Øretjek

I går var vi til lægen, Irma og jeg. Og i lyset af 2-års undersøgelsen, som forløb virkelig skidt og med rigtig mange tårer, valgte jeg at forberede barnet på hvad der skulle ske. Jeg fortalte hende at nu skulle vi ind til lægen, og at lægen skulle kigge på ørerne, og at det (vigtigst af alt) overhovedet ikke ville gøre ondt. Og mens vi sad i venteværelset snakkede Irma meget fuld af forventning om at vi nu skulle ind til lægen og have kigget på ørerne. Det gik så fint det hele (så kan man jo spørge sig selv hvorfor jeg ikke bare havde gjort det sidste gang…), og ørerne fejlede ikke det mindste.

Pga. natterod, meget råben og udpræget jeg-gør-lige-det-modsatte-af-hvad-jeg-får-besked-på, havde vi både fra vuggestuen og fra Øglemor fået anbefalet at tjekke ørerne. Og det er jo altid dejligt at konstatere at barnet er rask og sundt – mindre heldigt at hun er et råbehoved med hang til selektiv hørelse…

I vuggestuen var mistanken pludselig kommet fordi Irma bl.a. var blevet ved med at kaste legetøj ud fra svalegangen foran deres stue på 1. sal. Ikke at hun havde ramt nogen, men hun synes tydeligvis at det dybt tarveligt at hun 1) skulle hjælpe med at samle dem op og 2) at hun ikke længere måtte lege på svalegangen. Det her var bare én event ud af flere hvor hun ikke havde hørt efter, og hvor hun havde gjort det præcist modsatte af hvad pædagogerne havde sagt…

Hun er desuden ved at udvikle nogle seriøse prinsessenykker – hvis hun ikke lige gider tage sine sko af eller har brug for en hånd med jakken, så kalder hun bare på Emily. Bedsteveninden er altid på spring til at hjælpe, sød som hun er, og ankommer på et splitsekund to-the-rescue af doven Irma, der ligger med et ben i vejret så skoen lige kan tages af. Altså!!.. Det er da ikke i orden! Herhjemme får jeg et NEEEEJ hvis jeg tilbyder hjælp med tøjet, men der er selvfølgelig forskel på folk… Nu er problemet bare, at det i dag var Emilys sidste dag på stuen, efter påsken rykker hun op i børnehaven. Og selvom den heldigvis bare ligger lige nede af gangen, skal Irma nu til at have en hverdag uden bedsteveninden. Jeg føler SÅ meget med Irma, for hun er jo i lykkelig uvidenhed om den forandring der ligger forude. Vi har selvfølgelig snakket om det, men det bliver først virkeligt når hun kommer tilbage efter ferien.

Nå, det er da kun til at blive trist af at tænke på. Nu skal vi den næste tid holde ferie og have hyggelige besøg – og lege husejere mens mine forældre er på ferie. Jeg fik lige den bedste sms fra min far i dag, hvor han skrev at legehuset i deres have nu er udstyret med køkken og legemad, og at der er fyldt sand i sandkassen. Så fås forældre da vist ikke bedre 🙂

Reklamer

Ny rytme

Så prøver vi noget nyt – igen. Irma er nu helt holdt op med at sove i vuggestuen. Hvor hun for en måneds tid brugte lidt tid på at hvile mens de andre sov, nyder hun nu, at hende og Emily kan lege uforstyrret ude på gangen… Totalt frisk og i hopla hele dagen! Vores fineste opgave er så at sørge for, at hun IKKE falder i søvn en halv time efter hentning eller midt i eftermiddagssnacken. Så den står på aktivitet og leg i timerne frem til sengetid – og sengetiden er nu rykket frem til kl 18!! Det er godt nok tidligt, men det er nu engang lillefisens smertegrænse. Så vi skal bare sørge for at hun får noget at spise (det lykkedes ikke i går, hvilket gav os en nat fra helvede med en træt og sulten lille pige!), i tiden mellem 16 og 18. Synes det er en lidt stram tidsplan, men der er ikke rigtig andet at stille op. Hvis hun først falder i søvn om eftermiddagen, kan hun være vågen til 21 uden problemer, og det er for tiden ALT for lang tid over min sengetid…

