Om det her sunde børnefamilieliv

Nul sukker, no carbs, fastedage og palæo. Hvis man skal tro på alle billederne på Instagram (og skal man mon det??), så spiser alle danske familier med regler og har guruer som Christian Bitz, Thomas Rode eller bare er dedikeret til LCHF. Det er sgu alt sammen meget fint, men når børnene bare gerne vil have mors hjemmebagte boller, farens pizza og pasta bolo – og gerne ikke ret meget andet, så begynder det at blive en udfordring. Der er ingen tvivl om at vi herhjemme godt kunne bruge at skære ned på både det ene og det andet, og de gode intentioner er virkelig også til stede. Jeg synes det svære kommer når enten mor eller far arbejder sent eller har en aftale, så det kun er den ene forælder, der spiser med børnene. Eller når børnene er i totalt rasmus-modsat-humør og i virkeligheden bare gerne vil have lov at stene fjerner mens de spiser rosinboller fra bageren… Den ekstra hurdle der er ved at have to børn – det kan de fleste sikkert genkende – det er, når de to børn vil det præcis modsatte af hinanden. Jeg har en brødspiser og en kødspiser – sådan groft sagt. Og en der gerne vil slappe af foran fjernsyn, mens den anden gerne vil hoppe, danse og høre høj musik ved siden af (eller slå sin søster, fordi hun skal være med…).

Det jeg i virkeligheden bare gerne vil sige er, at det er skidesvært med det her sundhed. For jo, jeg kan da sagtens dampe spidskål og spise det i stedet for ungernes spaghetti, jeg kan også springe brødet over når vi spiser burgere og bruge en grillet grøntsag som erstatning. Men rygraden, venner. Hvor fanden er den? Én ting er at kigge irriteret på de bukser man skidegerne vil have på, men noget andet er tilsyneladende når man (jeg!!) sidder ved spisebordet og i virkeligheden bare har lyst til at proppe hovedet med hvede og kulhydrater. Mmmmm…. carbs!!!…

Nu har jeg fået en ny gadget. Sådan en der skal gøre grøntsagerne lidt nemmere at spise, både for børn og voksne. En grøntsags-spaghetti-strimler (eller som de kalder den i forretningen: GEFU Spaghetti Slicer Spirelli) Og jeg er blevet ret glad for at spise pastaretter hvor mine pastaer er dampede slicede squash. Det smager faktisk ret fantastisk. Og selvom jeg i første omgang troede det var noget som jeg kunne sætte Irma til at lave (men det er den alligevel for skarp til!), så er det ret sjovt for legesyge voksne også… Det fjerner ikke min udfordring omkring rygrad og heller ikke rigtig det her med tid og skrigende børn, men det tror jeg desværre ikke at sjove gadgets kan hjælpe mig med. En kort anmeldelse er, at vi er ret begejstrede for den lille sag. Manden synes faktisk at grøntsagerne smager bedre på denne måde. Men jeg synes afgjort den er bedst til de blødere grøntsager (squash, agurk, græskar) og mindre god til de hårde (gulerødder og rødbeder). Strimlerne til gulerødder bliver ikke lige så fine lange som på billedet, så der er jeg i virkeligheden større fan at mit mandolinjern (man skal jo aldrig gå ned på udstyr, vel??).
Den kan købes her i Dorthes fede netshop: kitchen4kids.dk.

