Den der storebror…

“Mor, hvad er det?” Vi sidder og læser bog i sofaen og Olga – en anelse ufokuseret – prikker til mig. Jeg svarer noget om den kjole jeg har på, men hun spørger igen, og igen. Jeg stopper med at læse og kigger på hende. Hun siger “det der, [en skarp finger bliver plantet solidt i dellen], hvorfor har du sådan en tyk mave, mor?” Inden jeg når at svare (læs: forsvare mig selv) spørger hun videre: “har du en baby inde i maven? Er det en storebror?”

  
Behøver jeg sige hvor meget manden grinede ovre fra den anden ende af sommerhuset? Og behøver jeg fortælle hvor mange gange jeg er blevet spurgt siden, af henholdsvis børn (ja! Flertal) og mand?..

Barnet, der ku’ det hele

Jeg har en datter, der burde få en guldmedalje. Hvis man kunne få en medalje for at være god til at gå i børnehave, flytte til ny by, blive renlig og få 300 nye ord, OG faktisk være sød og omgængelig det meste af tiden. Jeg synes faktisk det er ret godt gået når man kun er 2 år og 9 måneder.

Hun kan sætte ord på alle sine følelser – i hvert fald dem hun har behov for. Hun bliver praktisk talt ikke frustreret over ikke at blive forstået længere. Den eneste hun bliver rigtig sur på er sin søster, når Irma triumfer hende udi styrke, argumentation og stemmevolumen… Hun er blevet sindsyg sej til at gå i børnehave. Allerede her efter 14 dage vinker hun til mig om morgenen og går tryg ind på stuen. Og jeg er bare så imponeret over hende OG institutionen. Alle de ansatte er simpelthen så imødekommende, og virker til at kunne huske de aftaler vi har indgået om lur og sutter og hvad der ellers lige er aftaler om. Det her er måske et minimum af hvad man burde kunne regne med i sit barns børnehave/vuggestue, men det er bare ikke den oplevelse vi havde med i bagagen, desværre.

Og så er hun simpelthen blevet renlig. Det har taget en sommerferie og en sjat herefter. Hun har fuld kontrol over hvad hun skal på toilettet og hvornår hun skal det. Hun sover ikke engang med natble mere. Hun vil stadig gerne lave lort (kalder vi det det? Ja, gør vi ikke??) i sin ble, og det får hun lov til. Men resten er fuldstændig på skinner. Hun vil endda gerne tørre sig selv. Hvor nemt kan det pludselig blive?!

Og den her flytning. Af pigerne har det absolut taget hårdest på hende, men hun klarer det bare SÅ flot! Hun har spurgt et par gange efter at komme rigtigt hjem, og det er da også smaddersvært at forstå, hvorfor vi opholder os så lang tid på de her mellemstationer. Men nu glæder hun sig egentlig bare til at komme hjem og fortælle mormor og morfar om sin dag i børnehaven. Og det er sgu da fedt. Begge piger har affundet sig med, at blive fragtet rundt i bil i stedet for på cykel, og jeg tror egentlig at det lige nu, er helt okay.

Kan jeg leve med at hun i denne sommer faktisk er blevet en stor pige? Ja, det kan jeg. Det er skønt – både for Olga og mig!

De larmende og rodende indflyttere

Ja, det er så os. Ikke fordi det kommer uventet for hverken mig eller mine forældre, men sjovt så tydelige børnestemmer bliver når de klinger højt og gennemtrængende klokken 06.10 en onsdag morgen. Eller det rod de laver, som i hjemmet virker uskyldigt, men som gæster er ALLE steder. Ligesom voksenrodet der helt naturligt følger med det, at bo på væsentligt færre kvadratmeter end normalt. 

