Syg med barn

Når man nu mærker snerten af dårligdom, er det måske ikke verdens klogeste ide, at fylde kroppen med gift (læs: øl, øl og mere øl…). Efter et brag en fredagsbar i fredags, tog jeg bussen til Vestegnen og hentede Irma hos morfar. Barnet havde opført sig eksemplarisk, ikke et piv havde der været fra hende, og 11 timers nattesøvn uden pauser. Jeg havde det dårligt, mildt sagt. Sad i 500s og messede: Du-må-ikke-kaste-op-Du-må-ikke-kaste-op-Du-må-ikke-kaste-op… Og en indskudt bemærkning: Jeg forstår ikke forældre der har dårlig samvittighed over at få barnet passet, for det var da snarere tiden med sine forældre på den tømmermandsramte lørdag, vi skulle have det skidt med! Irma kom direkte fra forkælelse og opmærksomhed til Lille Nørd på repeat… Stakkels barn!

Men da jeg så vågnede søndag og havde det mindst lige så skidt som dagen før, havde jeg godt nok svært ved at erkende, at jeg var blevet SÅ gammel at to-dags-tømmermænd var noget jeg skulle til at døje med… Held i uheld vågnede jeg i går med feber, hovedpine, kropssmerter og en løbende næse! Det er på ingen måde fedt at være syg, men er dog alligevel tryg ved at min krop prøvede at fortælle mig et og andet i søndags… I dag går det heldigvis bedre, hovedet er stadig i oprør, hosten er taget til, og kroppen værker – men feberen er væk!!

Det er ligesom om at Irma kan mærke at jeg er lidt mere off end normalt, for hun kravler MEGET mere på mig end normalt. Hun skal sidde på skødet nonstop, vi skal læse, det er mig, der skal skifte tøj og ble, og det er mig hun kalder på når hun gerne vil op fra sin seng. MOOOOOAARRR!! Hvorfor skal det skide F være så svært at sige??? I dag har manden aftenvagt og jeg skal bevæge mig ud i verden og hente Irma, og jeg er sgu lidt loren ved det. De næste to aftener har manden ligeledes arbejde der skal udføres, så aftenrutinen udføres af alenemor med nedsatte kræfter – satser gevaldigt på at bacillerne forsvinder fra min krop inden længe, UDEN at tage bolig i en anden herhjemme!