100% uden for komfortzonen

For efterhånden en måned siden fik jeg et ret simpelt spørgsmål på messenger “Vil du være med?”. Der hørte et link med, til et Iform-arrangement i Gentofte. Jeg sendte vist en storgrinende emoji retur… Men efter lidt tænken og nærlæsen af arrangementet, sagde jeg ja. Det handler om et triathlon – dog i miniformat. Distancerne er 20km cykling, 300m svøm og 4 km løb. Piece of cake for mange, men den der løbetur bekymrer mig fortsat. Cykelturen er jeg ikke et sekund bekymret, der er jo 18 km hver vej på arbejde, og selvom jeg ikke har fået cyklet ret meget i januar, satser jeg nu på at gøre en del mere af det inden det her triathlon løber af stablen. Svømning er jeg sådan set okay med – jeg svømmer kun sådan noget bedstemors-brystsvømning, og jeg gør mig ingen forhåbninger om at lære at svømme crawl inden maj. Som i slet ikke. Min svømmehalsbesøg plejer at bestå af rusjebaneture, op og ned af bassinet efter nyt legetøj, og et eller andet, der involverer at have et barn siddende på mig…

Men det der løb…iiiisssjj! En god kollega har lavet det ypperste løbetræningsprogram til mig – jeg har nu 14 uger + lidt ekstra til at træne det her løberi, og jeg har ikke verdens bedste selvtillid når det kommer til det her. Jeg skal virkelig gøre mit bedste for at følge programmet, ikke mindst for at gøre brug af det fine program. Men ærligt er jeg stadig ikke specielt gode venner med den der bækkenbund, og så vidt jeg er orienteret, er den ret praktisk når man løber… Og så er der den der barm, som er temmelig meget i vejen. Undskyld, kan du høre noget for alle de undskyldninger jeg har?? Bare så at kom i gang, Marie!… Har seriøst brug for at skub.. og måske en ny sports-bh. For fanden, hvad er det jeg har rodet mig ud i.

Gode råd og hvordan jeg glemmer at lytte…

Tirsdag aften var jeg på Vallensbæk rådhus sammen med cirka 95 kvinder, 4 mænd og et styks familierådgiver. Lola Jensen – lille, sjov dame med mange historier, seriøse holdninger og en evne til at speedsnakke (med indhold), som jeg godt gad at mestre. Herhjemme har vi for efterhånden en del år siden lukket for tv-kanaler, så jeg har ikke mulighed for at se Lola Jensen på Tv2, med mindre det kan streames på facebook eller andet. Jeg læser nogle gange de her kilometer lange indlæg fra hende – og efter at have set hende live, kan jeg godt forstå hvorfor indlæggene er så lange, damen har seriøst meget på hjerte. Men hun er altså også seriøst underholdende. Oplægget handlede primært om de små ting i hverdagen. Små ting som forskel på drenge og piger (og mænd og kvinder!) og hvordan det nogle gange kan være svært at forstå hvorfor den 6-årige pige og den 6-årige dreng ikke kan rumme den samme slags beskeder på et givent tidspunkt. Hun talte meget om, at børn er så trygge ved gentagelser – specielt når de kommer hjem fra børnehave/skole, er trætte og “med en overophedet frontallap” (ja, det er vist et helt særligt Lola Jensen-udtryk…). “Bare sæt de samme små film på som de har set 40 gange før, det gør ikke noget”. Der bliver jeg nok ofte ramt af den der følelse af, at det er temmelig fordummende at se det samme My Little Pony-afsnit, som Irma har været meget ramt af – og Olga nu også kan svælge i… I det hele taget handlede det meget om den her overophedede hjerne, som nogle lærer at styre – eller måske nærmere blive venner med og lytte til. Om små børn, der lægger sig ned i flyverdragten og skriger lige op i luften fordi far sagde, at hun også skulle tage vanter på. Om voksne der kommer ind af døren efter en skæv dag på arbejde og i stedet for at kysse på familien, begynder at rydde op mens de vrisser af dem der tilfældigvis også er kommet hjem…

