Manglende dokumentation

Kors, hvor er vi dårlige til at få taget billeder for tiden. På ferien hos familien tog vi ikke et eneste billede, ikke ét!! Du godeste altså. Og alle ved at det første barn er det mest veldokumenterede, hvad skal der dog ikke ske, når vi engang skal have en nummer to? I øjeblikket går jeg og venter på at pædagogerne i vuggestuen får bunket de billeder, de har taget siden eftersommeren og givet mig et usb-stik med dem på… Godt at vide, at der i det mindste er nogen der taget billeder af mit barn!!.. Jeg får faktisk taget en del videoer med Irma, men rigtig tit opdager jeg, at jeg har holdt tommelfingeren foran højtaleren, så det er blevet en ret stille video… burde vist snart få det røde kort for teknikevner!! I de sidste par dage har jeg prøvet at optage Irma uden hun opdager det, hvilket er sin sag med den lille mobil-entusiast. Så udover de lydløse optagelser har jeg rigtig mange, hvor hun nærmer sig min telefon med armene strukket frem foran sig… NOT a Codac-moment…. Jeg vil så gerne optage at hun slår kolbøtter, for hun er faktisk ret sej til det. Jeg har ikke engang hjulpet hende synderligt meget, men pludselig er det den helt store dille. Landingerne er ikke altid lige kønne, men der er skam strakte ben inden kolbøtten skydes igang. Både manden og jeg har også slået kolbøtter (og ja ja, jeg kan høre alle sige kolbøttefabrik, hold straks op med det!!…), det er svært at lade være når den lille Kaptajn Jespersen står og siger “Også dig, mor. Pytte mor” (Pytte betyder tydeligvis kolbøtte, det kan der ikke herske tvivl om…)

Hvad jeg ikke ønsker at vise en video af, er til gengæld putning af Irma for tiden… det er intet mindre end dramatisk!! Vi prøver at spole tiden tilbage til dagene hvor vi læste en bog, hyggede med en kop med lidt varm mælk, børstede tænder og sagde godnat – og forlod værelset! Smertefrit, lykkeligt og skidenemt… Efter vi har været på ferie er der gået rod i maskineriet. Og vi har nu at gøre med en lille fis, der går totalt i spåner når vi forlader hendes værelse. Før blev vi sendt ud af hendes værelse med luftkys, nu er hun stående, hoppende og SKRIGENDE!! Og jeg er ikke til det, jeg bryder mig på ingen måde om at gøre mig hård og forlade mit barn mens hun skriger og kalder på mig. Nu læste jeg tilfældigvis også en artikel forleden, der pegede på at man ikke skal lade sit barn græde sig selv i søvn: “Det gør simpelthen så ondt i mit hjerte at høre det, for ingen børn skal græde sig i søvn. Den nyeste forskning viser, at det skader hjernen og ødelægger barnets evne til senere i livet at tackle stress, hvis det får lov at græde længerevarende”. Det understøtter lykkeligvis at jeg ofrede 10 minutter ved Irmas hovedgærde her til aften, på at holde hende i hånden indtil hun faldt i søvn. Det kan godt være det bider mig voldsomt i røven om noget tid, men jeg sparede til gengæld 20 minutters gråd + dårlig samvittighed og ondt i maven.

Nu vil jeg nyde stilheden og finde det absolut mest tøsede på tv – at manden er i byen med nogle af kollegerne, behøver jo ikke kun at være til hans fordel 🙂 God lørdag!

Reklamer

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s