Spejlbillede

Her i eftermiddag kom pakken jeg har glædet mig til i over 10 dage. En lille pakke fra Marie til Marie med nye blondede forsyninger af det, der kommer allerinderst. Jeg shopper undertøj på brastop.com (og nej, ingen spons her!), og jeg er virkelig tilfreds med både pris og kvalitet. Åh, det er så pænt og farverigt og pakket ind i silkepapir og på alle mulige måder bare lækkert. Så da Olgas legeaftale var blevet hentet, madpakker var smurt og der var ledigt på badeværelset, stillede jeg mig foran det store spejl og absolut ubarmhjertige lys, og prøvede det hele. Jo jo, ikke dårligt. Men ikke ret langt inde i prøveriet, kom det kritiske blik. Lige inde bag pandelappen sidder hende der den pisseirriterende og siger de der latterlige ting, som ingen gider høre på. Jeg prøvede at verfe hende væk, men hun er så djævelsk insisterende når hun først har møvet sig frem på første parket. “Den der mave der…”, “Og den delle der…”. Men nu har jeg fundet kuren til hvordan man jager hende væk! Man tager en lige-om-lidt-fem-årig, der sniger sig forsigtigt ud på badeværelset og kigger på det fine tøj. Man tager de små hænder, der pludselig kommer og krammer den bløde mave, fordi den er så dejlig blød, og den lille kind, der bare bliver nødt til at lægge sig mod navlen, og så elsker man det hele lidt mere. Jeg vil unde alle der til tider har besøg af hende den pestilens af en kritiker til at få en lille femårig til at kigge på sig med det blik som Olga gav mig i dag. En god blanding af kærlighed, tilfredshed og berettiget ejerskab: “Du er MIN mor”.

 

Reklamer

November-ræs

Af uransagelige årsager er der pludselig gået to uger siden jeg sidst skrev på bloggen. Og på sådanne uger tænker du jo nok, at jeg er blevet et særdeles mere oplyst og reflekteret menneske, for et eller andet begavet må jeg jo have fordrevet tiden med?.. Tja, jeg har herunder listet mine vigtigste learnings:

  1. Jeg har lært, at jeg kan tage på weekend fra fredag-søndag med fem af mine allerkæreste veninder fra Biblioteksskolen, og allerede søndag aften fortryde, at vi ikke tog 3 dage mere. Ikke fordi jeg er ked af mit selskab herhjemme overhovedet, den velkomst jeg fik har givet mig rigelige mængder af uundværlighedsfølelse, der nok skal række helt ind i december. Men for hulan, hvor er de tøser bare virkelig godt selskab. Jeg føler mig rig ovenpå sådan en tur.
  2. At jeg kan tage på babyvisit hos min skønne veninde i Sydhavnen. Kysse hendes lille pige, stå og vugge hende indtil hun falder i søvn, og være så uendelig glad på min venindes vegne. Og tage derfra uden den fjerneste skrukhed overhovedet. Det er en pudsig følelse, som godt kan slå mig lidt ud af kurs: Er jeg virkelig blevet så kold og kynisk? Men jeg er landet på, at jeg bare er glad for mit liv som det er lige nu. Tilfreds simpelthen. Olga fylder 5 år på mandag, Irma bliver snart 8, og jeg frydes hver dag over de fantastiske ting, som pigerne siger og gør. Mit overskud og min lyst er ikke til en lille 3’er – så hellere bruge krammebehovet på veninder, der får dejlige nye børn.
  3. At jeg har set lidt til en terapeut, som har givet mig et skub i en retning jeg ikke vidste jeg skulle hen i. Sjovt, som man kan gå med nogle forestillinger og nogle forventninger, som så kan indfries ved at gå en helt anden vej. Jeg ved det er lidt snirklet fortalt, og jeg skal gerne fortælle mere til dem, der vil høre om det i levende live, men her på bloggen nøjes jeg med dette for nu. Kan bare sige, at den nye vej er et meget urørt terræn, hvor jeg konstant skal øve mig i, at blive en stærkere Marie. Og nej, det føles ikke som et pres, men som en ekspedition.
  4. At nu hvor det er blevet november og dermed langt mere omfattende at tage cykelgrejet på om morgenen og om eftermiddagen – Og det har slået mig, hvor meget det her cykelpendleri er blevet en fortælling om mig. Utroligt så ofte noget så egentlig temmelig trivielt som transportcykling, bliver gjort til et interessant samtaleemne. Og endnu mere nu hvor det både er mørkt og koldt…
  5. At jeg på en udfordring på Facebook blev fristet til at hente en app, der hedder Moment. Den tracker hvor mange gange jeg tager telefonen op og kigger på den, og hvor meget aktiv tid jeg bruger på telefonen dagligt. Udfordringen gik på, at statistikken skulle deles på Facebook… men det er simpelthen for vanvittige tal… Til mit forsvar (og tro mig, jeg har meget!) bruger jeg min telefon til at læse/skrive mails, ringe, skrive SMS’er, være på Messenger, blogge, tage billeder, planlægge møder, være på sociale medier, lægge puslespil (åh, Magic puzzles, du stjæler min nattesøvn), høre lydbøger, høre podcasts, surfe, tjekke vejr, shoppe og se åndsvage videoer på youtube – inklusiv dem jeg ser med pigerne. Men når statistikken nogle dage siger 5-6 timer, bliver jeg alligevel lidt pinlig berørt…
  6. At jeg må indse, at jeg ikke kan deltage på min datters springgymnastikhold, en aften med forældredeltagelse, uden helt seriøst at tænke på om jeg skal købe Tena inden jeg tager afsted… Den der følelse af, at vinke favel til al lukkemekanisme i det sekund fødderne rammer trampolin/springbræt/hård madras, er bare en virkelig ufed fornemmelse, og noget jeg nok bør tage lidt mere seriøst. Nåede faktisk også at tænke – det var lige her for et par timer siden – gad vide, hvor mange kvinder inde i den her gymnastiksal, der har det præcis ligesom mig…
  7. At jeg i samme ombæring har købt mit første anti-ælde-ansigtsprodukt – så med andre ord: Både hoved og r.. er i fare her…
  8. At jeg nu for alvor er blevet overhalet af min ældste datter udi kreativitet. Det har længe været synligt, at det var den vej det gik, men da hun i går kom hjem med et papir-hus tegnet, klippet og foldet af hende selv (med inspiration fra en dygtig SFO-pædagog!), blev jeg sat totalt skak-mat. Jeg er med på at lillesøsteren har outsmartet mig et par gange, og at Irma lige om lidt løber fra mig i op til flere fag (jeg tænker vel, at jeg kan hjælpe hende med matematik til og med 4.?…), så det er med at holde øjet på bolden inden de der børn totalt er løbet fra mig. Jeg begynder mere og mere at forstå den der med ‘små børn små problemer, store børn store problemer’… 🙂

Følelsen af at have store børn

I går nåede vi til afsnittet om Christian d 4. i Sigurds Danmarkshistorie. Afsnittet benævner bla de bygninger og slotte som han har været ophav til – og derfor blev jeg inspireret til at vi i dag tog toget til Nørreport og gik i Rundetårn. Det giver bare et fedt lag ovenpå læsningen, at føje den fysiske historie til. Der var virkelig mange ting der faldt på plads i Irmas hoved, da vi igen talte om Kongens hestevognstur op igennem Rundetårn, viste hende emblemet på tårnets yderside og det flotte observatorium på toppen.

Fedt når man nærmest kan se knagerne i hjernen blive hægtet sammen 🙂

Resten af dagen skal nydes indendøre mens vinden suser udenfor. Kaffe i store baljer, og senere varm suppe og friskbagt brød!

Vi måtte i går redde vores hæk, der pludselig blev angrebet af en flyvende havesofa af bedste Bilka-plast-kvalitet… og lignende møbelsæt på tagterrassen er også blevet omrokeret en del gange siden i går morges.

