Tag-arkiv: familie

Debutanten

Standard

Mmm… sidder lige og nyder at være alene hjemme. Manden er draget til NFL-mandeaften, og jeg sidder og bladrer i et væld af børne-forældre-magasiner, mens jeg ser dokumentarprogrammer på DR NU (og venter på Forbrydelsen!) og nåja, spiser slik! Skøn alenetid lige efter mit hoved. Irma faldt i søvn lige efter aftensmaden, mens hun sad på mit skød og slappede af – hun blev båret ind i seng og fik ren ble på, uden at vågne…Der har været store oplevelser i gang i dag, og hun var helt kvæstet. Og jeg er ærligt talt lidt spændt på hvordan natten kommer til at forløbe, om det bliver en nat hvor hun snorkbobler lige til i morgen tidlig, eller om hun vågner fordi hun drømmer og genoplever søndagens højdepunkt?? Begge dele vil være fuldt forståelige.

Mormoren inviterede nemlig Irma og jeg i teater i dag: Rosa i rytmeskoven på Nørrebro Teater. Det var Irmas første gang i teater, og jeg har virkelig været spændt på hendes vegne. Det var unummererede sæder, så vi kom ret tidligt – men endte til gengæld også med helt forrygende pladser på 5. række. Jeg havde læst mig til at vi skulle sidde på gulvet på puder, men det var heldigvis ikke tilfældet. Salen er indrettet som en biograf, og Irma fik bare en ekstra pude under numsen og et par stykker ved benene, så var hun kørende – og den højgravide mor meget lettet… Forestillingen har vist ikke fået de store roser i anmeldelserne, men Irma var komplet opslugt i alle 60 minutter. Der var masser af sange, dans og søde små historier undervejs – så tror jeg faktisk det er mindre vigtigt om den gennemgående fortælling hænger 100% sammen. Flere gange henvendte skuespillerne sig til børnene i salen, og her stod Irma lidt af – det var ret tydeligt at det gjorde indtryk på hende, at der blev snakket til børnene, men hun reagerede ikke på spørgsmål og aktivitet. Lidt sjovt. Men jeg tror at hun har skulle bruge al sin koncentration på at se hvad der skete på scenen, til at hun også kunne danse med sit sovedyr, som der bl.a. var en gimmick med. Mormoren og jeg venter spændt på hvilke reaktioner der kommer i ugens løb og om der overhovedet kommer nogen. Der er jo ingen garantier. Men jeg har i hvert fald fået øjnene op for børneteater – det skal vi helt sikkert gøre igen inden alt for længe. Godt der er alverdens juleevents forude!!

Resten af eftermiddagen er foregået herhjemme med ballondans (ja, man får nemlig en ballon efter forestillingen – udleveret af folk i dyrekostumer…), Askepot på sofaen og leg med Irmas køkkenservering. Den nyeste favoritsætning er “Hvad sku’ det være?” :-) Nu er det voksentid med krimi i tv, god søndag aften :-)

Slut på ferien

Standard

Så er det ved at være helt slut med den ferie. Hele 4 uger sammen har vi holdt, og det har simpelthen været så skønt. Og jo jo bare rolig, selvfølgelig har vi til tider været ret trætte af hinanden, men overvejende til den gode side, ja. Vi landede fra ø-kuller i går, efter en uge på Fejø med nogle gode venner. 4 voksne og 3 børn i ét sommerhus. Og det har virkelig været en uge i børnehøjde. Alle dage med spisning senest 17.30, fyldt med udflugter hvor strand, dyr, is eller legeplads har været som mål. Og helt tilfældigt var vi så heldige at have valgt et sommerhus med legehus, gyngestativ, sandkasse og veludstyret børneværelse. Virkelig fedt. Kan afgjort anbefale Knuthenborg Dyrepark som destination. Ikke mindst pga deres suveræne legeplads!! Dyrene er i sig selv et syn værd, men vi opholdt os på legepladsen i over 2 timer og havde nogle meget glade børn :-)

Men jeg synes virkelig der er sket en masse i denne ferie. Jeg er kommet tæt på familien og Irma har taget nogle kolossale spring udi noget udvikling. Der er kommet så mange sprog-finurligheder at jeg slet ikke har nået at notere dem alle sammen. Men fx er hun begyndt at synge selvopfundne, og nu næsten forståelige sange – om det hun har oplevet, det hun lige leger med, eller noget som ellers er fra fri fantasi… Sunget sammen med kendte sange, som fx Bim bam busse (som fortsættes med “jeg er din morgentudse” eller “jeg skal lige tisse”…) Det er ret god underholdning! Yndlingsfrasen for tiden er “La’ så vær!”, og vi er i det hele taget oppe imod et kraftigt bestemmerbarn, der triumfer igennem! Men til gengæld er hun utrolig nem at få god igen hvis hun lige er blevet lidt kontrær  - for hun er altid modtagelig for lidt drilleri. Ret godt træk synes jeg. Lige med undtagelse af når hun driller igen på de der tidspunkter hvor der ikke er tid til dril… Sjovt som det ikke rigtig matcher.

