Om børnebodyguards

I Irmas klasse er der lige startet en ny pige, og for at hun kan komme godt ind i klassens sociale dynamik, har de indført bodyguards. På den måde er hun nærmest mandsopdækket – på den gode måde – og har to faste frikvarters-legekammerater. Og det skifter så på ugebasis, så hun når at lege med en masse forskellige. Jeg synes det er en super ide, og det mærkes som om hun allerede nu, efter omtrent 3 uger, er kommet rigtig godt ind i klassen. Irma og P. er denne uges bodyguards, og de tager opgaven meget seriøst. Som så meget andet i den alder, skal der ikke så meget mere end en udpegning fra læreren til at man føler sig som noget særligt. Igen på den helt igennem gode måde. Hun er meget stolt af sit uge-hverv, og da både Irma og den nye pige nærmest hoppende spurgte om de måtte lave en lege-aftale i eftermiddag efter SFO, var de meget svære at sige nej til. Hjem og lege videre var det eneste rigtige. Olga er tilmed veninde med pigens lillesøster i børnehaven, så idyllen her vil nærmest ingen ende tage! Så hentning og en tur på legeplads var ingen svær sag at få Olga overbevist om.

Da Irma første gang fortalte om den her bodyguard-ordning kom jeg til at tænke på den modtagelse jeg selv fik da jeg skiftede skole imellem 5. og 6. klasse. Vi flyttede til en ny by pga. min fars arbejde og jeg kendte selvsagt ikke nogen i den stoooore by, Nykøbing Falster. Så da vi gik og tømte flyttekasser i det nye hus, og det var cirka 3 minutter inde i sommerferien, kom to piger slentrende forbi og så nysgerrigt til. Jeg havde været på besøg i den nye klasse inden vi flyttede, og havde hilst på mine kommende klassekammerater. De to piger var fra klassen, og spurgte om jeg ikke ville med hjem til den ene og spise jordbær… Og så var jeg pludselig omgivet af mine helt selvskrevne og frivillige bodyguards! Jeg kan sagtens sætte mig ind i at det her er en regel man systematisk bruger for at skabe venskaber i klasserne – jeg er stadig rigtig gode veninder med mine bodyguards, hvor heldig kan man være🙂

Om store og små

I morgen skal jeg på tur med mit arbejde, ud og se en stor vindmøllepark ved Anholt, og da jeg fortalte Irma at jeg hverken ville være hjemme til morgenmad eller aftensmad, kiggede hun tvært på mig og sagde “Hvad er der spændende ved at tage ud og se nogle vindmøller? Kan du ikke bare sige til dit arbejde, at du har nogle børn du skal tage dig af?!” Dåååårlig mor!!.. Højst sandsynligt lægger hun i morgen dårligt nok mærke til at jeg er væk, da hun jo langt de fleste dage selv kører til skole selv om morgenen – og nogle gange endda får lov at køre hjem selv også.

I det hele taget er det med børns størrelse og hvor meget de kan selv, meget afhængig af dagsform og almindelig træthed. For der er dage, hvor jeg synes jeg har nogle meget selvstændige og store børn. Nogle dage bliver alting ordnet så let som ingenting – tøj kommer på, tasker bliver pakket, bade bliver taget, tænder bliver børstet. Og så er der de andre dage hvor ingenting duer…åååååhhh! Hvor cykelturen hjem fra børnehave og skole nærmest er uoverstigelig, hvor hele verden bryder sammen hvis en voksen svarer nej på et tilfældigt spørgsmål eller hvor putning af den HELT forkerte forælder er Uacceptabel!

I weekenden var pigerne alene på besøg hos bedstemor og bedstefar fra fredag til lørdag – deres forældre var ude og fulde sig (især hende den ene..), og Irma havde specielt glædet sig. Ja, nærmest i en måned har der været nedtælling til denne weekend. Og faktisk var det for dårligt at de kun skulle sove der én nat uden mor og far. På vej derover ville Olga så til at starte med slet ikke undvære sine forældre, men da vi så var kommet ud af bilen, og de første småkager var blevet spist, ændrede den lyst sig heldigvis hurtigt.

