Møgdag…

Umiddelbart tegnede det til at blive en dejlig onsdag, jeg kunne sove lidt længe fordi jeg skulle til kursus og først møde 9.30. Og Irma efterlevede virkelig det ønske og vågnede først efter kl. 8!! Virkelig luksusmorgen. Mit kursus handlede om præsentationsteknik og jeg havde derfor en anelse om at der nok ville snige sig en del performance ind over… På trods af det, fik jeg taget noget lidt for stramtsiddende tøj på, noget jeg ikke følte mig 100% tilpas i. Første skridt i den forkerte retning… Kurset satte i gang og var rigtig spændende, det levede fuldt op til mine forventninger. Vi skulle efter en kort introduktion holde et 2 minutters oplæg med efterfølgende kritik, og både oplæg og kritik forløb rigtig fint. Herefter tissepause, og her skete det, der bare ikke må ske! Hele 3 knapper i mine bukser valgte at forlade deres plads og landede hoppende på toiletgulvet… På en normal dag ville det bare være et mindre irritationsmoment, men når dagen kredser omkring, at vi skal optræde og gøre vores bedste rent udtryksmæssigt, så er det mildest talt ikke særlig god timing at blive mindet om, at der stadig sidder ALT for meget barselsspæk på kroppen!! Mit andet oplæg som skulle præsenteres efter frokost kørte da virkelig heller ikke specielt fedt. Jeg havde så også taget et lidt risky valg af emne og ville tale om noget, der i den grad ligger mig på sinde rent fagligt… Det gik top-dårligt!! Hmmm… dårlige settings for et ellers virkelig godt kursus!

På vej hjem kunne jeg lige nå et smut i Føtex, indtil jeg ved kassen (jeg HAR lagt varer på båndet, og der står allerede 4 mennesker bag mig…) opdager, at jeg har glemt mit dankort derhjemme…

Kors, hvor er det godt at have en herhjemme man kan skrive de brokkende sms’er til og som stadig har overskud nok til, at modtage mig med et stort kram!!

Reklamer

Lidt mere vuggestue…

Så har vi været på besøg i vuggestuen i dag, jeg havde en lidt sær mødedag hvor jeg heldigvis kunne presse det ind midt på dagen. Og det var rigtig hyggeligt. Vi kom midt i middagsluren, så kun 2 børn på stuen var oppe, Laura på knap 2 år, som var meget begejstret for den ekstra opmærksomhed, og Fatima på 15 måneder, en lille glad tyksak 🙂 Vi talte med 3 af de faste pædagoger, som fortalte lidt om dagen i vuggestuen og hvordan de tager på tur og udflugter. Lokalerne er virkelig slidte, men der er god stemning og det virker til at de tager godt hånd om børnene. Jeg føler mig i hvert fald tryg ved at aflevere Irma i deres varetægt.

Så virkeligheden og hverdagen nærmer sig med store skridt! Irma starter i institution på mandag, hvor manden kører hende ind stille og roligt de sidste 14 dage af hans barsel. Og fra midt i november er de søde barselsdage slut, og vi skal ligesom alle andre få en hverdag med henten og bringen til at hænge sammen… puuh jeg gyser lidt for det, ærligt!! Og jeg er allerede begyndt at tænke i indkøbsalternativer (fx torvet.dk eller irmatorvet.dk), madplaner, køb af rengøring og tusind andre ting som måske kan gøre hverdagen nemmere. Det kan godt være det lyder tåbeligt at jeg overvejer de her ting, men tænk hvis det kan gøre ugen federe og tiden sammen som familie endnu mere hyggelig.

