Nu er det jo ikke så forfærdelig længe siden, at vi var dem uden børn. Så jeg kan godt huske hvordan det var at tage på cafe og spise brunch, og have en fornemmelse af at være fælles babysitter for “cafeens børn”. Uden at vide bedre og komme til at gå ind på den familie/børnevenlige cafe med unger alle steder og undre sig over hvorfor man overhovedet blev siddende… Nå, men nu er vi jo medlem af et andet segment. Vi er selv en del af klubben med de skrigende børn med nutellafedtede fingre (og nej, bare rolig, det har Irma ikke smagt endnu!). Og i dag havde jeg Irma med på cafe – jeg skulle lige til at skrive første gang, men havde da tydeligvis lige glemt op til flere ammesceancer iført latte… – men første gang med gående/løbende datter så! Jeg er da glad for at jeg havde spist hjemmefra og ikke havde gjort mig nogle brunchforhåbninger, for jeg fik ikke lov at sidde stille i mange minutter ad gangen.
Der ligger en meget børnevenlig cafe i mit nærområde, og jeg havde med ro i sindet lokket min veninde med derop. Men jeg må medgive at jeg ikke er klar – ikke klar til at slippe den lille terrorist løs og give de andre cafegæster (+/- børn) følelsen af fælles nanny. Irma sad lidt ved mig indtil hun havde vænnet sig til omgivelserne, og da hun opdagede at der var andre børn, fandt hun vuggestue-mentaliteten frem: Løb lige så langt hun kunne mens hun råbte AAAARRRGGGHHH!!! Det er sgu min datter
Og mens hun var løs (…), løb hun ud på toilettet hvor hun til sin store fryd fandt et børnetoilet, hvor hendes lille arm uden problemer kunne nå helt ned til kummevandet… great.
Jeg skyllede min kaffe indenbords, fik skovlet så meget rugbrød i Irma som jeg kunne, og fik lokket veninden ud på gåtur indtil der faldt ro over ballademageren. Der går nok lige et øjeblik inden vi (læs: jeg) er klar til det igen… I virkeligheden tror jeg de fleste cafegæster morede sig over Irma, men jeg må indrømme at jeg nok ikke søgte så meget øjenkontakt efter råbe-løbeturen…
Og nu hvor søndagen er ved at være slut, er min uge som næsten ene-forælder heldigvis også! Jeg forstår simpelthen ikke hvordan I klarer det?? Bare det at få tid til at gøre rent er mig en gåde. Det eneste tidspunkt jeg nærmede mig støvsugeren i denne uge, var da Irma smadrede et glas på køkkengulvet… Jeg bukker mig i støvet! Alene i morges da jeg var på vej i bad og Irma selvfølgelig vågnede, måtte jeg ty til et gammelt ordsprog anno 2011: Vågent barn lærer nøgen kvinde at klatvaske…