Jeg tror ikke vi behøver ringe til børneværnet lige foreløbig fordi jeg helt og aldeles uansvarligt tager ud og kigger på vindmøller en enkelt tirsdag i september – så next step er at finde balancen henimod at pigerne vinker og ønsker mig god tur og at vi lokker med småkager for at dagen alligevel bliver god..

De store plusser og minusser

Det handler om at gribe de små stjernestunder, putte dem langt ned i lommen, så man kan varme sig godt og grundigt på dem på de kolde vinteraftner. Og på trods af en ret varm september indtil videre, har det været nogle dage med KOLD stemning for den her mor. Hvis det ikke har været den ene, har det været den anden. Ungerne har sloges om de mest latterlige ting, nægtet at rydde op, nægtet at spise aftensmad og/eller morgenmad, råbt af deres mor, kastet med ting og været trætte og har skiftevis sagt “jeg kan ikke sooooove”… Det har været alletiders.

Men så er det rart, at der er de her gode ting fra lommen. Dem som man ganske forsigtigt tager op, som om de var lavet af glas.

Som da jeg sidste weekend vågnede ved siden af Olga. Hun slår øjnene op og ligger og aer mig på kinden, kigger på mig og siger “du er smuk, mor”.

Eller da jeg for godt halvanden uge siden hentede Irma fra skolen. Hun var i vildt godt humør fordi vi skulle have besøg af mormor og morfar og fordi hun havde haft en superdag i skolen. Vi aftaler at hun skal køre hjem selv og være hjemme i de ti minutter det tager at hente Olga. Og vi cykler det første stykke sammen, og så skilles stierne. Hun råber “hej hej mor”, jeg svarer med et “vi ses om lidt, skat”, og hun returnerer med “jeg elsker dig!!”. Sagt så højt, at jeg både blev varm og forlegen – og ikke fik svaret igen før ved sengetid.

Og nu hvor jeg har pakket de her små gaver ud og vist dem til jer, pakker jeg dem ned igen, og gemmer dem godt. Noget siger mig, at jeg får brug for at lune mig ved dem igen, senere på efteråret.

Samtalemakker i omklædningsrum søges!

I dag kickstarter vi sæsonen hvor ikke bare Irma skal gå til gymnastik, men også Olga. Tirsdag og torsdag. På Irmas dag kan faren hente Olga, og kan hygge derhjemme og lave mad til os når vi kommer hjem. På Olgas dag har jeg pigerne alene, og her blir øvelsen at komme hjem, kaste mad i systemet og tage afsted igen. Med gymnastikdragt og vandflaske til lillesøster, iPad, bog og Uno til mor og storesøster. I teorien duer det. Er spændt på hvordan praksis bliver… Og hvor mange hysteriske anfald og sovende børn i biler, sæsonen byder på!

Og nu sidder jeg så her i et lummert indelukket omklædningsrum, mens ungernes tramp og hvin på høres på den anden side af dørene. Her er omkring 15 andre forældre og et par søskende. Nogle sidder og snakker med nogen de tydeligvis kendte i forvejen. Andre sidder med headset og stener nyheder eller Netflix. Jeg udveksler et par smil med nogen. Prøvende. Men ikke så insisterende. For nok er jeg udadvendt og har nemt ved smalltalk, men at møve sig på andres samtale uden en egentlig invitation, har det med at blive akavet. Og hvis det blir akavet allerede første gang, så blir sæsonen for alvor lang… 

“Er det første gang I er her?”, “Nå, var I på venteliste?”, “Deltager I til forældre-dagen?”. Det er helt oprigtigt det eneste jeg lige nu kan komme på at spørge om. Røvsygt. Nogle gange er det bare nemmere at være barn: “Går du også i 1.klasse? Skal vi lege?”. 

