Syge børn og jobpasning?

Hvordan er det lige de to ting går i spænd?? Jeg er hjemme med Irma i dag fordi hun hoster, snotter og har feber, det lille pus. Og optakten til denne hjemmedag var noget nær et mareridt! Irma blev puttet ganske problemfrit i går aftes, men da vi havde været inde ved hende 4-5 gange, og sidste gang ved 01-tiden, så besluttede jeg at slå lejr på hendes værelse. Tror faktisk ikke hun faldt i søvn igen, sådan rigtigt. Og da jeg to gange havde taget mig selv i sige “Så sov dog” med stigende brysk og desperat stemme, måtte jeg kaste håndklædet i ringen og bytte plads med manden. Irma var i strålende humør og lysvågen – til trods for at uret viste NAT med store bogstaver (vi snakker før 04 her!!). Manden viste kæmpemæssigt overskud og gik ind i stuen med Irma for at se Peter Pedal. Og jeg fik lov at sove uforstyrret, i flere timer! Da jeg gik ind for at kigge til stue-legerne (da det rent faktisk var blevet morgen…) sov de sødt i arm på sofaen 🙂

Men en af grundene til at JEG ikke kunne hvile sammen med Irma, var at jeg lå og tænkte på arbejde, med stigende dårlig samvittighed. Der er rigtig mange opgaver og deadlines for tiden, og jeg havde allerede i går indset af Irma ikke skulle i vuggestue i dag, men havde dog tænkt at vi skulle udnytte den allersidste tid med bil og køre til Gentofte om formiddagen. Og da alle disse planer og forestillinger langsomt smuldrede imellem fingrene, pga. manglende søvn og stigende feber, blev jeg mere og mere frustreret. Og så ved jeg godt at et sygt barn kommer forud for alt andet, men nogle gange matcher sygdom og arbejde bare så helt utrolig skidt! Nu håber jeg enten på mirakuløs bedring hos Irma eller på at mine forældre er så opladet fra Spanienstur at de gerne vil passe sygt barnebarn i morgen… Føler mig ikke som verdens bedste mor i dag, og skal virkelig hanke op i mig selv for ikke at være sur på Irma for at være syg (du godeste, hvor urimelig har man lov at være!!!) – så nu har jeg besluttet at lægge alt det trælse tankeværk væk, det nytter jo alligevel ikke en døjt, og så prøve at få det bedste ud af en hjemmedag. Dagens mål: Nærvær, smil og varm kakao!!

Reklamer