Så hvis der er en, der har et link til en netshop der forhandler spritnye rygrade, som kan erstatte min gummi-en, så hit med den. Så bliver mit liv (nok?) komplet! På forhånd tak…

Om sprog og aggressioner

“Er hun sprogligt med?” spurgte jeg i dag i vuggestuen. Olgas pædagog mente at det var hun nu nok, men at de lå ret tæt aldersmæssigt på stuen, og det var svært umiddelbart at svare på. Der kommer næsten dagligt flere ord nu. Vi læser bøger i ét væk herhjemme, og genkendelsens glæde er stor – vi kan nemt læse de samme to-tre bøger 8 gange lige efter hinanden. De der ti minutter, som jeg kunne lokke hende til at se fjernsyn for en måned siden, er nu helt væk. Bøgerne lokker mere. Hun kan navnene på alle pædagoger og børn på stuen (som desværre er mere end hendes forældre…), taler ivrigt med når hun skal i bad, have tøj på og når vi skal spise. Hun forstår helt sikkert meget mere end hun selv kan give udtryk for, og vi er også stadig kun på et-to ord af gangen. Der er ikke rigtig sætningskonstruktioner endnu. Men hun bliver så glad når hun bliver forstået, og når jeg endda forstår at ga-ga betyder frugtstang, så er fryden ikke til at stoppe.

Olga er heldigvis ikke ramt af trodsalder eller andet sjovt, men til gengæld har vi en nu en pige på fire et halvt, som til tider opfører sig som en teenager… Jeg læste denne artikel i Vores Børn forleden, som virkelig var en øjenåbner udi, hvordan børn på 4 kan have helt vilde humørsvingninger og kæmpe raseriudbrud. Jeg troede jo bare, at det var min fireårige, der lige pludselig var blevet både urimelig og uudholdelig (nogle gange!). Irma kan blive så rasende på os – og især mig – og jeg bliver igen og igen overrasket over hvornår hun bliver vred. Det er umuligt at komme hende i forkøbet, eller gøre noget andet end dagen i forvejen, for det er altid noget nyt, der er i vejen. Så vil jeg ikke gynge hende højt nok, så får hun ikke lov til at få marmelade på madpandekagerne (når der står kød, grøntsager og guacamole på bordet), så skal hun have børstet tænder (surprise?), eller også er der ikke mere yoghurt tilbage når det lige præcis var det eneste hun havde lyst til at få til morgenmad. Stort som småt. Jeg er for det meste MEGET KEDELIG eller RIGTIG TARVELIG (så ved man at hun ikke er startet i fritidshjem endnu, hvor de mere skønne betegnelser for mor rigtig kommer på banen…). Hun marcherer med næsen i sky ud af rummet, for så at komme tilbage med hænderne i siden og råbe mig an.

Hun skal selvfølgelig tages alvorligt, men det skal ikke have lov til at overskygge alt, og vi skal heller ikke tale de her “konflikter” til døde, for de er som regel virkelig hurtigt overstået. Så nogle gange taler vi MEGET HØJT om tingene, andre gange, når moren har en anelse mere lunte og overskud, kan jeg nå at tælle til ti, og så tale med hende eller fortælle hende, hvorfor det der bare ikke er okay. Langt de fleste dage kan jeg godt tackle både at være kedelig og tarvelig, det er vist en mors lod. Jeg kan sagtens forstå hendes behov for selvstændighed. Men de her virkelig vrede udbrud må gerne skrues bare en anelse ned for. Hvornår er det den her fase slutter?.. (Og hvis nogle siger om 15 år, så går jeg muligvis hjemmefra…)

Putning og mandag

Når regnvejr og mandag følges ad, så bliver min tålmodighed på mærkelig vis påvirket. Andre dage i ugen går det bedre, men lige præcis på en mandag, går det tit ret skævt. På arbejde har det hele været lidt ved siden af. Nåede fx at sende en juhu-nu-virker-databasen-mail ud til alle mine kolleger (nørdet ja, men sejrene skal deles når de er der!), da jeg to minutter senere får at vide, at den ikke virker online… Nåja, hvorfor teste når man stoler på teknikken?.. Nåååååh, DERFOR!!! Nogle gange tror jeg ikke jeg nogensinde bliver klogere.

