Mønsterbrydning på den lille klinge

I denne weekend er jeg blevet mindet om, at jeg nu er en del af et andet segment end det jeg er født ind i og opvokset med. Jeg har været med min mor og tøserne oppe og besøge min storesøster i det jyske, og bare efter to dage mærker jeg tydeligt både abstinenser og den voldsomme træthed nærmest overmande mig. Efter at have mødt manden i mit liv, har jeg ændret på nogle helt fundamentale ting i min hverdag, og det clasher helt og aldeles på sådan et familiebesøg.

Jeg taler naturligvis om, at jeg er ikke længere drikker the om morgenen, men kaffe! What a difference this tea makes…

Og ja, det er naturligvis noget fis, men jeg kan skræmmende nok mærke forskellen ved ikke at få mit morgen-shot inden min dag går i gang. Det er sgu da utroligt så hooked man kan blive på vaner – og koffein!

Udover denne lille morgendetalje (som jeg jo bare kunne have ændret ved, ved at gå ud og lave min kaffe selv, men det gjorde jeg ikke fordi jeg dybest set er luddoven om morgenen, og derfor bare falder til patten…), havde vi en rigtig hyggelig weekend. Lidt svampeplukning, gåtur i skoven, kortspil lørdag aften, hygge med de store niecer, gode snakke om alt og intet, og bare helt nede på jorden. Og så grovnydning af 12-årig niece, der lørdag eftermiddag bagte disse fuldstændig fantastiske cookies til os allesammen. Tak Rosa!

Pigerne var supergode på den lange køretur, og der var ikke et eneste brok fra hverken den ene eller anden. Jeg havde fyldt handskerummet til randen med køresnacks og mormoren servicerede med kiks, vand, frugtstænger og madder hele vejen. Og når man tænker på, at de heller ikke havde fået deres kaffe, er det faktisk helt utroligt…

For ja, jeg giver kaffe til mine piger. Dem begge to. Vi har en temmelig fancy espressomaskine, og når det gode stærke shot er landet i morens og farens kopper, tapper vi lidt ekstra af den nu tynde slags til pigerne. Hælder godt med skummet mælk på toppen, og så er der ellers 4 x kaffenydelse fra morgenstunden. Vi har faktisk både oplevet tårer, skrig, marcheren-dramatisk-ud-af-rummet og højlydt brok fra små piger, der ikke får deres kaffe. Det er tosset, men sandt. Herhjemme.

Kaffe eller the, hund eller kat, smør eller kærgården. Det er alt sammen store vigtige spørgsmål her i livet.

Nyt arbejde og nye ord

Der er kun to måneder til at Olga bliver 2 år, og det vælter ud med ord fra hendes mund. Hun kører alvorlig papegøjestil og gentager ALT hvad vi siger. Hun har styr på hele kroppen, alt fra tæer og tissekone til pande og ører. Hun synger livligt med på alle sange. Fagter og det hele. Og så er hun fræk som bare pokker, driller og laver ballade i ét væk. Jeg undres ikke over at jeg i dag hentede hende med bule i panden: “der var en der slog hende med en kost”… Ikke okay med vold, men hun har stensikkert ikke selv været helt uskyldig…

Olga er desuden inde i en fase hvor hun ikke gider spise aftensmad. Lige meget hvad vi spiser eller hvornår vi spiser. I dag prøvede vi fx at springe alle eftermiddagssnacks over (frugt, rosiner, brød, knækbrød) og spiste aftensmad inden kl 17. Så kan det vist heller ikke gøres meget tidligere… Men der er ikke rigtig noget der fungerer – i hvert fald ikke noget stabilt. Som så meget andet minder jeg mig selv om at det er en fase, og at vi tids nok skal få en pige der både vil spise og sidde. Selv om det er frustrerende – måske især fordi jeg vægter det måltid så højt.

Nyt arbejde skrev jeg i titlen… Ja, det er mig der skal starte nyt midt i oktober. Jeg starter i Dong Energy og skal arbejde med Records management. I må ikke spørge alt for meget ind til det, men jeg satser på at være en del klogere engang i november… Jeg glæder mig helt vildt til at starte nyt, et nyt felt og nye fede kolleger – kender heldigvis et par stykker i forvejen. Jeg synes det er så spændende at starte nyt. Hårdt og fedt på samme tid. Jeg går desuden fra bil til cykel som transportmiddel, så julegaven til mig selv og min garderobe er forhåbentlig en mindre numse… :)

Store og farlige spørgsmål

Forleden aften da jeg sad og puttede Irma, havde hun lige et par ting hun skulle ud med..