Og jeg krydser alt hvad jeg har for at vinden er lullet totalt af til i morgen tidlig når cykel triller nordpå. Alt i alt har jeg nydt denne weekend uden planer og aftaler inden et mindre Marathon af planfyldte uger starter fra i morgen. Nu opladet – og med lidt held: også med vind i ryggen helt frem til jul.

Lidt mere ferie, tak

Jeg kan godt vænne mig til det her efterårsferieliv i sommerhus. Efter nogle dage i starten af ugen hvor pigerne og jeg var på udflugter, legede med lego og hyggede rundt derhjemme, har vi fra onsdag aften været her på Næsset. Alle fire. Med det faste sortiment: Brændeovn, baljer med kaffe, brætspil og bedsteforældre-besøg. Det har virkelig været dejligt. Og pigerne synes selv de har haft en god ferie. Hverdag med vækkeur, logistik og madplan er fantastisk langt væk. Men tror ærligt min krop snart bliver glad for mere bevægelse og mindre lænestol, og flere grøntsager end chokolade… så pyt da! Så vil jeg glæde mig til, at der nu kun er to uger til at jeg skal i sommerhus igen, men denne gang med nogle seriøst skønne kvinder, i en hel weekend! Altid godt med noget at se frem til 😊

Kapitalistisk skattejagt i børnehøjde

Vi har prøvet feriebilletter for første gang i dag. Og hvis du er ligesom mig, der indtil for ganske nylig heller ikke vidste hvad det var, så kommer konceptet her: Man træder ind i en center-boble og køber en pose med små gaver og kuponer til diverse butikker i centret. Og så render man rundt og indsamler de små ting, som fx is, legetøj, små spil og andet godt. Pigerne fik en hel masse små ting, som de nok skal hygge med i denne uge. Og vi sluttede seancen af med en tur i biffen, hvor vi så den nye My Little Pony-film. Også en del af center-billetten. Så selvom jeg sidder tilbage med en let ringen for ørerne af at være i centerstøj og omgivet af sukkerhøje børnestemmer i mange timer, så var det faktisk ret hyggeligt. Jeg er ikke sikker på at det ligefrem blir en ferietradition, men det er altså en meget sjov fallback-plan. Kan anbefales hvis du lige står og mangler at få fyldt op på børnedimse-fronten 😉

Weekendfølelse der ikke behøver stoppe

Pigerne og jeg har holdt slappeweekend. Med hyggelige indslag, visitter i Sydhavnen og herhjemme, og masser af læsning og putning! I morgen sætter vi vækkeuret for sidste gang i en uge, for vi har en dag med sjov og ballade planlagt. Og vi skal ud af døren inden Rengøringen kommer – LUKSUS!! I morges tog vi et smut i Greve svømmehal sammen med det halve af Vestegnen… men det var en fed tur – og gav et særligt dejligt billede ind i en børneverden, da Irma fandt en pige hun kunne lege med efter at have været i vandet i under ti minutter. De legede skiftevis hajer og havfruer og havde en fest. Og på vej hjem kom der en lille fortælling fra Olga, som jeg nok lige bliver nødt til at dele. Vi kører af motorvejen og kommer til et sted hvor det lugter ret fælt af kloak. Irma spørger hvem der prutter, men jeg fortæller at lugten altså kommer udefra. Olga siger så: “Men hvis far havde været med, så havde det været ham (hans prut, red.), ik Mor?! For det plejer jo at være far der lugter. Og når ikke det er far, plejer det at være mig…” Arhmen, nogen gange er det bare en skam at vi ikke har klistret en diktafon fast til børnenes krop! 😄😄Og apropos ting, der blir husket længe, så har jeg lige læst en billedbog højt for pigerne. En af de bøger, som bringer klumpen i halsen helt frem og gør det svært at læse. Jeg havde hørt den anbefalet i Børnebogcast – en podcast om børnelitteratur – og gik straks ind og reserverede den. Verdens bedste Team hedder den, og handler om at være søskende, på godt og ondt. Åhja! Den skal helt sikkert læses højt igen, og den får mine allerstørste anbefalinger med.