I overmorgen starter hverdagen igen, og vi kan lige nå at se et sæt bedsteforældre i morgen inden der er dømt vuggestue og arbejde for fuld skrue. Jeg er lidt spændt på om 4 ugers pause kalder på ny indkøring… Manden starter jo nyt job, så det bliver også en spændende ting – også på logistikfronten, for han får en del længere på arbejde end tidligere. Og jeg ved godt det grænser til det uanstændige efter så lang ferie, men jeg glæder mig allerede til om halvanden måneds tid hvor min barsel starter. Kan virkelig godt vænne mig til en tilværelse nede i gear (og nu får vi se hvordan det går når jeg ikke har selskab herhjemme til at hygge om mig… bliver nok nødt til at holde nogle mor-datter-dage med Irma for at få lidt af det sociale behov dækket!) Nå, der er en familie der skal hygges om – vi har været i svømmehallen tidligere i dag, så vi arbejder hårdt på underholdningsfronten for at Irma ikke skal falde i søvn på et totalt utidigt tidspunkt (som hun i øvrigt gjorde i går: Gik fra spisebordet, sagde tak for mad og gik ind og lagde sig på sofaen  -faldt i søvn på 2 minutter… Og vågnede før 05 i morges…) Det skal lige undgås i dag!!

Og hey, vi har fundet et hus vi er ret vilde med, så køb lige vores lejlighed, tak! :-)

Landing

Standard

Så er vi landet på Amager igen. Manden konstaterede til sin skræk aftenen før afrejse at vi skulle hjem til en lejlighed igen. Det var ligesom blevet fortrængt efter 10 dage i dejligt hus i Italien med adgang til have, hvor datteren kunne trille omkring med yndig plastic indkøbsvogn iført ble og gummistøvler… Irma gik lynhurtigt på ferietid, kom sent i seng og stod sent op (altså kl 8 nogle dage!!!). Hun har storhygget med sin mormor og morfar og har fået ca 1000 nye ord. Ja, hun har endda lært sit første bandeord… Hun sad i køkkenet og baksede med at få sandaler på, og siger så med klar børnestemme: ‘kom nu for fanden!’. Måtte gå udenfor og grine af…

Og på hele ferien har vi faktisk bare haft en datter der har tunet ind på dagens dont. Om det har været en tur til stranden en times biltur væk eller en dag med mormor da forældrene tog på kærestetur til Udine. Først i går, da vi landede trætte og lettere køresyge kl bæ om morgenen, og klarede os igennem dagen med smålure og slik, fik vi et par hysteriske oplevelser med Irma. Men okay, hvis jeg havde siddet fastspændt på et bagsæde i 18 timer med IPad som underholdning var jeg nok også blevet lettere sindsyg…

I dag har Irmski og jeg været på Cirkustur. Altså derud hvor cirkus summarum holder til. Vi var ikke inde og se forestillingen, men nød bare pladsen foran med karrusel og hoppeborg. Min gode veninde passede et Bobbles-legeland, så hende fik vi også sludret med. Og vi skal helt sikkert ud og hoppe igen senere på ugen!!

20120722-213937.jpg

Sommerhilsen

Standard

Åh ja, så glemte jeg jo helt at blogge om ferie og alt det andet der skete – ferien startede bare og jeg lagde vist min hjerne et sted på Amager….

Efter en weekend hvor vi hyggede hos farmor og bedstefar og fejrede søster og svogers 2×40 års fødselsdag, drog vi mandag eftermiddag ud på motorvejen og mod alperne. Målet var at nå til Italien i et stræk med et minimalt antal pauser, og med fokus på nattekørsel. Og det lykkedes sgu. Irma dasede på bagsædet, enten sovende eller syngende, eller med iPad imellem hænderne (skylder faktisk nok Apple en stor tak for at gøre den tur absolut smertefri!!) Irma blev hverken køresyg eller almindeligt bilhys, og selvom vi mildest talt lavede rod i hendes døgnrytme, fandt hun sig i det hele. Vi var imponerede. At vi så kæmpede (!!!!) ud på de små morgentimer og skiftede chauffør en del flere gange end planlagt – og indtog en del mere autobahnkaffe end sundt var, er nok ikke så vigtigt. Vi kom hele og trætte frem.

