Bål, brandert og skrammer på næsen 

Helt træt på den der mættet-på-gode-oplevelser-og-søvnunderskuds-måden. I fredags kørte vi sydpå for at være sammen med en masse mennesker hvor vi kom og nassede lidt på deres ferietradition. Vi var blevet inviteret til at være med på den her skønne trelængede gård langt ude i en skov, et spytklat fra stranden på Nordfalster. Smukt sted og søde mennesker. Og mad og øl. Og asti. Og et hav af skønne børn som gerne ville lege. 

Pigerne har badet og gynget og grinet i ét væk. De har også været generte, er faldet og har fået plaster på – og har fået mindre vredesudbrud (vi var på Falster, ikke Fantasia…). Og nogenlunde det samme gjaldt for forældrene (Aj okay, måske ikke ligefrem generte, men ellers…)

Olga proklamerede i eftermiddag: “jeg har fået nye venner i weekenden”, og så må man jo kalde den slags weekend for en succes. 

Og jeg har ikke tænkt på flytning hele weekenden. På det lidt kedeligere forældre-barometer tæller det faktisk lige så højt. Jeg føler mig lige nu lidt heldig over at have fået forsmag på sommerferien, og lidt priviligeret over at være blevet inviteret med på sådan en dejlig tur. Hvis de vil have os, crasher vi dem sgu igen næste år.  

  

Ugens gæst…

Det bliver ikke til meget skriveri her for tiden. Alt mit krudt går på at skrive lister og gøre klar til nedpakning. Utroligt så meget det fylder!! Jeg laver lister over hvad der skal op i sommerhuset – al vintertøjet og en god sjat af legetøjet er allerede kommet derop. Lister over hvad vi skal have med ud til mine forældre – de har været så gode at rydde to værelser til os, så pigerne kan få plads til deres egne senge og endda en legetøjsreol og vi får skabe til tøj så vi ikke skal bo i en taske. Det er virkelig dejligt at få den velkomst når vi sådan møver os ind på deres martrikel i tre måneder. Og så alle de andre lister: sommerferieplaner, vuggestue- og børnehave-afslutning, alt det der skal gøres på arbejde inden jeg pakker med i fire uger!, og så alt det hverdagsagtige med logistik og mad. Nåja, og mandens fødselsdag på søndag… Altså!! 

Jeg stikker hovedet op igen når jeg har overskud til noget sjovere end bunker og flyttekasser… 

  

Nedtælling

Nu er der kun fire uger til at vi rydder lejligheden og låser efter os for sidste gang. Og i mit hoved prøver jeg at organisere vores hjem og alle vores materielle ting i tre bunker: Ting der kan undværes i 3 måneder, ting der skal med i sommerhus/ud til mine forældre, og ting der skal ud. Den første bunke er selvsagt den største og tungeste. Alle vores møbler, bøgerne, langt de fleste køkkenting osv. Den midterste bunke handler mest om tøj: Sengetøj, legetøj og det til de fire kroppe.

Den sidste er lidt tricky. Vi har et kælderrum som skal ses groft igennem, og jeg har allerede sat en hel del ting til salg på DBA og på en gives-væk-gruppe på Facebook. Pigerne har desuden en masse legetøj der skal ses igennem, rigtig meget faktisk. Vi har arvet en hel masse fra familie og venner, og desuden har vi købt en hel del brugt. Så børneværelset bugner med ting. Og i virkeligheden bliver langt det meste brugt og leget med. Hvilket gør sorteringen en hel del sværere… Jeg havde besluttet at sætte al vores Duplo til salg i dag. Tømme lageret ud på værelset, sortere i det, få bygget de forskellige settings (lufthavn, zoologisk have, politistation, bondegård, hello kitty-hus, grønthandler, Ariels undervandsslot og en hel del andet). Men kun 15 minutter inde i mor-sorteringen tog begge piger over. Og nu leger de på 2. time med alle de ting, som de eftersigende skulle være for store til… Nåja.

Derfor har den her søndag udviklet sig til den store nattøjsdag. Solen kigger kun sporadisk frem, manden er temmelig bombet efter tre dages metalfestival på Refshaleøen og ungerne har morgenhår og leger for fuld drøn på deres værelse – vi bliver bare her…. Jeg er vist den eneste der må tøjle min rastløshed i dag, og i stedet for at sælge pigernes Duplo, finde noget andet praktisk at tage mig til… Jeg gyser lidt for at der her nedpakning tager en del mere tid end vi forestiller os. Mon ikke de flytteerfarne vil give mig ret her?..

