende!! Efter noget tid plejer hun at give dukken et kram og fortælle den “du er min bedste ven. Jeg elsker dig!” Hvorpå hun (som regel) lægger sig til at sove. (Og så er der de aftner hvor man får krampe i måsen af at sidde på en bobbles-skammel, fordi det hele tager så lang tid, mens man messer “jeg holder af hverdagen, jeg holder af hverdagen, jeg holder af hverdagen”…

Jeg spurgte lidt nærmere ind til Irmas drømme om at blive dyrlæge i går. Og hun fortalte at hun helst ville være læge for kæledyr som katte, kaniner og hunde. “Og heste” sagt med stor begejstring. Og hvad med fisk spurgte jeg, med tanke på de samlekort jeg skrev om forleden. Hun kigger undrende på mig og siger “jamen jeg bor jo ikke nede i vandet, så kan jeg jo ikke være fiskenes læge”. Fisk og andre havdyr må åbenbart nøjes med havfruernes medicinske evner når det kommer til lægehjælp…  

Jeg ønsker mig en rustning!!

I dag har jeg ikke haft en stor-rumskontor-venlig dag. Det har været mandag med stort M, sådan en dag hvor al teknikken på arbejdet har drillet og hvor jeg overhovedet ikke har kunne tage det. Nogle gange kan man jo bare hente den ekstra kop kaffe eller lige trække lidt luft, men i dag var der ingen modstand. Og når der så ingen vægge er, mellem dig og 50 kolleger, så bliver sådan en nedsmeltning bare til lidt af et show…

Gad vide om man kan få sådan nogle jeopardy-finale-skærme nede i it??..

Nå, i morgen møder jeg på arbejde iført et tykt lag teflon, mon ikke det kan hjælpe på modstandsdygtigheden?! Gad virkelig godt kunne pakke bare lidt af den mor-blødhed væk i arbejdstiden. For selvom jeg altid har haft følelserne uden på tøjet, er det bare gået helt amok siden jeg blev mor. Og lige nu tænker jeg to ting: de stakkels kolleger, der skal belemres med den slags udfald, og min store datter med en vis hang til drama, der døjer med en mor der stiller sig undrende op og siger: “Gad vide hvor hun har det fra?” 

Havets dyr på samlekort

Inden jeg startede i skole havde jeg en bedsteveninde. Hun boede skråt overfor mig, på en lille stikvej, og vi kunne stort set frit rende imellem hinandens huse og lege. Jeg kan huske at vi legede en hel del med barbie, vi legede butik (og fik på særlige dage lov til at have madvarer i butikken, frugt, chips, eller hvad køkkenet nu bød på) og vi stod på rulleskøjter i godt vejr. Og så samlede vi begge to på glansbilleder. Vi var veninder indtil omkring 3.-4.-klasse (som jeg husker det), og hun gik på en anden skole end mig – noget med at de flyttede to gader væk, og derfor tilhørte et andet skoledistrikt). Vores glansbillede-samling blev en brik i en særdeles vellykket forretningsplan, hvor vi tegnede tegninger, klistrede glansbilleder på tegningen, og gik rundt i nærmiljøet og solgte dem 50 øre…En strålende forretning!!

Det var det minde jeg sad med da vi for cirka en måned siden var til et fint brunch-arrangement hos Lahme Kommunikation, hvor Anders Kofod – megadygtig formidlende biolog med en forkærlighed for havets dyr – fortalte om de sejeste, grimmeste, stærkeste og største havdyr. Anders er den slags fagmand der kan fortælle historier, så både voksne og børn lytter med og lærer nyt. Anledningen var de fede samlekort som Dansk Supermarked lancerer, som i denne periode er med havets dyr. Man kan også få en samlemappe til alle kortene, og de indeholder masser af sjove facts om de ufatteligt mange dyr. Vi fik en samlemappe med hjem og en hel stak kort. Pigerne fik også en bamse hver (de valgte selvfølgelig begge den der lignede et havdyr mindst, nemlig den pinkplettede delfin…), noget legetøj og nogle fisk til badekarret.

Vi har siden da fyldt Irmas samlemappe med havdyr-kort.  (Se evt mere om samlemapperne her) Vi har snakket om fisk, blæksprutter og skildpadder. Og jeg venter bare på, om hun udtænker en snedig plan for hvordan hun igennem sin nyerhvervede samling, kan bytte sig til en større skat eller om hun bare fylder på ift sin plan om at blive dyrlæge… Time will tell.