Sssshh, sig det ikke til nogen!

Her kommer så et af de indlæg, som jeg virkelig ikke burde skrive. Ikke hvis jeg stadig gerne vil tages seriøst som voksent menneske… Men når du læser historien, så husk at jeg var syg, muligvis sågar havde feber – og derfor ikke kan påregnes at skulle kunne tænke rationelt (burde nok heller ikke have haft ansvaret for et lille menneske, men pyt…)

Forleden dag legede Irma og jeg i gården helt som vanligt, efter jeg havde hentet hende i vuggestue. Vi gynger lidt, rutsjer lidt og så skal hun hen og lege ved trappen. Trappen er en lille trappe med 5-6 trin, der fører op til et lille repos med to døre. Den store dør er vist sådan en, der gemmer på noget el-hejs, men den lille dør har monteret et skilt “Branddør”, og den er helt og aldeles låst. Irma plejer at more sig med at finde en dims i gården, lege at det er en nøgle, og så gå hen og “låse døren op”. God leg, der godt kan holde hende beskæftiget længe 🙂

Jeg har hele tiden troet at døren faktisk var blændet (skilt eller ej), dels fordi det tydeligvis er en gammel bagtrappe (som vores lejligheder ikke har), dels fordi den er så lille – og altid låst… Alternativt havde jeg tænkt at den måske førte hen til en slags krybekælder eller andet der hørte fortiden til. Men lige her forleden dag gik døren pludselig op, bare lidt på klem. Et lille pigeansigt stak frem, storsmilende. Men kun lige et par sekunder. Irma stod og fumlede med et eller andet, så hun så det ikke engang. Døren blev lukket igen, men kun på klem. Jeg stod og ventede på, at Irma ville opdage at døren ikke længere var låst, og at hun ville åbne døren, så vi kunne se hvad den førte ind til. Men hun havde tilsyneladende mistet interessen for nøgle-legen, og var allerede nede af trappen… Jeg følte mig temmelig fjollet: Stod der og lurede på en dør på klem, og håbede virkelig at pigen ville kigge frem igen. Mens den anden del af mig faktisk synes det var lidt uhyggeligt (hvilket nok også var derfor jeg ikke selv tog i døren…) Og tænk nu, hvis det hele bare var noget jeg bildte mig ind (febertåger!!…) ??

Døren var i hvert fald låst igen, da vi nede i gården og lege i går…

Reklamer

Syg med barn

Når man nu mærker snerten af dårligdom, er det måske ikke verdens klogeste ide, at fylde kroppen med gift (læs: øl, øl og mere øl…). Efter et brag en fredagsbar i fredags, tog jeg bussen til Vestegnen og hentede Irma hos morfar. Barnet havde opført sig eksemplarisk, ikke et piv havde der været fra hende, og 11 timers nattesøvn uden pauser. Jeg havde det dårligt, mildt sagt. Sad i 500s og messede: Du-må-ikke-kaste-op-Du-må-ikke-kaste-op-Du-må-ikke-kaste-op… Og en indskudt bemærkning: Jeg forstår ikke forældre der har dårlig samvittighed over at få barnet passet, for det var da snarere tiden med sine forældre på den tømmermandsramte lørdag, vi skulle have det skidt med! Irma kom direkte fra forkælelse og opmærksomhed til Lille Nørd på repeat… Stakkels barn!

Men da jeg så vågnede søndag og havde det mindst lige så skidt som dagen før, havde jeg godt nok svært ved at erkende, at jeg var blevet SÅ gammel at to-dags-tømmermænd var noget jeg skulle til at døje med… Held i uheld vågnede jeg i går med feber, hovedpine, kropssmerter og en løbende næse! Det er på ingen måde fedt at være syg, men er dog alligevel tryg ved at min krop prøvede at fortælle mig et og andet i søndags… I dag går det heldigvis bedre, hovedet er stadig i oprør, hosten er taget til, og kroppen værker – men feberen er væk!!