Og så lige til et lille privat input…I sommer skrev jeg et indlæg om selvforkælelse, og lidt om at jeg ikke er så god til at afsætte tid til den slags… I dag havde jeg afsat tid til frisør, men blev så fælt fælt skuffet. For første gang i omkring 8 år, havde jeg lyst til at prøve en anden end min faste frisør, men mit utroskab blev straffet HÅRDT! Godt nok var det billigere end mit normale sted, men helt ærligt! Det tog i alt en halv time – inklusiv hårvask!! Og da hun havde klippet ca. 3 gram hår af, lidt hist og her, så kom udmeldingen: Ja, så tror jeg ikke jeg vil klippe dig mere, men du er velkommen til at komme tilbage og få studset pandehåret…. Jeg ved ikke hvor mange der kan sige, at de er blevet klippet uden at blive klippet, men det er nok præcis hvad det skete i dag…

Så fik vi også prøvet det..

Ringet til vagtlægen altså… Vi er i dag kommet hjem fra familieweekend på Fyn og i Jylland, og Irma har da været lidt pylret, men ikke noget særligt. Og generelt har hun bare hygget med Farmor og Bedstefar uden de store problemer. Men efter et par timer herhjemme eksploderede vores lille glade pige i skrig og skrål. Vi har ALDRIG prøvet noget lignende!! Og efter 3 kvarter uafbrudt gråd, ringede vi til vagtlægen. I de 45 minutter havde vi prøvet stort set alt: mad, vand, mælk, vælling, figenstang, sang, siddende hos far, liggende hos mor…alt!! Manden ringede til vagtlægen, som bad os vente og se tiden lidt an (gad vide hvor mange gange han siger det på en vagt?…) Og efter lidt debat blandt mor og far (på kanten til desperation) foreslog manden at vi gav Irma et bad. Hun elsker jo at være i bad. Lad mig sige det kort: Det var en skøn halv time!! Lige indtil hun skulle op igen…

Og det var her vi måske måtte erkende, at vi ikke helt kan kende forskel på smertegråd og hysteri-gråd. Her tror man, man ved alt!? For efter badet begyndte hun at græde lige så voldsomt når jeg tog min mobiltelefon eller fjernbetjeningen fra hende – og det var jo ikke ligefrem fordi jeg fjernede noget vitalt fra hende! Så vi aner simpelthen ikke hvad der er gået galt i dag – måske får babyer jetlag af storebæltstunneller??..

Og så til ugens gode nyheder – for der er faktisk to!!

Irma har gået sine første skridt! Hele 3 af dem. Det skete i torsdags og hun har ikke gjort det siden 🙂 Og det passer nu alligevel ikke helt, for hun har taget et par små skridt henover weekenden, et af gangen.  Vi tror ikke rigtig hun har opdaget at hun har gået selv, hun virker meget mere stolt når hun går lejligheden tynd med en af os i hænderne..

Og så har vi sgu fået vuggestueplads!! Her gik vi og troede at det ikke blev i år, og så kom brevet alligevel!! Jeg tror ikke helt jeg har fattet det helt endnu. Nu er der så bare liiige den detalje at vi jo faktisk har fundet en privat dagplejer, og nu bliver vi nødt til at ringe i morgen og sige at vi trækker os ud af aftalen. Vi har det begge lidt skidt med det, og jeg tror faktisk også det kommer til at koste os en ½ måneds opsigelse. Men hvad pokker! Det er stadigvæk en kæmpe lettelse 🙂 Nu håber jeg bare de kan finde et andet lille barn at passe!

Mmm…efterår

Det ER altså bare min favoritårstid. Koldt på den gode måde, smukke smukke farver, røde kinder, masser af the, hygge under et tæppe efter gåture… Det blir bare ikke bedre 🙂 Vi har været på legeplads i dag, Irmas nye yndlingssted – godt med børn at kigge på og gynger at gynge på.

Irma har været ét stort grin i dag, fordi hun TA-DAAAHH har sovet HELE natten!! Hurra for nattesøvn – min helt igennem favoritsøvn! Jeg har af vanens magt været vågen et par gange og kigget til hende, og jeg har fuldstændig opgivet det med at give hende dyne på igen og igen… Meget tidligt i morges så jeg at hun havde lagt sig med hovedet i fodenden, på maven, ovenpå dynen… ja, hvad skal man så gøre 🙂 Hun vågnede helt udhvilet kl. 06 og var topklar til fest! Det er nu bare den bedste måde at starte dagen på!

