På cafe med terroristen

Nu er det jo ikke så forfærdelig længe siden, at vi var dem uden børn. Så jeg kan godt huske hvordan det var at tage på cafe og spise brunch, og have en fornemmelse af at være fælles babysitter for “cafeens børn”. Uden at vide bedre og komme til at gå ind på den familie/børnevenlige cafe med unger alle steder og undre sig over hvorfor man overhovedet blev siddende… Nå, men nu er vi jo medlem af et andet segment. Vi er selv en del af klubben med de skrigende børn med nutellafedtede fingre (og nej, bare rolig, det har Irma ikke smagt endnu!). Og i dag havde jeg Irma med på cafe – jeg skulle lige til at skrive første gang, men havde da tydeligvis lige glemt op til flere ammesceancer iført latte… – men første gang med gående/løbende datter så! Jeg er da glad for at jeg havde spist hjemmefra og ikke havde gjort mig nogle brunchforhåbninger, for jeg fik ikke lov at sidde stille i mange minutter ad gangen.

Der ligger en meget børnevenlig cafe i mit nærområde, og jeg havde med ro i sindet lokket min veninde med derop. Men jeg må medgive at jeg ikke er klar – ikke klar til at slippe den lille terrorist løs og give de andre cafegæster (+/- børn) følelsen af fælles nanny. Irma sad lidt ved mig indtil hun havde vænnet sig til omgivelserne, og da hun opdagede at der var andre børn, fandt hun vuggestue-mentaliteten frem: Løb lige så langt hun kunne mens hun råbte AAAARRRGGGHHH!!! Det er sgu min datter :-D Og mens hun var løs (…), løb hun ud på toilettet hvor hun til sin store fryd fandt et børnetoilet, hvor hendes lille arm uden problemer kunne nå helt ned til kummevandet… great.

Jeg skyllede min kaffe indenbords, fik skovlet så meget rugbrød i Irma som jeg kunne, og fik lokket veninden ud på gåtur indtil der faldt ro over ballademageren. Der går nok lige et øjeblik inden vi (læs: jeg) er klar til det igen… I virkeligheden tror jeg de fleste cafegæster morede sig over Irma, men jeg må indrømme at jeg nok ikke søgte så meget øjenkontakt efter råbe-løbeturen…

Og nu hvor søndagen er ved at være slut, er min uge som næsten ene-forælder heldigvis også! Jeg forstår simpelthen ikke hvordan I klarer det?? Bare det at få tid til at gøre rent er mig en gåde. Det eneste tidspunkt jeg nærmede mig støvsugeren i denne uge, var da Irma smadrede et glas på køkkengulvet… Jeg bukker mig i støvet! Alene i morges da jeg var på vej i bad og Irma selvfølgelig vågnede, måtte jeg ty til et gammelt ordsprog anno 2011: Vågent barn lærer nøgen kvinde at klatvaske…

12 thoughts on “På cafe med terroristen

  1. Åhh Marie, det er med stor fornøjelse, at jeg læser din blok og morer mig over din skønne datter (især kumme-stuationen vakte latter) og den altid oplagte mor. På den anden side gruer jeg samtidig for, hvornår jeg selv står i samme situation, men kan forstå, at jeg skal nyde lattebesøgene (som også praktiseres i stor stil her), inden min egen terrorist finder ud af, hvad benene skal bruges til (andet end at stå på sin mors skød og rokke frem og tilbage). Knus fra Olivia

    • Hej Olivia – hvis I er nået til rokkestadiet, er der ikke lang vej igen ;-) Så ja, nyd latterne, og nyd de smilende blikke fra de andre cafegæster – det varer heller ikke ved…

  2. Det lyder da som et meget kortvarigt cafébesøg – jeg husker det nu også som en periode på adskillige år, hvor jeg slet ikke kom på café (i hvert fald ikke MED børn).
    Jeg er vild med omskrivningen af ordsproget, det lyder meget passende til en morgensituation med en 1-årig!

    • Det var meget kortvarigt – vi kom til gengæld tilbage senere da Irma var faldet i søvn. Men det kan man jo ikke time sit liv efter…

  3. LOL – hvor var det bare sjov læsning. Kan lige forestille mig en Aaaargh pige komme tonsende hen til de andre unger der lidt undrende har set på/efter hende. Indrømmet jeg har ikke været ret meget på cafe, mens drengene var små. I wonder why…;-) Idag vil drengene da gerne på cafe – i en halv times tid eller så…så er der andet der trækker.(Læs: PC og venner.)Jeg kan godt huske den periode, hvor jeg spiste kold mad. Kold sovs, kold pasta, kolde kartofler osv… Der var altid et eller andet der forhindrede mig i at indtage maden varm.
    Men friheden og roen kommer retur – det tager bare lige nogle år…

    Tak for skøn læsning:-)
    Knus Mette

    • Tak Mette – og jeps, den med kold mad kender jeg godt ;-)
      Jeg kan jo starte mig til at se frem til næste barsel (som altså endnu ikke er planlagt!!!)Jeg har jo som sagt været en del på cafe med Irma som helt lille, og det gik jo fredeligt og fint :-)

  4. Kære Marie, jeg kom til at grine meget højt midt på arbejdet. Det er altså virkelig god og underholdende læsning. Keep it up!
    Knus Ann

  5. Pingback: Irma og dyrene « Mor for første gang

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s