Ikke for børn

I går var dagen hvor manden og jeg skulle fejre at vi (om 2 dage) har været gift i 2 år. Shit hvor er det gået stærkt, og SHIT hvor er der sket mange ting!!

Irma skulle passes for allerførste gang, og min far kom i går morges og hyggede lidt om hende inden vi pakkede hende i autostolen og sendte de to afsted til Brøndby hvor mine forældre bor. Det gik overordentligt smertefrit, ingen tårer og ingen sure miner – men hun ved selvfølgelig heller ikke rigtig hvad der sker – og seperationsangsten har endnu ikke indfundet sig, så der var faktisk ingen drama.

En halv time senere drog vi ud i verden, i regnvejr, bare os to, og jeg havde det virkelig som om vi manglede noget… Vi var på en hyggelig cafe ikke så langt fra hvor vi bor og spise brunch, og herfra tog vi ind til Kongens Nytorv og kiggede lidt på det Internationale Madmarked, som består af 15-20 boder fra alle egne af Europa, der byder på egnsspecialiteter og gode sager. Det var en ren tilfældighed at vi opdagede markedet, for målet var Nyhavn og kanalrundfart – til de uindviede foregik vores vielse ombord en kanalrundfartsbåd, og derfor var det jo oplagt at holde i hånd på sådan en tur. Vi manglede dog både solskin og prosecco for at gøre turen komplet ;-)

Vi stod af lidt før på ruten, ved Holmens Kirke, og gik på Charlie’s og fik en øl. Det er i vores øjne et af byens allerbedste ølsteder, og vi har haft rigtig mange sjove aftener herinde. På det her tidspunkt nærmede klokken sig 15 og jeg var begyndt at savne Irma… Jeg havde lovet mig selv ikke at ringe eller skrive til mine forældre for at høre hvordan det gik, og jeg gjorde det heller ikke, men dermed ikke sagt, at jeg ikke havde lyst…

Vi havde en rigtig god dag for os selv, og opdagede også (det havde vi dog kraftigt en fornem-melse af i forvejen) at vi ikke trængte til at være alene, og det var faktisk også rigtig dejligt at finde ud af. Selvfølgelig nød vi at være afsted alene, og fx at være på værtshus, som ikke er så fedt med barn på armen…Men vi er ret gode til at nyde vores alenetimer om aftenen når Irma er puttet, så vi var på den måde ikke i voksentids-underskud (sjovt nok).  Mine forældre havde nydt at have hende på enehånd og hun havde været rigtig nem at passe. Hun havde udforsket deres hus med sine nye kravleevner og havde ellers ikke rigtig foretaget sig andet end at spise og sove – og grine – det kan man vist kalde en begynder-succes :-)  “Vi gør det gerne igen” sagde min mor, og jeg tror vist de skal tages på ordet!