Kort sagt lød det hele utrolig bekendt … både dér hvor vi kigger rundt på hinanden i publikum og griner med en god portion selverkendelse, og der hvor vi helst ikke vil erkende, at damen taler lige til dit inderste grimme fjæs! Jeg kom hjem og var helt opløftet og følte mig klogere og gladere end da jeg tog afsted. Og onsdag var jeg klar til at være den bedste mor nogensinde – og måtte erkende, at jeg ikke engang kunne putte den ældste om aftenen… Hun blev ved med at diskutere med mig om godnathistorier, antal sange jeg skulle synge, ville bestemme hvor jeg skulle sidde, at jeg ikke måtte sidde for tæt på Olga… Jeg eksploderede i en grad, der virkelig ikke er noget jeg kan prale med. Og måtte overgive putningen til faren – og det samme skete fandme også om torsdagen. Jeg græmmede mig SÅ meget over mig selv. Og har brugt de sidste to dage på at reparere på min dårlige samvittighed og Irmas syn på min lunte og evne til at putte… Du godeste altså. Anede ikke jeg var udfordret på min pandelap, men så har jeg da omsider noget at skyde skylden på.

Stolt ind til benet

“Hun er faldet godt til, hun er næsten ikke genert mere”, “hun er god til at høre efter og række hånden op”, “hun er en god kammerat, og der er altid plads til en mere i hendes legegruppe”, “hun låner blyanter ud til dem der ikke har nogle med”, “hun melder sig tit til at være den første der skal prøve noget nyt”.

Gik den første skole-hjem-samtale godt? Jotak. Jeg rødmede nærmest af stolthed på vej ud af lokalet. Og fortalte naturligvis den store pige – der på magisk vis pludselig var vokset 10 centimeter i de 30 minutter jeg havde været væk – hvor stolt jeg er af hende.

Da hun en halv time senere råbte af mig fordi gaflen havde en forkert farve, messede jeg lige lærernes kommentarer i mit hoved, og pludselig var det hele lidt rarere at være til.

giphy

Om lange morgener og weekender uden planer

Klokken er omkring 07 og det er søndag morgen. Irma vækkede mig for en halv time siden og bad om lov til at spille Ipad – og af en eller anden grund, kunne jeg ikke sove igen. Så nu sidder vi her i et halvmørkt køkken med the i vores krus. Irma har fundet et nyt spil – Candy Crush – og skubber til min tidligere afhængighed af det spil, ved konstant at bede om hjælp… Ved bare at jeg ender med at snuppe hendes Ipad en af de kommende aftner… Hun har tilsyneladende glemt det hun var ALLER-mest optaget af i går aftes inden putning: “Kommer tandfeen, mor?, og hvad tror hun giver mig?”. Hun tabte sin 4. tand i går, og da jeg skulle holde den for hende, smuttede den fra mig og landede i afløbet. Det var lige før jeg ærgrede mig over, at være flyttet i nybyg, hvor vi på tre måneder ikke kunne nå at opbygge et net af hår og sæbe, der kunne have dannet et temmelig klamt net, så tanden kunne være blevet grebet… Men her var der ikke noget at gøre. Væk var den. Og da jeg forsikrede hende om, at tandfeen, selvom hun naturligvis helst vil have tænderne, også kommer på besøg når tanden er væk. Hun er den slags fe, der bare ved, at tanden er faldet ud. Ja, det ved alle faktisk. Er spændt på hvornår hun selv kommer i tanke om, at tandfeen nok har været på besøg…

På sådan en søndag, hvor vi slet ingen planer har, og manden smutter på arbejde om nogle timer, ved jeg, at jeg bliver ramt af seriøs rastløshed. Det samme gjaldt for i går, og dér endte vi med at spise frokost hos mormor og morfar, og have en af Irmas veninder på besøg om eftermiddagen. Pludselig sad der tre piger i vores køkken og malede på sten med vandfarver og glimmer. Meget hyggeligt! I dag ender vi nok med noget svømmehal, en bibliotekstur eller noget andet i den dur. Men den lange morgen holder vi fast i, lidt endnu…

Nu er der en lille fis der vågner ovenpå – og den store har lige sagt “Vi har glemt at kigge under min pude!!” Morgenen er i gang. God søndag!!

