For tidligt??

Mine søde veninder er begyndt at sende mig invitationer på forskellige børnetøjs-lagersalg. Og jeg kan simpelthen ikke rigtig afgøre om jeg synes det er okay at gå shop-amok eller om jeg skal vente…

“Problemet” er jo også at vi ikke ved om vi får en dreng eller en pige – bebsen ville ikke afsløre sig selv på scanningen. Og alt det med størrelserne er stadig en kæmpe gåde for mig, så jeg aner ikke hvad jeg skal shoppe efter… Kunne vist godt bruge et godt råd eller to fra nogle af de eksisterende mødre.

Eller endnu bedre – hvis der er nogen at følges med til Katvig-lagersalg i næste uge?? (Jeg ved dog ikke helt om jeg tør bevæge mig ind i Katviguniverset igen – sidst jeg sagde ja til at gøre min svigerinde en tjeneste, tog det mig 3-4 timer i kø…)

Reklamer

Virgindrinks og te med honning

I denne weekend har jeg deltaget i Fagligt Landsmøde med min fagforening. Og selvfølgelig er det det programsatte indhold, der er i fokus, men jeg tror nu også rigtig mange deltager fordi de skal møde gamle kolleger, se mennesker som de ikke har set i årevis og feste med gode venner – sådan er det i hvert fald for mig! Og jeg præsterede simpelthen at forlade landsmødet med den flotteste drukstemme… Jeg lød helt oprigtigt som en, der havde drukket to flasker rødvin, røget mindst 20 cigaretter og sovet et minimum af timer – og faktisk var det kun sidstnævnte jeg kunne leve op til.
Men den sunde forklaring er, at jeg jo er glad for at danse – som den skarpe læser har opfanget 😉 – men hvor jeg i min normale krop sagtens kan arbejde med temperatursvingninger, har jeg nu opdaget, at jeg ikke kan komme ned igen, lige så hurtigt som normalt. Når først jeg har fået varmen, så sidder den temmelig godt fast. Og så tøver jeg naturligvis ikke med at gå udenfor i aftenkulden for at blive kølet lidt…ikke videre klogt med sandaler og korte ærmer i slutningen af september.

Jeg må i øvrigt komme med en indskudt bemærkning. I baren i lørdags bad jeg bartenderne om at lave virgin-drinks til mig – bare fordi man ikke må indtage alkohol, skal man jo ikke snydes for de festlige drikkevarer… men da jeg stod og nød min fine drink, var der 4 mennesker der spurgte om jeg stod og drak en rigtig mojito – jeg tror umiddelbart det ville gøre mig til den mest uoplyste akademiker nogensinde, og en velvalgt kandidat til TVDanmarks nye programserie “De lidt ældre, men stadig UTROLIG dumme mødre”…

Tilbage til hverdagen, hvor den nu står på te med honning, et ekstra skud vitaminer og sutsko!! Det er dog heldigvis kun halsen den er gal med, så både bebs, manden og jeg kan sagtens nyde feriens 2. mandag i fulde drag!

Ferie!!

Ja, vi var for godtroende, og ja, vi handlede nok lidt med hovedet under armen, men vi ER blevet klogere – bare lidt for sent… For ca. 7 måneder siden – altså et godt stykke tid inden vi vidste at der var en bebs på vej, købte manden og jeg flybilletter til New York. En slags “sidste ferie uden børn”-ting. For 3 måneder siden gik vi så i gang med at lede efter et sted at bo derovre, og fandt craigslist.org, som er en slags amerikansk byttebørs for hvad som helst – også lejligheder. Her fandt jeg en lejlighed i Soho, forholdsvist billig, og ledig i de uger hvor vi skulle være der. Jeg etablerede kontakt med udlejeren og temmelig kort tid herefter besluttede vi at stole på manden og overføre penge for huslejen. Hele huslejen…

Og først da jeg for 4 uger siden skulle udfylde en indrejse-tilladelse, hvor feltet med “adresse i USA” skulle have et indhold, opdagede jeg, at vi ingen adresse havde…kun et gadehjørne! Naturligvis skrev jeg til ham, 3, 5, 8 gange, og fik intet svar…Og jo tættere vi er kommet på afrejse-tidspunktet (nu på mandag), jo tættere er vi også kommet på en erkendelse af, at vi er blevet fuppet!

