Rask og tid til julerier…

NU!! ENDELIG!! blev vi raske 🙂 Altså, jeg har stadig ondt i halsen og ørerne og Irma er stadig ramt af løbende 11-taller, men raske, det er vi! Det er hermed besluttet.

Og da den værste sygdomshjelm havde løftet sig – det skete i lørdags – følte jeg en akut trang til julerier. Ikke rigtig noget manden kunne dele, men sådan er der så meget… Så lørdag eftermiddag var jeg så heldig at få spontant besøg af en veninde, som kom iført gran, mos og anden adventskrans-grej. Hun fik lavet sin krans og jeg fik lavet min juledekoration med kalenderlys – og vi fik tilmed drukket lidt juleøl. Aftensmaden blev også temmelig julet med and og grønlangkål (hvilket afgjort ikke bliver sidste gang i år!), så nu er sæsonen ligesom skudt i gang.

Jeg er ikke rigtig den julede type normalt. Jeg kan godt lide at købe gaver og bruge krudt på det, men alt det med pynt, krans på døren, knas i dåsen (som man siger…), er jeg normalt ikke så udpræget god til. For nogle år siden lavede jeg en julepynts-workshop med nogle veninder, og det endte i nogle MEGET fjollede nisser som på ingen måde lever op til en Bo Bedre-standard. Og jeg må nok bare erkende at jeg ikke forvandler mig til Isabella Smith over night – tror så også manden ville blive utroligt forskrækket, på flere niveauer!… Men det skal dog være anderledes i år – det må være det berømte mor-gen, der skinner igennem her! Nu har jeg som sagt sat kalenderlyset i ler (tjek), og jeg tænker, at der vel også skal være nogle nektarinskudte appelsiner og en mistelten i meget nær fremtid… Og hvad der ellers skal pyntes med må komme hen af vejen – det skal jo ligesom enten hænge så højt at en vis lille person ikke kan nå det, eller være så stort og tungt at det ikke kan væltes/spises/kravles på m.m. …

Reklamer

Under ombygning…

Virkeligheden og hverdagen ramte helt afsindigt hårdt da Irma blev syg! Det er så synd for hende, hun hoster og snotter og har fået øjenbetændelse fordi hun kører snotten rundt i hele ansigtet – og vi har desværre ikke fundet på en fastspænding-af-kleenex-anordning endnu… Vi har hævet hendes hovedgærde med tung, tysk systemteori, men hvis vi hæver det meget mere, kommer hun til at stå op og sove… Og allerhelst vil hun bare sove ved os – og ikke bare i nærheden af os, men helst ovenpå vores hoveder… Jeg er så træt, at jeg ikke længere kan tænke, og jeg kan under ingen omstændigheder tale pænt – hverken til Irma eller til manden (hvilket jo altid er skønt for stemningen i det lille hjem). Så lige nu er jeg blevet sendt ud i køkkenet fordi jeg emmer af surhed – det er sgu da nederen (når man opfører sig surt og teenage-agtigt, må man altså godt bruge ord som nederen!!)

Nu er køkkenet da i det mindste gjort rent…

Jeg lægger lige et billede af min lille familie på bloggen – så kan jeg nemlig kigge her og huske, at det faktisk er ret sjovt at være en sådan i ny og næ…

Ulvetime og ærlige børn…

I går startede hverdagen, sådan rigtigt. Mandens barsel er nu helt slidt op, og han startede på arbejde igen i går. Så det var første gang Irma skulle være i vuggestuen en hel dag, fra 8-16. De har en fin ordning nede i institutionen med, at børnene samles på tværs af stuer efter et bestemt tidspunkt på eftermiddagen.  Så de sidste børn sidder ikke så alene som de kunne gøre… For hvad pokker sker der for, at mindst 70% af børnene er blevet hentet kl. 16?? Hvordan gør man det? Irma er afgjort den yngste i vuggestuen, og jeg fik mig da lige en lammer på samvittigheden da hun var alene med alle de “store” børn ved afhentningen… Jeg ville da smaddergerne hente hende kl. 15, men det kan bare ikke lade sig gøre med mit job – og med min transporttid. Jeg var så stolt over at vi havde fået ordnet det sådan, at jeg kan gå 15.30 fra arbejde, men det er da ligesom ikke helt godt nok i lyset af hvad andre forældre kan.

