Buler, sår og sengetider

NOTE TO SELF: Når man kommer hjem fra arbejde med hudafskrabninger på det ene inderlår, så ved man, at man a) har haft en alt for lille nederdel på på arbejdet, b) højst sandsynligt har vist trusserne frem for alle modkørende trafikanter til og fra Hellerup og c) stadig har tykke lår… damnit! Dårligt sommeroutfit!

Og hvad er det så med den bule? Jo, det handler om, at Irma og jeg var alene om forleden aften, og så skulle hun i bad. Jeg fortalte jo om hendes nye luksusvaner med at blive kradset på ryggen, og det ville hun selvfølgelig også den aften – men da hun rejste sig op for at vende ryg og mås mod mig (mere skrubbevenligt, tak min skat), så gled hun i badekarret og bankede panden direkte ind i flisehjørnet! Av av av! Så på med håndklæde, op og trøste datteren, og hen til kummefryseren for at hente en pose koldt (til den nysgerrige læser kan jeg fortælle at det endte med majs) til den allerede hævede pande. Jeg kiggede hende nøje an, for hun faldt så hårdt og uheldigt at hun nemt kunne have slået hul – men panden holdt og vi kunne blive hjemme og kramme! Og nu har hun haft et par dage med Harry Potter-agtigt ar i panden, et lidt distingveret look til den lille pige.

I går da jeg hentede Irma, havde hun sovet lige indtil jeg kom – det var faktisk mig der vækkede hende lidt i 16… Så da klokken nærmede sig puttetid og Irma rendte omkring i lejligheden med 120 i timen, så vidste vi godt, at noget var galt… Hun blev puttet til vanlig tid, men jeg kunne godt mærke at hun slet ikke syntes hun var færdig med at snakke og lege – og hun endte med at komme op igen, lege indtil kl 9, og SÅ blive puttet. Det skal IKKE gå hen og blive en vane! Jeg måtte gå i seng umiddelbart efter fordi jeg var så flad. Og i dag glemte jeg oven i købet at sige noget til vuggestuen om den aaalt for lange eftermiddagslur, pokkers!..

Reklamer

Om overtro…

Jeg synes normalt ikke jeg er et overtroisk menneske, og i virkeligheden tror jeg meget sjældent på ting som ikke både er videnskabeligt bevist og testet oppefra og ned. Jeg forarges når jeg læser om hvordan USA’s skolesystem infiltreres af hardcore kristne, der vil have historiebøgerne skrevet om, så børnene ikke lærer om det hersens evolutionspjat. Og jeg fniser af tv-programmer der handler om hvordan den og den har levet før, eller hvilke ånder, der huserer i deres hjem. Jeg er altid villig til at tage diskussionen videnskab versus tro – og selv oppe imod den sejeste troende retoriker, må jeg alligevel lidt hovent og hovedrystende notere mig, at jeg jo uden tvivl har ret… Derudover har jeg altid nægtet at banke under bordet (når man nu engang skal det), jeg går som regel altid UNDER stigen, og synes, at det der med at kaste salt over skulderen, er noget værre griseri. Jeg har meldt mig aktivt ud af folkekirken, og siger aldrig fadervor når det skal siges i kor.

Men jeg har i adskillige uger været bange for at nævne, at det går RIGTIG godt med Irmas søvn (det tager max et kvarter at putte hende, inkl. historielæsning, sang og kram!!), af ren og skær frygt for at jinxe det…. (“Meget valid kilde”: Jinxe = Uhyre underbygget teori, baseret på empiri indsamlet af adskillige forældre, sundhedsplejersker og søvnforskere)