Nej, jeg blir bare siddende her og kigger lurende på de andre. Det skal nok hjælpe. 

I helt afslappet fuld galop

Nogle gange undrer jeg mig over hvor meget der egentlig kan nås når man sådan har en helt afslappet weekend. Andre gange kan det føles som om man forpustet dejser om søndag aften med en følelse af ikke at have nået halvdelen af det man havde sat sig for. Og denne gang skød jeg endda weekenden i gang med at have lidt ondt af mig selv fordi jeg torsdag morgen havde fået givet mig selv et hold i nakken, som gjorde meganas – selvmedlidenhed er bare roden til alt muligt konstruktivt… Så både torsdag og fredag havde jeg et møde med en kiropraktor – og prøvede det grænseoverskridende knæk for første gang. Fik et flashback til dengang man knækkede fingre og synes det var fedt. Klam lyd, men svært vanedannende.

Fredag eftermiddag havde jeg stadig ondt af mig selv (vigtigt ikke at slippe den slags for hurtigt), så mens Irma var til dobbelt-fødselsdagsfest, tog manden og jeg den yngste med på den lokale diner og spiste aftensmad. Totalt luksus og så hyggeligt! Klart ikke sidste gang vi skal lave den slags ét-barns-forkælelse. Må dog huske at bytte hvilket barn der bliver forkælet, fra tid til anden…

Lørdag havde vi kun én enkelt plan, og det var vores nabo-sommerfest, der startede klokken 15. Inden da nåede vi at rydde forhaven for grimt bunddække, været på genbrugsplads med alt det grønne, få vasket bilen, handlet lidt grillting ind, været i Bauhaus efter græsfrø, sået græs, bagt kanelsnegle til sommerfesten, lavet grillspyd, gjort klar til bagte grøntsager til salatbuffeten OG hygget med ungerne. Nogle gange kan man bare nå alting – aner simpelthen ikke hvordan.

Og det var virkelig den hyggeligste fest. Gode mennesker havde arrangeret konkurrencer og hygge med ungerne, der var snak og asti, slikbord og masser af mad til alle. Og børnebio for alle ungerne om aftenen. Og uden at nævne navne har nogen herhjemme haft lidt svært ved at huske hvornår festen sluttede i nat… Fandme nogle hyggelige mennesker vi bor sammen med!! Så da morgenen startede med at lyn, torden og hagl nærmest væltede ind af vinduerne, satte det ligesom stemningen for resten af dagen. Og bortset fra lidt rengøring og et venne-kaffe-besøg har søndagen kørt på helt lavt blus. Helt på sin plads.

Og nu kan jeg heller ikke have ondt af mig selv længere (må jo indrømme at kiropraktorens behandling i høj grad virkede, og gammel-kone-følelsen helt har fortaget sig), så nu må ugen sådan set godt starte igen. Samt også den helt konkrete nedtælling til at jeg fredag aften sidder bænket til Amy Schumer i Forum! Det bliver en god uge, jeg ved det bare!!

Hej hej støttehjul, og hej læsning!

3 år og 9 måneder – og nu er hun uden støttehjul. Og pænt stolt af sig selv. “Jeg er faktisk rigtig god til at cykle på to hjul!”. Ja, det er du faktisk, Olga. Det er så dejligt at den lille pige med så meget vilje, også kan kanalisere den udi noget supersejt. Og nu cykler hun altså – hele vejen hen til børnehaven og retur. Vi skal lige have en hånd på sadlen når hun starter, men lur mig, om det ikke er slut når vi nærmer os weekenden.

