Èn ting er at få et barn, der selvsagt genererer en masse rod, men jeg synes ligesom jeg har fået øje på hvor meget vi selv roder! Vi er for det første ikke ret gode til at lægge tøj på plads. Jo jo, det som er blevet vasket, tørret og foldet, det kan lige lægges på plads uden problemer, men det tøj som man har haft på en dag, og som ikke lige skal vaskes endnu. Det ligger så i en stol (i et hjørne, henover en dør, på gulvet…), og kan ligge der i MANGE dage! Indtil jeg står på hovedet i skabet for at finde de bukser jeg havde på for 10 dage siden, og endelig finder dem nederst i bunken…SÅ bliver der ryddet op – og det holder cirka i 10 minutter….

Resten af hjemmet bærer generelt præg af at en af os er i gang med et eller andet projekt, og derfor ligger der liiige noget fremme. For man kan jo ikke lægge det på plads, når det alligevel skal frem igen i morgen, det er jo tosset… Det ender som oftest med at en af os (læs: mig!) går amok og rydder op som en sindsyg. Problemet med disse oprydningsture er bare, at vi ikke helt har en fast plads til alle vores ting, så når jeg rydder op, opfinder jeg en plads til diverse løsdele og når John så 3 dage senere spørger hvor X er, så kan jeg jo for pokker ikke huske hvor jeg installerede den specifikke ting. UPS!

Men nu er det så mor-rollen kommer ind. For jeg vil jo gerne lære Irma (når den tid altså kommer) at hun skal rydde op efter sig selv, at tingene skal sættes på plads efter brug, at rummet skal efterlades som man fandt det og den slags (som jeg har en erindring om, at have hørt før i en fjern fortid…). Det kræver bare lige, at forældrene lærer det først….

Noget andet, der er noget rod for tiden, er Irmas døgnrytme. Efter hun har lært at sidde og kravle (mor og far er SÅ stolte!), har hun jo pludselig fået lidt mere øje for verden udenfor barnevognen. Med andre ord, når jeg er på tur med hende i dagtimerne, så gider hun ikke sove! Et eksempel var dagen i går. Jeg ville ud og besøge mine forældre, da de lige er kommet hjem fra 3½ uge i Italien, og jeg pakkede vognen fra morgenstunden og begav mig afsted med Irma. Hun er ved at falde i søvn, da jeg kører vognen ind i metroens elevator, pling: Vågen datter! Hun falder først hen igen, da vi er ude af metroen. 15 minutter senere skal vi med s-tog, og så skal Irma da i hvert fald ikke sove mere… Hele dagen foregår med et par smålure hist og her, og da jeg lander hjemme igen kl. 6, er hun efterhånden så træt at hun næsten ikke kan hænge sammen. Vi kommer noget aftensmad i hende og hun bliver puttet lidt over 7. En time senere er hun vågen og klar til leg – DET var jo ikke meningen!! Hun ender med at være vågen til næsten 11!!! Og sover faktisk ret uroligt det meste af natten, great.

Jeg går ikke ud fra at hun holder op med at være nysgerrig lige med det samme, og jeg har ikke tænkt mig at bruge resten af min barsel inden døre, så hvordan pokker sikrer jeg, at dagene får en nogenlunde enslydende gang? – for både mor og barns skyld! For når klokken rammer 21 og Irma ikke sover endnu, så er morens overskud væk…Og jeg kan mærke at lunten bliver kortere, at jeg ikke taler lige så pænt til manden som jeg burde, og at aftenen generelt er rimelig smadret. Det er ikke kønt, men det er sandt… Gode råd modtages gerne – og skyklapper på barnet er ikke en mulighed…