Igen og igen og igen…

Jeg undres. Jeg har naturligvis oplevet børn, der elsker at se den samme film igen og igen, lege den samme leg, høre den samme lydbog. Og jeg forstår godt det her med, at børn lærer igennem gentagelser, men Irma har nogle enkelte bøger med lyde på – dem der med en lille knap, der siger “dyyyt-dyyyt” eller Bamses pruttebog, der både har en pruttelyd, en “tihvertifald, Bamse” og en “rap rap rap”…Sjovt nok er det bøger Irma har fået i gave…tak kære venner 😉 Disse bøger er et sandt hit lige nu! (Og har været lidt for længe, hvis I spørger mig!) Men der er altså grænser for hvor mange gange gider læse bogen – i streg. Når vi er færdige med den, bladrer Irma om til s. 1 og siger “meeeere”, great… Men der er vel en form for karma-straf tænker jeg – når jeg tænker på hvor mange gange jeg har set den førnævnte Frk. Nitouche, eller hvor mange gange min mor har læst Krummerne… Det er vel livets hjul… det er sgu bare lidt nederen!

– okay, ved godt at jeg faktisk er for gammel til den slags udtryk, men bliver jo inspireret af alle de studenter der drøner byen rundt for tiden (selvom de med sikkerhed har nogle mere opdaterede udtryk!!)

Men nu er fredags-fladheden i den grad ankommet til min krop, og jeg vil gå ind og dejse omkuld. Jeg skal nemlig være frisk til i morgen! Lørdagen byder på fødselsdag x 2 – det er den samme fødselar, men fejringen er todelt. Først er vi budt på lagkage og rundbold i Kongens Have, og dernæst er jeg inviteret til aftenfest med lækker mad, paraplydrinks og tøsefnidder – det skal jeg være vågen til!!

Luksusdyr

Irma har fundet på noget nyt – i samarbejde med hendes far… Når hun er i bad, så sætter hun sig enten med ryggen til, eller ligger sig på alle 4, så hun lige kan blive skrubbet på ryggen… Hvad er det for nogle luksusvaner??… Og det er ikke fordi hun hviner af fryd eller griner fordi det kilder, ja, eller siger tak for den sags skyld. Næ, man kan bare skrubbe løs uden nogen former for reaktion – bortset fra at vi kan være sikre på at hun sætter sig på nøjagtig samme afventende facon ca. 2 minutter efter… 🙂

Der har nu været temmelig meget forkælelse på programmet herhjemme på det seneste, mest fordi vi har fokuseret på at hendes skiftning skulle blive til en god oplevelse igen. Lige nu foregår de alle sammen med puslepuden nede på gulvet, og når hun er træt, prøver vi at arrangere et to-personers-hold, så faren kan ligge ved siden af og underholde (læs: distrahere!!), mens jeg lyn-skifter. Alt sammen mens jeg prøver at lægge al min bekymring i et andet lokale… Helt vildt nemt…

Vi har talt med dem i vuggestuen hele ugen, og ingen kan fortælle os om der er sket noget. Ingen vil tage ansvaret for den skiftning omkring middagstid tirsdag i sidste uge, hvor et eller andet er gået skævt. Og jeg vil gerne anerkende at det også kan være et led i hendes udvikling, at hun protesterer over, at hun ikke gider blive afbrudt i hendes leg, men der er mere i det, det ved jeg bare! (Og heldigvis er vi enige herhjemme, så jeg går ikke rundt og føler mig som hjemmehystaden – ikke mere end normalt i hvert fald…)

Lige nu er jeg ved at bage muffins til Irmas vuggestue i morgen. Manden synes jeg er temmelig fjollet, og faktisk nok også lidt pinlig… Og det kommer nok også til at resultere i at jeg skal aflevere i morgen, for manden har ikke rigtig lyst til at overrække en kurv med muffins med ordene: “Ja, det er så fordi Irma bliver halvandet på lørdag, og fordi vi aldrig kom med noget på hendes 1-års fødselsdag” (fordi hun jo har fødselsdag 1. juledag) … Troede først jeg skulle være pinlig mor om en 12-13 år, men næ, nej, det kommer sgu allerede nu, damnit!!

