Møøøøøøs!

Irma er i en kyssefase. Ja, nu skrev jeg godt nok forleden at hun får timeouts i vuggestuen fordi hun er en lille bandit – men en bandit kan jo altså også godt have sine gyldne øjeblikke ;-) Vi var til noget julehygge hos en af mine gamle veninder for lidt tid siden, og her var der en lille pige med på omkring et halvt år. Nusj, hvor skulle hun kysses! Helt forsigtigt, lige oven på hovedet og rigtig mange gange. “Er hun sød, Irma?” spurgte jeg, hvortil der bare blev nikket og konstateret at hun enten var en baby eller en lille pige. Stolt øjeblik for moren, for pigen havde jo ret! Forleden fik jeg så at vide at den lille pige (7 måneder gammel), der lige er startet på Irmas stue, får samme mængde hyppige kys. Og alt legetøjet skal også kysses: bamser, dukker, små dyr, yndlingsbøgerne og spejlbilledet naturligvis! Og vi er så heldige at kyssene også drysser på forældrene.

Personligt synes jeg det er ret fint at det her begyndende trods og selvstændiggørelse kommer i samme periode som kysseperioden, det gør ligesom det hele lidt mere tåleligt… Eksempelvis skal jeg for tiden mindst påregne en halv time til at hente Irma fra vuggestuen. Hun vil ikke med hjem! Og det er ikke fordi hun kaster sig rundt på gulvet i arrighed (ikke som det første i hvert fald…), hun løber bare væk eller ignorerer mig når jeg kalder. Godt det ikke er særlig provokerende… Og i dag da jeg havde lavet børnefamiliens hofret: spaghetti med kødsovs, ville hun gerne have revet parmesan på – ligesom mig. Men da jeg kom det på, begyndte hun at græde helt ulykkeligt og så meget forurettet på mig. “Ost, mor!!”, men ikke parmesan altså… Nu skal jeg selvfølgelig også være lidt imødekommende. Når Irmas kendskab til ost begrænser sig til ostehaps og rejeost, så er det måske ok at hun bliver en smule sur når moren kommer tør, revet ost på hendes pastaskruer…

Udemoren hjemme igen

Jeg må jo være ærlig… det var ganske simpelt fantastisk at være på voksenweekend! Det var noget så ueksotisk som Nyborg Strand og noget så usexet som en generalforsamling, men det var fedt!! Sjovt og temmelig voksenagtigt – og ikke  mindst lige det jeg trængte til (ja, hver sin lyst…)

Irma tog imod mig med et stort smil i søndags, som om jeg bare lige havde været en tur på arbejde. Så al min frygt om at hun ville være sur på mig for at være væk, var komplet ubegrundet – heldigvis! Til gengæld har hun hængt på mig hele ugen, HÆNGT!! Det er til at blive vanvittig af. Nu forstår jeg pludselig hvorfor nogle børn er helt hjulbenede af at sidde på mors hofte, det ville Irma sgu også være hvis hun fik lov – eller hvis jeg havde kræfterne…pigen er jo tung! Jeg kan ikke engang få lov til at tage støvlerne af når jeg kommer ind af døren før hun insisterer på at sidde på skødet. Og det er da også hyggeligt, men når hendes verden bryder sammen fordi jeg går ud og tisser… det er sgu da ikke hyggeligt!!

Jeg læser lidt i Vidunderlige uger og kan læse, at jeg ikke er ene om denne fase. Der er en del frustration, særligt fra mødre, i denne periode omkring 46. uge. Det er altid meget rart at kunne ty til fagbøgerne når desperationen kalder – og så rent faktisk læse, at det kun er en fase, pyyha – bare knap så fedt at lære, at faserne kan vare alt fra 2 uger til ½ år…SHIIIT det klarer jeg ikke!! Et styks datter til af-klæbring, jatak… :-)

Og når al den galde lige er kommet frem og blæst væk… så bliver jeg nødt til at prale med selvsamme datter! For hun går jo, den lille fis! 10½ måned gammel og så stavrer hun afsted på sine små ben. Faren talte i går at hun gik 22 skridt på egen hånd. Sådan! Hun kravler selvfølgelig stadig mest, og når hun ikke går selv, bruger hun alt i nærheden som gå-vogn: triptrapstolen, puffen i stuen, store puder og andre upraktiske hjulløse ting som bliver skubbet hen ad gulvet indtil der kommer en forhindring… Hun vil frem i verden vores lille trold :-)