Det her betyder også at vi vælger at lægge adskillige kampe på hylden. Når vi kun har 2 timer til rådighed med datteren om eftermiddagen, så skal de ikke bruges på skrig og skrål. Ikke hvis det kan undgås. Så Irma må for tiden gerne få havregryn eller rugbrød til aftensmad, og hun må gerne blive båret op af trappen – det er måske lidt imod hvad jeg tidligere har arbejdet for, men jeg vil så gerne have at eftermiddagen bliver hyggelig. Og selvfølgelig får hun ikke lov til alt, vi sætter ikke alle principper over styr her, men hendes smertetærskel er SÅ meget mindre når hun kommer træt hjem fra vuggestue, at hverken hun eller os får noget ud af at vi håndhæver, at hun SKAL smage på broccolien eller SKAL noget andet trivielt.

Jeg kommer også træt hjem fra arbejde for tiden, synes sgu det er okay at skue hinanden lidt MED hårene – det trænger vi til!!

I det jyske

I weekenden var Irma og jeg i Århus. På visit hos mosteren og de to store kusiner. Jeg var ærligt lidt spændt på den tre timers togtur fredag eftermiddag, og på trods af veludrustet turtaske og madpakke, nåede Irma at hver tre nedsmeltninger inden vi kom til Fredericia… Og jeg sender en stor tak til plads i familievogn samt forstående blikke fra de omkringsiddende forældre…
Det var en superweekend med rigtig meget udendørsleg og trampolinhop. Og rigtig meget kusinehygge – og nu går der nok igen et par uger før Irma holder op med at tale om Rosa 🙂
Men da kusine Rosa var til håndboldstævne i Hammel lørdag eftermiddag, var der imidlertid en anden lille fidus der overtog favoritpladsen. Her taler vi om en 14 uger gammel hundehvalp ved navn Simba (eller Sofus som Irma blev ved med at kalde ham?.. ) Mens jeg lavede mad fandt Irma plastickopper frem fra mosterens skabe og arrangerede et theselskab for hunden!! Og han fik et hav af kram og møs – har pludselig fornyet respekt for en hunds tålmodighed!..

Søndag sluttede vi besøget af med en tur i svømmehal. Første gang i en almindelig svømmer uden varmtvandsbassin. Og selvom Irma tydeligvis synes det var lidt koldt i starten (det synes jeg sådan set også!) så holdt hun i tre kvarter og synes det var en fest med alle de 10-20-30….100 jeg lavede med hende. Planen var at hun så skulle være udmattet til togturen, men som jeg har skrevet om før, så har svømmehallen den modsatte effekt på Irma… Havde meget frisk og glad pige med på togtur hjem 🙂

Og så lige et billede fra weekenden – det må jo være et godt besøg når værterne har gynge i gangen!!

20120327-213706.jpg

Password??

Så fik jeg lige en lussing af wordpress for ikke at tjekke ind på daglig basis – er lige blevet bedt om at taste mit password for noget nær første gang i et halvt år. Nåja, så kan jeg lære at være den passive blogger… Der har ikke været plads til skriverier på det sidste, ikke grundet sindssyg travlhed eller ypperlige spændende opdateringer i mit liv, men fordi ALLE følelserne kæmper for at komme forrest i køen for tiden! De vil tilsyneladende alle sammen sidde udenpå tøjet, og jeg gør mit aller-allerbedste for at skubbe dem inden for vesten igen! Det virker mildt sagt SKIDE dårligt!!! Og hvorfor skulle det også virke nu? Regnede jeg virkelig med at jeg ville blive genfødt som 33-årig med verdens sejeste pokerfjæs, en evne til både at lyve og sætte en facade op?? Ja, det gjorde jeg måske, i det skjulte. Måske gør jeg i virkeligheden altid det til min fødselsdag – hvert år… Det er måske på tide til et kursus? Hos Don Ø fx? Han er indbegrebet af stenansigt synes jeg. Og heller ikke noget slinger i valsen hvad stemmen angår. Det er sgu da sejt.

