Da vi vendte hjem til lejligheden med lille 2-dage gamle Irma, følte vi os mildest talt som forandrede mennesker. Det er afgjort den mest skelsættende oplevelse i vores liv: at blive forældre. Både på hospitalet og fra verdens sødeste sundhedsplejerske (som vi er så heldige at have fået tildelt!) har vi fået et hav af pjecer, udgivelser fra Sundhedsstyrelsen, reklamer, bud om børneklub-medlemslaber – alt sammen information, som man som førstegangsforældre pligtskyldigt læser. Okay, herhjemme var det nok kun den ene forælder, der opfattede det som pligtlæsning…men stadig!! Mange af tingene var uden tvivl nyttig viden, men jeg synes at et bestemt notat manglede – det med segmentskiftet!
Jeg sidder oftere og oftere og er ved at sprænge i luften over naboer, genboer, overboer og underboer, hvor INGEN af dem er i samme nye segment som os. De er alle stadig på feststadiet: uden børn, soven længe, røg i hjemmet og HØJ musik på alle tidspunkter af døgnet.
Jeg er sådan set ikke misundelig, seriøst!! Har jo været der og har ingen intentioner om at bevæge mig tilbage. Jeg er stadig en festabe og en dansetosse, så jeg er heller ikke ligefrem bange for at blive kedelig og gammel lige med det samme…
Men derfor kan det stadig godt være lidt af et chok at opdage, at vi er landet lige lukt i segmentet for madplaner og ugentlige indkøb, for dem der har Byggemand bob-temaet på hjernen flere dage i træk, dem der laver flere statusupdates om deres børn end deres eget liv, og for dem der i frokostpausen opdager at de har snot på skulderen… Der er selvfølgelig mange andre skønne karaktertræk ved denne gruppe, men ville sgu ærligt talt gerne have haft en heads up!!