– her ved prøvesmagningen må jeg dog konstatere at rabarberne nok skulle have været råsyltet i noget mere sukker, til at være egnet som indhold i børnemuffins…hmmm…de ender nok som arbejdskager i stedet…må være pinlig mor/hustru i næste uge i stedet…

Godnat, min skat

Nogle aftener er det bare SKØNT når barnet sover! Egentlig ikke så pænt at indrømme, men sådan er det vist bare nogle dage… Irma var ellers totalt i hopla da jeg hentede hende i vuggestue i dag – jeg stod lidt på afstand og kiggede på hende mens hun legede ved rutsjebanen sammen med en anden pige. Jeg blev helt stolt da jeg så hvor god hun var til at lege og give plads (vi hører nemlig rigtig meget: MIIIIIIN!!! for tiden…). Hun løb ud til cykelvognen og sang sange hele vejen hjem. Og i det øjeblik vi landede i lejligheden startede KAOS! Hvor pokker kom det fra?? Hun fik en snack og et glas mælk – og der var en far på banen, der gerne ville læse historie, lege, synge… men nej, hysteriet var på ON, og når det sker, er det kun mig der duer. Og nogle gange er det bare helt fint, så tager jeg mig tid til at gøre tingene komplet i Irmas tempo – men i dag sagde lunten nej…Kunne simpelthen ikke finde den rummelige mor frem…

Irma nægtede derefter at spise aftensmad, og hun er stadig ikke nået til den alder hvor vi bare siger “nå, det var sørme ærgerligt” (hvis vi nogensinde kommer til det, det aner jeg faktisk ikke!). For hvis hun ikke spiser, sover hun dårligt, og så er dagen i morgen også ødelagt, altså en komplet loose-loose-løsning. Så vi endte med at lokke brød, et æble, lidt rosiner og en riskiks i hende inden sengetid – men sådan en eftermiddag og aften hvor ulvetimen ikke rigtig slutter før 3 minutter i sengetid, er sgu hårdt!

Vi har gang i en af de uger, hvor vi er hjemme lidt på skift, manden er ude her til aften og arbejder sent flere af de næste dage. Jeg har to dage hvor jeg skal ud og spise – så den rummelige forælder skal virkelig findes frem! Og tror måske det hele står og falder med om vi bliver godkendt til et huslån eller ej… Vi bliver klogere i morgen…

Hestehvisker??

Vi tog på landet her til formiddag – ikke sådan rigtigt, men inde i betonmekkaet Urbanplanen midt på Amager, ligger der er offentlig tilgængelig bondegård, men heste, grise, køer, geder, kaniner, og sikkert lidt flere dyr vi missede. Meget hyggeligt sted med stor legeplads, masser af børn (og deres forældre) og helt afslappet stemning. Meget syret at køre fra Remisecentret, som er et næsten øde butiksområde, med vinduer med spånplader på og andre charmerende tiltag… og så 400 m længere nede af cykelstien, ankomme til bondegårdsidyl. Men det er helt sikkert ikke sidste gang. Det ligger ca. en kilometer hjemmefra, så i virkeligheden er det bare for ringe at vi ikke har været der før – men sådan er der sikkert så meget.

Irma stormede hen til hestene som det første, og synes de var vildt sjove – og begyndte så også at vrinske… Måske kan dyrene forstå hende nu hvor vi ikke rigtig kan?… Også selvom de primært stod med måsen til…

 

Vi var der dog kun en halv times tid, indtil regnen begyndte at vælte ned, og vi styrede vores ikke-regntøjsklædte kroppe hjemad. Igen, meget praktisk med cykelanhænger!! Manden nåede lige at blive skidt på af en fugl inden vi tog derfra, så det føltes virkelig som en tur på landet… Og igen undrer jeg mig over hvordan en fuglelort på blusen kan bringe held?? Det giver sgu da ikke meget mening!!