I morgen skal pigerne med mig til frisør, vi skal køre med tog og metro, shoppe lidt, og i biffen. Og jeg håber det blir lige så godt som jeg forestiller mig.

Jeg undres…

Her kommer en række udtalelser, som på en ganske sædvanlig dag – som i dag – kan falde indenfor omtrent to timer. Af samme barn vel at mærke..

“Mor, hvorfor parkerede du bilen helt herovre? Helt ærligt!”

“Kan vi godt høre noget andet musik? (på vej ud af parkeringspladen). NU, mor! Nej, ikke den der! Åååårrhhh!!”

“Mooooaaar, må vi godt spille Ipad når vi kommer hjem?”

“Aj, skal vi bare have det der til aftensmad? Det ser da ikke lækkert ud”

“Moar, må jeg godt komme med dig til gymnastik, jeg kan så godt lide når det bare er dig og mig, der er sammen”

(Jeg beder hende om at tage Olgas glemte cykelhjelm, der ligger på bagsædet, med ind i huset) “Jeg kan godt tage den med ud af bilen, men DU tager den altså ind til huset. Jeg gider altså ikke bære den HELE vejen”.

“Mor, vil du godt være sød at børste mine tænder? Med alt det kage vi fik på skolen, skal de altså børstes grundigt”

(Efter tre små lydbogshistorier, slukker jeg app’en og siger godnat) “Mor, jeg er tørstig, giv mig vandflasken! Aj, den er tom, helt ærligt, Mor”

(Siger godnat igen) “Må jeg godt få en tredje krammer?”

Bare rolig, der kommer lidt modspil på kommentarerne… Men en 7-årigs kommandolinjer og humørsvingvinger er på en dag fyldt med overskud, ret morsomme…

Når bagning er hyggeligt

Omsider! Omsider er det hyggeligt at være i køkkenet med Irma. Det har jeg virkelig glædet mig til – og de seriøst gode oplevelser blir for tiden flere og flere. Jeg er vild med det. Her til aften – efter maden – skulle vi bage kage til Bag-for-en-sag-arrangement på skolen i morgen (alle pengene som forældre og børn køber kage for, går til BørneTelefonen). Jeg havde planlagt at vi skulle bage roulade – med vanlig Pippi-attitude: “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert sagtens”…

Meeen dejen må så ikke få for meget, jo. Det skulle jeg lige have vidst. For den blev helt umulig at rulle, og også temmelig tør i det. Og Irma blev sur og sagde at sådan en grim kage ville hun i hvert fald ikke have med i skole. Nej, det kan jeg egentlig godt forstå. Så op i en skål med den. Blande lidt ekstra sager i, ælte-ælte, og vupti: Romkugler. Og bortset fra den ene sure mine, holdt hun virkelig humøret godt oppe. Det var superhyggeligt at stå og pynte romkugler med hende – og snakke om hvordan denne kage-cafe var sidste år, og hvilke kager hun bedst kan lide. Virkelig dejligt! Mere køkkenhygge med halvstore børn! Jatak. Og mere øvelse udi rouladebagning…

Men som Irma sagde: “Det skal du ikke gøre i aften, mor. For hvis den også blir grim, blir du bare megasur”

– You know me so well, child…

Børn og voksensved..

Ja, jeg havde så pigerne med til træning i dag. Manden skulle slå med nogle terninger et sted på Amager, så afsted med os. Jeg har lavet den aftale med pigerne, at når de skal med, så skal tænderne børstes inden afgang, så de er direkte putteklar når vi kommer retur. Svedig mor und alles… Og jep, også i dag blev vi tæsket igennem nogle møglede øvelser – mens træneren får det hele til at se overraskende og frustrerende nemt ud!! Provokerende, Jatak!