Da jeg hentede pigerne, Irma først, og hun bruger 10 minutter på at tage regntøj af og på, får jeg til sidst et (lille..?) føl, og tvangsaffører barnet de regnbukser som tydeligvis bliver ved med at drille. Følet sidder temmelig meget på tværs da jeg så, med Irma halvt på slæb, henter Olga, og finder ud af at vi skal på gummistøvlejagt for at finde en manglende støvle, og bagefter lærer at hun igen (igen, igen) har sovet meget mere end vi beder om. 

De er alle meget søde nede i vuggestuen, men ALT for mange skiftende ansigter, til at simple beskeder kan forståes. Det kunne jeg bestemt godt have sagt på en anden måde…

Da jeg startede med at skrive indlægget her, var der både sang og grin på værelset. Og jeg skulle lige til at begrave tanken om at nyt fælles putteritual skulle lykkes. Olga sang: Måååååne, som er det ord hun kan i godnatsangen. Og Irma lå flad af grin. Nu er der helt stille og jeg satser på at se en far her i køkkenet om et øjeblik… 

Om om lidt er der the, kys til at blive glad af, og så måske endnu et afsnit af Stuart Lees comedy show! (Hvis du ikke kender ham, så er han muligvis den sureste englænder -og mest modige – nogensinde med en mikrofon i hånden.) Perfekt mandagsunderholdning. 

Tak, vuggestue

Olga i sommerhusSidder lige nu og skåler med olga med hver vores vandflaske. Vi har også spist knækbrød, læst bøger, holdt kildekonkurrence, sprøjtet med vand, sunget sange, set naturprogrammer og snakket lidt om verdenssituationen. Selvom det bestemt er hyggeligt at få nogle aftentimer sammen med den yngste ballademager herhjemme, så behøver det altså ikke at være en fast forglemmelse at hun kun skal sove en times middagslur, og ikke 2,5…

Ferien der aldrig sluttede

Åh, tror vist vi er mange der sidder og drømmer om den slags ferie. Tænk hvis man bare kunne blive i sit ferieparadis for evigt. Ellers som min veninde foreslog: “Hvis vi (hendes mand, min mand, og hende og jeg) bare delte et job, tog en dag hver og rullede på fredagene, så kunne vi faktisk nok godt bare bo i det her sommerhus og overleve på én indtægt”. Jeg tog mig selv i at fundere over dette fatamorgana en del gange efterfølgende… At vi så ville drive hinanden til vanvid, blive kulrede over kollektiv-livet er en helt anden sag…

FeriemosaikAlt i alt har sommeren været god ved os. Vi overtog vores nye sommerhus den første mandag i vores ferie, og tog først hjem i lørdags, knap tre uger senere. Regnen har stort set ikke vist sig, og vi har kun været frustrerede over at svede for meget. Og det er vist det man kalder et luksusproblem. Pigerne har hygget sig med en konstant åben dør til haven og til trampolinen, de har indtaget huset til fulde. Og vi har nydt at smide de faste rutiner på grillen og bare spise når maden var klar og stå op når vi gad (mere eller mindre…vi har jo stadig små børn, og træerne er ikke vokset HELT ind i himlen). Der har været et hav af gæster, og fordi sommerhuset er beriget med annekser og sengepladser nok til alle, så er spørgsmålet “blir I ikke og sover?” blevet stillet nogle flere gange end både værter og gæster havde planlagt. Det har været så sindsygt hyggeligt.

Og pga varmen har pigerne stort set rendt rundt i bar mås eller badetøj. For Olgas vedkommende har det givet et par tæppeafvaskninger, for det er selvfølgelig en naturlov, at når man køber en grund på 2500 m2, med græs og blomsterbede så langt øjet rækker, så skal barnet skide indenfor og helst på et tæppe. Altså. Og nej nej, jeg har ingen ambition om at få min 20 måneder lille fis til at smide bleen, men i 30 graders varme, ville selv de voksne ønske, at vi bare kunne gå rundt i ingenting.