Hvis jeg nu kunne gribe hverdagen lidt mere Don Ø-agtigt an, så ville jeg nok ikke sidde og være ræd for at hente mit barn om eftermiddagen fordi jeg ikke ved om jeg henter hende den glade og trætte, som jeg elsker til døde, eller om jeg henter den afsindige hystade, som ikke vil noget som helst andet end kaste sig mod asfalten, skrige lungerne ud og modsætte sig alskens ting og sager. Don Ø ville nok ikke sidde og tude om kap med barnet i total afmægtighed fordi hun ikke kan og vil trøstes. Og han ville nok heller ikke være bekymret for om datteren mon sover i sin egen seng eller om hun sover overhovedet…

Jeg gad sgu godt sådan et kursus, lære at være lidt mere benhård! Kan dog godt være betænkelig ved den tough love, som jeg er sikker på han ville gøre brug af…

Hentning…

Vores hverdag hænger sådan sammen, at det er manden der afleverer og mig der henter – langt de fleste dage. Og det fungerer godt – langt de fleste dage. I øjeblikket går det rigtig fint, fordi børnene slutter dagen af med at være på legeplads i det gode vejr. Og Irma er altid glad når hun kan lege i sandkasse, rutsje eller gynge – eller bare rende omkring udenfor. I går havde jeg god tid, der var styr på mad og indkøb og Irma og jeg kunne lege på legepladsen inden vi skulle hjemad. Og mens vi står og gynger, kommer der en far ud på trappen i 2. sals højde. Deroppe bor nogle af SFO-børnene, men i dag var de nede i den fjerneste ende af legepladsen og lege. I stedet for at gå ned til sit barn, står manden og RÅBER ud over hele institutionen: NA-TA-LIE!!! 4 gange! Så mange kald skal der til før pigebarnet indser at hendes tåbe af en far står og bræger efter hende, i stedet for at lette måsen og hente sin datter i ro og mag. Selvom pigen nu tydeligvis er på vej, bliver han ved med at stå og råbe, “få lige den jakke på”, “skynd dig nu lidt” og sidst men bestemt ikke lavest: “Vi skal ikke hjem, vi skal ud og køre i den nye bil”. Du godeste altså!! Så alle skal simpelthen høre at han har købt ny bil og blive forstyrret af råben?? Jeg var forarget og harm! Sikke en klaphat!

Og som en af Irmas pædagoger kom hen og sagde til mig efterfølgende: “Det må da vist være topmålet af dovenskab det der”.

Ville ønske at tiden ikke var så præget af berøringsangst over for andre forældre og deres handlemønstre, for guderne skal vide, at manden burde få tørt på. Enten af institutionspersonale/ledelse eller andre forældre, som simpelthen ikke vil tolerere den slags opførsel. Og i virkeligheden burde Natalie få en præmie for ikke at råbe retur til sin far, men stille og roligt gå ham i møde.

Og apropos alt det her med følelser i udbrud, så vil jeg godt advare andre om at lytte til den lydbog jeg hører for tiden ude i åbent terræn… Jeg lytter til Sidste Nat i Twisted River af John Irving, og nu hvor jeg nærmer mig slutningen, bliver den mere og mere sørgelig og præget af afsked! Det er altså hård kost at forsøge at holde tårerne tilbage midt i morgentrafikken når folk garantrisset tror jeg lytter til Go’morgen P3…

Altsååå!!

