Lunten

Når man i forvejen er udstyret med en (meget) kort lunte, er det ikke særlig belejligt at opdage, når den tilsyneladende er komplet forsvundet.. Og slet ikke når man sidder i storrumskontor… Kan jeg give mig selv et rødt kort og blive sendt uden for banen? (læs: hjem…) Eller er det at trække en kende for meget på graviditeten?

Jeg kunne godt bruge et tip til hvordan man arbejder med sin totale mangel på tålmodighed, og måske i virkeligheden også nogle tips til hvordan man skjuler sin vrede/irritation/stigende puls m.m.  Tror det kunne være rigtig godt for min rolle som kollega (og en del af omverdenen generelt!) hvis bare mine skuespilskompetencer blev skærpet en smule… Og allerede her afslører jeg så min tro på at det reelt virker, at opnå en form for zen-følelse, er temmelig meget lig nul, ups. Nå, men gode råd modtages gerne, tak!!

Reklamer

5 thoughts on “Lunten

  1. Jeg kan huske at jeg havde kommunikation da jeg ventede Sigrid. Mine humørsvingninger var på det højeste.Vi skulle fingere en debat. Jeg valgte at sige helt fra, jeg vidste bare at selv om det var leg og rollespil, så ville mine hormoner bare ikke kunne se forskel.

    Faktisk tror jeg det bedste vil være at sige det som det er. “Jeg har ingen lunte, hvilket jeg er ked af. Så når jeg ryger i luften, så vil jeg bare lige undskylde på forhånd.” Det virkede for mig….

    • Et eller andet sted virker det beroligende, at det ikke bare er mig, der prøver det her – men også mennesker, som jeg anser for beherskede individer! Tak Pia 🙂

  2. Jeg havde vist egentlig håbet på at min tålmodighed ville udvikle sig i og med at jeg fik børn, men jeg venter stadig…
    Hormoner er noget lort, men heldigvis har rigtig mange mennesker stor forståelse for det, så jeg tror det vigtigste er at spille med åbne kort, og bare sige det som det er. Og så måske grine lidt af det bagefter???

  3. Jeg vil også sige, at det vigtigste er, bare at stå ved, at man er vred og utålmodig. Jeg synes meget kan tilgives under “jeg-er-gravid-og-underlagt-ustyrlige-hormoner”-paragraffen. Men det er nok lidt en nødvendighed, at man er åben omkring det.
    Jeg kan udmærket huske følelsen af, at være bevidst om, at jeg var totalt urimelig, men alligevel ude af stand til at ændre min reaktion. Meget underligt!
    I den sammenhæng var det jo nok meget heldigt, at jeg i mine graviditeter har været senge/sofa liggende. Så var det jo begrænset, hvor mange det gik ud over 😉

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s