Irma: Mor, ved du hvorfor jeg vågner om natten og er helt bange og gerne vil sove inde hos jer? Det er fordi der kommer sådan nogle spørgsmål i mine drømme.

Mig: Hvad er det for nogle spørgsmål?

Irma: Det er sådan nogle om hvordan verden kan gå helt i stykker og så blir jeg meget bange.

Mig: Men Irma, der sker da ikke noget mens du sover. Far og mig passer jo godt på dig.

Irma: Ja… men spørgsmålene kommer alligevel.

Herefter var vi nødt til at snakke lidt om hvilken legeplads vi skulle på dagen efter. Og jeg måtte forsikre hende om, at det ikke var den hvor man får splinter i fingrene… Så skulle hun da ikke ligge og tænke på det også. Små mennesker og store bekymringer!

Min lille store pige

Om teknik og panikangst

Der har været ret stille på bloggen her i september. Og det har ikke været med min gode vilje. Jeg har både hylet, skreget og banket min hånd ind i en dør (AV!!). Altsammen fordi jeg har været låst ude af wordpress og altså af min blog. Jeg har mailet med klog og erfaren hjælper. Jeg har haft besøg af bibliotekar-ven der kan finde bagveje ind i de fleste databaser. Og jeg har skrevet indlæg på online fora, oprettet pseudoprifiler og meget meget mere. Desperat siger du? Ja for fanden!! Endelig fik jeg hul igennem til wordpress’ egen support – ikke helt nemt, skal jeg lige hilse og sige, og her fik jeg langt om længe hjælp. Og en kyndig af slagsen. Så der kommer lige et godt råd herfra: Når du bliver rådet til at opgradere din sikkerhed, så tænk dig lige om en ekstra gang.
Lav i stedet et sikkert password, skift det med jævne mellemrum og lad så for guds skyld være med at køre det plugin der hedder totrins bekræftelse /Two step authentication.
Bare lad vær!! For når man som jeg, kom til at slette dokumentet med backup koder, og derefter så skiftede telefon uden at tænke nærmere over det, så var jeg fuldstændig spærret for adgang. Jeg siger tusind tak for hjælp til alle de tålmodige sjæle, jeg har snakket med – og så skal jeg prøve at blive bedre til at håndtere det panikangst, som jeg blev grebet af i sidste uge… Ikke videre klædeligt.

Der kommer lidt mere om børn og hverdag snarest… Jeg skal bare lige først lave en jubeldans over at være blevet lukket ind igen :-)

Om det her sunde børnefamilieliv

Nul sukker, no carbs, fastedage og palæo. Hvis man skal tro på alle billederne på Instagram (og skal man mon det??), så spiser alle danske familier med regler og har guruer som Christian Bitz, Thomas Rode eller bare er dedikeret til LCHF. Det er sgu alt sammen meget fint, men når børnene bare gerne vil have mors hjemmebagte boller, farens pizza og pasta bolo – og gerne ikke ret meget andet, så begynder det at blive en udfordring. Der er ingen tvivl om at vi herhjemme godt kunne bruge at skære ned på både det ene og det andet, og de gode intentioner er virkelig også til stede. Jeg synes det svære kommer når enten mor eller far arbejder sent eller har en aftale, så det kun er den ene forælder, der spiser med børnene. Eller når børnene er i totalt rasmus-modsat-humør og i virkeligheden bare gerne vil have lov at stene fjerner mens de spiser rosinboller fra bageren… Den ekstra hurdle der er ved at have to børn – det kan de fleste sikkert genkende – det er, når de to børn vil det præcis modsatte af hinanden. Jeg har en brødspiser og en kødspiser – sådan groft sagt. Og en der gerne vil slappe af foran fjernsyn, mens den anden gerne vil hoppe, danse og høre høj musik ved siden af (eller slå sin søster, fordi hun skal være med…).

