Syge børn og jobpasning?

Hvordan er det lige de to ting går i spænd?? Jeg er hjemme med Irma i dag fordi hun hoster, snotter og har feber, det lille pus. Og optakten til denne hjemmedag var noget nær et mareridt! Irma blev puttet ganske problemfrit i går aftes, men da vi havde været inde ved hende 4-5 gange, og sidste gang ved 01-tiden, så besluttede jeg at slå lejr på hendes værelse. Tror faktisk ikke hun faldt i søvn igen, sådan rigtigt. Og da jeg to gange havde taget mig selv i sige “Så sov dog” med stigende brysk og desperat stemme, måtte jeg kaste håndklædet i ringen og bytte plads med manden. Irma var i strålende humør og lysvågen – til trods for at uret viste NAT med store bogstaver (vi snakker før 04 her!!). Manden viste kæmpemæssigt overskud og gik ind i stuen med Irma for at se Peter Pedal. Og jeg fik lov at sove uforstyrret, i flere timer! Da jeg gik ind for at kigge til stue-legerne (da det rent faktisk var blevet morgen…) sov de sødt i arm på sofaen 🙂

Men en af grundene til at JEG ikke kunne hvile sammen med Irma, var at jeg lå og tænkte på arbejde, med stigende dårlig samvittighed. Der er rigtig mange opgaver og deadlines for tiden, og jeg havde allerede i går indset af Irma ikke skulle i vuggestue i dag, men havde dog tænkt at vi skulle udnytte den allersidste tid med bil og køre til Gentofte om formiddagen. Og da alle disse planer og forestillinger langsomt smuldrede imellem fingrene, pga. manglende søvn og stigende feber, blev jeg mere og mere frustreret. Og så ved jeg godt at et sygt barn kommer forud for alt andet, men nogle gange matcher sygdom og arbejde bare så helt utrolig skidt! Nu håber jeg enten på mirakuløs bedring hos Irma eller på at mine forældre er så opladet fra Spanienstur at de gerne vil passe sygt barnebarn i morgen… Føler mig ikke som verdens bedste mor i dag, og skal virkelig hanke op i mig selv for ikke at være sur på Irma for at være syg (du godeste, hvor urimelig har man lov at være!!!) – så nu har jeg besluttet at lægge alt det trælse tankeværk væk, det nytter jo alligevel ikke en døjt, og så prøve at få det bedste ud af en hjemmedag. Dagens mål: Nærvær, smil og varm kakao!!

Reklamer

Weekend med bil

Måske er det fordi vores almindelige weekender ligger lidt lavt når det kommer til oplevelser og udførelser, men jeg synes virkelig vi har været aktive i denne weekend. Og vi har virkelig fået udnyttet at være bil-indehavere for en weekend – og nu ingen smarte kommentarer om at de to ting hænger sammen… Men altså, fredag var jeg i Ikea og købe seng til Irma og vi samlede den samme aften. Irma var meget aktiv med at sætte skruer i alle huller – hvilket nok forsinkede processen en anelse… “Jeg hjælper, far” blev hun ved med at sige 🙂

Lørdag var vi en tur i Middelfart og fejre Irmas Bedstefars 70 års fødselsdag. Det var helt fantastisk at kunne køre ud og hjem samme dag og jeg er meget taknemmelig for at de havde valgt at fejre det med en lækker brunch nede på havnen. Det var den mest børnevenlige setting vi kunne ønske os. Det tog lige Irma en halv times tid før hun havde oparbejdet mod til at begynde at snakke (lige tids nok til den første tale…) og lige lidt yderligere tid før hun løb afsted sammen med kusinen. Så langt det meste af eftermiddagen så hun ud ligesom på billederne, opkogt og glad! Ikke helt skidt.

