På weekend

Jeg er lige stået op og har tændt ovnen, så er der friskbagt brød om en lille time. Overvejer at tænde op, men det larmer lidt for meget… de andre sover endnu og jeg nænner ikke at vække dem. De behøver jo ikke lide under min manglende evne til at sove efter kl 7… 

jeg er på weekend med mine veninder. I vores sommerhus. Lige nu er vi 4, om et par timer kommer to mere. Og det er dejligt at være afsted. Virkelig dejligt! Og det er en befrielse at det ikke længere er besværligt at tage afsted hjemmefra. Fordi jeg ved de hygger derhjemme, at de sover om natten, spiser lidt for mange usunde ting og bare nyder weekenden. Ungerne går ikke til i savn, og jeg har bestemt ikke ødelagt nogens weekend ved ikke at være der. Det er en kæmpe lettelse! Og det gør nydelsen ved at være væk endnu større. 

Nu tror jeg der skal fut i brændeovnen og i damerne… 😊 God weekend!! 

Om bandeord og bibliotekar-gener…

Jeg har været inde på det før, det her med at bande. Mine børn tenderer til tider til brug af temmelig mange kulørte kraftudtryk, og det er virkelig ikke særlig pænt at høre på. Når jeg så ved ganske udvalgte lejligheder tager mit lidt selvindsigtsfulde spejl frem, kan jeg godt se hvor 90% af de ord kommer fra. For f*** hvor jeg bander meget!! Så nu prøver vi et lille tiltag. Et plus- og minusregnskab for bandeord. Et lille skema som er hængt op på badeværelsesdøren, og som både er en slags opgraderet bandekasse og en kommende skattekiste. For tricket er, at når forældrene bander, ryger der en 5’er i puljen, når børnene bander, trækker vi en 5’er fra. Når vi kommer til påskeferien vil der med al sandsynlighed være en pæn overvægt på plus-siden, og dem kan vi så købe slik for til ferien. Er egentlig ret spændt på hvor meget vi kommer i plus med! 


– at der så tilmed er et mål for forældrene om, at lade være med at købe slik indtil påskeferien er en anden lille detalje, som jeg ikke helt ved om jeg tør satse ret mange penge på… 


Her til aften kommer jeg hjem efter forældrebestyrelses-møde i børnehaven, og så har Irma lavet sin bogstavs-perleplade i forskellige farver. Hun går bagefter hen og finder matchende farveblyanter og et rent stykke papir. Nu går hun så i gang med at gruppere alle børnene fra hendes klasse efter forbogstav og farve, så de bliver listet i små kasser på papiret. Hun stiller ganske få spørgsmål undervejs, og tjekker gentagne gange om hun har alle med, om bogstaverne er rigtige og om farverne, som danner overskrift for de forskellige grupper er stavet korrekt…  Går lysten til at systematisere i arv? Og er det for tidligt at sende hende på det udvidede Excel-kursus?..

Aftenrutine…

2 sekunder efter Olga har taget den sidste bid aftensmad siger hun: “tak for mad, må jeg godt komme i bad?”. Efter en rum tid kommer hun op af badet og render glad og nøgen rundt, og 10 minutter efter: “jeg er sulten, må jeg godt få havregryn?”… i virkeligheden synes jeg det er møgtræls at hun er så kræsen og bestemt at hun kun indtager mad når hun virkelig vil og gider. Men prøv nu at se hvor frejdig og helt og aldeles umulig at sige nej til hun er: 

38! 

Vi sidder i stuen med hver vores bland-selv-slikpose. Pigerne har valgt at vi skal se Pokemon-film og selvom jeg synes det er noget nær det kedeligste, så er det dejligt at pigerne for en gangs skyld er enige om hvad de vil se. Vi holder 100% slappedag, efter en virkelig dejlig fødselsdag i går! 

Jeg blev forkælet fra morgenstunden hvor mine forældre kom til morgenmad. Jeg fik fantastiske gaver, bl.a. et fantastisk tryk fra Maren, som manden har fundet på Copenhagen Comics, og nyt tøj fra yndlings-Hanne, Asfalt! Irma havde tegnet en bog til mig fyldt med sommerfugle, træer og en tegning af vores familie. Lidt senere på dagen kom gode venner på besøg, til brunsviger og bøffer – ikke samtidig dog… 

vi nåede også at komme ud i det fine vejr og få luftet børn og brunsviger-fyldte maver! 38 skal nok blive godt at lande i, om ikke andet er er det et meget pænere tal end sin lillesøster – hvis man nu gik op i den slags… 

Pinlige børn og private dele…

Nu har Olga givet mig ildrøde ører to gange inden for de sidste par uger med præcis den samme upassende kommentar. For lidt tid siden da vi stod oppe hos den lokale Æggemand ved sommerhuset, og han rodede i sin store fryser efter den helt rigtige kylling til os. Pigerne og jeg stod helt inde i hans private værksted da hun lod kommentaren falde…Og i dag gjorde hun det igen, da vi droppede forbi min søde kollega med et par puslespil til hendes datter. Dér stod vi foran hendes hus og sludrede i støvregnen, mens jeg blev tilbudt lun kaffe. 