Og det her læsning med Irma, de 20 minutter om dagen, det virker sgu. Årh, de er altså bare kloge, de lærere. Burde jo have vidst at de nok havde ret. For hold nu op, det går hurtigt fremad. Irma har fået en læsebog med hjem fra skolen. En ordentlig sag, der dårligt nok kan hænge sammen, om Ida og Emil og en masse temmelig fjollede historier. Irma synes den er vældig skæg, og det gør jo læsningen ret nem – eller nemmere i hvert fald. Og pludselig læser vi næsten 10 sider på de minutter hun magter, i stedet for fem eller tre. Og jeg kan høre at hun læser ordene, for når hun ikke gider mere eller er træt, begynder hun at gætte hvad der står i stedet for at stave sig frem. Og det er sjovt at følge hendes fremgang, for hun kæmper bl.a. lidt med d og b, og har svært ved at huske hvilket der nu er hvad. Så Adam bliver hurtigt til Aben, og Drive bliver til Blive – og ting i den duer. Men jeg tror hun lurer den af ret snart, det er bare lige de sidste detaljer der skal på plads.

Og lidt ligesom de her små skønhedsfejl i hendes udtale, som jeg faktisk synes er SÅ hyggelig, så gør jeg ikke det helt store nummer ud at arbejde med det. Det kommer jo. Og indtil da siger hun stadig “Ovre i skolen, djorde vi…” eller “I Ludo må du slå igen når du har slået en blogus”. Ludo bliver faktisk lidt sjovere på den måde!

“Hvad er der til aftensmad?”

Det er efterhånden det faste spørgsmål fra pigerne lidt over 17 når maverne begynder at rumle. Jeg svarer hvad der er på dagens program, Irma konstaterer som oftest at det kan hun ikke lide eller spørger skuffet “Ikke mere end det?”. Olga hører konsekvent ikke efter svaret, men venter til hun sidder ved bordet før den store ærgrelse bliver hældt ud over maden, der nu står på bordet: “Det der vil jeg ikke have” eller en favorit i lang tid “jeg kan faktisk ikke tåle det der”.. Godt forsøgt, lille ven! Langt de fleste aftner ender Irma med at finde noget på bordet hun godt kan lide, så vi arbejder os henimod at parkere skuffelsen et andet sted, når menuen ikke lige består af pasta pesto eller pizza… Olga kan lige i øjeblikket ikke lide noget herhjemme, jeg nævnte det også i mit blogindlæg i sidste uge, og det på trods af, at jeg hører i børnehaven, at hun spiser alt hvad der står på bordet?? Men jeg nægter altså at sidde fast i de der fem retter som ungerne godt kan lide, og aldrig andet – for så tror jeg muligvis det bliver mig, der lige pludselig ikke kan tåle det der står på bordet!

I dag havde jeg så sagt ja til at få tilsendt en pakke med en slags måltidskasse, sponsoreret af Danpo og Lahme Kommunikation. I virkeligheden er jeg holdt op med at købe andet end frilands- eller økokylling, men for inspirationens skyld sagde jeg ja. Jeg var nysgerrig på hvad andre kunne finde på at sætte på vores madplan på en ellers helt almindelig torsdag. En kæmpe køletaske med madvarer: blandet grønt og tre pakker med kylling, lå og ventede på mig da jeg kom hjem. Og der var rigeligt mad til mindst to gange aftensmad til vores familie. Vi havde ikke alle de andre ting til de forskellige opskrifter der skulle til, så jeg fiflede mig lidt frem, og endte med et nogenlunde resultat med ovnstegte nuggets, råkost med rødbede, gulerod, æble og appelsin og en guacamole baseret på broccoli. Ret fint koncept – som så rigtig flot og farverigt ud da det kom på bordet. Olga nægtede at spise det, Irma smagte på et minimalt stykke kylling og mente det var for stærkt…

Så jeg siger naturligvis tak for mad, som et velopdragent menneske, men priser mig lykkelig for at vi aldrig går ned på havregryn…