Ufrivilligt offline og temmelig meget havearbejde

I fredags var jeg i den luksussituation at blive hentet på arbejde og derefter fragtet i sommerhus. Op til is i fryseren og høj sol. Megagodt. Manden lavede bål og vi lavede snobrød. Alt var godt. Efter pigerne var puttet fandt jeg ud af hvorfor det måske ikke var så praktisk det med at blive hentet, for på den måde fik jeg ikke gået den tur i lejligheden inden afgang, hvor man får husket alt det væsentlige. Frugten der ligger og bliver slatten på spisebordet, de sandaler som ville have været rare lørdag formiddag og opladeren til min telefon… Herhjemme er det nemlig kun mig der ikke er overgået til de nye mini-iPhone-stik. Så fra fredag aften og indtil i eftermiddag har jeg været helt offline. Rimelig mærkeligt. Men nok også ok sundt. Jeg har taget mig selv i at tænke i updates, billeder på IG og korte sjove blogindlæg… Afhængig?? Åh jo, det tror jeg nok!!

Men så fik vi jo tid til at trimme haven en anelse. Min mand er typen der er lettere farlig når han bliver udstyret med motoriseret værktøj. For pludselig skal alt væk! Vi har rømmet ét blomsterbed for at gøre plads til kæmpeterrasse (projekt som forhåbentlig bliver virkelighed i denne sommer), og nu fik manden barberet en god del af bøgehækken samt en seriøs del af et grønt bed der måske (måske ikke) mest var skvalderkål… 10 trillebører er blevet fyldt og kørt væk. Og eftersom jeg ikke har tillid til mine egne evner med monster-hækkesaksen blev jeg santas-little-helper med trillebør og rive… Og jeg tror sagtens vi kunne have taget det dobbelte uden at nogen havde bemærket det fjerneste. Der her have er altså bare så stor!! 

Pigerne hyggede sig hele formiddagen mens vi svedte i haven. Legede far-mor-børn, fangeleg og den der leg hvor man bare skriger “let it GOOOOOOO”, så højt man kan… Det er med at nyde ikke-lejlighedslivet når man kan… 

En weekend uden planer kan nu være helt dejlig i ny og næ :) 

Lille hjælpsomme provokatør

Vi har jo ikke nogle tv-kanaler, så når ungerne skal se Netflix på fjernsynet er det lidt et sirligt system – og 3 remotes.. Det er derfor noget vi tænder og slukker for. Selvom Irma klart har den alder hvor hun kan klare den slags selv. Men jer der også har Apple-tv og som bruger den lille dumme fjernbetjening til at styre det her grej med, ved også hvor dum den kan være. Signalet er megadårligt i den  og den er forsvundet imellem sofapuderne mere end 20 gange! I dag var der noget i vejen med netværket, så ingen netflix. Og imens Irma sad i sofaen og sang sange og ventede på at få tv serveret som en eftermiddagssnack, rendte Olga rundt om benene på faren, gik megameget i vejen, og stillede så det magiske spørgsmål: 

Er det noget mor kan klare, far? Skal mor lave det? 

Kan godt afsløre at jeg gnæggede lidt fra køkkenet mens manden prøvede at få teknikken til at fungere -mere og mere skummende!

Jeg har en god kollega, der er efter mig fordi jeg ikke har tøser der i søvne kan svare PIGERNE til spørgsmålet om hvem der er de sejeste. Jeg er glad for at Olga ved det – helt inde i sindet. 

Farvel, boligannonce

Så blev alle papirer skrevet under og vi er nu helt klar til at rykke ud af lejligheden og flytte vestpå. Altså om halvanden måneds tid. Overdragelse er først til august. Jeg er i mit hoved stadig ikke helt klar til at feste over lejlighedssalg – selvom der helt klart burde stå champagnepropper på spring. Det handler vel egentlig om flere ting. Dels fordi denne lejlighed har været mit hjem i snart 11 år, hvilket gør den til det sted hvor jeg har boet længst, nogensinde. Derudover har jeg holdt flere festlige aftner her end nogle andre steder. Aftner med rødvin, god mad og virkelig meget sjov og ballade. Det er her jeg har haft de bedste og dybeste samtaler, både med min mand og med andre. Det her jeg er blevet forelsket og er blevet friet til. Her jeg har planlagt bryllup. Også her jeg er kommet hjem med to nyfødte, set deres første skridt og lyttet til deres første grin.