Og allerede inde i salen kommenterede Olga på mit våde look: “hvorfor er du helt våd i ansigtet, mor?”. Og Irma der nonchalant siger: “Jeg forstår altså ikke hvorfor I sveder SÅ meget. Det er jo ikke engang hårdt, det I laver!”… Mage til peptalk skal man lede længe efter…

Ude i bilen fortsatte snakken om voksensved versus børnesved. “Vi sveder også mor, der skal bare meget mere til. Og så lugter det ikke”…

Og “du er stadig helt blød mor, selvom du er våd. Det er mærkeligt, for sådan er det ikke med mig”.

Som tak for alle de støttende ord, har jeg nu spist det allersidste børneslik vi havde i skabet. Jamen, det var så lidt da…

(Og ja, billedet er fra lysere tider, men altså, same setting different season…)

Små betragtninger fra ugen

Ugens bedste kompliment kom mandag aften da jeg sad og læste bog for pigerne. Olga puttede sig ind til mig og sad og nussede min arm. Hun kigger op på mig:

“Mmmm mor, du er så blød. Meget blødere end far. Så dejlig blød over det hele”.

Ja, det er jo ikke helt den tilstand jeg går efter, men det var svært ikke at smile, når det blev udtalt med så meget kærlighed.

Og det har været ugen hvor al børnenusning skulle presses ud af alle ledige tidslommer, for der har været forældremøde i børnehaven, forældremøde på skolen, aftentræning og fredagsbar… lige lidt for intenst kan jeg godt mærke nu. Men heldigvis har weekenden været på lavt blus.

Jeg havde min debut som mor med børn i legeland. Lørdag middag. Det var en oplevelse, som der ikke nødvendigvis behøver komme vanvittig mange af. Vi havde valgt et legeland i Holbæk, så vi var tæt på sommerhuset, men Irma brugte en del tid på at brokke sig over hvor lille det var i forhold til dem hun havde prøvet til fødselsdage, at jeg blev lidt ærgerlig over den prioritering… det var ret lille, ærligt. Men de nåede begge at have en fest, efter brokkeriet var ytret. Altså indtil Irma faldt uheldigt på en trampolin og fik ondt i nakke, bryst og ryg. Ikke mere hop, rutsjen eller løb til hende… Og i sådan et tilfælde er det vanskeligt at være en pige med forstærket hang til drama. For jeg ved jo ikke hvornår det faktisk gør ondt og hvornår det ‘bare skal løbes væk’… nogle gange skal hun have et “Oooop igen, skat” og et lille skub. Andre gange er det selvfølgelig knap så nemt. Den moderlige intuition er udfordret!! Jeg tacklede det ved at lade hende sidde mens Olga spurtede omkring – jeg så hende kun når hun kom og var tørstig eller skulle spørge om hun NU måtte få is. Og da Olga så ville lege gemmeleg fik jeg Irma til også at være med. Men det blev til knap så meget roman-læsning som jeg havde håbet på. Og nogle flere rutsjeture til moren end kønt var… (for ikke at tale om at kravle ind og ud af huller i en hoppeborg, der tydeligvis er lavet til væsner en anelse mindre end mig…)

Og i dag er vi naturligvis kommet hjem fra sommerhus, jeg har været et smut i Ikea (kan man det i den butik, hvor halvdelen af Sjælland tilsyneladende havde valgt at bruge deres søndag?!) med Irma og finde aggregat til LEGO-sortering/opbevaring. Og så har jeg været på jagt efter en gave til manden der stiger i titel og funktion på job fra i morgen. Nu er der dømt benene oppe, en noget-nær-lykkefølelse da jeg for fem minutter kom i tanke om at jeg allerede har smurt madpakke, og muligvis 10 sider mere i den roman jeg svigtede i går…

Og beklager billedkvaliteten. Næsten alle billeder så sådan her ud. Meget svært med fokus når benene er placeret i en hoppeborg.