Drama

Kors, det har været en mærkelig uge. Da jeg hentede Irma tirsdag eftermiddag, var en af pædagogerne i gang med skifteturnus, og det var ikke blevet Irmas tur endnu. Så kunne jeg jo lige så godt selv skifte hende inden vi gik, så var det ligesom gjort. Men i det øjeblik jeg lagde hende på puslebordet begyndte protesterne – og de var MEGET højlydte. Hun havde et næsten panisk blik i øjnene og var fuldstændig opløst af gråd. Jeg var nødt til at holde pause i skiftning og tage hende op og trøste før vi kunne fortsætte. En ret skidt oplevelse, men jeg lagde ikke det store i det – var bare forundret.

Derhjemme skulle hun selvfølgelig skiftes igen på et tidspunkt og nøjagtig den samme scene udspillede sig. Nu stemte hun ovenikøbet fødderne i madrassen så det var helt umuligt at vaske hende.
Onsdag afleverede jeg og huskede at fortælle pædagogerne oplevelsen, og da jeg hentede igen og spurgte om der havde været problemer, sagde de nej. Jeg troede derfor at dramaet var overstået. Men nej, det hele kom igen derhjemme og jeg gik mere eller mindre i panik. Hvor mange grimme tanker kan foranlediges af bekymring??… MANGE!!

Torsdag var jeg derfor hjemme med Irma og tog en snak med vores søde sundhedsplejerske. Hun syntes at det lød genkendeligt og vurderede at det var et udviklingstrin og at vi i en tid skulle prøve at skifte hende på en anden måde. Så var jeg lettet! Og resten af dagen gik med stående skiftninger, bruseture og hygge med bar numse 🙂

Fredag kom Irma i vuggestue igen og denne gang var der fuld forståelse fra pædagogerne, nu havde de også oplevet hendes reaktion på puslebordet og anerkendte fuldt vores bekymring. De har en formodning om at hun enten kan være faldet ned fra puslebordet (!!!) eller er blevet vasket med for varmt vand – og udfra hendes reaktioner tror jeg nok mest på det sidste. Så, dramatisk uge – men heldigvis med rationel udgang!! Nu arbejder vi bare på at gøre skiftning hyggelig igen, lidt af en proces…

Stemmeomlægning

Jeg tror næsten det er fysisk umuligt ikke at ændre sit stemmeleje en anelse når man taler med børn – sådan er det i hvert fald for langt de fleste. Men der er nogen det klæder mere end andre… I et sidste stykke tid har jeg lagt mærke til nogle, hvor det har virket småbizart. For det første er det bodybuildertypen, der taler med sådan en helt let og lys stemme at man ikke kan koble stemme og mand sammen. Ham mødte jeg på legepladsen i sidste weekend… I går aftes var jeg nede og hente is til mig og manden, og jeg overhørte en mor tale til sin datter, i sådan en helt skabet tegneserieagtig stemme – den 4-årige datter talte næsten på samme måde, så jeg går ud fra at de lever i en verden hvor den slags symbiose er et must…

Den sidste jeg vil nævne er en kvinde jeg mødte i min gård i går, hun var dernede med sin kæreste, deres søn på 2 år og en dreng de passede. Hun stod i en lang lys blomstret kjole og var højgravid på den lykkelige og smukke måde (læs: ingen elefantben og svedig krop…misundelig?, nej da…). Men da hun kaldte på sin søn, og talte med ham, var det med en lille sød nasal musestemme, der virkede så påtaget, at det ikke var mærkeligt at drengen skruede den selektive hørelse på…

Nu har jo så gået og tænkt en del over det her, og derfor også tænkt over min egen stemme som faktisk godt kan ryge i irriterende-kategorien hos nogle… Og at jeg faktisk kun taler med Irma med min normale voksenstemme når jeg er træt eller begyndende sur… Ups, det prøver jeg lige at arbejde på.