Det jeg i virkeligheden bare gerne vil sige er, at det er skidesvært med det her sundhed. For jo, jeg kan da sagtens dampe spidskål og spise det i stedet for ungernes spaghetti, jeg kan også springe brødet over når vi spiser burgere og bruge en grillet grøntsag som erstatning. Men rygraden, venner. Hvor fanden er den? Én ting er at kigge irriteret på de bukser man skidegerne vil have på, men noget andet er tilsyneladende når man (jeg!!) sidder ved spisebordet og i virkeligheden bare har lyst til at proppe hovedet med hvede og kulhydrater. Mmmmm…. carbs!!!…

Nu har jeg fået en ny gadget. Sådan en der skal gøre grøntsagerne lidt nemmere at spise, både for børn og voksne. En grøntsags-spaghetti-strimler (eller som de kalder den i forretningen: GEFU Spaghetti Slicer Spirelli) Og jeg er blevet ret glad for at spise pastaretter hvor mine pastaer er dampede slicede squash. Det smager faktisk ret fantastisk. Og selvom jeg i første omgang troede det var noget som jeg kunne sætte Irma til at lave (men det er den alligevel for skarp til!), så er det ret sjovt for legesyge voksne også… Det fjerner ikke min udfordring omkring rygrad og heller ikke rigtig det her med tid og skrigende børn, men det tror jeg desværre ikke at sjove gadgets kan hjælpe mig med. En kort anmeldelse er, at vi er ret begejstrede for den lille sag. Manden synes faktisk at grøntsagerne smager bedre på denne måde. Men jeg synes afgjort den er bedst til de blødere grøntsager (squash, agurk, græskar) og mindre god til de hårde (gulerødder og rødbeder). Strimlerne til gulerødder bliver ikke lige så fine lange som på billedet, så der er jeg i virkeligheden større fan at mit mandolinjern (man skal jo aldrig gå ned på udstyr, vel??).
Den kan købes her i Dorthes fede netshop: kitchen4kids.dk.

Så hvis der er en, der har et link til en netshop der forhandler spritnye rygrade, som kan erstatte min gummi-en, så hit med den. Så bliver mit liv (nok?) komplet! På forhånd tak…

Om sprog og aggressioner

“Er hun sprogligt med?” spurgte jeg i dag i vuggestuen. Olgas pædagog mente at det var hun nu nok, men at de lå ret tæt aldersmæssigt på stuen, og det var svært umiddelbart at svare på. Der kommer næsten dagligt flere ord nu. Vi læser bøger i ét væk herhjemme, og genkendelsens glæde er stor – vi kan nemt læse de samme to-tre bøger 8 gange lige efter hinanden. De der ti minutter, som jeg kunne lokke hende til at se fjernsyn for en måned siden, er nu helt væk. Bøgerne lokker mere. Hun kan navnene på alle pædagoger og børn på stuen (som desværre er mere end hendes forældre…), taler ivrigt med når hun skal i bad, have tøj på og når vi skal spise. Hun forstår helt sikkert meget mere end hun selv kan give udtryk for, og vi er også stadig kun på et-to ord af gangen. Der er ikke rigtig sætningskonstruktioner endnu. Men hun bliver så glad når hun bliver forstået, og når jeg endda forstår at ga-ga betyder frugtstang, så er fryden ikke til at stoppe.

Olga er heldigvis ikke ramt af trodsalder eller andet sjovt, men til gengæld har vi en nu en pige på fire et halvt, som til tider opfører sig som en teenager… Jeg læste denne artikel i Vores Børn forleden, som virkelig var en øjenåbner udi, hvordan børn på 4 kan have helt vilde humørsvingninger og kæmpe raseriudbrud. Jeg troede jo bare, at det var min fireårige, der lige pludselig var blevet både urimelig og uudholdelig (nogle gange!). Irma kan blive så rasende på os – og især mig – og jeg bliver igen og igen overrasket over hvornår hun bliver vred. Det er umuligt at komme hende i forkøbet, eller gøre noget andet end dagen i forvejen, for det er altid noget nyt, der er i vejen. Så vil jeg ikke gynge hende højt nok, så får hun ikke lov til at få marmelade på madpandekagerne (når der står kød, grøntsager og guacamole på bordet), så skal hun have børstet tænder (surprise?), eller også er der ikke mere yoghurt tilbage når det lige præcis var det eneste hun havde lyst til at få til morgenmad. Stort som småt. Jeg er for det meste MEGET KEDELIG eller RIGTIG TARVELIG (så ved man at hun ikke er startet i fritidshjem endnu, hvor de mere skønne betegnelser for mor rigtig kommer på banen…). Hun marcherer med næsen i sky ud af rummet, for så at komme tilbage med hænderne i siden og råbe mig an.