Bortset fra det, går det såmænd godt nok, det her midlertidige bofællesskab. Det jeg har allersværest ved at vænne mig til er, at jeg lige nu ikke kan cykle på arbejde, men bliver nødt til at fragte pigerne og mig selv i bil. Fra Brøndby strand til 2 x Albertslund til Gentofte. Og retur. Og jeg prøver stadig – her efter 3 dage i kø både på den ene og den anden strækning – at regne den vej ud, som alle de andre bilister har misset…. Ikke helt let… 

Det går bedre og bedre med olgas børnehave og hun trives et par minutter efter farvel. Og jeg tuder ikke i bilen mere. Lige så stor en milepæl ;)

Og apropos milepæle, så blev begge piger klippet i dag. En af min mors kolleger meldte sig på banen som hobby-børnefrisør og klippede begge piger på terrassen. De trængte begge to, men tanken om at bruge 45 minutters ulvetime i en frisørsalon virkede temmelig uoverskueligt. Der er jo både skarpe redskaber og glashylder med alverdens ting der kan væltes!! Åh-åh! Det her var virkelig komfortabelt   

 
Og smart var det, at Irma kunne være frisør-assistent da hun selv var færdig. 

Hverdagen er sej, men har også været savnet. Alt er godt på Vestegnen. 

Spørgsmål!!

And so it begins…

“Mor, hvor stor er den her planet vi bor på egentlig?” “Og hvis den er rund, hvordan står vi så på jorden?” … “Kan man mærke det der …tyngde… Hvad var det nu det hed?”, “Hvordan kan man flyve til månen?”, “hvad flyver man i?”, “Kan jeg også blive astronaut?”. “Hvor lang tid skal jeg gå i skole hvis jeg både skal være dyrlæge og astronaut?”

“Mor, jeg elsker at gå i skole”. Godt min skat, vi tager sgu en uge mere. 

Om løgnhistorier og flyvende madpakker

Det er sjovt som man kan glemme (læs: fornægte) hvor hård sådan en indkøringsuge er. Ikke med Irma, heldigvis. Hun har været glad hele ugen, er gået i seng og har glædet sig til dagen efter. Hun har leget med nye børn hver dag, selv gået ind i klassen med ordene: “Bare gå, mor”, og har været på cykeltur hele dagen i dag. Da jeg spurgte om hun ville have en rugbrødsmad da vi ramte hjem, sagde hun: “Jeg vil gerne have 2! Min madpakke fløj væk fordi det blæste så meget”. En simpel konstatering. Ikke sur og totalt nedsmeltet pga sult, men bare “smør lige en ekstra, nu du er i gang-agtigt”. Store barn.

Olga på legepladsDet har naturligvis været temmelig meget noget andet med Olga. Hun er startet i en institution, der indeholder én vuggestue-stue og én børnehavestue. Så det er meget overskueligt. Lokalerne er dog cirka lige så store som i den gamle institution, hvor der var 3 gange så mange børn, hvilket i høj grad giver pluspoint på lydniveauet på stuen! Pædagogerne virker superkompetente og imødekommende, og er ikke bange for hverken temperament og løgnehistorier. Heldigt, for allerede på dag to begyndte Olga at lyve. Vi var med ude på legepladsen hvor hun lidt genert holdt sig lidt i baggrunden og betragtede de andre børn. En pædagog hun ikke havde mødt før, kom hen og sagde hej og spurgte hvad hun hed, hvortil hun siger “Jeg hedder Sofie”… Okay så… Til frokost samme dag sidder vi og venter på at alle er klar til at spise og vi, som de nysgerrige forældre, spørger de andre børn hvad de hedder. Det slutter med at Olga siger “Min far hedder John, og jeg hedder Jonna”… Øøøøøøøhhhh….??

På tredjedagen tager hun dog alligevel prisen da hun deltager i en gruppe på tre børn og en pædagog i lidt dialogisk læsning. De læser Guldlok og taler om alt muligt rundt om historien, og pludselig begynder Olga at fortælle om dengang hun havde en rokketand (!!!?), og hvordan hun lagde den under puden (?!?), og så kom tandfeen med en gave (!!??) og til sidst fik hun plaster på… Jeg er åbenbart mor til Münchhausen…

De sidste to dage har hun prøvet at være alene i nogle timer. I onsdags tøede hun op efter 10 minutter og var faldet så meget til ro efter tudeturen, at hun var faldet i søvn på skødet af ham, der står for indkøringen. I dag var hun blevet god igen efter bare to minutter, og jeg fik det sødeste opkald af køkkendamen fem minutter efter jeg var kørt derfra. Jeg var gået grædende fra børnehaven (fordi det med at gå fra sit grædende barn bare ikke er særlig sjovt) og var stødt ind i køkkendamen på parkeringspladsen. Hun gav mig et kram og sagde at det nok skulle gå, og 5 minutter ringede hun og bekræftede netop det. Meget omsorgsfuldt.