Nu nydes Italien i fulde drag. Irma indtager stort set kun grissini, is og pasta og er et stort grin. Vi er i gang med at lære hende at sige ciao ciao og gelato – så skal hun sgu nok klare sig hernede ;)
Håber solen skinner lidt på jer derhjemme! Sender gerne et par stråler hjem nordpå!

20120712-160125.jpg

Billedet er faren og morfaren der puster badebassin op…

Pinseferie og graviditetshormoner…

Standard

Første weekend som bilejere startede i fredags, og det er absolut lige så fedt som vi havde håbet. Og vi kørte til Kolding og besøgte familie tidligt fredag, så der var masser af tid til haveleg, trampolinhop og lækker mad. Og selvom der er ret mange år mellem Irma og hendes fætter og kusine, så er de vildt gode til at lege sammen, og hun har stort set ikke tid til mor og far når de er i nærheden. Det er så fedt at se. Inden vi tog afsted lørdag, fik Irma en hjemmelavet halskæde af kusinen. Hun lavede den mens Irma kiggede på. Og siden hun fik den, har den været det allerkæreste eje – den har så faktisk primært været brugt som pandebånd… men hver sin stil, ikke sandt ;-) Og jeg har flere gange måtte tage den af hende når hun var faldet i søvn!

Resten af weekenden har været sammen med bedsteforældrene, så der har været forkælelse i fuldt flor.

Meeeen ren idyl har det jo heller ikke været, for jeg er jo som bekendt stadig gravid – og fuldstændig ligesom i sidste omgang, er min lunte så godt som ikke-eksisterende… Jeg skulle køre manden og nogle venner til Jelling Festival søndag eftermiddag. Jeg er mildest talt ikke Jyllands-kendt, så gps’en blev sat og vi kørte. Vi ankom fint til Jelling (underholdt af mandehumor og en del ølindtag undervejs) og manden satte gps’en på en retur-tur og jeg drog afsted. Men da jeg lige efter Vejle skulle tilbage på motorvejen, var afkørslen derned spærret… Min lille hjælper nægtede at guide mig en anden vej end motorvejen, så jeg var temmelig stuck lige der udenfor Vejle. Jeg ringede til mine svigerforældre og blev guidet ind på en vej udenom motorvejen, men den viste sig også at være spærret… Og jeg endte med at sidde i Bredballe og tude på en parkeringsplads… not my finest hour… Efter lidt snak over telefonen hvor mine svigerforældre godt kunne høre panikken i min stemme (helt ærligt altså!), kørte min svigerfar op og hentede mig, og jeg kørte bag ham tilbage til Fyn…

Der er tre væsentlige ting jeg har tænkt på efter den tur: 1) Jeg bilder mig selv ind at jeg ville have været en anelse mere handlingsorienteret hvis jeg ikke var hæmmet af uoverskuelige mængder af hormoner. 2) Hvor fantastisk det var, at jeg var alene i bilen og ikke havde Irma med!! 3) Og hvor uhyre heldigt det var, at det ikke var denne tur hvor jeg skulle stoppes for første gang – i en bil hvor føreren sidder med gravid mave og røde øjne, mens passagersiden flyder med tomme øldåser…

Lektien må være at jeg hurtigst muligt bliver gode venner med min gps (havde egentlig først sat mig for, at jeg skulle hjem og studere et Danmarkskort, så jeg ikke føler mig fristet af at køre fra Vejle mod Horsens når jeg skal til Fyn en anden gang, men jeg VED at det ikke vil sidde fast i min hjerne, så jeg vælger at satse på mekanikken i stedet!!) Nogle der har lyst til at dele deres pinlige oplevelser i trafikken så jeg ikke står helt alene?…

Breaking News!

Standard

Jeg undrer mig faktisk over at jeg ikke kan høre TV2 News-helikopteren rotere over vores hjem! Når nu man har seriøse nyheder, så kunne de sgu da godt tage at være på pletten!! Nåja, nu har jeg heller aldrig været enige med tv2 om hvordan de vægter deres nyhedsdækning, men jeg nærmer mig vist et sidespor… Back on track! Der har jo været en årsag til de ret ustabile og til tider usammenhængende blogindlæg de seneste 3 måneder, for jeg har i virkeligheden koncentreret mig helt sindysygt om 1) ikke at falde i søvn under tastningen, 2) ikke at kaste op udover skærmen og 3) ikke at komme til at røbe at den nye topmave indeholder lidt mere end bare normal blæver :-) Jeg er endnu ikke klar til at vise et mavebillede frem (primært fordi jeg ikke har taget et eneste, men også fordi jeg i virkeligheden bare ser lidt småfed ud…), men I må meget gerne se den bebs som manden og jeg fik lov at hilse på ude på Hvidovre i går.