Hun skal selvfølgelig tages alvorligt, men det skal ikke have lov til at overskygge alt, og vi skal heller ikke tale de her “konflikter” til døde, for de er som regel virkelig hurtigt overstået. Så nogle gange taler vi MEGET HØJT om tingene, andre gange, når moren har en anelse mere lunte og overskud, kan jeg nå at tælle til ti, og så tale med hende eller fortælle hende, hvorfor det der bare ikke er okay. Langt de fleste dage kan jeg godt tackle både at være kedelig og tarvelig, det er vist en mors lod. Jeg kan sagtens forstå hendes behov for selvstændighed. Men de her virkelig vrede udbrud må gerne skrues bare en anelse ned for. Hvornår er det den her fase slutter?.. (Og hvis nogle siger om 15 år, så går jeg muligvis hjemmefra…)

Putning og mandag

Når regnvejr og mandag følges ad, så bliver min tålmodighed på mærkelig vis påvirket. Andre dage i ugen går det bedre, men lige præcis på en mandag, går det tit ret skævt. På arbejde har det hele været lidt ved siden af. Nåede fx at sende en juhu-nu-virker-databasen-mail ud til alle mine kolleger (nørdet ja, men sejrene skal deles når de er der!), da jeg to minutter senere får at vide, at den ikke virker online… Nåja, hvorfor teste når man stoler på teknikken?.. Nåååååh, DERFOR!!! Nogle gange tror jeg ikke jeg nogensinde bliver klogere.

Da jeg hentede pigerne, Irma først, og hun bruger 10 minutter på at tage regntøj af og på, får jeg til sidst et (lille..?) føl, og tvangsaffører barnet de regnbukser som tydeligvis bliver ved med at drille. Følet sidder temmelig meget på tværs da jeg så, med Irma halvt på slæb, henter Olga, og finder ud af at vi skal på gummistøvlejagt for at finde en manglende støvle, og bagefter lærer at hun igen (igen, igen) har sovet meget mere end vi beder om. 

De er alle meget søde nede i vuggestuen, men ALT for mange skiftende ansigter, til at simple beskeder kan forståes. Det kunne jeg bestemt godt have sagt på en anden måde…

Da jeg startede med at skrive indlægget her, var der både sang og grin på værelset. Og jeg skulle lige til at begrave tanken om at nyt fælles putteritual skulle lykkes. Olga sang: Måååååne, som er det ord hun kan i godnatsangen. Og Irma lå flad af grin. Nu er der helt stille og jeg satser på at se en far her i køkkenet om et øjeblik… 

Om om lidt er der the, kys til at blive glad af, og så måske endnu et afsnit af Stuart Lees comedy show! (Hvis du ikke kender ham, så er han muligvis den sureste englænder -og mest modige – nogensinde med en mikrofon i hånden.) Perfekt mandagsunderholdning. 

Tak, vuggestue

Olga i sommerhusSidder lige nu og skåler med olga med hver vores vandflaske. Vi har også spist knækbrød, læst bøger, holdt kildekonkurrence, sprøjtet med vand, sunget sange, set naturprogrammer og snakket lidt om verdenssituationen. Selvom det bestemt er hyggeligt at få nogle aftentimer sammen med den yngste ballademager herhjemme, så behøver det altså ikke at være en fast forglemmelse at hun kun skal sove en times middagslur, og ikke 2,5…

Ferien der aldrig sluttede

Åh, tror vist vi er mange der sidder og drømmer om den slags ferie. Tænk hvis man bare kunne blive i sit ferieparadis for evigt. Ellers som min veninde foreslog: “Hvis vi (hendes mand, min mand, og hende og jeg) bare delte et job, tog en dag hver og rullede på fredagene, så kunne vi faktisk nok godt bare bo i det her sommerhus og overleve på én indtægt”. Jeg tog mig selv i at fundere over dette fatamorgana en del gange efterfølgende… At vi så ville drive hinanden til vanvid, blive kulrede over kollektiv-livet er en helt anden sag…