Hun blev da også kørt helt træt i går – vi var på besøg to steder med børn. Første sted var i en lejlighed hvor vi forhåbentlig snart skal komme næsten dagligt… Jeg har været så heldig at komme i kontakt med en kvinde, der er blevet godkendt til at passe sit eget + et andet barn i sit eget hjem. Og de mangler en ny legekammerat fra den 1. november. Det kunne simpelthen ikke være mere perfekt. Familien virker utrolig sympatisk – og jeg tror også de syntes om os. Så nu mangler blot det formelle: En godkendelse hos kommunen, en underskrift, noget betaling, og så et kæmpe krydsen fingre for at det kommer til at gå godt! Det er jo formentlig kun en ordning der skal køre i et par måneder, indtil vi har fået vuggestueplads, men lige meget hvad, så føles det alligevel utrolig grænse-overskridende at skulle aflevere sin lille guldklump til endnu temmelige fremmede mennesker… Meeeeen vi kan jo se det virker for så mange andre, så hvorfor ikke herhjemme.

Besøg nr. 2 var hos nogle rigtig gode venner, der har to drenge. En jævnaldrende og en 5-årig med krudt i måsen – det kan altså køre Irma flad. Efter mange timers leg, kørte Irma og jeg hjem, og jeg tror måske jeg har fået et par blikke på min færd: Jeg gik og sang det meste af vejen for at holde lillepigen vågen! Vi landede her ved 7-tiden, så der blev lynhurtigt fikset noget aftensmad, skiftet til nattøj, leget lidt og så lige på hovedet i seng – lige i tid til at moren kunne spiille BingoBanko

Alt i alt en dejlig weekend – sågar med en lille fis, der nu kan klappe 🙂

Omsorgsdag

Ja, det gad jeg altså godt gøre til en fast ugentlig ting: Omsorgsdagen. I dag bruger jeg min første af slagsen fordi manden skal undervise i computerspilsformidling på mit arbejde – en sjov lille verden, denne biblioteksverden 🙂 Men åh hvor er det dog et fantastisk koncept. En hel dag hjemme med Irmli-birmli – en hverdag er bare noget andet end weekenden. Måske fordi det er helt igennem tilladt at lave ingenting. Vi har været en kort tur på legepladsen, hvor Irma mest af alt har kigget efter de andre børn der leger omkring hende – hun er SÅ klar til at komme i institution! Og en lille køretur rundt i kvarteret, i solskinnet. Ellers har der bare været leg i køkkenet, gåture (mor støtter!!) igennem lejligheden og jubel fra Irma når hun igen har fået fingre i en fjernbetjening… Om lidt kommer mormoren forbi til kaffe, og så er den dag ligesom strøget forbi.

Derudover er jeg en anelse træt fordi Irma igen ikke gad at sove igennem… Det er altså virkelig noget rod! Det første halve år gik jo fuldstændig fejlfrit (eller…jeg har i hvert fald allerede glemt de problemer der var dengang…), men nu!! Shit altså! I nat vågnede hun 02.30, jeg gav hende en flaske som hun plejer at få, men denne gang var hun ikke rigtig interesseret i at sove videre. Jeg kan se på hende, at hun er dødtræt, men hun har ikke i sinde at give op. Jeg tog dynen og Irma og gik ind i stuen på sofaen, hvor vi sad i halvmørket og bare sad. Nok mest fordi jeg ikke havde kræfter til mere… Og eftersom manden som sagt havde arbejdsdag i dag, synes jeg lige jeg ville prøve at være flink og gå andetsteds hen med meget vågen datter. Efter 20 minutter begyndte hun at slappe af, og faldt endelig i søvn så vi kunne lægge os i hver vores seng igen.