Det er ligesom om at Irma kan mærke at jeg er lidt mere off end normalt, for hun kravler MEGET mere på mig end normalt. Hun skal sidde på skødet nonstop, vi skal læse, det er mig, der skal skifte tøj og ble, og det er mig hun kalder på når hun gerne vil op fra sin seng. MOOOOOAARRR!! Hvorfor skal det skide F være så svært at sige??? I dag har manden aftenvagt og jeg skal bevæge mig ud i verden og hente Irma, og jeg er sgu lidt loren ved det. De næste to aftener har manden ligeledes arbejde der skal udføres, så aftenrutinen udføres af alenemor med nedsatte kræfter – satser gevaldigt på at bacillerne forsvinder fra min krop inden længe, UDEN at tage bolig i en anden herhjemme!

Ejerfornemmelser..

Her går jeg og synes, at jeg er et stort og rummeligt menneske (bortset fra når det gælder politik, her er jeg bare ikke spor large!!), og så er det alligevel overhovedet ikke rart når det viser sig, at jeg tager grueligt fejl. Og at andre mennesker tilmed har så uendeligt meget ret, helt ærligt!

Nu har Irma, siden hun blev født, været morsyg, bigtime. Og jeg har brokket mig over det et hav af gange! Men når vi lander hjemme i gården nu efter en dag i vuggestue, spørger Irma som det første efter far. Og da manden i dag kom sent hjem pga. aftenvagt, nåede den lille fis at spørge efter sin far ikke mindre end fem gange! Hver gang hun hørte nogen på trappen. Jeg kan lige så godt glemme at putte hende før hun har sagt hej til ham – og han blev da også modtaget med kram og kys.

Og 99% af mig synes det er fantastisk! For dem begge to faktisk – og egentlig også for mig og min frihed. Og så er der det lille gram af ubehagelighed, der bare gerne vil have min lille mus for mig selv… Slap dog af, kontrolfreak!! Hader når andre mennesker har ret…

Konsekvens…eller…

Irma er nu begyndt at tro at hendes forældre er skilt – eller måske bare ikke taler sammen eller lytter til hvad der sker i et andet rum. Hvis far siger nej, så spørger jeg lige mor-logikken…Og det handler selvfølgelig ikke om livets store spørgsmål, mere a la må-jeg-må-en-figenstang-mere, må-jeg-se-mere-hr-skæg. Det er ret godt tænkt synes jeg, men ikke skide snedigt. Jeg er nu ikke et sekund i tvivl om, at det bare er et spørgsmål om tid før hun udmanøvrerer os 🙂

Vi taler en del om konsekvens for tiden. Og rigtig meget på grund af brugen af MIIIIIN (som jeg vist har nævnt før…), men lige så meget fordi Irma for tiden bliver skruphysterisk pga. ingenting. På vej hjem fra vuggestuen i dag havde jeg to optrædender fra den lille diva, da hun først ikke ville sidde i cykelvognen, og da hun lidt senere ikke ville med op og skiftes – og det var en af de skiftninger, der ikke kunne vente! Og det der med at slæbe et skrigende og sparkende barn ind i en opgang, føles faktisk mere som kidnapning end som at være en omsorgsfuld mor… Og hvor vi plejer at have en datter, der kan puttes på rekordtid, prøver hun nu alt hvad hun kan for at tvinge sig selv ud af mine arme, mens hun skriger i vilden sky. Den nye opførsel kom sammen med snot og hoste i sidste uge – satser hårdt på at den forsvinder igen når hun er helt rask. PLEEEEASE!!

Og så lige en indskudt bemærkning: Hvordan fortæller man sin datter på knap to, at en af hendes bedste veninder flytter til Sønderjylland?… Når september er slut, går der ikke længere en yndlings-Nanna i vuggestuen! Det bliver altså ikke spor sjovt. Mandag morgen er der som regel lidt mere kaos i institutionen end de andre morgener, og det er altså Nanna, der tit har taget Irma i hånden og sørget for at Irmas morgen lige er blevet ret meget bedre. Hmmm… jeg er med på, at jeg ikke sætter Irma ned og forklarer hende det her, men synes på en måde også det er ret synd, at vi slet ikke taler om det. Kan selvfølgelig også bare sætte os for at overtale Nannas forældre til ikke at flytte – sæt igang!..

