Tag-arkiv: chokolade

Barselsprojekt, sommerversion

Standard

Lysten til chokolade mindskes! I må ikke blive bekymrede, jeg er faktisk okay! Sagen er, at chokoladelyst er blevet erstattet af lyst til is :-) Så derfor tænker jeg, at jeg vil forny mit barselsprojekt, og teste de nye(re) is der findes på markedet. Det er en stor opofrelse fra min side, så jeg glæder mig til al den taknemmelighed, der snart skyller ind over bloggen…

Sommerbarselsprojekt #1:
Marcipanbrøds-is fra Anthon Berg: Okay, det tror jeg faktisk ikke den hedder, men den er formet som et marcipanbrød og har samme indpakning. Den koster den nette sum af 17 kr (og hvad sker der så lige for is-priserne??? Det er jo helt forrykt!), og den smagte da sådan set meget godt. Jeg havde nok forventet lidt mere marcipan i isen, men okay. Den er overtrukket med tynd,  god chokolade.  Det var jeg ikke utilfreds med, jeg er ikke specielt vild med Magnum-is, med det der tykke chokoladeovertræk, så det passede mig godt, at marcipan-isen var af den mere delikate slags. Lidt anonym, men i den bedre ende af skalaen.

The wonders of polenta!

Standard

Efter nogle uger med gevaldigt natteroderi, har jeg endelig haft en nat hvor jeg kunne brede mig i sengen, ligge i en valgfri sovestilling, og ikke ved siden af en lille pige, der møver, sparker og griner i søvne…AAaahhh!! Hvor har det været tiltrængt! Det er nu ikke fordi jeg ikke sover de andre nætter – jeg er nemlig en af den slags personer, der kan sove hvor som helst! – men kroppen bliver altså en smule øm af at ligge i tvangsstillinger (ja, man er jo ikke 17 mere…tænkte jeg selv måtte skrive det, inden en anden kom til det…)

Og nattesøvnen skyldes simpelthen majsgrød! Jeg brugte jo ellers babygrød-blandingen fra Urtekram, men jeg synes ikke den var lind nok, og her er majsgrøden jo helt klumpfri. Jeg rører grøden op med lidt banan, og så synes Irma altså at det smager fremragende. Det er så hyggeligt at give hende mad, når hun næsten kaster sig efter skeen, og kommer med mad-nyde-lyde mens hun spiser :-) Jeg har selv spist polenta (som jo er det samme som majsgrød…) et hav af gange, og ved at det mætter helt vildt, og virkningen rammer åbenbart også spædbørn – jeg sender hermed tippet videre!

Nu hvor vi er ved det spiselige, så har jeg nyt til barselsprojektet. Jeg besøgte en god veninde forleden og da vi stod i køen i Irma (butikken, ikke datteren) fandt jeg tre chokoladebarer, som jeg aldrig havde set før. Og spændende nye chokoladefund skal jo ikke gå næsen forbi. Jeg tillader mig dog at anmelde dem som gruppe og ikke enkeltvis, for de havde visse ting til fælles…

Barselsprojekt #6:
Nizza x 3,  fransk nougat, smarties, nødder&rosiner:

Dette er 3 islandske choladebarer, men ligesom askeskyen, burde de bare være blevet på Island… Vi startede med den franske nougat, og den smagte som en toblerone med dårlig chokolade (og det siger vist ikke så lidt!) . Let skuffede gik vi videre til den med nødder og rosiner – og her manglede jeg seriøst lidt rom at skylle den ned med. Dér har Ritter Sport lavet en spiselig udgave. Den med smarties smagte igen som en misforståelse, en blanding af to alt for billige slags chokolade. Opsummeringen kan koges ned til: Lad dem ligge!! De skal ikke købes!!

Så der er altså forskel på (dårlig) chokolade – vi har sådan noget som Summerbird og Peter Beier, som er i en klasse for sig, og som altid er godt (på grænsen til det sunde!), og så følger de hersens chokolader, som måske ikke er af bedste kvalitet, men som smager fantastisk (fx Dajm, Guldbarrer, Snickers og mange, mange flere…), og så er der bl.a. de her islandske djævle, som er direkte spild af penge! Det er en svær verden at finde rundt i, og jeg er glad for at kunne tilbyde mine guidekundskaber (igen og igen kan jeg hive på min busstewardesse-erfaring…) :-)

Pasning af barselsprojekt!

Standard

Nå, vi må jo til det, jeg har absolut holdt jer hen for længe!

Barselsprojekt #4:
Center-bar: I stedet for den klassiske Center-rulle (som jeg aldrig har været så pjattet med) fås Center nu som en lille fiks bar med 3 stykker karamelfyldt mælkechokolade. Mums! Faren ved at den nu er så lille er, at man ikke kan nøjes med at købe én… men heldigvis er de tit på udsalg i Netto!

Crunch – hvid chokolade: Her må jeg jo tilstå at jeg har “prøvesmagt” denne bar temmelig mange gange… Det er absolut en af mine favoritter. Og jeg tror altså ikke engang det er særligt god chokolade, men knasende hvid chokolade bør ikke fornægtes :-)

Dajm – nu på rulle: Igen er vi ikke ude i en kvalitetsbar, men der er et eller andet ved Dajm, der gør at lige meget hvilken form den kommer i, så er det bare godt. Rullen er hermed godkendt.