I går havde vi store planer om at tage på nye uopdagede legepladser eller drikke varm kakao et nyt eksotisk sted, og da vi havde gjort rent, pudset vinduer (mig), løbet knap 20 km (ikke mig…) og hygget med Irma hele formiddagen var vi klar til afgang. Men det var bare ikke rigtig gået op for os at Irma var gået hen og blevet træt (ups!), så efter 2 minutter i bilen snorksov barnet… Så meget for planerne. Vi endte med at køre en længere søndagstur, købe is i Dragør og sludre – alt imens barnet snorkede derudaf. I dag har jeg holdt en ekstra fridag for at besøge et styks lækker baby på Falster. En af mine ældste veninder har fået barn nummer to, og hende skulle jeg ned og møde. Der er nu ikke noget som en uge gammel baby, der kan få æggestokkene til at gå amok… Så alt i alt en fantastisk forlænget weekend, hvor vi har grove udnyttet at have fire hjul. Ret komfortabelt faktisk!

Og i morgen lander mine forældre, og bilkomforten er slut – lige som jeg er blevet tryg ved at køre igen… Må trøste mig med at min mås ville være adskillige størrelser større hvis jeg rent faktisk ejede en bil, det hjælper lidt!

Sig det nu!!!

Det er måske ikke helt gået op for mig at jeg har et barn, der er så stort at hun reagerer på andet end sult, træthed, tørst, våd ble eller andet basalt. Men jeg tror heller ikke det er gået op for Irma at hun rent faktisk er i stand til at fortælle hvad der er i vejen. I morges prøvede jeg at lægge et par bukser frem som hun skulle have på. Det udartede sig til 5 minutters hysterisk gråd, og det fortsatte lang tid efter at jeg havde overgivet mig og fundet en kjole frem. Jeg spørger: “hvad er der i vejen skat”, “fortæl mor hvad du er ked af” eller “kom og få et kram”. Okay jeg medgiver at det måske ikke grædetur efter grædetur lyder lige oprigtigt…men jeg er dog ikke nået til sætningen “hvad er der NU i vejen?”, hvilket jeg er ret tilfreds med 🙂

Forleden da snakkede jeg med en kollega om vores børn, og vi kommer kort ind på noget med mad. Og han stiller på et tidspunkt spørgsmålet: kan hun ikke fortælle når hun er sulten? Og nej, det gør Irma ikke. Det gik først op for mig da han spurgte.. Hun blir til gengæld helt aldeles gal i skralden når hun er sulten, så vi kan altid reagere på lyden… Men jeg ville da ønske hun ville sige noget! Hun snakker jo hele tiden når hun leger eller læser, men når det kommer til sult, søvn og bleskift, så er vi med undtagelse af et par enkelte gange, på bar bund…

Og så lige en kort status på bilkørslen. Der var jo så let som ingenting med den bykørsel. Og parkerede skidepænt 3 gange! HA! Så jeg er helt klar til at tage turen til Middelfart i morgen tidlig med mand og barn. God weekend!!

Forstyrrelser

VIL ikke skrive om søvn mere i denne måned, det er slut med det emne. Næ, her til aften har jeg nemlig andre forstyrrelser – hele køkkenet er fyldt med voksne mænd, der spiller rollespil. Og heldigvis bare terningudgaven, er ikke helt sikker på at jeg ville kunne tage seriøst hvis de sad med kapper, horn og ansigtsmaling…. Tror så i øvrigt at spillet handler om noget FBI, mafia-værk, så de dragter ville nok være mere end almindeligt upassende, men det er nu engang mit ganske unuancerede billede af rollespil… 🙂

Jeg er alt imens henvist til stuen med blog, wordfeud og Ironman på Zulu (ganske uden brok :-))… og planlægning af morgendagens Ikea-tur – og det faktum at jeg skal køre bil i både morgentrafik og fredagsmyldretid, hvilket godt kan få mig til at gå temmelig meget i panik. Jeg ved godt man skal holde sine køreevner ved lige og den her slags, men nogle gange ville jeg ønske at mine første ture efter 2-3 måneders pause var på en lille afsides villavej frem for i Københavns centrums morgenhelvede…

