Tidsudvikling…

Der er altså sket noget med tiden efter jeg er blevet mor. Det er ligesom om at alle timer i døgnet nu bliver udnyttet til fulde. Og dermed mener jeg jo ikke, at jeg aldrig har været travl eller effektiv før, men det her er ligesom noget andet… Irma sover formiddagslur i sin lift i soveværelset og mens hun har sovet har jeg virkelig fået noget for hånden. Først og fremmest skulle det jo lige nydes at det er søndag og at vi har fået en måneds gratis abonnement på Politiken af mine forældre – så vi startede med at drikke kaffe og læse lidt avis. Herpå har jeg bagt boller, lavet hjemmelavet pesto, pottet et par planter om, støvsuget køkkenet, tømt opvaskemaskinen, ryddet lidt op og er næsten færdig med Den store søndagskryds – og så selvfølgelig blogget lidt… Det er sgu da en ret effektiv søndag formiddag 🙂

Og så har jeg simpelthen fået lov at låne en bæresele af nogle gode venner! En fin Babybjörn, som bare er vildt nem at have med at gøre. Jeg kan godt mærke at Irma lige skal vænne sig til at sidde i den, men hun er ikke utilfreds med sin nye plads. Og det er bare SÅ skønt at kunne have begge arme i brug – og samtidig have datteren helt tæt på!

(Og det let maniske udtryk viser altså hvor begejstret jeg er for selen…)