Det evige sove-show

Jeg synes det er ret sjovt, hvor meget vi forældre kan snakke om søvn. Om hvordan podens søvnrytme er, hvor mange gange barnet er vågent om natten, hvor tidligt vi står op og hvor få søvntimer vi kan klare os (mere eller mindre godt) på. Jeg er ret bevidst om, at det er skidekedeligt at høre for dem uden børn, har bl.a. kolleger der tilhører det segment. Og jeg kan godt sætte mig ind i det helt blanke udtryk, de kan få, og hvorfor de nogle gange foretrækker at drikke deres kaffe foran skærmen frem for ved fællesbordet sammen med os andre. Jeg er helt med. Ikke desto mindre, er det bare så vildt centralt i vores (og her taler jeg bare på vegne af alle småbørnsforældre, beklager hvis ikke I vil inddrages, gør det sgu alligevel, HA!) hverdag. Så det er altså uhyre svært at lade være med at tale om. Jeg beklager meget, men det holder nok ikke op foreløbig…

Vi har opdaget at Irma søvnmæssigt er det ultimative miks af manden og jeg. Når hun først er faldet i søvn, sover hun som en sten (mig), hun kan sove i voldsom larm (mig), og ved enkelte anledninger endda siddende (også mig…). Men når det kommer til rent faktisk at falde i søvn, ligner hun mere sin far. Hun kan nemt ligge og kalde på en af os, men når vi så kommer ind til hende, ligger hun bare og leger med sine tæer og kigger på os med det mest drillende blik (faren – ikke det med tæerne, men det med drilleriet…). Hun er god til at underholde sig selv lige indtil hun falder om, hun kan sagtens ligge en lille time og synge, snakke, lege med sin dukke, og hvis hun kunne læse, ville hun helt sikkert gøre det i ALT for lang tid (faren). Desuden er hun lang tid om at vågne (faren) og prutter gevaldigt i søvne (kun faren!!…meget troværdigt, ik?)

 

Reklamer