Jeg ved godt jeg har skrevet det før, men der er virkelig kommet fuldt firspring i Irmas sprog!! Og i dag er hun kommet hjem fra vuggestue med et nyt udtryk: “Moar, altså mor!!” Jeg har ikke tal på hvor mange hun har sagt det siden vi er kommet hjem, men det har været i alle tænkelige situationer hvor hun ikke har været helt tilfreds med mig. Alt lige fra da jeg ville hjælpe hende af med flyverdragten (hvilket jeg bestemt ikke skulle blande mig i!) til da hun ville styre hvor meget citronsaft hun lige skulle drikke… Hun kunne overraskende nok godt lide det, selvom det var lidt af et codac moment da hun lærte hvor surt det var 🙂

Sammen med altså-vendingen er den mest brugte “jeg har selv!!” Irma har ikke helt styr på udsagnsordene, men hun har helt styr på at hun ikke vil hjælpes… Og vi øver os på at acceptere at alting tager rigtig meget længere tid end normalt…

Præmie og gaver!

Åhja det har i sandhed været en weekend i pakkernes tegn – og fremskreden alder eller ej, så er pakker bare det bedste i verden! 🙂 Men helt uden for fødselsdagsnummer, så fik jeg i går den præmie jeg vandt ovre hos Signe! Et styks stegegryde og en sauterpande fra Gastrolux, som forhandles af Kitchen One. Det virker som noget virkeligt lækkert køkkengrej, men indtil videre har jeg altså kun dampet asparges i gryden, så det er nok lidt tidligt til en reel anmeldelse…

Irma synes også det var et temmelig stort hit at hendes mor kom slæbende med den store kasse, specielt fordi køkkentøjet var omgivet af flamingodimser. Og vi snakker seriøst mange!! Vi holdt en mindre fest med de mange dimser – kastede dem omkring os, lavede sneengle og Irma kravlede ud og ind af papkassen de var i. En fest siger jeg 🙂

I dag har jeg jo så fået de rigtige fødselsdagsgaver, og udover chokoladekurset fra manden har jeg fået gavekort, kagepynte-udstyr, Escoffiers madbibel (med bl.a. 75 opskrifter med æg…) og en vildt flot taske fra Madrid. Beriget, ja det tror jeg sgu nok 🙂 Nu er jeg efterhånden ret fødselsdagsmættet (har også noget at gøre med, at vi har spist SERIØST meget mad i de sidste to dage!!), og nu mangler kun kagen til kollegerne – satser på vanvittig højt mandag-morgen-overskud…. Tak for hilsner, gaver, sms’er og tanker. Tak for dejlig dag!!

20120311-220210.jpg

Hurra og solskin

33 år sgu! Er faktisk ikke så pjattet med det tal, men året skal nok blive godt er jeg sikker på. Der er mange spændende ting i vente, og I skal nok høre om dem alle sammen – hvis I holder på lidt endnu… (er det ikke fedt med den slags cliffhangere???)

Nå, men dagen er kickstartet godt! Solen skinner, jeg har spist chokoladefondue-rester til morgenmad (hov…) og min mand har givet mig et chokoladekursus i fødselsdagsgave. I morgen aften 🙂 Det ligger lige præcis sådan at jeg ikke kan nå til yoga… men det er sgu nok meget godt… 

Om lidt kommer mine forældre og vi skal gå tur ved vandet, spise mere god mad (efter temaet 80’er klassikere med et twist!) og generelt bare hygge på den 33-årige måde – totalt voksent eller noget 😉 God søndag til alle!!