Vi synes selv det er en ret stor fest, samtidig med at den samme bekymring, frygt og surrealisme som ramte os sidst, har gjort sit indtog igen. Vi har jo gjort sindsyge ting i den sidste tid for at imødekomme familieforøgelsen: vi har sat hjemmet til salg, vi har kigget på boliger helt unævnelige steder – hvad man dog ikke vil gøre for at få et hus med have…og vi har købt en bil! Det sidste er lidt en sandhed med modifikationer, for vi skal lige have detaljer på plads om forsikring og billån, men ellers. Vi skal godt nok ikke have en hund lige foreløbig, men jeg synes vi nærmer os det kernefamiliebillede, som ingen af os havde en forestilling om for bare 7 år siden. Dengang lød fremtidsboligdrømmen på en stor lejlighed på Christianshavn, men nu … tja, jeg tror bare vi siger, at Christianshavnerlejligheden godt må vente cirka 20 år… (man skal jo være varsom med sådan at skrinlægge en gammel drøm!).

Nå, men i hvert fald så er planen at Irma skal være storesøster til november, og jeg skal ud og låne bøger om hvordan man forbereder sit barn på det… Det bliver så spændende. Irma har allerede fastslået at hendes mor har en tyk mave. (Tyk og med prutmave, så bliver det da ikke mere charmerende…) Hvis hun stadig siger det om et år, så giver jeg mig selv en seriøs opsang!

Her er en sten…

Standard

Vi har været i sommerhus i weekenden med hele familien inklusiv hund. Det har været superhyggeligt. Kompakt som sommerhus-ture altid er, men vi har været på udflugter, spist lækker mad, morgenmad til langt op af morgenen, spillet kort og løst krydsord. Dejlig sommerhus-hygge. Elsker det her med at man bare pr automatik kommer ind i et andet tempo når man træder ind i et sommerhus. Det er som om alle simultant trækker vejret lidt længere ned i maven. Og Irma har fået lov til at lege med kusinerne, med den søde hund og gået ture ned til vandet.

Sommerhuset ligger på en grund på omkring 3000 kvm, lige ned til vandet, omkranset af skov og fuldstændig isoleret. Så både hund og barn har kunne gå frit omkring uden at nogen skulle bekymre sig om biler eller andet forstyrrende element. Og Irma har været ved vandet flere gange, og samlet fine sten til mormor… Det er så den alder vi er kommet til – hvor flotte sten og pinde skal samles og gemmes. Det er nu ret hyggeligt :-)

Vi nåede også et smut i Kattegatcentret og så en begejstret 2-årig løbe omkring og råbe “Se mor, se, se, se!!!”. De store fisk var de sjoveste og tunnellen hvor man går under haj-bassinnet var et kæmpe hit! Vi så også sælerne blive trænet og fodret til Irmas store fryd. Hun kunne stå helt tæt på og se showet, og var også ret optaget af den store måge, der kom forbi og ville hugge sælernes sild…

Og så har jeg atter engang fået bekræftet hvor meget Irma er mandens og min datter… Der er jo intet som en weekend væk fra egen seng, der kan lave rod i et barns søvnrytme, og Irma var simpelthen ikke til at tvinge i seng. Den nåede at blive halv 10 de fleste aftner!! Og mest fordi der var snak og hygge lige ved siden af. Tja, det kommer ikke ligefrem bag på mig at Irma er en pige, der ikke vil gå glip af noget. Når jeg tænker på hvor lidt det huer mig hver gang jeg er nødt til at sige nej til et eller andet hyggeligt eller sjovt, så kan jeg sagtens forstå det!.. Nå, nok om det… det giver mig kun svære flash til en fremtid med en teenager, der aldrig kommer hjem til aftalt tid…

Svært at forstå

Standard

Det er ikke helt nemt at forklare en to-årig hvorfor vi er i mormor og morfars hus uden at mormor og morfar er hjemme. Vi har nu flere gange været ude i indkørslen og konstatere at morfars bil IKKE er der, og at den ikke kommer lige foreløbig. Og som reglen er, har de her bedsteforældre også billeder på væggene af børnebørnene. Nu hvor vi næsten lige har været i Århus er kusine-Rosa besættelsen helt intakt, så hver gang Irma ser et billede af Rosa, blir hun helt ekstatisk, og spørger efter kusinen!