Dumle – nu ligeledes på rulle: Marabou har åbenbart genudgivet al deres chokolade i ruller…og jeg synes faktisk det er ret godt. Indpakningen stinker dog lidt, man tager ikke lige et par stykker og lægger resten væk, for papiret går op og de kære små chokolader ryger ud i tasken (kan I fornemme at det skete for mig?…) Men indholdet er skam helt i orden. Jeg synes jo Dumle er bedst i original form og ikke med lakrids- eller anden funky smag. Klassikeren holder!

Brazil mini: Okay det her er godt nok en pose, men jeg håber I kan tilgive mig?! Konstellation med mørk og lys chokolade + skum er bare sindsygt godt. Carletti er jo ret kendt for deres skumproduktioner, og Brazil’en overgår i min bog både bananer og mus. Men nu har jeg også en svaghed for chokoladeovertrukket skum (er fx også ret vild med chokolade-svampene i bland-selv-slik…)

Og lad mig så lige runde projektet #4 af med at indskyde, at jeg altså ikke har testet disse på én dag… ;-)

nr. 51

Standard

Dette er indlæg nr. 51, og jeg synes efterhånden jeg reelt kan kalde mig selv for blogger. Det er ligesom om jeg er nået til en grænse, mentalt i hvert fald – nu er bloggen for alvor indviet – og jeg er glad for at se på min statistik at så mange læser med! :-)

I de her dage er jeg helt absurd begejstret for at bo på denne side af sundet. Mine kære svigerinder i Jylland fortalte mig nemlig at der igen faldt en kæmpe dyne sne forleden hos dem. Og jeg kan glæde mig over at alt sneen her er smeltet (det meste altså…der ligger jo stadig de der grimme grå-grumsede klatter hist og her). For mit eget vedkommende synes jeg det er fantastisk – foråret er på vej og barnevognens snekæder kan pakkes væk…

Jeg får set nogle nye ting når jeg går ture med vognen – nu har jeg ellers boet det samme sted i over 5 år, og burde da have udforsket egnen, men alligevel er der plads til overraskelser, og det er jo bare fedt. Forleden blev jeg dog en smule mere overrasket end jeg havde forventet. Jeg gik på en sti, langs en sø ved Christiania som jeg har gået på før – men tilsyneladende havde jeg glemt hvor den endte! Da jeg nåede stiens slutning (og her troede jeg at den løb parallelt med en vej, der stort set fører hjem) var jeg mindst 4 km hjemmefra, ups! Ammehjerne møder dårlig stedsans – virkelig dårlig kombination!!

Men det gode ved at gå disse sindsygt lange ture er jo, at mit barselsprojekt møder ny berettigelse…

Barselsprojekt #3:
Her er der to chokoladebarrer som eksisterer fordi “når noget er godt, så må dobbelt så meget være dobbelt så godt”…
Toms skildepadde-bar: Dette er rent faktisk bare 4 mini skildpadder på række, ikke den helt store revolution. Og jeg synes egentlig at en skildpadde kan smage ret fantastisk, så jeg blev lidt skuffet da jeg allermest fandt den her bar for vammel… Den kræver et seriøst stort glas mælk!!

Kit Kat Chunky: Hmm.. Kiksekage som bar? Nejtak! Den ryger også på den vamle liste… Den er tilmed ikke egnet som dele-bar, da den faktisk er helt umulig at knække – og i dette tilfælde havde det ellers været et plus.

Måske er der en grund til at disse barrer ikke sælger lige så godt som Mars og Snickers…?

Vokseværk og barselsprojekt

Standard

Irma ligger på sin dyne her ved siden af mig og slapper af. Ja, det vil sige at hun ligger med næsten lukkede øjne og bakser rundt med ben og arme, strækker sig i ét væk! Dette er mange gange grunden til at vi står op, fordi jeg stadig mangler at aflæse hvad de her spjæt betyder… Hun ligner vitterligt en der ikke kan være i sin egen krop, og som kæmper for at gøre den bare lidt større…Og jeg kom til at tænke om babyer mon har vokseværk?? Jeg kan huske den fornemmelse fra min barndom, at kroppen værkede og at der var uro i benene.  Hvis de har, vil det i hvert fald forklare Irmas morgen-spjæt!

Jeg har desuden sat mig for et yderst ambitiøst barselsprojekt – men måske det skal hedde et ammeprojekt, jeg tror ikke min krop vil sætte pris på denne sag efter endt amning… Jeg tror simpelthen aldrig jeg har været så lækkersulten som jeg er i øjeblikket, og så tænker jeg at sukkertrangen kan bruges konstruktivt, som en slags samfundshjælp…

Jeg har tænkt mig at smage på alle de chokoladebarer der kan købes i velassorterede kiosker, alle dem, som jeg tidligere ikke kunne drømme om at købe, og anmelde dem her på bloggen. Det er jo mest for jeres skyld…sådan da ;-)

Barselsprojekt #1:
Fransk nougat-bar (har desværre glemt navnet, men det er den med indpakningen i det franske flags farver, med mørk chokolade)
- Den kan bestemt anbefales, men den kræver altså gode tænder! Og så er det ikke en jeg ville spise mange af, nok fordi den er så simpel som den er, det er jo sådan set bare chokoladeovertrukken fransk nougat.

Brejk (hvordan kan man finde på at lancere en chokoladebar med det navn i Danmark?? Lidt ligesom Ikea der sælger varer med navnet kneppe…)
- Jeg synes faktisk den var overraskende god. Masser af karamelcrunch overtrukket med mælkechokolade.  Den er lidt sej i det, på en gode måde (ikke på den gamle måde…) Så den kan altså sagtens spises, navnet til trods…