Jeg har længe gået og brygget på et indlæg, der skulle handle om hvor heldige vi er. Venner, bekendte og kolleger har fortalt hårrejsende historier om mange sygedage med mellemørebetændelse, influenza, lungebetændelse, skoldkopper, lussingesyge og andre ubekvemme sygdomme deres børn har haft. Om hvordan logistikken på ingen måde kan lade sig gøre når der er tale om 14 dages sygdom i streg, og hvor bekymret man bliver når barnet skal på sygehus til scanning eller andet skræmmende. Jeg har givet kram, klap på skulderen og medlidende blikke til alle disse historier, og prist mig lykkelig for at vi har en Irma med et tilsyneladende fantastisk helbred. For selvom vi da også har haft vores del af barns-første-og-anden-sygedag, så har det MEGET ofte været slut der. 1-2 dage hjemme og tilbage i vuggestue. Hurtigt og effektivt. Og ikke noget alarmerende, bare snot, hoste, feber, dårlig mave og den slags banaliteter – i hvert fald i forvejen til de sygdomme jeg har nævnt øverst!

Men nu hvor vi kører på 6. dagen med feber og slattent barn uden appetit, så synes jeg faktisk ikke det er så fantastisk. Og jeg føler mig heller ikke skideheldig pt. Her til formiddag fik vi pasningshjælp af mormoren, og hun var så god at tage Irma med på laboratorium til blodprøve-tagning. Jeg ringede i morges til lægen og fortalte om hendes tilstand, og hun var helt med på, at tjekke op på om Irma kan have pollenallergi. I hendes ører lød det meget sandsynligt. Så blodprøven er taget – laboranterne var meget imponeret over hvor sej en to-årig kunne være til at få stik i armen. Der var næsten ingen piv, og hun syntes det var spændende at få plaster på – og nu afventer vi svar på prøverne i midten af næste uge. Jeg har også fået nogle antihestamin-dråber, som hun må få en mikromængde af dagligt, så det håber jeg vil lindre lidt på det hele. Men bare hun dog ville spise noget mad, så ville bekymringsniveauet falde med mange tons (eller hvad man nu måler den slags i…)!! Her til aften ville hun igen ingenting have, og det eneste reelle måltid i dag var morgenmaden. Det er virkelig ikke rart når man er vant til at have en lille pige, der med lethed kan konsumere halvanden rundtenom rugbrød eller en seriøs portion pasta. Det betyder jo så også at hun har nogle depoter at tære på – og lægen var heller ikke så vanvittig bekymret for maden, mere for væsken. Og det har hun heldigvis ikke været så sparsom med. Så når vi sætter os ned og rationaliserer, så skal det nok gå altsammen, men i virkeligheden banker hjertet nok lidt hurtigere end normalt!!