Og apropos sommerhus-moden, så har jeg da aldrig været så casual på en sommerferie. Jeg har møffet rundt i shorts og bikinitop eller joggingbukser og undertrøje i langt de flest vågne (og gæst-frie) stunder… Manden har endda købt et par træsko!! Vi er ikke faldet så meget i snak med naboerne, og nu hvor jeg tænker over det, giver det jo egentlig fin mening. Har jo nok mest af alt lignet trailertrash. Der er dog blevet udvekslet dræbersnegle-fifs med genboen og lånt spillekort af dem i nr. 2, så helt nabofjendtlige har vi da åbenbart ikke været.

Jeg ved jeg lyder en anelse eksalteret omkring alt det her. Men det er jo lykkedes os at blive “hus”ejere uden at forlade København, og med mulighed for at søge stilhed og stjernehimmel i weekender og ferier. Jeg synes faktisk det er den mest geniale løsning til dato – for os.

Og hermed slut med postkort fra Kisserup Strand – for denne gang ;-)

Postkort fra Tuse Næs

Vi er på andendagen som sommerhusejere, og jeg er glad for at kunne sige, at vi ikke har fortrudt. I går blev vi modtaget af sælger og mægler, og de forrige ejere havde købt ind til det helt store kaffebord – rester som jeg lige nu sidder og mæsker mig i, tak skal i ha! Overdragelse foregik i ro og orden og næsten alle de ting, som ejerne havde skrevet på listen over emner som de ville tage med når de solgte, er ting de har besluttet at lade blive: næsten ny seng i soveværelset, et anlæg og en parasol til terrassen. Dejligt at slippe for at bruge penge på det.

I dag har vi så virkelig fået smag for husejerskab. Vi har nemlig været i Bauhaus! Shit, et kæmpe sted. Der er blevet købt badebassin, grej til grillen (som vi stadig ikke er blevet ret meget klogere på) og lidt ekstra småting til hjemmet. Her mangler næsten ingenting, så det er svært at finde på ting der skal købes – vi har ellers begge et vidt drive for at finde hullerne…

Dagen i dag er gået med helt utroligt mange timers hoppen, både med tørt tøj, badetøj og i splitter kong Hans. Jeg har fjernet et kæmpe læs siv eller elefantgræs (er ikke helt klog på forskellen), som langsomt har fået lov til at indtage en stor del af grunden. Har bl.a. fundet et par buske – og en hel del dræbersnegle – inde bag alt det kedelige høje græs. Manden har installeret brandalarmer, så vi kan nyde at sove i træhus en anelse mere trygt. Og så har vi været et smut i Holbæk, som til vores store lettelse virker til at være en rigtig god by med gågade, gode butikker og masser af liv.

Jeg har endnu ikke ligget i liggestolen udenfor, eller i gyngesofaen ovre i hjørnet af haven, og jeg har heller ikke læst i de bøger jeg har med (børnebøger tæller ikke!). Men vi er også kun lige startet…

Vaner og uvaner

Er der egentlig et ord for ikke-vaner? Lige siden hun var helt lille, har Olga nægtet at underlægge sig rytmer og vaner. Hvad der virker i denne uge, virker sjældent i næste. Vi har i et stykke tider puttet Olga ved at lade hende og Irma se en halv times tegnefilm på Netflix. Irma er faldet helt ned og er klar til at blive lagt, og Olga er normalt faldet i søvn, og kan bare bæres ind i seng. Det har været en rigtig fin rytme, som har virket i noget tid. Men for et par uger siden begyndte hun rent faktisk at fatte interesse for det på skærmen. Og bliver ikke som sin storesøster (nej nej, selvfølgelig ikke) afslappet og putteklar, men bare i megagodt humør og på mystisk vis, næsten altid sulten… Så nu står vi lidt i et vadested, men i Olgas yndlingsposition: Uden faste rutiner.