Vil gerne høre tricket! (men hvis det handler om deltid, er det måske ikke så interessant alligevel…)

Men tilbage til de ærlige børn… for jeg havde jo selvfølgelig cyklet så stærkt som man kan (med cykelkurv og stiletter…), og havde det derfor en smule varmt da jeg landede på stuen. Jeg sad lidt med Irma inden vi skal hjem, og så kom et par af de store piger hen til os: “Regner det udenfor?”, “hvorfor er du våd i hovedet?” (spørger hun, mens hun rører mig undersøgende i ansigtet…) Og vi siger tak for de udviklede svedkirtler…

Irma og jeg kom hjem i fin stil, men det er godt nok forbudt at sætte hende ned mens jeg tager støvler af, eller tillader mig at tisse… I går tog det mindst et kvarter for hende at være klar til kravle omkring selv. Og herefter var hun  pylret i mindst 1 time, hvor hun både var træt og sulten, men hverken ville spise eller sove… så er det sgu heller ikke nemt! Men efter en god lang hyggestund i sofaen sammen med faren, og lidt spisning og leg ved aftensmaden, var hun i fin hopla igen. Nu er jeg lidt spændt på i dag, for dagen byder på alenetid med mig indtil cirka halvotte hvor faren kommer hjem. Men mon ikke det går – har hørt andre har klaret den før mig… 😉

– Og lad mig lige komme med et lille net-indspark! Nu har vi 3 uger i træk kørt med madplan og indkøb på nemlig.com, og det er da bare den bedste hverdagsforbedring vi har gjort for os selv. Det kan jeg kun anbefale! Selvfølgelig tager det lidt tid at lave madplan, koordinere mor- og far-kalender, og komme i tanke om ALT hvad der er brug for i løbet af sådan en uge. Men i søndags tog det alt i alt en time, og så har jeg ikke engang slæbt mig en pukkel til eller stået i kø…

Degraderet…

Jeg bliver nødt til at advare mod videre læsning, nedenstående indeholder en del ynk og selvmedlidenhed…

Som jeg skrev i forrige indlæg klæber Irma til mig så snart hun kan. Men hun ikke bare klæber, hun piver imens… Og det er kun når hun er hos mig! Vi kan sagtens lege og grine, men pludselig vender hendes humør 180 grader og hun begynder at græde. Jeg prøver selvfølgelig med kram, men for det meste kæmper hun sig fri, for så ti sekunder senere og prøve at komme op igen. Og det med skiftningen kan jeg stort set godt opgive for tiden. Lige så snart jeg har lagt hende på puslebordet, prøver hun at sætte sig op, vende sig rundt, skrige, sparke med benene eller andre ting, som ikke ligefrem gør skiftningen lettere… Og jeg HAR prøvet med legetøj, sang, kilden, historier, og stort set alt andet. Når manden skifter, er der ingen problemer…

Det er altså en kende frustrerende!!

Hun vil være hos mig hele tiden, men græder samtidig… og lige så snart hun er alene med sin far, griner og leger hun fuldstændig problemfrit. Jeg er med på at dette er en fase, og formentlig også en reaktion på vuggestuestart, men det er godt nok svært at afkode hvad der er godt eller skidt. Gode tips modtages gerne, så længe det ikke handler om tålmodighed…

Oveni har hun i dag fået seriøst dårlig mave. Jeg tror vi (læs: manden…) har skiftet hende 10 gange! Og hendes røde numse har det ikke nemt. Lille stakkel. Hun har ikke spist anderledes end normalt, så måske reagerer hun på overforbrug af rugbrød?, hvilket praktisk talt er det eneste vi kan lokke i hende for tiden…

 

Udemoren hjemme igen

Jeg må jo være ærlig… det var ganske simpelt fantastisk at være på voksenweekend! Det var noget så ueksotisk som Nyborg Strand og noget så usexet som en generalforsamling, men det var fedt!! Sjovt og temmelig voksenagtigt – og ikke  mindst lige det jeg trængte til (ja, hver sin lyst…)