FeriemosaikAlt i alt har sommeren været god ved os. Vi overtog vores nye sommerhus den første mandag i vores ferie, og tog først hjem i lørdags, knap tre uger senere. Regnen har stort set ikke vist sig, og vi har kun været frustrerede over at svede for meget. Og det er vist det man kalder et luksusproblem. Pigerne har hygget sig med en konstant åben dør til haven og til trampolinen, de har indtaget huset til fulde. Og vi har nydt at smide de faste rutiner på grillen og bare spise når maden var klar og stå op når vi gad (mere eller mindre…vi har jo stadig små børn, og træerne er ikke vokset HELT ind i himlen). Der har været et hav af gæster, og fordi sommerhuset er beriget med annekser og sengepladser nok til alle, så er spørgsmålet “blir I ikke og sover?” blevet stillet nogle flere gange end både værter og gæster havde planlagt. Det har været så sindsygt hyggeligt.

Og pga varmen har pigerne stort set rendt rundt i bar mås eller badetøj. For Olgas vedkommende har det givet et par tæppeafvaskninger, for det er selvfølgelig en naturlov, at når man køber en grund på 2500 m2, med græs og blomsterbede så langt øjet rækker, så skal barnet skide indenfor og helst på et tæppe. Altså. Og nej nej, jeg har ingen ambition om at få min 20 måneder lille fis til at smide bleen, men i 30 graders varme, ville selv de voksne ønske, at vi bare kunne gå rundt i ingenting.

Og apropos sommerhus-moden, så har jeg da aldrig været så casual på en sommerferie. Jeg har møffet rundt i shorts og bikinitop eller joggingbukser og undertrøje i langt de flest vågne (og gæst-frie) stunder… Manden har endda købt et par træsko!! Vi er ikke faldet så meget i snak med naboerne, og nu hvor jeg tænker over det, giver det jo egentlig fin mening. Har jo nok mest af alt lignet trailertrash. Der er dog blevet udvekslet dræbersnegle-fifs med genboen og lånt spillekort af dem i nr. 2, så helt nabofjendtlige har vi da åbenbart ikke været.

Jeg ved jeg lyder en anelse eksalteret omkring alt det her. Men det er jo lykkedes os at blive “hus”ejere uden at forlade København, og med mulighed for at søge stilhed og stjernehimmel i weekender og ferier. Jeg synes faktisk det er den mest geniale løsning til dato – for os.

Og hermed slut med postkort fra Kisserup Strand – for denne gang ;-)

Postkort fra Tuse Næs

Vi er på andendagen som sommerhusejere, og jeg er glad for at kunne sige, at vi ikke har fortrudt. I går blev vi modtaget af sælger og mægler, og de forrige ejere havde købt ind til det helt store kaffebord – rester som jeg lige nu sidder og mæsker mig i, tak skal i ha! Overdragelse foregik i ro og orden og næsten alle de ting, som ejerne havde skrevet på listen over emner som de ville tage med når de solgte, er ting de har besluttet at lade blive: næsten ny seng i soveværelset, et anlæg og en parasol til terrassen. Dejligt at slippe for at bruge penge på det.

I dag har vi så virkelig fået smag for husejerskab. Vi har nemlig været i Bauhaus! Shit, et kæmpe sted. Der er blevet købt badebassin, grej til grillen (som vi stadig ikke er blevet ret meget klogere på) og lidt ekstra småting til hjemmet. Her mangler næsten ingenting, så det er svært at finde på ting der skal købes – vi har ellers begge et vidt drive for at finde hullerne…

Dagen i dag er gået med helt utroligt mange timers hoppen, både med tørt tøj, badetøj og i splitter kong Hans. Jeg har fjernet et kæmpe læs siv eller elefantgræs (er ikke helt klog på forskellen), som langsomt har fået lov til at indtage en stor del af grunden. Har bl.a. fundet et par buske – og en hel del dræbersnegle – inde bag alt det kedelige høje græs. Manden har installeret brandalarmer, så vi kan nyde at sove i træhus en anelse mere trygt. Og så har vi været et smut i Holbæk, som til vores store lettelse virker til at være en rigtig god by med gågade, gode butikker og masser af liv.

Jeg har endnu ikke ligget i liggestolen udenfor, eller i gyngesofaen ovre i hjørnet af haven, og jeg har heller ikke læst i de bøger jeg har med (børnebøger tæller ikke!). Men vi er også kun lige startet…