Postkort fra Tuse Næs

Vi er på andendagen som sommerhusejere, og jeg er glad for at kunne sige, at vi ikke har fortrudt. I går blev vi modtaget af sælger og mægler, og de forrige ejere havde købt ind til det helt store kaffebord – rester som jeg lige nu sidder og mæsker mig i, tak skal i ha! Overdragelse foregik i ro og orden og næsten alle de ting, som ejerne havde skrevet på listen over emner som de ville tage med når de solgte, er ting de har besluttet at lade blive: næsten ny seng i soveværelset, et anlæg og en parasol til terrassen. Dejligt at slippe for at bruge penge på det.

I dag har vi så virkelig fået smag for husejerskab. Vi har nemlig været i Bauhaus! Shit, et kæmpe sted. Der er blevet købt badebassin, grej til grillen (som vi stadig ikke er blevet ret meget klogere på) og lidt ekstra småting til hjemmet. Her mangler næsten ingenting, så det er svært at finde på ting der skal købes – vi har ellers begge et vidt drive for at finde hullerne…

Dagen i dag er gået med helt utroligt mange timers hoppen, både med tørt tøj, badetøj og i splitter kong Hans. Jeg har fjernet et kæmpe læs siv eller elefantgræs (er ikke helt klog på forskellen), som langsomt har fået lov til at indtage en stor del af grunden. Har bl.a. fundet et par buske – og en hel del dræbersnegle – inde bag alt det kedelige høje græs. Manden har installeret brandalarmer, så vi kan nyde at sove i træhus en anelse mere trygt. Og så har vi været et smut i Holbæk, som til vores store lettelse virker til at være en rigtig god by med gågade, gode butikker og masser af liv.

Jeg har endnu ikke ligget i liggestolen udenfor, eller i gyngesofaen ovre i hjørnet af haven, og jeg har heller ikke læst i de bøger jeg har med (børnebøger tæller ikke!). Men vi er også kun lige startet…

Vaner og uvaner

Er der egentlig et ord for ikke-vaner? Lige siden hun var helt lille, har Olga nægtet at underlægge sig rytmer og vaner. Hvad der virker i denne uge, virker sjældent i næste. Vi har i et stykke tider puttet Olga ved at lade hende og Irma se en halv times tegnefilm på Netflix. Irma er faldet helt ned og er klar til at blive lagt, og Olga er normalt faldet i søvn, og kan bare bæres ind i seng. Det har været en rigtig fin rytme, som har virket i noget tid. Men for et par uger siden begyndte hun rent faktisk at fatte interesse for det på skærmen. Og bliver ikke som sin storesøster (nej nej, selvfølgelig ikke) afslappet og putteklar, men bare i megagodt humør og på mystisk vis, næsten altid sulten… Så nu står vi lidt i et vadested, men i Olgas yndlingsposition: Uden faste rutiner.

Og selvom jeg i sidste indlæg skrev, at jeg ville holde sommerferie, så har vi i dag haft en af de der dage, som i vores liv er fuldstændig uhørte. For det første kom jeg uhørt sent hjem i går (altså sent for mig, nok ikke for de mennesker, der normalt går ud…), og i morges fik jeg lov til at sove to timer længere end resten af familien og blev vækket med hjemmebag og af glade børn – totalt superfar! Vi tog et smut i svømmehallen og så hjem til Olgas lur og Aristocats til Irma (mens moren småslumrede på sofaen). Eftermiddag i regnvejr er gået med at tegne, læse bøger, spille Ipad med Olga, lege gemmeleg og en almen opfordring til at pigerne leger med hinanden… Og derudover har vi overhovedet ikke skelet til hverken frokost eller aftensmad. Pigerne har fået lov til at spise resten af de boller som faren bagte i morges, krydret med en håndfuld rosiner og lidt af det slik som jeg hentede i noget der må være verdens største slikbutik, der lige er åbnet på Amagerbrogade. Og pointen ved det hele er, at Olga har elsket det. En hel dag, der ikke lugtede af enhver anden, og hvor hun har fået lov at spise hvor hun havde lyst og ikke nødvendigvis ved bordet.