Det er så udmattende med de her natteture og jeg er lidt i 7 sind omkring hvad vi skal gøre. Kan man overhovedet gøre noget konsekvent når børn er så små? Og skal vi bare acceptere tingenes tilstand? Eller er det at foretrække at høre hende skrige midt om natten for at trumfe et eller andet koncept igennem? (Og her må der godt lige huskes på at vi bor i lejlighed, og vi er de eneste i vores andelsforening med små børn!!) Jeg ved det ærligt talt ikke, men hårdt er det sgu. God bud modtages gerne…

Jeg elsker jo min datters selskab – vil bare så forfærdelig gerne have min nattesøvn…

Og noget andet der holder mig vågen: Denne forbandede institutionsplads!! KOM NU Københavns Kommune!! Min mor har fortalt mig, at der også var problemer med pasningen i 1972 da de fik min søster og boede på Østerbro – kunne man ikke forvente en bedring på knap 40 år??! Det er lige til at få lange løg af (altså….) Så hvis nogen læser med og gerne vil passe min skønne datter fra midt i november til januar (hvor det formentlig kan lade sig gøre at få plads), så skriv lige. Det pisser mig i øvrigt af, at jeg ikke kan tørre den her problematik af på den siddende regering (det er bare min egen lille kæphest!), jeg er med på at de bestemt ikke har gjort tingene bedre udfra mit perspektiv, men eftersom København har været en rød kommune sådan godt og vel altid, så går den bare ikke, vel… Ja, det var så lige dagens sure opstød. Pudsigt, er egentlig glad i låget i dag, ved da ikke lige hvor det kom fra…

Ugerapporten

Vi starter fra begyndelsen: Baren i fredags. Det var SÅ sjovt!! Gamle venner, dans, mange mange øl og rigtig meget grinen 🙂 Der var virkelig god stemning fra start til slut, og det var helt igennem skønt at være til fest! Lørdagen var dog temmelig hård…Manden havde lavet planer om at besøge en kammerat om formiddagen, og alenemor med tømmermænd er sgu bare ikke en fest!!

Jeg fik til gengæld afprøvet at sige nej til Irma, og rent faktisk opleve at det virker. Hun synes at ovndøren er rigtig sjov at stå op af – man kan jo spejle sig i den… Men den bliver altså lige en tand for varm for små børnefingre når den er tændt. Så da jeg var i gang med at grille nogle peberfrugter var hun meget hurtig til at komme hen til ovndøren. Og her er det så utroligt rart at vide at morens bestemte og let angst-fremkaldte NEJ betyder at Irma sætter sig på numsen og trækker fingrene til sig (altså, jeg gentog jo kommandoen ca. 5 gange indtil hun ikke gad at prøve mere…)

Søndag var der desværre ikke mere autoritet tilbage i mig, sidst på eftermiddagen fik jeg det vildt skidt og endte med at gå i seng inden 8 med feber og kvalme – det kom simpelthen ud af det blå! I går eftermiddags var jeg stensikker på, at jeg var klar til at melde mig rask, men da jeg vågnede i morges var jeg stadig ikke gode venner med min krop. Oveni er hele hjemmet nu inficeret med sygdom. Manden har det ikke for godt, og Irma har feber for 2. aften i træk. Vi er hermed blevet til en bacille-celle 😦 Jeg håber dog at al dårligdommen har forladt i hvert fald mig i morgen. Det er aldrig særlig fedt at være syg, men når jeg oveni kun har været tilbage på arbejde i knap en måned, så er det virkelig ikke en god fornemmelse at være væk i over en halv uge.

Lige nu sidder jeg og er temmelig overrasket over hvor glad man kan være når man er en lille pige med feber, snot i hele hovedet og manglende appetit!? 🙂 Totalt oppe og ringe, fatter slet ikke hvor hun får energien fra – men er da glad for at hun ikke bruger sin sygdom på at sidde og græde!!