Jeg kender den her lejlighed ind og ud. Ved hvilket tryk toiletdøren skal have for at blive lukket ordentligt, kender de allermest knirkende gulvbrædder og kan høre hvis fødder det er, når der høres skridt fra opgangen. Der er den der radiator, som altid skal have lidt hjælp for at give varme i vinterhalvåret, og den detalje med, at det faktisk er en bog om yoga, der holder opvaskemaskinen i vatter.

Vi var meget tæt på at sælge lejligheden for ca. 2 år siden. Til en MEGET lavere pris. Og til en meget mere sløret fremtid. For vi havde ikke den fjerneste anelse om hvor vi skulle flytte hen. Det viste sig at være en sund tanke at blive klog på inden vi skrev under på papirerne dengang.

Nu er mit hoved til gengæld fyldt med – udover dagligdags ting som hverdagssyslerier, logistik, arbejde og almen liv – kommende flytning, pigernes børnehave- og skolestart, nedpakning af hele vores hjem, som skal opbevares i en container i 3 måneders tid, flytten til Vestegnen midlertidigt hos mine forældre mens bygherrer bliver færdige i Albertslund, pendling mellem nye lokationer, farvel til institution som har været pigernes og vores hverdagsliv i snart 5 år… Jeg synes der er lidt meget.

Men jeg er jo heldigvis ikke den sentimentale type. Så hurra for salg.

 
crying animated GIF

Bagsædehistorier

Irma leger og snakker:

“Hej, jeg kommer fra Færøerne. Hvor kommer du fra?” “Jeg kommer fra Lalandia. Skal vi lege?”… 

Lidt senere legede hun mor-barn-leg, hvor et barn snakker med sin mor. Det kunne være fuldstændig hypotetisk og taget ud af den blå luft, men desværre er det nok det tætteste vi kommer på sandheden:

Barn: “mor, må jeg gerne se mere fjernsyn?”, Mor: “nej, nu er der ikke mere fjernsyn i dag”. Barn: “du er altså den kedeligste mor”. ..

Jeg er ikke helt sikker på hvorfor disse mor/barn-lege er sjove. For samtalerne IRL er ikke specielt underholdende. 

Vi har brugt hele eftermiddagen i Islands Brygge Kulturhus. Her var Analog Søndag, så sjovt nok var al teknologi bandlyst – også for moren… Her var brætspil, papir og farver, højtlæsningsbøger og udelege-sager. Det var primært fædre med deres børn, der var der – er de bedre til det analoge end os??? Pigerne hyggede sig også.  Og moren. Jeg sneg mig til at tage et enkelt billede, med droppede upload (så kun et halvt analogt point til mig…)

  

Sandheden kommer fra…

Lige kommet hjem fra børnehave og vuggestue og begge piger leger i gården. Irma er læge og råber til Olga: “Har du en sygdom?”, og Olga svarer frejdigt “Ja, jeg har, Irma” – Altid beredt på leg, hende lillesøsteren. Men efter kort tid skal jeg også undersøges af lægen. Irma spørger hvor jeg har ondt, og vi bliver enige om, at de ømme fødder skal plejes. “Måske kan du ikke tåle neglelakken, mor. Jeg tror der sidder lidt Karius og Baktus i den”…

Efter lidt mere undersøgen, skal jeg også have taget en blodprøve. Det bliver gjort med en (måske knap så klinisk) lille pind. Stik. Irma går hen til sit laboratorie og kigger på prøven. Og efter meget kort tid kommer svaret: “Mor, dit blod er rødt. Så fejler du ikke noget. Hvis det var blåt, havde du haft en sygdom”.