Der er ikke nogen tvivl om at jeg også stortrives med de her vaner omkring måltider, bordskik og andet ordinært, men jeg tror måske at for min yngste datters skyld, bør lægge lidt af det her på hylden, så hun kan få nogle flere yndlingsdage. Kan man måske sætte de uorganiserede dage i system? Bare så jeg ikke går helt i spåner…

Bloggere i sommervarmen

Jeg har voksendag i dag – med mig selv som selskab. Og helt uden at skamme mig, nyder jeg stilheden (eller rettere sagt, jeg nyder at høre lige præcis den musik jeg har lyst til uden at der bliver skruet væk…). Jeg har selvfølgelig brugt en del af morgenen på rengøring og tøjvask (praktisk mor, to the rescue!), men har nu benene oppe, en bærbar i skødet og udsigt til to-tre timer mere i mit eget tempo.

På mandag starter ferien så rigtigt. Vi overtager vores nye sommerhus! Har jeg overhovedet skrevet om det herinde? Vi har simpelthen købt et sommerhus. Nu gider vi ikke flere overvejelser om flytning, huskøb, lyst til have og usikkerhed på hele skidtet. Vi er blevet sommerhusejere, og har fra på mandag adgang til vores helt egen have med trampolin, webergrill og flagstang. Der er frugttræer, bærbuske og måske en rabarber et sted. Der er alt muligt som vi slet ikke aner noget som helst om – men til gengæld er der to fine annekser med plads til venner, familie og en masse børn. Fantastisk! Og så er det en times kørsel væk fra København.

Jeg glæder mig til det her sommerhus, som jeg sjældent har glædet mig til noget. Det er i hvert fald længe siden. Og det er sgu en rar følelse! Jeg har desværre ingen billeder jeg kan vise jer – ikke endnu. De eneste billeder vi selv har taget deroppe var af to glade piger, der forelskede sig i trampolin på græs…

Vi har lånt bøger på biblioteket om at grille (vi er jo seriøst nybegyndere på det her område!), og jeg er i gang med den længste liste med ting, som skal med i sommerhus. Jeg har en hemmelig plan om at en god tredjedel af pigernes legetøj skal flyttes derop – og aner langsomt mulighed for at gen-overtage lejligheden så det ikke er legetøj, puslespil og børnebøger, der er i overtal på hylder, gulv og i vindueskarme… (Og nej, reelt set ved jeg godt, at det ikke kommer til at ske.. kender vist mig selv godt nok til, at tomme hylder aldrig bliver fyldt ud med skønne-Boligmagasins-inspirerede nips, men bare andet/nyt legetøj…)

I skal nok få en masse billeder, når det på et tidspunkt bliver muligt – vi har nemlig ikke undersøgt noget omkring netværk deroppe (endnu et emne på listen). For selvom vi i en kort stund talte seriøst om det dejlige ved at være offline når vi er i sommerhus, så går der vel reelt set ikke mere end et par dage, før vi savner Netflix, Facebook og sangene fra Frozen på Youtube (hint, det sidste er ikke mig!!).

Så selvom jeg selvfølgelig har intentioner om at blogge en masse henover sommeren, så er det altså ikke sikkert det bliver muligt. Så der bliver nok ligesom på de fleste af de blogs jeg selv følger, lidt stille i den næste tid. Vi skrives ved, som man siger – nyd varmen!

Sker det kun for mig?

Jeg havde en klar forestilling om at lave nogle semisunde og lækre, børnevenlige pandekager til pigerne og mig til aftensmad. Men i stedet for at blive tykke, sprøde, græskarsøde, delikate pandekager, blev det til brankede klatkager, med streg under klat da de var helt umulige at vende… Irma smagte hvad der svarede til størrelsen på et riskorn, og var ikke videre begejstret – mildt sagt. Jeg overvejede ikke engang at servere det for Olga. Endte med at sætte skålen med den såkaldte pandekagedej tilbage i køleskabet (i et eller andet håb om at jeg finder på noget sjovt at bruge det til i morgen?..) De smadrede pandekager spiste jeg – efter jeg havde lavet havregrød til begge tøser… Børnene klager ikke over både at få havregrød til morgen- og aftensmad. Det skal nok bare ikke være en daglig gentagelse… Tror jeg forsøger mig med en mere sikker ret i morgen..