Nu krydser jeg bare fingre for at mandagen og resten af næste uge går som det skal. Irma skal starte i SFO og Olga skal afleveres til en fuld dag i børnehave. Og moren skal på arbejde efter 4 ugers pause! Puuuuuha!

Dagen i billeder 

Billedet herunder er taget i 1985 da jeg startede i 1. klasse … Var der noget at sige til, at min dengang ret demente oldemor ved et besøg på hendes plejehjem spurgte 5-6 gange: “hvem er den lille dreng der står ovre i hjørnet?”…   
Her sidder Irma i klassen. Hendes lærer hedder Kirsten og der er 27 andre børn i lokalet som hun skal kende navnene på om en god uges tid… Hun er allerede blevet inviteret til fødselsdag, og har lykkeligt konstateret at to piger udover hende har den samme skoletaske. Og så glæder hun sig til i morgen!

 
På vej hjem i bilen gik hun helt amok med mit kamera. Min Kamerarulle er helt fyldt op med skæve vinkler, tommelfingeren foran linsen og tossede selfies.

   
Efter skole og børnehave røg vi en tur i Brønden, Brøndby Strand Bibliotek. Vi fandt 10 nye bøger, pigerne legede butik og fik grineflip, og Olga tissede på gulvet. Så var det sted ligesom indviet… God dag, som på trods af ALT for mange sommerfugle i maven har været supergod!

 

En kleenex til klumpen i halsen?

På mandag starter min store pige i skole. Og den der klump i halsen er snart på størrelse med Irmas sommerfugle i maven. Hun glæder sig så meget at hun næsten ikke kan tale om andet. Og samtidig er det svært for hende at forstå, at det med børnehaven er helt slut. 

I de sidste dage når jeg kigger på hende, som hun selv klarer (næsten) alt, kan jeg kun tænke på den lille fis, der drønede rundt i vores lejlighed på sin løbecykel dagen før sin to-års-fødselsdag, iført blå pyjamas og solbriller. Eller da hun betuttet og iført snehvidekjole græd ulykkeligt over at have hængt sine sutter på suttetræet i Frederiksberg Have. Eller da hun sidste sommer knækkede cykelkoden og fortalte mig: “mor, nu kan jeg alt!”.

Indser at jeg med allerhøjeste sandsynlighed blir hende den pinlige mor med våde øjne mandag morgen. 

 

  

Faktisk og sørme 

Som forældre er der næppe noget saligere syn end søskende der leger godt og har det sjovt sammen i timevis. Og selvom vi selvfølgelig også har set en hel del til det knap så idylliske billede, så har der virkelig været søsterleg til den helt store guldmedalje. Der er ingen tvivl om at lillesøster har vundet mest på den konto. For Irma både kreerer lege, inddrager Olga (bruger hende også nogle gange som ren statist…) og spørger hvad hun har lyst til. På den ene side har det gjort deres bånd stærkere og på den anden har det også gjort Irma ekstremt klar til nye jævnaldrende legekammerater (Hej, skole!!) Olga er til gengæld nærmest eksploderet i ord. Hun snakker i ét væk og hun digter historier, genfortæller ting hun har hørt og synger sange og laver fis med os. Og når hun virkelig skal sætte triumf på det hun siger, stiller hun sig med begge hænder i siderne og fortæller. Og slutter næsten altid af med: “sådan er det faktisk” eller “det sagde hun faktisk”. Jeg er vild med faktisk-fasen! Irma havde den også. Og der er ikke noget mere vidunderligt end en to-årig med et stålfast blik, der fortæller en hvordan det faktisk hænger sammen. 

I dag ved aftensmaden skulle Irma lige have styr på et par skoledetaljer og spurgte bla ind til hvor mange år man går i skole. Faren begyndte at holde et mindre oplæg hvordan det hænger sammen. Og Olga sidder pænt og lytter. Indtil hun ligesom har forstået budskabet og afbryder: “på mandag skal Irma starte i 8. klasse. Det skal hun faktisk.” Faren korrigerer hende og siger at det er 0. klasse. Olga fastholder sit klogere-end-dig-ansigtsudtryk og siger: “mmm, det er det, Irma”. Jamen så er vi alle enige. 

