Tilgivelse, måske…

I sidste uge var de temmelig hårdt ramt af sygdom i vuggestuen, ikke bare blandt børnene, men også blandt pædagogerne. Og Irmas yndlings-Lars var syg hele ugen! Da han så var tilbage i dag, var Irma over en time om at komme hen til ham – når han kaldte på hende fik han bare et fornærmet blik og en lille pige der trodsigt gik den modsatte vej. Tal da lige om at være tøsefornærmet! Det var heldigt de skulle have boller i karry til frokost, ellers var hun da sikkert ikke blevet god igen. Men intet siger “beklager jeg har været syg og ikke har leget med dig i hvad der føles som 100 år” som farsboller med sovs og ris 🙂

Han er skam ikke den første hun er blevet sur på. I sidste uge var det Yasmina det gik ud over. Kutymen er, at når klokken rammer 16, så samler de alle de endnu ikke hentede børn på 1.sal, og så er der for det meste en af de faste pædagoger fra hver stue tilbage til at kigge efter børnene. Men som sagt var de sygdomsramt i sidste uge, så Irma blev fulgt nedenunder, og Yasmina vinkede farvel og gik op for at tage tøj på og gå hjem. Irma var ikke tilfreds med at blive ladt alene hos “fremmede” pædagoger (langt de fleste har hun mødt adskillige gange)! Da faren så kommer og henter Irma cirka 2 minutter senere, går de op og henter hendes flyverdragt, og hvem møder de? Yasmina selvfølgelig. Og Irma sender hende det ondeste blik hun kan byde – og hun er efterhånden i god træning… Og dagen efter var hun STADIG sur på den stakkels pædagog. Sikke et temperament!

Jeg tror vist jeg på et tidspunkt skrev om børns evne til at blive hurtigt gode igen… ja, det kan jeg da godt glemme her. Velkommen til børnenes svar på elefanten: Pigen med superhukommelse og talent for at bære nag!

Og nu sidder jeg så lige og bladrer i min blog og læser, at jeg har skrevet temmelig meget om en sur datter i denne måned, det går sgu da ikke! Hun er altså også glad – faktisk for det meste!! Hun kan næsten sige gyng-gang, og det gør hun gerne med stor entusiasme indtil vi sidder på gyngen og hun bare koncentrerer sig helt vildt om at holde fast. Og hun kan tælle til 3 (i hvert fald så mor og far kan forstå det…), for det gør jeg altid inden vi slår koldbøtter i stuen. Så hun kommer løbende imod mig, storsmilende og siger “eeeenn, tooo, teee”, og så skal vi slå koldbøtter. Herligt 🙂

 

Reklamer

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s