Opskrifter fra Danpo

SPONSORERET INDLÆG

Mini-tri for anden gang

I søndags deltog jeg i mit andet mini-triathlon (200m svøm, 20km cykling, 4 km løb), og det var mindst lige så fedt som første gang. Faktisk bedre, for nu var der ikke de store nerver på – jeg vidste godt jeg kunne, og at jeg “bare” gerne ville gøre det bedre end første gang. Og bortset fra to dage med gevaldigt ondt i måsen og temmelig trætte ben, er jeg nu ved at være klar på at gøre det igen. Det fede ved de her arrangementer er, at der dels er alle slags kvinder til stede, høje og lave, slanke og knap så slanke, og unge og gamle. Og dels at det simpelthen er en fryd at se så mange damer som uden tvivl til hverdag har hver deres værdisæt, karrierer og familieforhold, men som en tilfældig søndag i august, tager ud til Brøndby iført deres allerbedste lycra og yder deres bedste, mens de hepper på hinanden. Det er sgu da så cool som det kan blive.

Jeg havde tilmed lokket min mor med, som også deltog og var helt høj ovenpå den tur rundt på Vestegnen! Og som stensikkert kan lokkes med en anden gang også. SÅ pokkers sejt.

Mit mål til næste gang – for det bliver der helt sikkert – er at forbedre mit løb. Indtil for ca 6 måneder siden har jeg aldrig løbet før (efter bussen og børnene maks!), og jeg kan godt mærke, at det bestemt ikke er min styrke. Jeg nåede også at få et seriøst sidestik på turen i søndags, og det er virkelig træls at måtte kapitulere og gå et stykke af vejen, når nu jeg ved, at jeg godt kan løbe en strækning på 4 km. Så jeg VIL blive bedre til at løbe – ikke mindst fordi det bare er så nem en sport at få tid til. Bare sko på og ud af døren. Motivationen må jeg selv slå på tromme for, for jeg er ikke klar til at melde mig i klub endnu – hvis jeg synes det er svært at finde tid til at læse 20 minutter med min datter om dagen, skal jeg nok ikke begynde at pålægge mig selv flere hverdagspligter! Men jeg vil vildt gerne have flere med på næste kvinde-tri! Det bliver kun sjovere af at have flere kendte ansigter at smile stolt til – så kom frisk!!

Lige før mål, efter 20 km i højt tempo

Lige før mål, efter 20 km i højt tempo

Legeaftaler og lektier

I dag blev Olga hentet af en legekammerats mor, og var med hjemme og lege helt uden mor og far og et godt stykke vej hjemmefra – og alt gik helt forrygende. Mens jeg sidder her har jeg komplet glemt hvor gammel Irma var da vi forsøgte os med den slags, men jeg tror faktisk hun var næsten et år mere end Olga er nu. Olga var blevet lidt bange for deres (meget) små hunde, men efter ganske kort tid var alt fint igen, og de fik både hoppet i trampolin og leget med lego. Så nærmest en komplet eftermiddag! Og lige en detalje som jeg morede mig over i eftermiddag da jeg gik og sludrede med Irma, og hun spurgte: “Har Olga egentlig mange drengevenner?” Som en kommentar til at det var en dreng Olga var henne hos. Jeg fik vist svaret at jeg mente at Olga havde mange forskellige venner henne i børnehaven, og at hun faktisk ikke var så optaget af om de var drenge eller piger. Det studsede hun lidt over, men kom så i tanke om, at flere af drengene fra klassen da sådan også var meget søde – når de altså ikke drillede… Tror vist vi skal have taget fat på de legegrupper i klassen igen, så kønnene kan blive blandet lidt mere – det vil i hvert fald gavne Irmas forestilling om den anden halvdel af klassen… Og det glæder mig, at det falder Olga så naturligt at lege med både drenge og piger – at hun så også er barnet, der allerede taler om kærester og at hun gerne vil giftes når hun bliver stor, er bare et lidt hyggeligt lag ovenpå den glæde.