Det der motion

Var i Netto i går. Og rent spontant kom jeg til at købe et sjippetov. Jeg kan rigtig godt lide at sjippe, men glemmer i sådan nogle situationer, at vi ikke bor i hus, og at det er temmelig uforskammet at give sig til at hoppe ivrigt når man har underboere… Og det der med at stille sig ned i gården og sjippe, ja, det sker så ikke, vel!? Så nu har jeg altså for 20 kr ubrugeligt motionsudstyr liggende inde i bogreolen… Ja, det går jo ikke strygende med den motion der. Var faktisk kommet fint i gang med at svømme, men der er jo lige en ting med svømning…hvad er det nu?… NÅJA!, det er jo skidekedeligt!! Så efter tre gange i bassinet, har jeg faktisk ikke kunne hive mig selv op til at tage derned igen.

Jeg prøvede på den anden side af sommeren at invitere nogle tøser (praktisk talt alle dem jeg kender…) til at lave en slags dansehold. Bare sådan noget med god/sjov musik og fri dans, men rigtig mange af dem mente ikke de kunne danse uden sprut i blodet – og så ryger det med forbrænding af kalorier lidt ud til højre… Jeg kan nu godt forstå dem faktisk, men synes jo bare det kunne være en sjov måde at være sammen på. Nå, så med andre ord er jeg tilbage til 0-stadiet og har stadig ikke fundet DEN motionsform jeg godt gider. Og uden at ville snige mig udenom, så synes jeg altså heller ikke det er helt nemt at tilrettelægge når man har en lille trold, man også godt vil være lidt sammen med.

Nu er der åbnet et spritnyt fitnesscenter helt utrolig tæt på hvor vi bor, og jeg tror jeg må give det en chance. Det går jo heller ikke at have en mand, der er gået totalt i træningshopla, mens jeg selv prøver at blive danmarksmester i lange baller… Tænker at der inden ret længe kommer en temmelig synlig uligevægt lige hvad det angår…  Men sig lige til hvis der er nogle der vil med, er ikke sikker på at jeg tør gå til det der power zumba selv…

Dagen derpå!

Himlen er blå, solen skinner, vinden har lagt sig – selv vejret synes at Danmark har foretaget det rigtige valg. Da jeg cyklede på arbejde i morges, var jeg lige forbi et supermarked og købe lidt ind, synes at mine kolleger skulle møde til et rødt bord. 🙂

Men bortset fra det er Irma stadig syg. Og i går aftes var hun så fuld af energi fordi hun ikke havde haft sin vanlige gang i vuggestue eller på legeplads, at det næsten tog hende en time at falde i søvn, både til middag og i går aftes. Så når hun vågner må vi lade snot være snot, og drøne ned i gården og hoppe omkring. For at aflive lidt af hoppebolds-effekten til i aften…

Nu starter weekenden, med afslapning, hyggelige aftaler og kølige bobler – jeg var nemlig for træt til at drikke dem i går aftes… God rød weekend til alle, glæder mig til at blive en bedre medborger sammen med jer alle sammen 🙂

Om pauser

Jeg er hjemme med en syg datter i dag – hun er så helt afsindigt snottet at hun lyder som en overvægtig, ældre mand når hun trækker vejret. Humøret fejler sådan set ikke noget, der er bare permanent 11-tal under næsen… Irma vågnede halv 5, frisk (altså bortset fra snot og hoste..) og klar til en valgdag! Og eftersom manden for to uger siden blev hjemme med skoldkopperne, var det min tur i dag – selvom det ALTID er dårlig timing med arbejdet.

Så med andre ord har jeg været vågen i MANGE timer, og nu hvor Irma sover til middag burde jeg nok i virkeligheden tage en lur. Men det er her jeg fejler, for der er altid lige 117 andre ting jeg hellere vil. Mine forældre kommer til middag i dag (ja, de medbringer selv maden, så er det jo ingen sag at have gæster på besøg!), så der må godt være lidt mere ryddeligt end på en normal torsdag… Jeg har længe gået og ruget på lidt til bloggen, så det ville jeg også hellere… Gulvet burde også lige vaskes, og jeg kunne også lige sætte en vask over. Og så var der lige den serie på DR: Damages, som jeg også gerne liiige ville se det seneste afsnit af. Og hov, valget skal man jo også følge med i. Jamen, det er da tydeligt for enhver at søvn kommer sidst i køen! Og det er jo ikke bare i dag, men faktisk hver gang Irma skal sove til middag – herhjemme altså… Og lige nu har jeg faktisk allermest lyst til at gå ind og bygge et nyt duplo-hus til Irma, så hun kan vågne op til noget fedt.

