Så er vi nået dertil…

Vi sad og spiste morgenmad i morges, helt stille og fredeligt. Irma sang vist en sang og vi sad måske og snakkede lidt om arbejde… eller noget (de der morgensamtaler bør jeg nogle gange optage på bånd, kan ærligt ikke huske skidemeget af dem…). Irma sidder og kommenterer på alting: “Det er kaffe, den er varm” og mere af den slags. Pludselig slår hun en prut, en ordentlig en. Og lyser op i et kæmpesmil, meget stolt af sig selv. Hun får et anerkendende nik fra faren, der tydeligvis er meget tilfreds – og så peger hun på mig og udbryder: “Mor prutter!”…. Jeg forudser nogle hårde år med blussende kinder og et fnisende barn..

Reklamer