Glade børn og høje forventninger

Lige efter nytår blev hele Lærkelængen (Irmas SFO – 0.-2.Z) inviteret til børnefest. Og lige siden invitationen kom og ikke mindst da børnene fik lov at se en film fra sidste års børnefest, har der været nøje nedtælling “Hvor mange dage er der nu til festen?”

Forrige lørdag var vi ude og købe tøj til aftnen, og Irma tog en hel favnfuld tøj med i prøverummet. Hun endte med en fin lyserød kjole, godt med tyl, og et par guldbukser. Og hun var helt med på at tøjet var totalt no-go indtil i aften. Men der har været kig på tøjet mange gange… 

I aften er altså aftenen. Og med krøller og spænder i håret, alt det nye tøj på og et kæmpe smil, var Irma SÅ klar til hendes først fest. Spørgsmålene føg ud af hende: “hvilke kager tror du jeg skal spise?”, “hvilken farve slushice skal jeg vælge, blå eller rød?, “tror du jeg vinder i stopdans?” – Alle de væsentligste spørgsmål i livet hos en 6-årig! 

Da vi landede foran skolen, var der helt proppet med børn og forældre – ventende på at døren skulle blive åbnet. Verdens bedste Jesper var klatret op på taget med en megafon og vil alle børnene til at råbe “VI VIL IND VI VIL IND”. Og jeg nåede lige at få øjenkontakt med Irma inden hun med fyrværkeri i blikket og et kæmpe smil, fulgtes med de andre børn ind i Lærkelængen. Jeg glæder mig til at hente en glad, træt og stensikkert speed-snakkende Irma når festen er færdig :)  

—-

En lille efterfest-opdatering. Havde hun en god fest? Ja! Ville hun med hjem? Nej! Dansede hun på bordet helt alene foran sine klassekammerater? Ja! Er moren nu lige dele ramt af deja-vu og temmelig angst for teenageårene? Jo, det tror jeg vist nok…

Om gris og børn og Randers

I går delte jeg et indslag på min facebookvæg om Randers byråd, der beslutter, at der SKAL serveres svinekød i institutioner i Randers kommune. Jeg delte det fordi jeg er uenig i, at et byråd skal gå ind og petitessestyre i kommunen, og overrule fagfolkene, der er ansat i selvsamme kommune. Jeg synes det er et unødvendigt rødt flag at hejse i en tid hvor danske værdier åbenbart skal defineres igennem svin og ytringsfrihed. Hvorfor kan vi i stedet ikke lære vores børn om hensyn, åbenhed og overskud. De værdier er nogle af dem, jeg personligt sætter højest og som jeg gerne vil vise verden, at vi besidder. Som danskere og som mennesker. Jeg vil gerne lære mine børn, at vi kan spise sammen på andres præmisser, forklare dem om tro og overbevisning, selvom jeg ikke selv er enig eller troende. Jeg synes det er sørgeligt, at den her #frikadellegate fra Randers drukner i historier om hvorvidt det skaber furore i institutionerne, at der er svin på menuen eller ej, for det tror jeg bestemt sagtens pædagoger, økonomaer og andre institutionsansatte kan varetage. Men jeg synes det er U-nødvendigt. Hvorfor overhovedet sætte GRISEN så højt på agendaen, hvorfor pokker er den så skidevigtig? Hvis det ikke handler om at sende et signal, så ved jeg ikke hvad det gør.

Desuden synes jeg, at det ville være kønt hvis en kommune i stedet satte barren højere og besluttede at i vores kommune, skal børn kun indtage lokale fødevarer, grøntsager i sæson og æg fra friland. Det ville sgu da være en mærkesag der handlede om sundhed og velvære, frem for sære indskrænkede signaler, der mest af alt får danskerne til at ligne fjolser med korslagte arme og sure miner: “Os, skal I dælme ikke ændre ved”.