Det er bare så surt at opdage, at mennesker ikke er så flinke som vi gør dem til. Og det er skidesurt, ikke at kunne tage på sin drømmeferie fordi vi har været for naive…

Nu er New York droppet, og den månedsløn som vi har tabt på projektet, er lagt bag os (vi har besluttet at vi ikke vil være bitre, og hvis man insisterer hårdt nok, virker det faktisk), og nu er vi oprigtig talt begyndt at glæde os til at tage på sommerhusferie på mandag.
Og så skal vi selvfølgelig lave børneværelse, se venner, tage på udflugter, og glæde os over at vi stadig venter barn 🙂

Glædelig september og god weekend!

Ny erkendelse

Selvom jeg efterhånden har været gravid længe, og burde have vænnet mig til tanken forlængst, så gav det alligevel et chok da jeg for lidt siden gik forbi vinduet og opdagede maven i spejlbilledet.  Jeg ser den hver morgen inden jeg tager tøj på, hver dag når jeg kigger ned af mig selv, når jeg laver mad og støder den ind i køkkenbordet og ikke mindst når min mand taler til den og lytter efter sjove lyde. Men alligevel gik det lige nu op for mig, at jeg er gravid. Vi skal rent faktisk være forældre!! Jeg ved godt det lyder syret og dumt, at erkendelsen først lander nu – men pludselig sidder jeg tilbage med en ukendt følelse og en masse spørgsmål – kan vi finde ud af det her? Kan jeg finde ud af det her?

Det er utrolig surrealistisk og helt vildt frygtindgydende! Og det letter mig på en måde at vide, at der er lidt over 3 måneder igen…

Kroppen kan endnu!

I lørdags var vi til bryllup, det 5. og (formentlig) sidste i år. Og det var en god fest!! Det er bryllupper jo som hovedregel altid; god stemning, romantik i luften, glade gæster og lækker mad. Vielsen var i Kastellets kirke fordi gommen er officer, med efterfølgende fin og nærliggende reception. Hernæst sejlede vi i kanalrundfartsbåd til Holmen og festede videre.

Efter middagen og rigtig mange sjove og rørende indlæg var der fri leg og ledigt på dansegulvet… Parret havde lejet en jukeboks, hvilket jo altid inviterer til musikstils-clash, men heldigvis på den gode måde. Der var ikke så mange, der agerede dj’s, så jeg tog det på mig at finde en masse dansevenlig syng-med-musik – synes det er den nemmeste måde at sende folk på dansegulvet på, giv folk noget de kan brøle med på, så havner de ofte på gulvet 🙂

Jeg havde totalt slumrekrise omkring midnat, men efter 2 store kopper kaffe og en vis insisteren på ikke at være den første, der tog hjem, besluttede jeg at tage en lille dans (på cirka 3 timer…) Og bortset fra de lidt hyppigere tissepauser, synes jeg faktisk maven (og mig) fulgte fint trop med de andre tøser på gulvet – men var dog overlykkelig for at jeg havde taget klip-klappere med som backup-sko, de viste sig at være udmærkede danseslippers! Søndag tror jeg dog også at bebs var lidt træt, der var ikke nær så meget aktivitet bag maveskindet, som der ellers har været de sidste uger, så jeg har nok fået hoppet og rystet maven så meget, at selv indholdet blev udmattet 🙂 Dejligt at vide at man stadig kan få anfald af dansuenza i denne tilstand!!

