Nej nej, det handler ikke om vejret, men om en vægkalender vi gav mine svigerforældre i julegave. Sådan en med fine billeder af det yngste barnebarn i de mest charmerende udgaver fra det forgangne år. Vi har en kopi af samme kalender – man får vel aldrig for meget af billeder med ens børn på! I april prydede dette billede vores væg, med Irma i smørklatten mellem Farmor og Bedstefar fra vores tur til Budapest sidste forår.

Rigtig mange morgener i april har Irma kigget på billedet og smilet tilfreds, og ved udgangen af måneden lærte hun at sige Bedstefar – fint og tydeligt. Det er absolut den den sværeste titel blandt de fire bedsteforældre, men det er da noget af en opgradering: Fra ‘den der’ til bedstefar Men da jeg så 1. maj tillod mig at bladre hen på det næste billede, blev Irma aldeles bedrøvet – vi taler tårer her! Så det har været en langsom proces at vænne os til maj her på stedet…

Og for lige at blive i det billedlige, så modtog jeg for et par timer siden en mail fra en veninde – med et billede af en fælles veninde og en sød lille baby. Teksten til billedet lød: ‘Hyggeligt, ikke?’. Jeg svarede naturligvis at det var et meget fint billede mens jeg prøvede at finde ud af hvem/hvis barnet mon var! Jeg brød sammen og sendte min veninde en sms, hvortil hun svarer: ‘Troede da at du kunne kende dit eget barn’… Jamen for fanden da også! Så blev man sådan en, der ikke kan kende sit eget barn, hvad SKAL det ikke ende med???