Mens Olga var ude kunne jeg jo nyde en times tid med den store helt alene. Og hun kunne få muligheden for morens opmærksomhed og ører uden at blive afbrudt af lillesøster… Tror vist det var lidt hverdagsluksus for os begge. Vi havde et par ærinder og tullede lidt rundt nede i centrum, og da vi endelig hentede Olga og kom hjem, og fik maden smidt på bordet var klokken nærmest blevet 18. Sådan en eftermiddag forsvinder fisme hurtigt. Begge pigerne var helt kvæstede, så det med at nå dagens dont – læsning 20 minutter om dagen – blev til 20 minutters højtlæsning på sengekanten. Og selvom de fra skolens side virkelig ønsker at vi skal prioritere dette HVER dag, og at jeg på papiret er helt enig, kan jeg godt se, at det bliver meget svært at nå – særligt hvis man er alene på skansen med to, eller hvis man har lidt planer om eftermiddagen eller hvis man noget helt 3. Jeg siger ikke at det skal blive en undskyldning hver dag, for Irma vil også rigtig gerne, og jeg vil meget gerne støtte hende i det og hjælpe – og jeg nyder også den koncentrede tid med hende – men det skulle gerne blive ved med at være skægt at lære. Og at lade det blive en sur pligt allerede så hurtigt efter skolestart, det er måske lige at stramme den.

IDIOTMOR!!

Det er jo ikke rosenrødt det hele – udover en meget glad 1. klasseselev og hverdagen der lige så stille og roligt ruller derudaf. For vi har jo stadig en lillesøster, der sørger for at minde os om at vi lever… Og som jeg på daglig basis undres over kan rumme så meget frustration i sin lille én-meterhøje krop!
I dagtimerne når Olga er i børnehave er hun for det meste et meget socialt og glad væsen. Hun er vældig god til at lege med andre, og har efter hun er landet i mellemgruppen, fået nogle rigtig gode veninder. Og det er også en glad pige vi har derhjemme (med undtagelse af…), som kan danse, klæde sig ud, lege med sin storesøster, cykle, slå koldbøtter og sidde fordybet med en bog. MEN – for det er sgu efterhånden en ret stort men – hun kan på 0,5 forvandle en god stemning til noget nærmest eksplosivt. I sommerferien har hun udvandret fra spisebordet nærmest på daglig basis (med tre daglige måltider er der jo rig mulighed for den slags) og råbt af os ”IDIOT-MOR” eller den nyere og mere generelle ”LORTE-FUCK”… I ferien har vi rummet hendes udbrud, ladet hende fare op og falde ned selv. Og med god tid og afslappede forældre kører den slags fint nok i spænd. Men i en hverdag, hvor vi har et par timer sammen om morgenen og 3-4 vågne timer sammen om eftermiddagen, sidder man som forældre og vil virkelig gerne nyde tiden med ungerne. Og ja, det er sgu da pisse eventyr-med-bånd-og-sløjfe-på-agtigt, men ikke desto mindre er det vel ønsketænkning for alle. Der er jo ikke nogen der reelt har lyst til at ønske at være alle andre steder end hjemme, når man nu rent faktisk er sammen. HYG FOR SATAN!! Blev der sagt.
Og når barnet så et-to-tre gange dagligt får et hysterisk anfald, udvandrer og råber eller kaster med ting eller slår på os, så knaser det temmelig voldsomt i det glansbillede! Og glansbilledet er i forvejen sådan et som engang har siddet på en honningkage og som er blevet slikket på, glattet og strøget et par gange, så det er lidt tyndslidt…

De her hverdagsudbrud skal ses sammen med at hun i en alder af 3,5 stadig ikke sover igennem eller i sin egen seng. Ikke at de to ting som sådan hænger sammen, men jeg tænker overskuddet ville være større hvis én af disse ting som dug fra solen.


Accepterer vi bare helt i zen at det her nok er en fase (men en utrolig lang en af slagsen!!), og at vores bedårende og viljestærke lille pige har nemt til tårer, men også hurtigt bliver glad igen når hun overgiver sig til trøst?? Eller kan I berolige mig med, at hun er som knap 4-årige er flest? Eller skal vi bare blive bedre til at tælle til ti, tage ørepropper i ørerne og lad udbrud være udbrud – dag og nat??