I asyl

Irma og jeg er i asyl – på vestegnen! Jeg tog et aktivt valg på vores vegne, da hjemmet er invaderet af brovtende mænd (naturligvis sagt på den allermest komplimenterende måde!!) Så hele dagen har vi hygget med spil og leg i haven – og nydt solskinnet som alle andre solhungrende danskere garanteret har. Mine forældre lod os være alene for nogle timer siden, da de skulle til middag ude i byen, så Irma og jeg har leget og gjort aktivt brug af at vi ikke skulle tage hensyn til hverken under- eller overboer… Så jeg var virkelig godt ladet op med overskud da vi tog hul på putning! Og det endte da også med at tage en hel time. Ikke at jeg som sådan synes det er en fuldstændig absurd tidsmængde at bruge på den slags, det er stadig bare rigtig meget mere end jeg normalt er vant til.

Og så har vi jo netop lige vænnet Irma til at sove i stor-pige-sengen på hendes værelse, så jeg var spændt på om weekendsengen med nettremmer overhovedet ville blive accepteret. Men joda, det blev den – dog kun hvis vi holdt i hånd indtil hun var faldet helt i søvn… Og der er det med weekendsengen, at den lige netop er så høj, at jeg, lige meget hvordan jeg sidder på den anden side, får seriøse hånd- og armkramper når jeg læner mig ind over den for at nusse hende. Og fordi det varede så længe før hun faldt i søvn, når hele mit blodomløb at gå i stå (okay, det gør det nok ikke vel, men det føles sgu sådan!…). I hvert fald så meget at begge mine ben begynder at summe. Så da det lader til at Irma er døset hen, tager jeg chancen og lister ud i køkkenet. Jeg når lige at fylde elkedlen med vand før der lyder et hyl, et bump og et endnu højere hyl… Great, så Irma har nu forceret weekendsengen med hovedet først… Det kaldte så på en krammer i sofaen med sang til, og et ekstra langt ophold ved sengekanten med sovende lemmer på ny. Da hun endelig sov (rigtigt sov!!), var jeg nødt til at sidde og lave verdens mest sammenkrøbne og stille venepumpeøvelser, så jeg ikke væltede over sengen på vej ud grundet lammede ben… Du godeste, nogle gange kræver det sgu en mastergrad at få et barn til at sove!!

Nu vil jeg gå på rov i mine forældres skuffer – og håber så uendeligt meget at de har andet end de dødsyge rosiner, figenstænger og riskiks, der er i mine… Glædelig lørdag 🙂