Irma tog imod mig med et stort smil i søndags, som om jeg bare lige havde været en tur på arbejde. Så al min frygt om at hun ville være sur på mig for at være væk, var komplet ubegrundet – heldigvis! Til gengæld har hun hængt på mig hele ugen, HÆNGT!! Det er til at blive vanvittig af. Nu forstår jeg pludselig hvorfor nogle børn er helt hjulbenede af at sidde på mors hofte, det ville Irma sgu også være hvis hun fik lov – eller hvis jeg havde kræfterne…pigen er jo tung! Jeg kan ikke engang få lov til at tage støvlerne af når jeg kommer ind af døren før hun insisterer på at sidde på skødet. Og det er da også hyggeligt, men når hendes verden bryder sammen fordi jeg går ud og tisser… det er sgu da ikke hyggeligt!!

Jeg læser lidt i Vidunderlige uger og kan læse, at jeg ikke er ene om denne fase. Der er en del frustration, særligt fra mødre, i denne periode omkring 46. uge. Det er altid meget rart at kunne ty til fagbøgerne når desperationen kalder – og så rent faktisk læse, at det kun er en fase, pyyha – bare knap så fedt at lære, at faserne kan vare alt fra 2 uger til ½ år…SHIIIT det klarer jeg ikke!! Et styks datter til af-klæbring, jatak… 🙂

Og når al den galde lige er kommet frem og blæst væk… så bliver jeg nødt til at prale med selvsamme datter! For hun går jo, den lille fis! 10½ måned gammel og så stavrer hun afsted på sine små ben. Faren talte i går at hun gik 22 skridt på egen hånd. Sådan! Hun kravler selvfølgelig stadig mest, og når hun ikke går selv, bruger hun alt i nærheden som gå-vogn: triptrapstolen, puffen i stuen, store puder og andre upraktiske hjulløse ting som bliver skubbet hen ad gulvet indtil der kommer en forhindring… Hun vil frem i verden vores lille trold 🙂

 

endnu mere vuggestue

Hermed er Irmas første uge i vuggestue slut! Og det har en været en god start!! De første to dage var manden ved hendes side hele tiden – i de 2-3 timer de var der – mens hun spænede omkring og lærte alle afkroge af stuen at kende. Hun virkede helt tryg ved stedet og hang ikke op af farens ben. Onsdag skulle hun være dernede selv i et par timer, de var på en lille udflugt i vuggestuen, og manden sagde meget udramatisk farvel (mens jeg kimede ham ned for at spørge til hendes udtryk, velbefindende, humør og mange andre utroligt relevante ting…) “Hun har det godt”. Godt så… Torsdag blev hun simpelthen afleveret om morgenen og var der hele formiddagen. Manden blev ringet op om formiddagen hvor de fra vuggestuen syntes at de ville lægge hende til at sove dernede, og det var selvfølgelig helt i orden. Hun havde dog ikke sovet lige så tungt som herhjemme, så efter at være blevet hentet ved 13-tiden, var hun klar til ny lur inden alt for længe.

Pyyyyhhh, moren ånder meget lettet op over at det går så nemt (det kan jeg selvfølgelig sagtens sige, når det ikke er mig, der kører hende ind, men ifølge manden går det altså ret smertefrit…) Og hvor er jeg dog glad for at det ikke er mig! Jeg er slet ikke sikker på, at jeg ville kunne vinke udramatisk farvel og gå fra hende – jeg gør det jo altså hver morgen, men det er bare noget andet når hun er hjemme hos sin far. På mandag har jeg taget en fridag, så der skal jeg med ned og aflevere, og det glæder jeg mig meget til at prøve – alene det at se, om hun reagerer anderledes på mig end på manden…

I dag drager vores lille familie mod Fyn, men jeg stiger af i Nyborg og mand og datter fortsætter til Strib… En hel weekend skal jeg være til generalforsamling i min fagforening, mens familien er hos Farmor og Bedstefar. Et eller andet glæder jeg mig jo til at være voksen for en weekend, helt på egen hånd. Men jeg frygter også at savnet i maven bliver temmelig voldsomt, og så er jeg i den grad spændt (læs: urolig!!!) på hvordan Irma reagerer når hun ser mig igen på søndag. Om hun bliver glad eller om hun er sur på mig fordi jeg har været væk så længe… Hmm..

Nu skal der lige pakkes færdig og så afsted… God tidlig weekend til alle 🙂