Og selvom jeg i sidste indlæg skrev, at jeg ville holde sommerferie, så har vi i dag haft en af de der dage, som i vores liv er fuldstændig uhørte. For det første kom jeg uhørt sent hjem i går (altså sent for mig, nok ikke for de mennesker, der normalt går ud…), og i morges fik jeg lov til at sove to timer længere end resten af familien og blev vækket med hjemmebag og af glade børn – totalt superfar! Vi tog et smut i svømmehallen og så hjem til Olgas lur og Aristocats til Irma (mens moren småslumrede på sofaen). Eftermiddag i regnvejr er gået med at tegne, læse bøger, spille Ipad med Olga, lege gemmeleg og en almen opfordring til at pigerne leger med hinanden… Og derudover har vi overhovedet ikke skelet til hverken frokost eller aftensmad. Pigerne har fået lov til at spise resten af de boller som faren bagte i morges, krydret med en håndfuld rosiner og lidt af det slik som jeg hentede i noget der må være verdens største slikbutik, der lige er åbnet på Amagerbrogade. Og pointen ved det hele er, at Olga har elsket det. En hel dag, der ikke lugtede af enhver anden, og hvor hun har fået lov at spise hvor hun havde lyst og ikke nødvendigvis ved bordet.

Der er ikke nogen tvivl om at jeg også stortrives med de her vaner omkring måltider, bordskik og andet ordinært, men jeg tror måske at for min yngste datters skyld, bør lægge lidt af det her på hylden, så hun kan få nogle flere yndlingsdage. Kan man måske sætte de uorganiserede dage i system? Bare så jeg ikke går helt i spåner…

Bloggere i sommervarmen

Jeg har voksendag i dag – med mig selv som selskab. Og helt uden at skamme mig, nyder jeg stilheden (eller rettere sagt, jeg nyder at høre lige præcis den musik jeg har lyst til uden at der bliver skruet væk…). Jeg har selvfølgelig brugt en del af morgenen på rengøring og tøjvask (praktisk mor, to the rescue!), men har nu benene oppe, en bærbar i skødet og udsigt til to-tre timer mere i mit eget tempo.

På mandag starter ferien så rigtigt. Vi overtager vores nye sommerhus! Har jeg overhovedet skrevet om det herinde? Vi har simpelthen købt et sommerhus. Nu gider vi ikke flere overvejelser om flytning, huskøb, lyst til have og usikkerhed på hele skidtet. Vi er blevet sommerhusejere, og har fra på mandag adgang til vores helt egen have med trampolin, webergrill og flagstang. Der er frugttræer, bærbuske og måske en rabarber et sted. Der er alt muligt som vi slet ikke aner noget som helst om – men til gengæld er der to fine annekser med plads til venner, familie og en masse børn. Fantastisk! Og så er det en times kørsel væk fra København.

Jeg glæder mig til det her sommerhus, som jeg sjældent har glædet mig til noget. Det er i hvert fald længe siden. Og det er sgu en rar følelse! Jeg har desværre ingen billeder jeg kan vise jer – ikke endnu. De eneste billeder vi selv har taget deroppe var af to glade piger, der forelskede sig i trampolin på græs…

Vi har lånt bøger på biblioteket om at grille (vi er jo seriøst nybegyndere på det her område!), og jeg er i gang med den længste liste med ting, som skal med i sommerhus. Jeg har en hemmelig plan om at en god tredjedel af pigernes legetøj skal flyttes derop – og aner langsomt mulighed for at gen-overtage lejligheden så det ikke er legetøj, puslespil og børnebøger, der er i overtal på hylder, gulv og i vindueskarme… (Og nej, reelt set ved jeg godt, at det ikke kommer til at ske.. kender vist mig selv godt nok til, at tomme hylder aldrig bliver fyldt ud med skønne-Boligmagasins-inspirerede nips, men bare andet/nyt legetøj…)

I skal nok få en masse billeder, når det på et tidspunkt bliver muligt – vi har nemlig ikke undersøgt noget omkring netværk deroppe (endnu et emne på listen). For selvom vi i en kort stund talte seriøst om det dejlige ved at være offline når vi er i sommerhus, så går der vel reelt set ikke mere end et par dage, før vi savner Netflix, Facebook og sangene fra Frozen på Youtube (hint, det sidste er ikke mig!!).