Mine piger elsker når vi kører til slagteren og får lov at dele en pose flæskesvær. Og de er begge to vilde med pølser i deres hotdogs. Til tider kan man også lokke dem til at indtage både frikadeller og boller i karry. Langt de fleste danske børn spiser de her ting – fra en gris – når de er hjemme, sammen med familien, og ude i verden. Hvorfor i alverden skal det så partout blive serveret i børnehaven? Hvorfor ikke bare gøre det nemt for ikke mindst børnene, at de alle kan spise det samme mad?

Måske er det her bare et selvmål af de helt store udi at få ballade på egen blog. Og det falder da også temmelig meget udenfor mine normale emner – men nogle gange, når værdidebatten når helt nye lavpunkter, må bladet fra munden. Håber I bærer over med mig – enige eller ej.

Om teknikbrug og almindelig afhængighed

Her sidder vi, alle fire i familien. Morgenmaden er lige blevet fjernet, der er stadig kaffe tilbage i koppen, og vi er alle stadig i morgentøjet. Pigerne sidder med en ipad hver og faren og jeg med hver vores macbook. Bortset fra at være den helt store Apple-reklame, er det også et billede på et forsøg på øget kontrol. Som jeg skrev for lidt tid siden, har vi forsøgt at fjerne al elektronik i hverdagene (ikke på Amish-måden, vel. Bare tablets og den slags!) Og det går altså godt. Jeg vil ikke vove mig ud i noget med anbefalinger eller noget, for det må I altså selv ligge og rode med. Men for os, lige nu, fungerer det her ret godt. Olgas nedsmeltninger er blevet væsentligt mindre, ja, vi har faktisk ikke haft det store herhjemme. Vi har stadig et par ture om morgenen, men når hun har fået 3 mundfulde havregryn indenbords, forsvinder vreden som dug fra solen. Så det kræver ikke den udvidede psykologeksamen for at lægge to og to sammen her…

Lige nu er det her faktisk ret hyggeligt. Sidde sammen og spille, skrive og læse. Selvom vi sidder med hver vores skærm, er vi stadig nærværende og opmærksomme på hinandens. Sjovt som det her aktive tilvalg spiller en rolle. Jeg er stadig i den fase hvor jeg arbejder med min afhængighed. Lad-telefonen-blive-i-jakkelommen-så-længe-jeg-overhovedet-kan-udfordringen. Og det virker komplet tåbeligt, når jeg reflekterer over det, at jeg skal overveje om jeg skal være aktiv på Facebook eller være sammen med mine børn. Du godeste! Det burde overhovedet ikke kræve tankevirksomhed. Men når eftermiddagen rammer, alle er trætte og sultne eller utérlige, så kan jeg altså godt ty til den alligevel. Som en slags sutteklud. Det-er-så-synd-for-mor-sutteklud. Pinligt, men sandt.

Vi fortsætter selvfølgelig. Måske ikke for altid, men for nu, hvor det har en positiv effekt på pigerne – og hvor en times lørdag formiddag-spil virker som en bonus for alle, og ikke noget hvor vi sidder med dårlig samvittighed bagefter. Det er sgu fedt. Om et kvarter ringer æggeuret, og så er det slut. Tror vi gør det igen i morgen.

Analog ulvetime, en kasse med pølser og en fortand mindre

Alt det gråd og råben herhjemme har fået os til at kigge indad og se på hvad det hurtige fix kunne være. Og det var manden der fik sat ord på og handling bag det vi har talt om flere gange. Mandag aften blev alle tablets, computere og mobiler lagt væk, så der fra tirsdag morgen var rent bord. Lidt af et plaster at hive af – både for mor og far – vi bruger vores devices meget forskelligt og har meget svært ved at respektere den andens gøren og laden. Lige nu prøver vi at være analog familie i børnenes vågne timer. Og her på 2. døgn går det godt. Børnene reagerer (pudsigt nok…) utrolig positivt på forældrenes nærvær og Olga har faktisk kun reageret voldsomt lige i hentesituation og ved landing herhjemme. Ellers er der ro og fryd. Kan det virkelig være så simpelt??? Og har vi virkelig været så fraværende?…

Det skal jeg lige lande i, og acceptere…

Derudover er Irmas fortand endelig røget ud!! Den har rokket i en evighed og været et samtaleemne i månedsvis. Jeg nåede simpelthen ikke at tage et billede af frøken tandløs. Men fint ser det ud – og åh, hvor hun føler sig stor!