Spole spole spole…

Hvor mange gange har man ikke siddet med et kasettebånd og en blyant for at fikse den båndsalat, der pludselig var kommet midt i yndlingsnummeret? Eller for mit vedkommende da jeg lå og pendlede mellem Falster og Amager i mit første fuldtidsjob, og hvor jeg brugte et hav af timer på at lytte til lydbånd på min gamle walkman – sjovt som et lydbånd ikke giver mening når det bliver afspillet på vrangen…

Men kunne det ikke være skønt hvis man lige kunne bruge den teknik når der gik båndsalat i livet? Lige hive lidt ud i båndet, rydde op i rodet, og spole på plads igen. For dælen det gad jeg godt. Hvis jeg kunne ville jeg spole tiden cirka tre uger tilbage, tilbage hvor alting foregik ganske rosenrødt, og hvor vi havde en datter, der ikke pludselig gik i angstanfalds-lignende tilstande midt om natten fordi hun ikke vil sove i sin seng! Oh the good old days… Vores vinterferie er jo gået op i hat og briller når det kommer til søvn, og nu er vi nået dertil hvor noget skal gøres. Så på torsdag når mine forældre rejser til Madrid på forlænget weekend og stiller deres bil foran vores hoveddør, så går turen til Ikea: juniorseng, here we come. Irma kan jo stadig ikke sætte ord på hendes frustrationer – ikke lige her i hvert fald – så vi beslutter at det har noget med tremmerne at gøre. I virkeligheden handler vi lidt i blinde, men hun skal jo ud af den tremmeseng alligevel, så nu må vi se om den nyankomne frihed til at kravle ud af sengen i tide og utide vil være en lykkelig omstændighed eller bare en forlængelse af det natterod vi befinder os i nu…

Nu sidder jeg her i køkkenet og blogger, og har listet rundt hele aftenen… Vi er ellers de vildeste modstandere af listen når barnet sover, men det er svært at lade være når putningen lige pludselig tager halvanden time! Og hver eneste gang jeg kan høre et lille pip eller en roteren fra Irma, sidder jeg på nåle med lange ører (ret mærkeligt billede faktisk…), for jeg vil virkelig gerne sove i min egen seng i nat, og ikke på en madras på Irmas værelse… Jeg hepper på nattesøvnen herfra, GO GO GO!!!

Billedet er lånt hos Elektronista

Træt lille bi

Åh fastelavn, det er sgu da hyggeligt. Og nej, vi fik ikke liiiige nogle fastelavnsboller, og nej, der blev heller ikke lavet fastelavnsris eller raslet op og ned i opgangen. Jeg kan egentlig godt huske at vi har gjort alle de her ting i min barndom, og kan virkelig godt huske hvor fedt det var. Så selvfølgelig skal de traditioner også være en del af os, jeg skal bare liiige tage mig lidt sammen… Læste for nylig en artikel om Traditioner dit barn vil elske. I artiklen beskriver de intet mindre end 12 årlige højtider, der er værd at fejre på et år! 12!! I alle de år hvor jeg har opført mig kaldt mig voksen, har jeg bildt mig ind at årets to højtider hedder jul og påske, og dem har jeg ikke engang fejret specielt meget. Og nu skal jeg forholde mig til 12, du godeste altså.