(Og nej, der er ingen fotodokumentation. Det bliver I altså skånet for…)

Tourettes?

Vi har temmelig mange gange grinet (og rødmet lidt…) ved tanken om, hvad Irma mon fortalte nede i børnehaven om situationen herhjemme. Om alt det man egentlig gerne bare vil lade være inde for hjemmets fire vægge. Sådan noget som toiletvaner, hvordan en prut lyder, at nogen godt kan lide at danse kun iført undertøj, eller andet temmelig privat. Og for tiden ved jeg faktisk ikke hvor meget Irma fortæller om vores hjemme-ting, for hun fortæller stort set ingenting fra børnehaven. Selvom de har været på tur, eller hjemme hos nogen til fødselsdag, kan hun finde på at sige, at de ikke rigtig har lavet noget. Eller fortælle hvad hun lavede i det sekund hun blev hentet… Mærkeligt som børnehukommelse virker.

Til gengæld kan det også bare være, at den her børnetourettes styrer hele hende hjerne for tiden. Hun kan næsten ikke sige en sætning uden også at bruge ordene: tis, tissemand, prut, numse eller bøvs. Det en oral-anal-fase i ét… Udover ofte at være lidt belastende, da hun jo som sagt ikke fortæller noget som helst om hvad der foregår i løbet af dagen når vi ikke ser hende, og hvis hun så svarer, så involverer det noget med en tissemand…, så må jeg jo medgive, at det til tider også er ret sjovt. Ja, ældre er vi åbenbart ikke herhjemme…

DSC_0318Fx i dag ved aftensmaden da hun ud af det blå proklamerer: “Jeg ønsker mig en tissemand”. Jeg fik vist aldrig helt givet et comeback på den… kunne måske have sagt at hun jo kunne skrive det på ønskesedlen til når hun fylder fem… eller i brevet til julemanden?..

Eller når jeg synger sange for Olga (som jeg gerne måtte gøre i alle vågne timer, hvis det stod til den lille frøken), og Irma bryder ind for at synge med – eller sabotere… For Olga synes sjovt nok ikke det er helt genkendeligt at synge “Jeg er en lille undulat” med “tisse pruuuutte tisse tis, tis tis tis tis pruuuut”.

Som alt andet i børneuniverset er dette formentlig også bare en fase. Men nu er der bare lige den detalje, at Irma tilfældigvis har en far, der kan finde på at synge de samme slags sangtekster… og så bliver jeg i stedet en anelse bekymret…

 

De bedste forældre

“I er bare de bedste forældre”, fik vi at vide i børnehaven. Tilmed af en professionel. Og tilmed af en pædagog, som har oplevet os på nært hold, næsten dagligt, i snart to år… Og når sandheden skal frem, var det jo ikke mig der fik beskeden, det var manden min. Og måske burde beskeden have været: “Du er bare den bedste far”.

Og nej, det er ikke et forsøg på at sætte mit eget lys under en skæppe, men måske bare en sjov måde at være lidt taknemmelig på. I hvert fald på bagkanten… For når manden min bliver gal på mig, når jeg bliver vred på pigerne, så er det ikke just taknemmelighed jeg føler… Eller når Irma i dag kommer hjem fra børnefødselsdag med blandede følelser. Hun har haft en sjov dag, og de har leget sjove lege, og haft det rigtig hyggeligt. Men fødselaren blev slet ikke glad for den gave hun havde med. Og hun kunne jo ikke vide, at Irma havde lagt tanker bag at udvælge netop denne bling-bling-ægte-plastic-halskæde til hende, fordi det i virkeligheden var to halskæder, hvor der på Irmas vedhæng stod ‘friend’ og på hendes ‘best’, og at hun havde tegnet en tegning til fødselaren, der forestillede netop sådan en halskæde forud for vores tur i Amagercentret. Og hvor jeg prøver at forklare hende, at selvom Irma syntes det var en rigtig god gave, så var det ikke sikkert fødselaren syntes det (tydeligvis, Marie…), så vendte manden det om til at være en læresætning. Næste gang hun selv får gaver, så prøv at husk dette her… Sagt lidt mere i øjenhøjde.

