Sov mit barn, sov længe…

Vi har forsøgt at tale lidt med hende om det, men langt de fleste aftener/nætter er vi ikke helt enige med Irma om hvor meget den lille frøken skal sove… I mandags var første dag efter ferien og Irma besluttede at vågne til dåd omkring kl 05 – personligt har jeg ikke brug for at vågne her, jeg har hverken køer der skal malkes, hunde der skal luftes eller et arbejde der kræver min opmærksomhed på det tidspunkt. Og jeg kan faktisk godt finde ud af at vågne kl 02, give en flaske/en sut/et kram og gå i seng igen, og vågne udhvilet når vækkeuret ringer kl 6. Men at blive vækket en time inden jeg skal op, nej nej nej, det duer bare ikke!! Et andet scenarie har udrullet sig i ugens løb: Tre nætter med vågen datter mellem kl bæ og kl MEGET tidligt, cirka af en times varighed. Det er heller ikke i orden faktisk. Og det sludrer vi lidt om herhjemme, og lige lidt hjælper det…

Torsdag vågnede Irma med temmelig høj feber og eftersom jeg havde den højeste mængde af møder jeg helst ikke måtte misse, trak jeg arbejdskortet og faren blev hjemme. Fredag kunne vi heldigvis hive en morfar ind over, og det forløb fuldstændig uden problemer. Hun havde danset, læst bøger, leget og generelt bare underholdt morfaren, som forlod Amager med følelsen af at være verdens bedste Irma-passer, virkelig fedt! Og det er ekstragodt fordi Irma i laaaang tid har været ret afvisende overfor morfaren, ved ikke helt hvorfor, men mænd med skæg er bare sværere tilgængelige end andre.

I går havde jeg en ekstra lang arbejdsdag og var derfor slet ikke med til putning eller andet, og måtte derfor nøjes med sms-updates fra manden. Han vovede pelsen og puttede Irma over en time før normal sengetid – tidligere har det være totalt no-go fordi hun så er vågnet kl 9 og været klar til leg indtil midnat – men nu hvor putteritualet er kørt i stilling er det åbenbart blevet en mulighed. Hun havde været så træt at hun stort set havde siddet op og sovet… Og bortset fra en nødvendig skiftning ved 3-tiden i nat, har der stort set ikke været et kvæk fra hende, og hun sov til kl. 9.30!!! 14 timers søvn blev det til! Vi vågnede cirka 5 minutter før Irma, og har virkelig fået indhentet ugens manglende søvndosis. SÅ skønt :-)

Resten af eftermiddagen (og Irmas lur) byder på mere tedrikning, omplantning af et par blomster, grydestegning af kylling og måske (hvis han er heldig) lidt forkælelse til den hovedpineramte mand på sofaen :-) Utrolig hvad lidt nattesøvn kan gøre ved effektiviteten. God weekend!!