Vi sendte dog en fin lille bi i vuggestue i morges, så lidt blev det da til… En træt lille bi, som ikke lod sig imponere synderligt af at have kostume på… I går aftes ville hun på ingen måde overgive sig til søvnen, så den blev næsten ni inden vejrtrækningen blev tung og monoton. Og så vågnede hun saftsusme  før fire i nat… Vi forsøgte ihærdigt at putte hende, tysse på hende, lægge hende imellem os, men Irma skiftevis pev lidt og sang en sang….Mærkelige barn. Overraskende nok var hun både glad og frisk ved morgenmaden og jeg fik lov til at tage på arbejde med en afskedshilsen, der var et lille ekko: “Hej hej skat” 🙂 Lillepigen holdt dog kun til frokost, hvor hun faldt i søvn i sin højstol… (havde virkelig lyst til at gøre det samme, men kollegerne havde sgu nok kigget hvis jeg havde taget en skraber i kantinen…)

Ville ønske jeg kunne have været en flue på væggen da de slog katten af tønden, men glæder mig helt afsindigt til at se billederne i morgen!

Manglende dokumentation

Kors, hvor er vi dårlige til at få taget billeder for tiden. På ferien hos familien tog vi ikke et eneste billede, ikke ét!! Du godeste altså. Og alle ved at det første barn er det mest veldokumenterede, hvad skal der dog ikke ske, når vi engang skal have en nummer to? I øjeblikket går jeg og venter på at pædagogerne i vuggestuen får bunket de billeder, de har taget siden eftersommeren og givet mig et usb-stik med dem på… Godt at vide, at der i det mindste er nogen der taget billeder af mit barn!!.. Jeg får faktisk taget en del videoer med Irma, men rigtig tit opdager jeg, at jeg har holdt tommelfingeren foran højtaleren, så det er blevet en ret stille video… burde vist snart få det røde kort for teknikevner!! I de sidste par dage har jeg prøvet at optage Irma uden hun opdager det, hvilket er sin sag med den lille mobil-entusiast. Så udover de lydløse optagelser har jeg rigtig mange, hvor hun nærmer sig min telefon med armene strukket frem foran sig… NOT a Codac-moment…. Jeg vil så gerne optage at hun slår kolbøtter, for hun er faktisk ret sej til det. Jeg har ikke engang hjulpet hende synderligt meget, men pludselig er det den helt store dille. Landingerne er ikke altid lige kønne, men der er skam strakte ben inden kolbøtten skydes igang. Både manden og jeg har også slået kolbøtter (og ja ja, jeg kan høre alle sige kolbøttefabrik, hold straks op med det!!…), det er svært at lade være når den lille Kaptajn Jespersen står og siger “Også dig, mor. Pytte mor” (Pytte betyder tydeligvis kolbøtte, det kan der ikke herske tvivl om…)

Hvad jeg ikke ønsker at vise en video af, er til gengæld putning af Irma for tiden… det er intet mindre end dramatisk!! Vi prøver at spole tiden tilbage til dagene hvor vi læste en bog, hyggede med en kop med lidt varm mælk, børstede tænder og sagde godnat – og forlod værelset! Smertefrit, lykkeligt og skidenemt… Efter vi har været på ferie er der gået rod i maskineriet. Og vi har nu at gøre med en lille fis, der går totalt i spåner når vi forlader hendes værelse. Før blev vi sendt ud af hendes værelse med luftkys, nu er hun stående, hoppende og SKRIGENDE!! Og jeg er ikke til det, jeg bryder mig på ingen måde om at gøre mig hård og forlade mit barn mens hun skriger og kalder på mig. Nu læste jeg tilfældigvis også en artikel forleden, der pegede på at man ikke skal lade sit barn græde sig selv i søvn: “Det gør simpelthen så ondt i mit hjerte at høre det, for ingen børn skal græde sig i søvn. Den nyeste forskning viser, at det skader hjernen og ødelægger barnets evne til senere i livet at tackle stress, hvis det får lov at græde længerevarende”. Det understøtter lykkeligvis at jeg ofrede 10 minutter ved Irmas hovedgærde her til aften, på at holde hende i hånden indtil hun faldt i søvn. Det kan godt være det bider mig voldsomt i røven om noget tid, men jeg sparede til gengæld 20 minutters gråd + dårlig samvittighed og ondt i maven.