Og samtidig med bare at være lidt kløgtigere hvad angår opdragelse, så er han også ophavet til et sidste vers i “En lille nisse rejste”. Jeg har sunget den sang tusindvis af gange for Irma og Olga, og siden Irma var helt lille er dette ekstra vers blevet sunget højt og frejdigt. Først kun af manden selv, senere også af mig – og nu også af Irma, når hun synger sangen for sin lillesøster…

Sangen slutter normalt med: ‘Han smilte, thi nu havde han set den største mand’. Vi fortsætter:

Og manden han hed Bjarne
Tra-lu-la-lu-la-lu-la-lej
Arne Bjarne Arne
Tra-lu-la-lu-la-lej

Jeg synes alle burde have det vers stående i deres udgave af De små synger, det pifter sådan sangen op :-D
Og selvom det ofte er temmelig irriterende at være gift med en, der bare ER lidt af en super-forælder, så er jeg også rimelig taknemmelig for det sikkerhedsnet, der ligger i det.

12 trin til et bedre liv…

Ja, overskriften er fuld af løgn! Beklager. Jeg har ikke en opskrift til dig. Men jeg undrer mig til stadighed over, at jeg ALTID klikker på de links der lover mig en let vej til lykken – og her kan lykken være alt lige fra “5 tips til at undgå ulvetimen”, “Se hvordan du får de irriterende fem kilo til at rasle af” og “7 gode råd til at få mere sex ind i hverdagen”… alt efter hvad hjertet lige begærer den dag.

Ville det ikke bare være skønt med de her quick fixes og smutveje til et bedre liv? Det ville jeg fandme gerne. Og selvom jeg faktisk ikke rigtig tror på at det virker, læser jeg alligevel artiklerne glubsk, for tænk nu hvis… Og apropos…

Lige nu frustreres jeg ret meget over de her “Tre positive ting fra hverdagen”, som florerer på Facebook. Og jeg beklager selvfølgelig på forhånd hvis jeg støder nogen. For jeg er da helt sikkert tilhænger af den effekt positiv psykologi kan have på et menneske, absolut. Jeg prøver faktisk selv at skrive tre gode ting fra dagen ned i min egne små noter. Men når de tre gode ting fra dagen pludselig skal igennem et Facebook-filter, kan du jo ikke skrive alt. Hvis nu mine gode ting var, at jeg havde haft fremragende sex, haft en god diskussion med chefen, og en hel dag helt uden hjertebanken, var det så noget jeg ville lægge frem og vise verden? Som sagt synes jeg det er en alletiders ide, det her med at fokusere på de små positive ting. Jeg kender bare mig selv godt nok til, at jeg ville skrive trivielle ting, som ville få et par likes og måske et par kommentarer, men som ingen ville blive hverken forargede eller stødte over.

Et andet element fra den positive psykologi, som måske i virkeligheden er mere delbart, er det her med at prøve noget nyt. Gør noget, én gang om ugen, som du ikke gør så ofte, eller aldrig har gjort. Det er da en udfordring, der er til at føle på. I mit tilfælde kunne det fx være at tage en aftensvømmetur på stranden, bage pandekager søndag morgen, rykke aftensmaden ud i det grønne, se en horrorfilm… Og måske er det bare et billede på en helt almindelig uge hjemme hos jer, men jeg synes det ville være sjovere at læse! Og inspirerende.

Jeg vil endda gerne starte. Jeg har brugt min dag i dag på at male et legehus i mine forældres have. Jeg har holdt hyggelige pauser med kaffe og frokost sammen med min far, men har ellers bare malet gult og hvidt på blåt og gråt. Befriende og afstressende. Og bestemt ikke noget jeg har gjort før.

