På 2. døgn..

Gad vide om den lille dame har knækket gylpe-koden? Jeg er ikke blevet gylpet på siden onsdag – hurra! Jeg ved godt at jeg risikerer at jinxe det ved at skrive om det, men det er de chancer man må tage her i livet.. ;-) Så længe gylp er erstattet af savl er jeg yderst tilfreds!!

Vi havde hende i bad igen i går, det er hun virkelig blevet begejstret for. Og det eneste der er lidt farligt er, at hun spjætter ret voldsomt når hun bliver glad (eller utålmodig..). Så nu har vi købt sådan en plastic-indsats til badekarret så hun næsten kan ligge selv – altså ikke alene!! – men uden at vi behøver have en hel arm ind under hende, det var temmelig hårdt for ryggen.

Og jeg vil da sige, at selvom jeg meget glad for at hun tager så meget på som hun gør, så er hun altså ikke længere helt nem at vaske – der er godt nok mange folder der skal tjekkes, og som kan gemme på lækre sager…

Men når hun er så glad for at bade, så glæder jeg mig bare ekstra meget til at vi skal i svømmehallen, det blir da en fest – lille Irma med vinger på :-D

Der er bare så mange ting jeg glæder mig til at opleve med Irma, og hver ting vi skal gøre sammen, bliver jo som at gøre dem på ny for mig, netop fordi hun er med og fordi jeg kan dele det med hende – det er da fantastisk! Alt lige fra ture i rundetårn og Zoologisk Have til at tage på ferie og være sammen med vores venner. Jeg er sikker på at hun bliver den sjoveste pige – det synes jeg jo hun er allerede, så det kan da kun blive federe når hun kan sætte ord på.

Alle har jo sagt at jeg skulle glæde mig til at blive forælder, at der ikke er noget større – og nu ved jeg da heldigvis hvad de taler om!

Og som kronen på værket, eller bare dette indlæg om man vil, så har prinsessen netop storgylpet ned af min rene trøje…Nu ved jeg så at man kan jinxe før publicering..