Igen ser hun lige igennem mig ;-) Og lige i dag, på valgdagen, vækker bemærkningen ekstra stor glæde…

Rødt blod

Rødt blod

Ingen pandekager

Jeg ved ikke hvad der er med mig for tiden, men jeg er sygt sukkertrængende hver eneste aften (og formiddag, middag og eftermiddag, men hvem tæller?…). Vi har helt bevidst ikke et lille lager af søde sager liggende, for lige meget hvad det er, ryger det ned! (Vi er fx pludselig løbet tør for peanutbutter… igen..) Det er ikke kønt, men derimod utrolig sandt. Og fordi jeg prøver at lade være med at spise så meget brød, har vi heller ikke noget af det på lager…Så det er virkelig et povert køkken for de trængende!!

Olga har nu i flere dage snakket om pandekager. Både morgen og aften. “Må jeg få pandekager, mor, må jeg geeeeerne?”. Og de sidste par dage har det ikke lige været planen, og hun har måtte tage til takke med andre børnevenlige (men dog en anelse sundere) retter, der er kommet på bordet. Men i dag. I dag skulle jeg være alene med pigerne, mens manden passede arbejde og venner, og jeg havde planlagt at overraske hende med, at vi skulle lave pandekager. At hun så faktisk så lidt nedslået på mig, og sagde “øv, må jeg så ikke få risengrød?” valgte jeg bare totalt at ignorere…

Jeg informerede begge tøser om, at vi lige skulle stoppe ved Netto og købe nogle æg, for som alle ved: Ingen æg: Ingen pandekager. Irma lyste op ved tanken om at skulle ud og handle, og da vi stod foran butikken, havde taget hjelme af og låst cyklerne, kom hun ud med hvorfor. Hun stillede sig næsten op i her-bestemmer-jeg-positur og fremturede “Hvis vi skal have pandekager, skal vi også have slik”. Hun var udover det faste blik og de korslagte arme uden tvivl også kommet i absolut frk-modsat-humør. Nu var det jo ikke her, at jeg havde tænkt at afsløre for min datter, hvor meget jeg havde lyst til at give 100% efter for det forslag, men kom naturligvis med den voksne og ret kedelige respons, at vi jo naturligvis ikke både skulle have pandekager med sukker og syltetøj OG slik. Nej, det går skam ikke. Hun stod og så vredt på mig, og her var det jeg tog den beslutning som jeg nok er mest tilfreds med, men dog her klokken 22, er pænt irriteret over. Jeg fortalte hende, at jeg ikke havde i sinde at handle med en, der var SÅ sur. For selvom jeg havde lyst til både det ene og det andet, havde jeg virkelig ikke lyst til at stå i en lang Netto-kø med en 5-årig, der får et anfald og en 2-årig, der aber efter alt hvad storesøster gør… Det kunne sgu da være yndigt.

Så vi kørte hjem, og jeg stillede den værste længsel efter sukker med noget melon. Men let’s face it: Melon er sgu da ikke Matadormix! Øv. Nu har jeg lavet hjemmelavet müsli og her dufter af lun kokos og honning, men igen: Ikke ligefrem kage, vel.

Pic from Omahacandy.com

Pic from Omahacandy.com

En tand, et hysterisk tilfælde og en komiker in spe

Den røg i børnehaven. Tanden. Og der var blod i mundvigen og derfor et uhæmmet højt skrig – længe! Den stakkels pædagog og hendes blødende ører!! Irmas hang til dramatisk skrigen er for tiden i fuld flor – og det trykker på alle mine knapper. Jeg arbejder virkelig dårligt med al den hylen og skrigen. Og fordi jeg er sådan en pyller-mor er det muligvis min egen skyld. Shit, den svier!!

Men ud røg tanden og Irma var helt utrolig stolt. Onsdag aften blev tanden nøje placeret under puden og pigen vækkede os med jubel i stemmen kl 05 “mor, far, tandfeen har lagt en barbiedukke under min pude” :)

Olga er til gengæld ved at lægge sin nu-lægger-jeg-mig-her-og-skriger-indtil-jeg-får-min-vilje på hylden. Og det er meget dejligt. Hun har erstattet det med at være røv charmerende og fræk – fordi sådan kan man nemlig også få sin vilje… Dertil har hun så fundet nogle små kneb til at få storesøsteren til at grine – særligt lige inden de skal sove…hun laver sjove stemmer, danser på en skør måde og falder med vilje. Spasmager!!