Lykken ved mørklægning

Irmas søde mormor har kreeret et mørklægningsgardin til hendes værelse! Og det er helt fantastisk. For nogle uger siden var vi nemlig ude i en at have en meget morgenfrisk datter allerede lidt over 5… og det er altså en del før det tidspunkt hvor mit smil når op til øjnene… Men NU er der mørkt i Irmas værelse lige indtil hun vågner, og det er virkelig skønt. Utroligt at ét gardin kan gøre en hel familie glad 🙂

Og så bliver jeg nødt til at fortælle lidt om tålmodighed. Jeg betragter ikke mig selv som noget særligt tålmodigt menneske. Det var bl.a. derfor at det ikke virkede at være pendler for nogle år tilbage – jeg brugte alt for mange kræfter på at være sur på ventetid, sur på manglende information, sur på spildtid og meget meget mere. Men nu hvor Irma er i mit liv, er jeg blevet langt mere tålmodig end jeg nogensinde troede jeg var i stand til. Jeg kan sagtens holde ud at høre på den samme mekaniske sang på Irmas legetøj i flere timer, jeg kan hygge mig med at gynge Irma på legepladsen lige så lang tid hun gider, jeg kan sågar vente indtil HUN er klar til at tage fra vuggestuen, selvom det betyder at vi ofte er dernede i 3 kvarters tid. Men tålmodigheden bliver slidt op på trappen… I vores trappeopgang er der helt vildt lydt, alle lyde og samtaler kan høres fra stuen til 4., og det er svært ikke at begynde at tysse på en pige, der hviner af fryd pga. ekkolydene… Irma kan godt lide selv at gå op (og ned) af trapperne, og når vi går opad, går det virkelig i slowmotion, og oftest efter devisen: 2 skridt frem, 1 tilbage… DET kan jeg på ingen måde holde til. Sært nok er det lige her min grænse går. Og jeg ender tit med at komme op på 2. sal med Irma under den ene arm – agtigt… Jeg øver mig i at være den evigt langluntede mor (men er der ikke noget med at de bare er skideirriterende??), men nogle gange er der bare grænser for hvor mange gange man kan sige: “kom nu skat”, “vi skal OP af trappen” og “mor er lige ved at tisse i bukserne, så gider du venligst sætte tempo på”…

Prutprinsesse

Min elegante lille pige (…) er begyndt at udtrykke sig i endnu mere feminin grad – hun kan nu slå de vildeste prutter! Og hun er komplet ligeglad… Tror simpelthen ikke hun ænser hvad hun laver – eller også insisterer hun på, at det ikke var hende der gjorde det… Det er især sjovt når hun prutter i badet, boblerne vælter op omkring hende, og hun blander dem lynhurtigt med de andre bobler i karret, som om “hov, det var der vist ingen der så”…

Desuden er hun lige nu glad for at lege med biler, drøner rundt med dem, mens hun siger “DYYYT, DYYT” – hvilket nok er resultatet af, at Irma har en mor, der ikke kan sige motorlyde, som i: Overhovedet ikke!! Så der kommer ingen wroooom-lyde fra Irmas mund, men pyt, bilerne er stadig sjove!

Men lidt prinsesse får jeg dog lov at have. Irma var til sit første tandlægebesøg i går, sammen med faren. Og det gik helt perfekt – hun åbnede munden på kommando, var nysgerrig på hvad tandlægen lavede, var meget begejstret over den nye tandbørste hun fik – OG det perlearmbånd, som hun fik for at være en god pige ved tandlægen (mon der er nogen der ikke får sådan et??). Og armbåndet har hun leget med lige siden. Hun synes hun er SÅ fin med det på, og går og vinker ivrigt med armen, med et smil der når helt op til ørerne.

Så pyt med at hun altid kommer beskidt hjem fra vuggestuen, og at pædagogerne i dag havde misset, at hun havde kødsovs i øret … at hun i ren glæde, råber AAAAAARRGGGG når hun kommer løbende mod os – Jeg ved der er en lille prinsesse gemt derinde 😉