Olgas højlydte og helt utroligt upassende (og ikke korrekte i øvrigt!) sætning er: “Ad, her lugter af lort!” 

Jeg kan nærmest ikke komme på noget mere pinligt hun kunne ytre når man er i andre menneskers hjem for første gang! 

Mon det er en af disse ting som bør lagres et sikkert sted og hives frem når barnet er cirka 14???…

En anden grænseoverskridende ting hun er begyndt på er, at gramse mig på brysterne. Sådan lidt æltende eller klappende. Igen, temmelig upassende! Hvad pokker er det nu for noget? Det er heldigvis som regel når vi sidder herhjemme og leger, men de sidste par uger har hun også gjort det når vi har været ude. Det magter jeg nærmest ikke. Og jeg har nu taget mig selv i at sige højlydt (Olga har jo ikke den høje stemmeføring fra fremmede…) “nej, Olga, det er MINE bryster, lad dem være”. 

Der går ikke længe før vi ikke bliver inviteret ud overhovedet..  

Fritid?? Hvad bruger man det til?

Status på en lørdag eftermiddag: Huset er gjort rent, burgerbollerne til i aften er sat til efterhævning, og voksen-dessert-snacks er på køl. Pigerne har leget hele dagen, mest på deres værelse. Manden er taget til heldags-fødselsdag et sted inde i byen, og jeg har nu drukket i nærheden af fem kopper kaffe… Begge piger leger med bedstevennen, henholdsvist udenfor og oppe på værelset, og jeg sidder her i køkkenet… med resterne af den seneste kop kaffe og en temmelig doven tilgang til resten af lørdagen. Om et par timer skal vi over til naboen og holde MGP-fest: børnene foran fjerner med slik, de voksne i køkkenet med bobler. Perfekt konstellation. Men lige nu sidder jeg med en følelse af kedsomhed. Der er ingen pligter der skal klares og børnene passer sig selv. Det er virkelig en mærkelig følelse, den her ro og tid for sig selv. Jeg burde jo ty til en bog eller en serie, men har ikke helt ro nok i hovedet til at det passer ind. Jeg gider heller ikke arbejde, da det har været en absolut arbejdspakket uge – og den næste bliver lige sådan – så det er med god samvittighed sat på pause. Jeg har tilmed også lavet madplan og bestilt indkøb til næste uge, så dét er ligesom også fikset…

Hobbyerne burde med andre ord stå i venteposition fordi det for en gangs skyld er muligt at dyrke lige præcis det jeg har lyst til på en helt almindelig lørdag eftermiddag. Og det eneste jeg gør er, at sidde her og kigge ud på det der ikke helt er grønt endnu… Bare være i nuet? Er det bare det jeg skal?? Det lyder umiddelbart lidt fremmed i mine ører. Hmmm… Tror bare lige jeg bliver siddende lige her lidt endnu. Fordi jeg kan, og egentlig ikke rigtig kan andet.

Afgjort ikke sidste gang!

Hvis jeg skal være helt sikker på at jeg siger det rigtigt, skal jeg huske tilbage på engang hvor jeg er omkring 7 år, på cykel og på vej over til min bedste veninde, Kamma. Jeg stod ved hajtænderne og ventede på at få grønt lys af min mor, og jeg husker at hun siger: “så drejer du først til venstre, og ved næste vej til højre. Så er du fremme”. Og for første gang (sådan mindes jeg det) fik jeg ret, da jeg drejede til den rigtige venstre. Så når jeg blir spurgt on the spot ‘hvad er venstre?’, er jeg tilbage i krydset ved Lindevej i Præstø, hvor jeg og min cykel kører den rigtige vej. Og når hjernen skal over 30 år tilbage i tiden for at mindes forskellen på højre og venstre, tager det til tider uhensigtsmæssigt langt tid…

For slet ikke at nævne ALLE de gange hvor jeg alligevel roder rundt i mindet og kommer til at tage højre fod frem når det burde have været venstre. Eller i bilen, på cyklen, til gymnastikopvisning, til salsaundervisning (dengang i 00’erne..), eller 1000 andre eksempler hvor førstevalget ikke var korrekt. 

Da jeg så i går stod overfor Irma der skulle hælde vand i et glas i sommerhuset og spørger mig, hvilken der nu er den kolde hane, siger jeg: ‘den hane længst mod køleskabet’. Hun hælder vand i glasset, tager en tår og vender sig mod mig: “hvorfor siger du ikke bare den til højre?”…

Overhalet af sin syvårige! Og nej, det er hverken første eller sidste gang…

En fireårig holder fri..