Vestegnsklipning

2 år og 2 måneder blev datteren før det blev nødvendigt med et frisørbesøg. Jeg har studset hende lidt et par gange, så der er ikke gik totalt Billy Ray Cyrus i den…Men i den sidste tid har jeg bare ikke fået lov – hun har rystet så meget på hovedet, at det ville have været alt andet end sikkert at nærme sig med en saks… Så i dag skulle det være. Min mor har fortalt om sin egen frisør i Vallensbæk, som eftersigende skulle have sådan en knallert-stol, som børn kunne sidde på mens de blev klippet – den viste sig at være blevet kasseret for mindst 8 år siden… hovsa. Men til gengæld havde de en fin høj stol med sele i, ret fornemt. Og Irma blev placeret foran en tegnefilm og udstyret med sin ALLERførste slikkepind! (Ja, det er sgu ikke særlig korrekt, men da frisøren spurgte mig om hun måtte få en slikkepind, kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til at tage de riskiks op af tasken som jeg egentlig havde med. Så helse-spelt-agtig kunne jeg ikke lige finde ud at være her midt på Gammel Køge Landevej…)

Det tog alt i alt 20 minutter, og nu har vi så en lille fis med en tilstræbt page og en potentiel Ishøj-fontæne (husker I???). Jeg skal lige ud og have købt de nødvendige bittesmå hårelastikker, men fin er hun altså. Og hun fortalte da også mormor og morfar at det faktisk ikke havde gjort ondt (som var mine ord på vej ind i salonen. Så blev jeg pludselig til en mor, der holder hvad hun lover… i hvert fald når det kommer til frisører)

Udlicitering, jatak!

Min store plan om at vente med at skrive om putte-situationen fra helvede, indtil jeg havde fundet et passende overskud, er skudt til hjørne. Vi er begge så møre nu, at vi er klar til alle former for hjælp, coaching, ekstra hænder – eller udlicitering… Så hvis der sidder en supernanny derude, der godt ved hvordan man håndterer en topstædig og skruphysterisk 2-årig, der nægter at sove eller blive i sin seng, med mindre vi sidder ved siden af indtil hun er faldet i søvn, så meld dig meget gerne på banen nu. Jeg er villig til at betale dyre domme for den service! Og hvis nu det bare var putningen, som pludselig er forlænget til at vare over en time, så ville jeg faktisk endda kunne klare det – hvis ikke Irma også vågner 2-3 gange hver nat, og forventer vi sidder ved hendes side, indtil hun er helt væk igen…Og jeg glemmer ALTID at tage noget ekstra tøj på, og sidder derfor og fryser røven af ved siden af Irmas seng, helt radbrækket og træt!! Og jeg er bare ikke villig til at tage de alenlange kampe om soverutiner klokken lort om natten? Ja, jeg har jo allerede vist, at jeg ikke engang duer til kampen tidligt på aftenen…

Er det den nye seng der er noget galt med? Tja måske, vi prøver at pakke tremmesengen ud igen i morgen og se om det hjælper at få den retur (eller hun forcerer den ligesom med weekendsengen?..). Har vi ændret på rutinerne? Nej faktisk ikke, det er fuldstændig den samme rutine som har virket upåklageligt det sidste år, som fra den ene dag til den anden, er blevet kasseret. Sover hun dårligt i vuggestuen? Nej, der kan de slet ikke genkende problemet. Hun er godt nok lang tid om at falde i søvn, men hun ligger og hygger og synger sig selv i søvn (som vi var vant til for en måneds tid siden…)

Her til aften tog putningen 2 timer og et kvarter… Og det var inklusiv cirka 20 “Nu skal du lægge dig ned, skat”, 6 godnathistorier, 3 sange, mange forklaringer om at mor og far er lige ude i køkkenet og at vi er der når du vågner. Jeg når også til det punkt, hvor jeg bare gerne vil have, at hun skal have en ordentlig dag i morgen uden at mangle fire timers søvn for at fungere.

Jeg kan ikke helt greje om det her er noget udover det sædvanlige eller bare en del af børnepakken… Mit indtryk er, at alle på et tidspunkt har døjet med børn, der ikke vil sove. Så måske er det bare os, der har lyst til at skrige ind i en pude eller rive håret ud af hovedet…?