Et andet lille højdepunkt på dagen, var at komme hjem til en gave. Gaven havde et mærkat med tre stjerner på, hvilket fluks ledte tankerne hen på pølse… Indeni var der to drikkedunke og madkasser. Sidstnævnte var fyldt med de små hapsepølser som pigerne (og manden…) elsker!! Skidegode til snack og udflugt. Tøserne var ellevilde og endte med at åbne alt for mange i ren kådhed – de må med i madpakken i morgen :) 

Om ilterhed – for det kunne godt være et ord

Et iltert temperament. Jeg har skrevet om det MANGE gange og peget mindst lige så mange fingre af mig selv som af manden. Jeg bliver bare igen og igen overrasket over HVOR vred man kan blive når man er 3 år gammel og tandbørsten ikke var lilla, men lyserød. Og jo jo, jeg er med på, at det ikke lige nødvendigvis handler om den dumme tandbørste, selvom den saftsusme er så dum, at ingenting nogensinde har været så latterlig så længe jorden har været rund!!! Men at det handler om, at den 3-årige ikke kan forlige sig med, at mor siger nej. Og at hun nok kommer til at sige nej en hel del mere i 2016 end hun gjorde i 2015… For jeg må ærligt og redeligt erkende, at jeg har været alt ALT for eftergivende når det kommer til lillesøster. Og i virkeligheden handler det ikke om, at hun er nr. 2. Det handler om at hun skreg sig igennem det meste af min barsel med hende, og hvis jeg kan slippe for at høre på flere hyl, så gør jeg det. Selv her 2,5 år efter min barsel er slut. Og lige dér har jeg skudt mig selv så kraftigt i foden, at krykkerne faktisk er på vej i posten.

For fanden, hvor kan man være dum som voksen. Hvad jeg dog ikke vil gøre for lidt stilhed. Eller lidt nattesøvn. Eller 5 minutter med en avis. Nu tegner jeg selvfølgelig et totalt karikeret billede, for så slemt står det naturligvis ikke til. Hun er jo også verdens største charmer og drillepind, og storesøster og hende er hinandens nærmeste, ligesom jeg ønskede mig. Hun er gavmild og empatisk og enormt omsorgsfuld. En helt favnfuld af egenskaber der helt sikkert nok skal føre hende langt ret nemt.
Men du godeste, et temperament. Måske er alle tre-årige igennem det her? Måske kun tre-årige hvis forældre begge kan blive pænt vrede på meget kort tid… Jeg ønsker mig sådan, at det er en fase, men noget siger mig, at der om næste hjørne venter nye ting at blive vrede på. I øjeblikket er det strømper der er nummer 1 på hadelisten, for et par måneder siden var det langærmede bluser… Så længe vi er i genren, der ikke gør ondt at blive ramt af, så går alting nok fint.

Jeg har besluttet mig til at være blevet genfødt i 2016 med teflon – ikke længere modtagelig overfor børnehysteri og direkte urokkelig! Så må ønsket om de 8 kilo rykkes til næste år…(igen)

Godt nytår!!

Det klassiske tilbageblik – så væbn dig selv til lidt af en roman…jeg bliver helt forpustet når jeg tænker tilbage på det år der er gået.