Evolution i børnehøjde

For tiden er det helt umuligt at læse en bog, se en film eller bare gå en tur uden at blive bombarderet med mere eller mindre filosofiske spørgsmål fra Irmas side. Og da hun for nylig begyndte at interessere sig for hvor mennesker kommer fra, kan jeg kun forestille mig hvordan det lille hoved røg på overarbejde. Vi havde en snak om ,at vi alle nedstammer fra aberne, og jeg kunne godt mærke, at de svar jeg gav hende, ikke rigtig tilfredsstillede de billeder der kørte på nethinden.

I dag fortsatte snakken så – som så meget andet med 4-årige, begyndte det fuldstændig ud af det blå:irma

“Mor, er det rigtigt, at vi kommer fra aberne” (her lød det næsten som om hun spurgte, om det stadig var rigtigt…)

“Ja, det er rigigt”

Lidt stille, mens hun formede næste spørgsmål…

“Har alle mennesker så været i Zoologisk Have?… I bur?”

…det må blive et nej…

 

Om institutionsfester…

Det er altså en udfordring at være til fest i vuggestue og børnehave ene forælder. I vores institution foregår det sådan, at alle vuggestue-stuerne holder til oppe på vuggestuernes legeplads, mens børnehavebørn og forældre holder til på børnehavens legeplads… Det fungerer jo super til hverdag med denne deling, men lige i dag, synes jeg ikke lige at det virkede optimalt… Egentlig ret fint for de forældre, som kun har ét barn, eller som kan dele sig op og tage hver sin fest, men når manden er forhindret pga arbejde, er det lidt svært at deltage på bedste vis… Jeg havde endda, helt ubevidst nok, bare håbet at de havde lavet det hele til én samlet sammenkomst, og derfor kun lavet én bakke med smurte rosinboller – som hurtig blev spist af snack-sultne børnehavebørn…

Nå, udfordringen blev ikke mindre af, at Irma var temmelig ked af det da jeg kom. Hun havde tilsyneladende haft en jeg-savner-min-mor-dag OG haft ret dårlig mave. En kombi der gjorde at vi det første kvarter bare sad og krammede. Olga var heldigvis i fuld hopla, og præsterede på de to timer festen varede, at have to fyldte bleer, spise det meste af en skål fyldt med vindruer og en sandkage (altså, dem lavet af sand!) og hælde et glas smoothie ned af sig selv… Irma var til gengæld pylret hele eftermiddagen, blev ked af de mindste ting, og faldt selvfølgelig også og slog sig på begge knæ. Helt tilfældigt havde jeg et Løvernes Konge plaster liggende i min pung (hvor heldig har man lov at være), og ét plaster viste sig at kunne kurere to, alene fordi der var løver på…

I de mindste havde de fjernet sukkerforbudet i år, så bordene flød over med muffins, chokoladekage og endda lagkage! Nogle af ungerne sad mere eller mindre klistret til bordet og inhalerede alle goderne. Og at Irma spiste tre bidder af sin aftensmad, havde vist også en meget fin begrundelse ved det bord…Det virkede som om der var forældre, der færdiggjorde sætninger, talte med pædagoger og andre voksne, og slappede af og hyggede sig. Men det kan selvfølgelig have været indbildning fra min side… Er jeres sommerfester hyggelige?

Hvem stjæler batterierne?

Kender i det her blik man kan få fra sin ægtefælle når det endnu engang viser sig at du har købt den helt forkerte julegave til barnet? Det lidt bedrevidende blik, der siger både ‘hvad sagde jeg’ og ‘er du sød ikke at købe den slags igen’…

Og specielt når datteren nu på 2. uge kun synger omkvædet fra Emma Pis MGP-sang: Hey, jeg vil snak’ med dig, Hey… Glad er hun, men børnestemmer og mikrofon er som regel ikke den fede kombi…

20140604-192212-69732452.jpg