Reboot!

Der ER faktisk ikke noget at være sur over! Det er hermed indset (og måske påmindet en gang eller 7…hrm hrm..) Så nu er det sgu slut med at gå rundt og mukke i krogene, SLUT siger jeg!! Vi går stadig til diætist og bliver målt og vejet, og i morges fik jeg løftet sløret for, at jeg trods alt ikke havde taget mere end 800 g på henover sommeren. Og jo, jo, vægten skulle da helst gå nedad, men når nu jeg både har drukket hvidvin for ca. 5 personer OG spist omkring 200% mere chokolade end der står i vores madplan (…), så havde jeg ærligt talt regnet med et værre resultat. (Og manden, den disciplinerede djævel, havde selvfølgelig tabt sig!!) Så nu må jeg tilbage i kampen og tage mig lidt sammen – tænker i motionsplaner nu… og nej, det er ikke Copenhagen Challenge… Skal nok fortælle om det NÅR det rent faktisk er blevet til noget 🙂

Der er komplet kaos i vores vuggestue for tiden. Institutionen skal have nyt ventilationssystem, hvilket betyder lukkede stuer, støv i lange baner, afskærmede gange og mange flere børn på få m2. Pædagogerne tager det med overraskende ro, hvilket selvfølgelig er meget godt. Men der går altså pylremor i mig, når jeg ikke kan finde nogle former for vante rammer, ingen af Irmas faste pædagoger og en masse forældre og børn, der render lige så forvirrede omkring… Ikke den ultimative aflevering. Heldigvis er de gode til at være ude, både på legeplads og på tur – også når det regner. På med gummistøvlerne og ud og leg!

Derudover er Irma begyndt at sove inde i Drømmeland – et fælles soverum for de lidt større børn. De har kun plads til 5-6 barnevogne ude på altanen, så nu hvor hun er stor nok, og der er kommet flere små på hendes stue, kan hun godt sove med de andre børn. Jeg er faktisk lidt overrasket over at hun kan – at hun ikke er for nysgerrig – men tilsyneladende er hun faldet hurtigt i søvn og er vågnet stille og roligt, ligger og nynner for sig selv. Det lyder da vildt hyggeligt! Så nu er vi altså dem med det store vuggestuebarn! Jeg er da også ved at sprænge af erfarenhed…eller…