Klip, klip, klip

Irma er langt om længe ved at være dér, hvor det rent faktisk er blevet tiltrængt med en klipning. Hun har de lækreste små krøller i nakken, mens pandehåret bare er langt og tjavset. Håret i tindingerne er stadig ikke-eksisterende, så frisuren kan vel betegnes, som en natur-mullet

Men her kommer dilemmaet (ja, ja, måske ikke verdens største problem, men stort nok!). Skal jeg klippe hende selv – efter devisen: How hard can it be? (…), eller få en frisør til det? I mine øjne vil det jo pynte gevaldigt med en pandehårsstudsning og ikke rigtig mere, men jeg er bekymret for om resultatet bliver ligesom her:

 

 

 

 

 

Og sandsynligheden for at jeg har en lille engel siddende på stolen, der tålmodigt lægger sine lokker i mine hænder, er også ret overskuelig… Chancen for denne scene er meget større:

 

 

 

 

 

 

Jeg har overhovedet ikke forstand på frisører og deres evne til at klippe børn, og mine tanker flyver konstant hen på en historie, som manden fortalte for nylig. At der nogle kilometer fra hvor han voksede op, lå en hundeklipper. Her kom folk fra nær og fjern og fik trimmet deres vovser. MEN både børn og voksne kunne da også lige få en klipning. Prisen var 7 kr. for en voksen, 5 kr. for et barn…(Og nej, jeg er ikke gift med en mand på over 80!!) Der var muligvis ikke den store variation i de frisurer folk kom ud med – “skal det være en halv eller en hel centimeter?”… Men ikke desto mindre kendte både manden og en af svigerinderne nogle, der var blevet klippet derude. Så – måske hvis vi bare kører langt nok ud på landet, finder vi et godt sted?…