Nu vil jeg nyde stilheden og finde det absolut mest tøsede på tv – at manden er i byen med nogle af kollegerne, behøver jo ikke kun at være til hans fordel 🙂 God lørdag!

2-års undersøgelse

Så blev det tid til Irmas 2-års undersøgelse. Jeg havde fået tid til hende klokken 12 – hvilket var sindsygt dumt at sige ja til, da jeg godt vidste at det højst sansynligt ville være en dårlig tid ift middagslur. Og det er bare lidt svært at fortælle lægen om mit talende og fremmelige barn når hun græder og ikke mæler et ord. Irma begyndte allerede at græde da lægen ville måle hendes hoveds omkreds… Og da vi nåede til ørerne gik hun helt bananas. Hun ville ikke stå på vægten og ville heller ikke måles. Og det med at blive lyttet på brystet måtte lægen aflyse, der var kun skrig i stetoskopet… Hele turen hjem i klapvognen gned hun øjne og syntes vist at livet var pænt hårdt.

Herhjemme steg humøret gevaldigt og der var kun lidt brok over at blive puttet. Eller sagt på en anden måde: brokken stoppede og snakken startede… Hun har snakket uafbrudt i tre kvarter indtil faren gik forbi barnets dør. Alle de vanlige putteting var blevet smidt ud over kanten af sengen, og Irma sagde: Ikke sove mere, far… Slut med den middagssøvn… Nu er der dømt boglæsning mens jeg prøver at tage mig sammen til at tage en tur på legeplads… Shit man bliver doven af at holde ferie!!

Kælkepremiere

Der ER altså mange fordele ved at have børn!! Og en af de absolut største kom til udtryk i søndags på Skamlingsbanken syd for Kolding. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har kælket, kunne seriøst godt være bekymret for om det er på denne side af 1990’erne… Jeg fik liv til at låne både kælkevenligt tøj og støvler (højhælet ruskind er bare ikke skide praktisk…) og afsted kom vi.

Vi startede dog med at kvaje os manden og jeg. Irma har aldrig siddet på en kælk før og hendes debut blev altså foran på farens kælk, ned af en vildt stejl bakke, med lidt for meget fart på (alt andet var uundgåeligt) og sne i hovedet fra faren, der bremsede så meget han kunne… Hun var ikke til at lokke op på kælken igen efter den tur! Men hun havde en fest alligevel. Irma hyggede sig gevaldigt med at trække en kælk efter sig mens hun snakkede højt og forklarede alle der gad høre det, om sne og is og andre ting hun mødte på sin vej.

Det var først til allersidst, efter alle vi andre havde kælket løs i knap en time, at hun lod sig overtale og kom op i kælken. Til mit uheld var det på vej OP af Skamlingsbanken… Så nu vil jeg gerne bestille lidt mere sne, tak. Kunne være fedt med en kælketur mere inden foråret kommer 🙂

Rosa med på tur

Torsdag eftermiddag pakkede vi klapvognen, hentede Irma i vuggestue og drog vest på mod Farmor og Bedstefar. Vi har ikke snakket om usynlige Rosa i noget tid nu, men pludselig begyndte Irma at fortælle at Rosa var derhjemme… På autopilot siger jeg jo bare ‘ja skat, Rosa er derhjemme’ før jeg overvejede hvilket potentielt traume jeg var i gang med at udvikle… Usynlig bedsteven alene hjemme i flere dage!!

Heldigvis dukkede Rosa op i toget. I form af en stor lyshåret pige – godt nok brugte hun ret meget krudt på at fortælle os, at hun altså ikke hed Rosa – uden den store erkendelse hos Irma dog, hun var vist bare ret glad for at hendes veninde ikke var alene derhjemme… Jeg frygtede at vi så skulle have den helt store sørgmodige afsked da “Rosas” familie steg af toget, men Irma accepterede det uden problemer og 5 minutter efter sagde hun: “Rosa er derhjemme Mor”…