Ting der er forbudte i en sommerferie

Jeg har sammensat en lille liste over ting der burde være udraderet og fjernet fra sommerferier. Hvis ikke generelt så i hvert fald min!

1. Fyldte regntønder og INTET behov for vanding af have. Kan vi blive enige om, at det der regn godt må stoppe nu? Jeg har personligt opbrugt kvoten af indendørs hygge for juli for LÆNGE siden. Gider ikke flere genudsendelser på Ramasjang, ikke flere gen-læsninger af Rita og Krokodille – Olgas nye yndlingsbog -, ikke mere lytten til soundtracket fra Frost.

2. Hysteriske anfald fra femårige der ikke får deres vilje. Jeg magter det ikke. Det eneste positive ved at Irma i dag skreg i næsten et kvarter, var at jeg ikke råbte af hende i ren afmagt – hvilket jeg 1000% sikkert ville have gjort, havde det været en helt almindelig torsdag eftermiddag. Anfaldet handlede om lige præcis ingenting – ifølge mig – og noget nær alting, ifølge Irma. Hun ville puttes af far, ikke mor. Hun ville ikke læse Guldlok, som Olga havde valgt som godnatbog. Hun ville ikke have tøj af. Ikke have dyne på. Have alt tøjet af. Dynen RIGTIGT på…

3. Indkøb af badevægt! Hvorfor i alverden synes nogen (og i denne sammenhæng en person som i mange andre sammenhænge bliver omtalt som min BEDRE halvdel), at det er på sin plads at købe en badevægt midt i sommerferien?? Mage til dårligt-humør-fremkaldende-djævelskab skal man lede længe efter. “Og så kan den registrere din fedtprocent også”. Wow, lige hvad jeg manglede. Tak min skat. I det mindste var det ikke ment som en gave til mig men til ham. Men jeg evner ikke at have sådan et apparat stående uden at stige op på det – mit humør ville dog nok have været 8 grader varmere hvis jeg ikke havde gjort det…

(undskyld mig mens jeg sidder i et hjørne, surmulende og med hånden hele vejen ned i kagedåsen!)

Jeg vil til gengæld have flere stolte mor-øjeblikke som i dag hvor Olga selv tissede på toilettet og gav mig håbet om et blestop tilbage. Hurra. Eller morgener hvor Irma er vågnet, gået ind i stuen for at sidde med sin Ipad, og kan høre at lillesøsteren vågner. Så kommer hun ind og henter Olga og spørger lige så sødt: “Vil du sidde her under tæppet sammen med mig?”.

Jeg vil have flere aftner med drinks på den nye terrasse. Gerne med bare arme og solnedgang bag ved træerne.

Jeg vil have flere timer med en grensaks og en trillebør UDEN at blive våd.

Og så vil jeg gerne have at den der badevægt holder op med at lyve…

 

Ferie-motion??

Da jeg var cirka midt i min graviditet med Olga, og Irma var to et halvt, var vi 14 dage i Italien. Her mødte vi nogle skønne mennesker, som vi heldigvis stadig holder kontakten med. Jeg var ret imponeret over da hun fortalte om sit morgenritual med et temmelig intenst set af øvelser. “Så er der bedre plads til al skinken og hvidvinen”, som hun sagde. På det tidspunkt vejede jeg allerede næsten 20 kilo mere end hvad godt var, og var rimelig let at imponere. Men stadig synes jeg det er en sej rygrad at have!! Hvor får man sådan en?? En anden veninde har fortalt mig om hende og mandens crossfit-udfordringer: “så tager vi lige ned til vandet og skiftes indtil vi begge har lavet 100 burpees”. Megacool!! Og så har jeg slet ikke nævnt alle dem jeg kender der løber måsen af rundt i sommerlandet. 

Nu er vi en uge inde i ferien og jeg mangler seriøst mine 150km på cykel. Men det er ligesom om at det er en regel, at turen til Brugsen skal foregå i bil heroppe, selvom der kun er 5 km. Og når jeg som i aften tager mig sammen og tager 1000 hop i sjippetorvet, så slukker jeg tørsten i en kirsebærøl og sluger de sidste skittles i skålen… 

Har du nogle gode tips til at få sjov motion ind i ferien??