Om at tælle

Nusj hvor har jeg talt mange gange til 10 de sidste par dage. Har periodisk haft den sureste datter, der kan gå på to ben! Og ikke sur som “nu sætter jeg mig lige hen i hjørnet og skumler”, men sur på den der “nu piver og græder jeg hele tiden mens jeg kun vil læse en anden bog end den vi læser, og synge en anden sang end den vi synger-måden”. 1-2-3-4….

Der er jo ingen tvivl om at jeg elsker at være sammen med Irma, derfor føles det også bare SÅ ubehageligt, når lysten til at lege med hende erstattes af sur-pligt-følelsen, fordi hun bare er muggen. Ydermere har hun sovet topdårligt de sidste nætter, været helt utrøstelig, og har haft intense drømme, der har forskrækket og vækket hende. Så vi er nok også lidt tyndslidte på lunten (kan man sige det??…) Forklaringen må ligge i (håbe, krydse fingre, ønske!!), at sygdommen ikke helt har forladt hende – og at dårligdom, træthed og manglende appetit har ført til olmt lune.

Vi satser på fulddyrket nattesøvn og storspisende datter, fra NU af.

På trods af manglende søvn og sur Irma synes jeg dog faktisk weekenden har vist overraskende meget overskud. Jeg kan i hvert fald løfte sløret for, at der lige nu er (udover uanselige store mængder koffein i systemet,) ren lejlighed, nylakerede negle, færdigstøbt madplan og handlet til hele næste uge. OG vi har været på legeplads! Nu glæder jeg mig til mandens hjemmelavede pizza, en rolig aften i sofaen og så den der nattesøvn vi aftalte :-).