Og for at gøre forvirringen helt komplet får vi i morgen besøg af Farmor og Bedstefar, som skal være her et par dage. Jeg er meget spændt på reaktionen!! Så blir der virkelig byttet rundt på personer og hvor de holder til.

Vi nyder stadig at være husejere-til-låns, det ville nu altså være en del sjovere at have adgang til have med legehus og sandkasse hvis påsken ikke tilfældigvis lå i februar… Irma hygger i haven på trods af kulden, selvom hun brokker sig over vanter og hue – det er mere forældrene der er et problem. Vi pissefryser (for at sige det lige ud), og står som ispinde på skift ude ved Irma. I morgen går jeg på jagt efter min fars gamle falckdragt, den han bruger når han skovler sne… Så skal der hygges på ny, uden frossen mor!!

Weekend med bil

Standard

Måske er det fordi vores almindelige weekender ligger lidt lavt når det kommer til oplevelser og udførelser, men jeg synes virkelig vi har været aktive i denne weekend. Og vi har virkelig fået udnyttet at være bil-indehavere for en weekend – og nu ingen smarte kommentarer om at de to ting hænger sammen… Men altså, fredag var jeg i Ikea og købe seng til Irma og vi samlede den samme aften. Irma var meget aktiv med at sætte skruer i alle huller – hvilket nok forsinkede processen en anelse… “Jeg hjælper, far” blev hun ved med at sige :-)

Lørdag var vi en tur i Middelfart og fejre Irmas Bedstefars 70 års fødselsdag. Det var helt fantastisk at kunne køre ud og hjem samme dag og jeg er meget taknemmelig for at de havde valgt at fejre det med en lækker brunch nede på havnen. Det var den mest børnevenlige setting vi kunne ønske os. Det tog lige Irma en halv times tid før hun havde oparbejdet mod til at begynde at snakke (lige tids nok til den første tale…) og lige lidt yderligere tid før hun løb afsted sammen med kusinen. Så langt det meste af eftermiddagen så hun ud ligesom på billederne, opkogt og glad! Ikke helt skidt.

I går havde vi store planer om at tage på nye uopdagede legepladser eller drikke varm kakao et nyt eksotisk sted, og da vi havde gjort rent, pudset vinduer (mig), løbet knap 20 km (ikke mig…) og hygget med Irma hele formiddagen var vi klar til afgang. Men det var bare ikke rigtig gået op for os at Irma var gået hen og blevet træt (ups!), så efter 2 minutter i bilen snorksov barnet… Så meget for planerne. Vi endte med at køre en længere søndagstur, købe is i Dragør og sludre – alt imens barnet snorkede derudaf. I dag har jeg holdt en ekstra fridag for at besøge et styks lækker baby på Falster. En af mine ældste veninder har fået barn nummer to, og hende skulle jeg ned og møde. Der er nu ikke noget som en uge gammel baby, der kan få æggestokkene til at gå amok… Så alt i alt en fantastisk forlænget weekend, hvor vi har grove udnyttet at have fire hjul. Ret komfortabelt faktisk!

Og i morgen lander mine forældre, og bilkomforten er slut – lige som jeg er blevet tryg ved at køre igen… Må trøste mig med at min mås ville være adskillige størrelser større hvis jeg rent faktisk ejede en bil, det hjælper lidt!

Kælkepremiere

Standard

Der ER altså mange fordele ved at have børn!! Og en af de absolut største kom til udtryk i søndags på Skamlingsbanken syd for Kolding. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har kælket, kunne seriøst godt være bekymret for om det er på denne side af 1990′erne… Jeg fik liv til at låne både kælkevenligt tøj og støvler (højhælet ruskind er bare ikke skide praktisk…) og afsted kom vi.

Vi startede dog med at kvaje os manden og jeg. Irma har aldrig siddet på en kælk før og hendes debut blev altså foran på farens kælk, ned af en vildt stejl bakke, med lidt for meget fart på (alt andet var uundgåeligt) og sne i hovedet fra faren, der bremsede så meget han kunne… Hun var ikke til at lokke op på kælken igen efter den tur! Men hun havde en fest alligevel. Irma hyggede sig gevaldigt med at trække en kælk efter sig mens hun snakkede højt og forklarede alle der gad høre det, om sne og is og andre ting hun mødte på sin vej.

Det var først til allersidst, efter alle vi andre havde kælket løs i knap en time, at hun lod sig overtale og kom op i kælken. Til mit uheld var det på vej OP af Skamlingsbanken… Så nu vil jeg gerne bestille lidt mere sne, tak. Kunne være fedt med en kælketur mere inden foråret kommer :)