Vanens magt og positiv attitude

Det er skønt at der nu er ved at være en hverdag med Irma, med lidt rutiner og rytmer. Hun sover på nogle ret faste tidspunkter i løbet af dagen, og er stadig – for det meste – glad og tilfreds. Og nu er jeg begyndt at gå nogle lange faste formiddagsture, hvor hun sover i ca. 3 timer. Sundhedsplejersken mente at jeg kunne “narre” Irma, ved at pakke hende ind, putte hende i voksiposen, og lægge hende i et rum med åbne vinduer – for ligesom at skabe denne barnevognseffekt… God ide umiddelbart, men Irma lader sig ikke narre – hun sover max ½ time når jeg sådan snyder hende. Så i dag har jeg været ude og investere i babyalarm, og er nu snart klar til en sove-sødt-i-gården-test…

Og så har jeg simpelthen fået gaver – for at være positiv!! Jeg fik en meget sød mail fra Anette, som er kvinden bag Babybusiness og den brunch jeg deltog i, i sidste uge. Hun var så glad for min positive anmeldelse her på bloggen at hun har sendt mig tre meget fine børneplakater. Jeg glæder mig allerede til at finde det helt rigtige sted til dem 🙂