Det bedste ved at være sammen med pigerne hele dagen, er de fuldstændigt fantastiske ting der blir sagt. Særligt Olga er i den gode alder for vildt gode udtryk og sætninger – og når alting så oveni er sagt på sublimt Københavnsk og krydret med et par bandeord hist og her (helt ærligt taler hun som en havnearbejder, og det er ganske og aldeles min skyld, vi arbejder på sagen…)

Bl.a. da vi i morges talte om, at vi i den kommende weekend skal til Fyn og fejre bedstefars fødselsdag. Jeg foreslog at Olga gemte den pæne kjole til på lørdag, hvilket hun afviste pure: 

“Jeg gider ikke være med til fest for bedstefar. Der kommer helt sikkert mange voksne og så gider jeg ikke. Så jeg beholder kjolen på”

Hun skal nok komme på andre tanker i løbet af ugen – og i et sommerhus uden vaskemaskine kan festkjolen vel håndvaskes…

Da vi lidt senere tog et smut ind til Holbæk, sad Irma og hende og diskuterede på bagsædet. Irma fortalte om engang da Olgas veninde M. var på besøg: 

Irma: ” M. fortæller altid rigtig mange historier. Hun sagde engang at vandet i en vandflaske var giftigt”

Olga: “Hun fortæller ikke bare historier, Irma. For M. er 5 år og i storegruppen og derfor ved hun alt. Og i øvrigt var det den grønne vandflaske, og vandet i den er megagiftig. HELT ærligt”.

Da Irma forsøgte at pointere at hun selv gik i skole, blev dette overhovedet ikke accepteret som argument for at have ret. 

Vi kæmper så med, at når barnet siger SÅ mange skægge ting, så bør hun også kunne tage imod at familien griner… der er vi ikke helt endnu… 

1, 2, 3, ferietid!

Sommerhuset er efterhånden varmet fint op, jeg har lige ryddet køkkenet efter mandens hjemmelavede søndagspizza, pigerne ser lillenørd og nu er der dømt 100% benene oppe. Olga har glædet, glædet, glædet sig til vi skulle i sommerhus, så da vi hentede pigerne hos mormor og morfar her til frokost, gik der cirka 10 sekunder efter vi havde fået velkomstkrammer før hun nærmest råbte: NU SKAL VI I SOMMERHUUUUS. 

Og børneglæde er skønt. Men høje børnestemmer og tømmermændsramte forældre går knap så godt i spænd… for vi var nemlig til fest hos gode venner i går. Masser af drinks og dans og grin. Og alt for sent i seng. Og frustrationen over at have mistet evnen til at sove længe – når man endelig kan…  Mine forældre formåede så at opleve det vi nærmest aldrig prøver derhjemme: børn der sover i egne senge, hele natten. Håber virkelig det er en perfekt kickstart på en fænomenal soveferie!! 

I morgen vil jeg nyde at have slukket for vækkeuret. Så kan 2.dags-tømmermændene blive kureret i svømmehallen i stedet for på kontoret. Det er alle vist bedre tjent med…

– har prøvet at finde et billede som var passende for i dag, men ingen af dem gik igennem kvalitetskontrollen… det er ligesom om øjnene stadig svømmer hen træthed, og hævede øjenlåg. 

Slap nu af!

“Slap nu af” – åh, hvor jeg i virkeligheden hader den vending. Og jeg bruger den ALT for tit. Dels overfor mig selv når jeg går amok i regler og principper og nye løfter til mig selv, dels overfor især Irma, der har det med at have en lidt kraftig hang til drama når hun falder, har det skidt eller føler sig uretfærdigt behandlet. Så har ingen nogensinde haft det værre… Og her kommer moren dikterende “Slap nu af”-vending ret ofte i brug. Og jeg ved det godt i det sekund de tre små ord har forladt læberne – hun flegner (er det overhovedet et ord??) fuldstændig ud! Hun bliver rasende og kalder mig alverdens grimme ting, primært dumme mor. Og alle de kloge børne-forkæmpere og forældrehadere vil helt sikkert give Irma ret, det er virkelig ikke nogle særligt hensigtsmæssige ord at rette mod en 7-årig der oplever verdens undergang (igen og igen og igen og igen…) Du tager jo ikke dit barn seriøst! Du forklejner hendes problemer.

Samtidig må jeg jo også sige – selvom jeg hader de dumme ord – at de ligger utrolig let til mig. Jeg kan godt huske hvor meget jeg selv havde det med at gå amok i tårer som barn (og som voksen, ville nogle måske sige…) Og selvom det jo overhovedet ikke hjalp at sige det til mig som barn, eller når andre siger det til mig generelt, så hjælper det at sige til mig selv… Hold nu op med alle de åndsvage regler eller tossede fokuseringer på en eller anden uduelighed jeg har fundet hos mig selv. Det er sgu da tosset. Men måske bør jeg finde en erstatning, i hvert fald overfor Irma. Det lader ikke rigtig til at hun reagerer så positivt på det… Og så kun lade ordene blive i eget hoved (sjovt som jeg har virkelig svært ved at se det her spille sig ud i den virkelige verden, at jeg har nogen ord indeni maven, og lader andre slippe igennem systemet. Et filter siger I??..)

Nu står resten af aftenen på lidt arbejde, lidt vasketøj – og så bliver jeg nok nødt til at spise lidt flere kanter af den nybagte brownie som Irma skal have med i skole i morgen. Hvor store stykker skal de børn egentlig have???…

Blå kage med krymmel