– Faktisk må jeg jo sige, at jeg synes det er SÅ godt vi har købt alt det duplo til Irma. Men spørgsmålet er jo om det i virkeligheden var til Irma… Sad og byggede en lufthavnsting i morges, og blev en lille smule irriteret da Irma skilte den ad… så er det altså på tide at holde en lego-pause…

Og til alle jer, der endnu ikke har gjort det: Husk at stem! Jeg stemte i formiddag: Svøbte snottet pige ind i 8 lag tøj og begav mig mod Sønderbro Skole. Irma synes det var en fest med alle de tit-tit-muligheder der er i sådan en gymnastiksal med 30 båse med forhæng… Sikke en fest! Og jeg nåede at undre mig over hvem der har bestemt, at de forhæng skal være blå, er det ikke diskriminerende?.. God valgdag til alle – jeg har fulgt min venindes opfordring og lagt bobler på køl, så vi kan fejre når skuden vender 🙂

I live…

Der er ikke meget aktivitet her på bloggen i øjeblikket – jeg kan slet ikke finde ordene for tiden. Og det er egentlig ikke fordi der er noget i vejen, der går bare rigtig meget hverdag i den… Og der bliver kæmpet store kampe herhjemme for tiden – kampe om spisning, hvor vi diskuterer lidt hvorvidt Irma skal spise det samme som os eller spise det hun gerne vil. Aftensmads-alternativet er selvfølgelig ikke kiks og kage, men hvornår er det lige man sætter foden ned og siger: Du spiser det her eller ingenting? Og gør man overhovedet det?.. Tror jeg må læse op på lidt børnepsykologi, så det ikke bare er stemmerne fra vores barndom vi kan høre, når vi taler med Irma om mad.

Og vi har kampe om tandbørstning!! Det var egentlig begyndt at blive lidt bedre, men nu er det i dén grad taget til igen. Der bliver sparket og grædt, og Irma er helt træt bagefter, fordi hun har brugt så mange kræfter på at stritte imod… Vi har endda investeret i en elektrisk tandbørste, fordi det jo kunne være, det ville være sjovt for hende, men nej, det fordoblede lige hysteriet! Den er hermed pakket væk og vi er nu tilbage ved den almindelige. Jeg fik i sidste uge en mail fra Libero (hvorfor er det jeg abonnerer på alle disse absolut ligegyldige nyhedsbreve???), hvor der stod “7 gode tips til tandbørstning”. Jeg klikkede spændt og læste med store øjne om de mest banale ting man kunne gøre for at lette situationen: Lad barnet holde tandbørsten selv, syng en lille sang imens, brug så og så meget tandpasta…ALTSÅ!! Havde satset på guldkorn, som jeg i mit slørede mor-syn ikke havde gennemskuet, ikke en guide til hvordan jeg kommer tandpasta på… du godeste! Men måske skal man bare ikke forvente at læse nyopdyrket forskning udi børne-tandbørstning hos en ble-producent…?

Og så har vi alle hverdagskampene. Om at gå op af trappen i stedet for at blive båret, om hvor længe man må hoppe på sin mors lår, om man må kaste med maden eller ej, om hvor længe man må blive i gården og lege efter det ER begyndt at regne…

Men heldigvis er der også alt det sjove!! Selvfølgelig! Irma taler mere og mere, og efterligner alt hvad vi siger, hvilket er virkelig sjovt. Og hun forstår også rigtig meget – når hun gider, that is… 😉 Nu står den på søndagssysler, og vi diskuterer hvor vi skal tage hen på sådan en septemberdag. Måske man bare skal pakke en madpakke og tage ud i verden i stedet for at bruge tid på at diskutere for og imod (det ender jo med at formiddagen er helt væk…). Kender I det?