Huskesansen

Maden er spist, opvaskemaskinen kører, og lækkersulten overmander mig… Jeg bager lige en kage… Og mens jeg uforvarent står ved vasken og slikker den sidste chokoladekagedej af dejskraberen (…) til duften af den nyåbnede opvaskemaskine, tager min næse mig ca 20 år tilbage…

Det var simpelthen duften af opvaskemaskine, som bragte mig tilbage til aftener i mit barndomskøkken. Min far arbejdede meget tit på hverdagsaftener, så de gange hvor jeg kom ned i køkkenet og der lugtede af kaffe, vidste jeg at både Mor og Far var hjemme, og sad og snakkede ved køkkenbordet (og i min erindring kører opvaskemaskinen ofte i baggrunden i dette scenarie)

Det der med at bage kage om aftenen, eller måske lave æggesnaps (åh de gode gamle dage inden kiksekage-salmonella-skandaler!), hørte jo heller ikke sjældenhederne til – sådan husker jeg det i hvert fald – og duften af hjemmebag, hyggen i køkkenet med min mor eller søster, er en del af essensen af mine barndomsminder. Og det er helt sikkert med til at jeg glæder mig utrolig meget til at blive mor.

Jeg tror bestemt at disse hukommelsesvandringer er en del af at være gravid, og det er helt igennem fantastisk 🙂

Sulten, sulten, SULTEN!!

Lige nu prøver jeg at distrahere mig selv, så jeg ikke går ud og spiser alt hvad der måtte være i køkkenskufferne. Lad mig lige indskyde – det går rigtig dårligt!..
I dag kommer manden først hjem kl. 19.30 (om halvanden time), og mit mad-ur startede med at rumle for en time siden. Den der rygrad, som jeg normalt er i nogenlunde besiddelse af, har jeg simpelthen afskaffet mig i løbet af graviditeten. Og som jeg skød denne blog i gang med, så kan det i dén grad ses vægtmæssigt… Jeg arbejder nu på at genanskaffe mig en modstandskraft overfor spiselige ting,  men det er dælme ikke nemt!
Og problemet er, at der jo altid er nogen til at bakke mig op i, “at det er da helt ok at spise løs, ja, det er faktisk det eneste tidspunkt i dit liv, hvor det er helt igennem tilladt”. Den salgstale hjælper ikke ligefrem på kampgejsten 😉

Jeg er nu nået til det punkt hvor 2xmorgenmad ikke bare er normalt, det er faktisk min ret! Og da en af mine kolleger forleden kom forbi min åbne skrivebordsskuffe og højlydt konstaterede, at jeg da var velforsynet udi kiks, lakridser, kanelknækbrød, riskiks m.m. , måtte jeg bare nikke og smile (mens jeg tygger af munden og tjekker barm+mave for krummer…).  Det er jo fuldt ud legitimt at man spiser i ét væk under graviditeten, ligesom man også altid lige kan tisse eller tage en lur. Men i baghovedet har jeg et billede af den pige, jeg arbejdede sammen med for 10 år siden, som i 8. måned vimsede omkring i stiletter og fortalte om sin store craving: Æbler! Og et eller andet sted, håbede jeg i al min naivitet på, at dette også kunne forekomme mig…

MEN, nu har jeg lige fået lavet nyt pas, og i den forbindelse skulle jeg jo bruge et pasbillede. Og nej, jeg er ikke specielt fotogen, og ja, pasfotos skal partout være noget man griner af, men oveni at jeg har fået noget større kinder end normalt (hvilket nemt kan ses på billedet), har de så valgt at overoplyse indscanningen af billedet, hvilket resulterer i ligbleg Marie med semi-stirrende blik og ingen øjenbryn. Tak, Borgerservice! Jeg synes faktisk ikke det er fedt at en paskontrollør skal kigge på billedet, så på mig, så på billedet igen, for så at nikke “jatak, det ligner jo dig på en prik”…