Så selvom jeg selvfølgelig har intentioner om at blogge en masse henover sommeren, så er det altså ikke sikkert det bliver muligt. Så der bliver nok ligesom på de fleste af de blogs jeg selv følger, lidt stille i den næste tid. Vi skrives ved, som man siger – nyd varmen!

Sker det kun for mig?

Jeg havde en klar forestilling om at lave nogle semisunde og lækre, børnevenlige pandekager til pigerne og mig til aftensmad. Men i stedet for at blive tykke, sprøde, græskarsøde, delikate pandekager, blev det til brankede klatkager, med streg under klat da de var helt umulige at vende… Irma smagte hvad der svarede til størrelsen på et riskorn, og var ikke videre begejstret – mildt sagt. Jeg overvejede ikke engang at servere det for Olga. Endte med at sætte skålen med den såkaldte pandekagedej tilbage i køleskabet (i et eller andet håb om at jeg finder på noget sjovt at bruge det til i morgen?..) De smadrede pandekager spiste jeg – efter jeg havde lavet havregrød til begge tøser… Børnene klager ikke over både at få havregrød til morgen- og aftensmad. Det skal nok bare ikke være en daglig gentagelse… Tror jeg forsøger mig med en mere sikker ret i morgen..

(Og nej, der er ingen fotodokumentation. Det bliver I altså skånet for…)

Tourettes?

Vi har temmelig mange gange grinet (og rødmet lidt…) ved tanken om, hvad Irma mon fortalte nede i børnehaven om situationen herhjemme. Om alt det man egentlig gerne bare vil lade være inde for hjemmets fire vægge. Sådan noget som toiletvaner, hvordan en prut lyder, at nogen godt kan lide at danse kun iført undertøj, eller andet temmelig privat. Og for tiden ved jeg faktisk ikke hvor meget Irma fortæller om vores hjemme-ting, for hun fortæller stort set ingenting fra børnehaven. Selvom de har været på tur, eller hjemme hos nogen til fødselsdag, kan hun finde på at sige, at de ikke rigtig har lavet noget. Eller fortælle hvad hun lavede i det sekund hun blev hentet… Mærkeligt som børnehukommelse virker.

Til gengæld kan det også bare være, at den her børnetourettes styrer hele hende hjerne for tiden. Hun kan næsten ikke sige en sætning uden også at bruge ordene: tis, tissemand, prut, numse eller bøvs. Det en oral-anal-fase i ét… Udover ofte at være lidt belastende, da hun jo som sagt ikke fortæller noget som helst om hvad der foregår i løbet af dagen når vi ikke ser hende, og hvis hun så svarer, så involverer det noget med en tissemand…, så må jeg jo medgive, at det til tider også er ret sjovt. Ja, ældre er vi åbenbart ikke herhjemme…

DSC_0318Fx i dag ved aftensmaden da hun ud af det blå proklamerer: “Jeg ønsker mig en tissemand”. Jeg fik vist aldrig helt givet et comeback på den… kunne måske have sagt at hun jo kunne skrive det på ønskesedlen til når hun fylder fem… eller i brevet til julemanden?..

Eller når jeg synger sange for Olga (som jeg gerne måtte gøre i alle vågne timer, hvis det stod til den lille frøken), og Irma bryder ind for at synge med – eller sabotere… For Olga synes sjovt nok ikke det er helt genkendeligt at synge “Jeg er en lille undulat” med “tisse pruuuutte tisse tis, tis tis tis tis pruuuut”.

Som alt andet i børneuniverset er dette formentlig også bare en fase. Men nu er der bare lige den detalje, at Irma tilfældigvis har en far, der kan finde på at synge de samme slags sangtekster… og så bliver jeg i stedet en anelse bekymret…