Hentning…

Vores hverdag hænger sådan sammen, at det er manden der afleverer og mig der henter – langt de fleste dage. Og det fungerer godt – langt de fleste dage. I øjeblikket går det rigtig fint, fordi børnene slutter dagen af med at være på legeplads i det gode vejr. Og Irma er altid glad når hun kan lege i sandkasse, rutsje eller gynge – eller bare rende omkring udenfor. I går havde jeg god tid, der var styr på mad og indkøb og Irma og jeg kunne lege på legepladsen inden vi skulle hjemad. Og mens vi står og gynger, kommer der en far ud på trappen i 2. sals højde. Deroppe bor nogle af SFO-børnene, men i dag var de nede i den fjerneste ende af legepladsen og lege. I stedet for at gå ned til sit barn, står manden og RÅBER ud over hele institutionen: NA-TA-LIE!!! 4 gange! Så mange kald skal der til før pigebarnet indser at hendes tåbe af en far står og bræger efter hende, i stedet for at lette måsen og hente sin datter i ro og mag. Selvom pigen nu tydeligvis er på vej, bliver han ved med at stå og råbe, “få lige den jakke på”, “skynd dig nu lidt” og sidst men bestemt ikke lavest: “Vi skal ikke hjem, vi skal ud og køre i den nye bil”. Du godeste altså!! Så alle skal simpelthen høre at han har købt ny bil og blive forstyrret af råben?? Jeg var forarget og harm! Sikke en klaphat!

Og som en af Irmas pædagoger kom hen og sagde til mig efterfølgende: “Det må da vist være topmålet af dovenskab det der”.

Ville ønske at tiden ikke var så præget af berøringsangst over for andre forældre og deres handlemønstre, for guderne skal vide, at manden burde få tørt på. Enten af institutionspersonale/ledelse eller andre forældre, som simpelthen ikke vil tolerere den slags opførsel. Og i virkeligheden burde Natalie få en præmie for ikke at råbe retur til sin far, men stille og roligt gå ham i møde.

Og apropos alt det her med følelser i udbrud, så vil jeg godt advare andre om at lytte til den lydbog jeg hører for tiden ude i åbent terræn… Jeg lytter til Sidste Nat i Twisted River af John Irving, og nu hvor jeg nærmer mig slutningen, bliver den mere og mere sørgelig og præget af afsked! Det er altså hård kost at forsøge at holde tårerne tilbage midt i morgentrafikken når folk garantrisset tror jeg lytter til Go’morgen P3…

Reklamer