Da vi skød 2015 i gang boede vi på Amager, jeg havde et ret nyt arbejde i Dong Energy og vi havde besluttet at blive boende i lejligheden og gøre Irma klar til skole 400 meter nede af gaden. Men i løbet af vinteren kom der et opslag på Facebook, og jeg hørte mig selv spørge ham til højre for mig i sofaen: ”Skal vi flytte til Albertslund?” Manden kiggede på opslaget, kiggede på mig, og svarede så: ”Ja, hvorfor ikke?” I løbet af foråret drog jeg til informationsmøde i Forbrændingen og kom hjem og var endnu mere tændt på ideen om at bo i nybyg, til leje, på Vestegnen. Vores navne blev trukket op af den heldige hat, og vi fik den boligtype vi gerne ville have – 1. september skulle vi flytte ind… Lejligheden blev hurtigt sat til salg ( for 3. gang mens vi har boet i den…), men denne gang stod køberne i kø for at købe den. Allerede inden der var billeder på boligannoncen, blev jeg kimet ned på arbejde af interesserede købere! Og en lille måned efter var lejligheden solgt og papirerne skrevet under.

Til gengæld fik vi også den nyhed, at vores kommende hjem ikke ville være færdig til den estimerede dato, og at vi nu havde 3 måneder (fra august til november) uden tag over hovedet… Løsningen blev, at flytte ind hos mine forældre i Brøndby Strand og bruge vores sommerhus i weekenderne. Det var ren luksus at vi ikke skulle ud og leje os ind et andet sted, og bruge mange tusinde kroner på det, men samtidig var det også godt, at det var et afmålt tidsrum – for alle parter havde brug for nedtællingen til gen-seperationen.

Slut oktober fik vi nøglerne til vores nye hjem, og vi flyttede ind samme dag. Med hjælp fra mine forældre (desperationen ville ingen ende tage ;-)) og et par venner, blev containeren tømt i løbet af ret kort tid. To uger var vi hjemme med alle flyttekasserne, møbler der skulle samles, hylder der skulle hænges op og en hel formue, der skulle bruges i Bauhaus, IKEA og Power… Vi havde nok en forventning om, at vi skulle holde en slags miniferie, men da ugerne var forbi, glædede vi os begge til at komme på arbejde igen og starte hverdagen! Pyh, et mas. Satser ikke på at flytte igen foreløbig!! Og nej, i skrivende stund er vi stadig ikke færdige – der mangler stadig at komme maling på et par vægge og blive hængt lamper og andet godt op. Men ting tager overraskende meget tid, når der også er børn, arbejde og uddannelse (mandens, ikke min) der skal sørges for.

I år har vi også fået to børn på 3 og 6 – et skolebarn og et børnehavebarn. Og vi har sagt endegyldigt farvel til sutterne (de bliver stadig savnet!!), til langt de fleste bleer (mangler kun dem der lugter mest…), og til middagslur.

Irma er så glad og tryg ved at gå i skole, at jeg bliver helt varm ved tanken. Hun er landet i en forrygende klasse og har fået så mange gode venner. Der har været lidt knas på lærerfronten, da Irmas klasselærer desværre blev ramt af en bil i efteråret og fortsat er sygemeldt med piskesmæld og mange smerter. Det har selvfølgelig givet lidt uro, da børnene savner deres Kirsten, men efter nytår kommer der er ny fast klasselærer på, og så får de forhåbentlig lidt mere ro i undervisningen – og Kirsten kan få ro og tid til at blive hel igen.

Olga er også landet godt i børnehaven, har fået masser af nye legekammerater – bl.a. nogle der bor i Alberts Have ligesom os. Det skal vi lige have arbejdet lidt mere på at støtte op om i det nye år. Hun vil i hvert fald gerne snart også have venner på besøg ligesom Irma har – i det hele taget har vi mange af den slags ønsker der ender på: ”…ligesom Irma har”… Klassisk søskendedynamik.

I 2016 glæder jeg mig til at føle mig hjemme ét sted, både i mit privatliv og på arbejde. Jeg ser frem til at se pigerne udfolde sig mere og mere, og lære nye mennesker og sider af Vestegnen bedre at kende. Jeg ser frem til restaurantbesøg med min mand, og forhåbentlig mere kærestetid end der har været i det forgangne år. Og jeg ser frem til at fejre ham runde et meget rundt hjørne til sommer. Der bliver også tid til fester – både ude og hjemme!! – ferier med venner og familie, og ikke mindst weekender i sommerhuset. Jeg ønsker mig mindre action og mere nydelse i det nye år!! Jeg er klar – godt nytår til alle :-)