Øretjek

I går var vi til lægen, Irma og jeg. Og i lyset af 2-års undersøgelsen, som forløb virkelig skidt og med rigtig mange tårer, valgte jeg at forberede barnet på hvad der skulle ske. Jeg fortalte hende at nu skulle vi ind til lægen, og at lægen skulle kigge på ørerne, og at det (vigtigst af alt) overhovedet ikke ville gøre ondt. Og mens vi sad i venteværelset snakkede Irma meget fuld af forventning om at vi nu skulle ind til lægen og have kigget på ørerne. Det gik så fint det hele (så kan man jo spørge sig selv hvorfor jeg ikke bare havde gjort det sidste gang…), og ørerne fejlede ikke det mindste.

Pga. natterod, meget råben og udpræget jeg-gør-lige-det-modsatte-af-hvad-jeg-får-besked-på, havde vi både fra vuggestuen og fra Øglemor fået anbefalet at tjekke ørerne. Og det er jo altid dejligt at konstatere at barnet er rask og sundt – mindre heldigt at hun er et råbehoved med hang til selektiv hørelse…

I vuggestuen var mistanken pludselig kommet fordi Irma bl.a. var blevet ved med at kaste legetøj ud fra svalegangen foran deres stue på 1. sal. Ikke at hun havde ramt nogen, men hun synes tydeligvis at det dybt tarveligt at hun 1) skulle hjælpe med at samle dem op og 2) at hun ikke længere måtte lege på svalegangen. Det her var bare én event ud af flere hvor hun ikke havde hørt efter, og hvor hun havde gjort det præcist modsatte af hvad pædagogerne havde sagt…

Hun er desuden ved at udvikle nogle seriøse prinsessenykker – hvis hun ikke lige gider tage sine sko af eller har brug for en hånd med jakken, så kalder hun bare på Emily. Bedsteveninden er altid på spring til at hjælpe, sød som hun er, og ankommer på et splitsekund to-the-rescue af doven Irma, der ligger med et ben i vejret så skoen lige kan tages af. Altså!!.. Det er da ikke i orden! Herhjemme får jeg et NEEEEJ hvis jeg tilbyder hjælp med tøjet, men der er selvfølgelig forskel på folk… Nu er problemet bare, at det i dag var Emilys sidste dag på stuen, efter påsken rykker hun op i børnehaven. Og selvom den heldigvis bare ligger lige nede af gangen, skal Irma nu til at have en hverdag uden bedsteveninden. Jeg føler SÅ meget med Irma, for hun er jo i lykkelig uvidenhed om den forandring der ligger forude. Vi har selvfølgelig snakket om det, men det bliver først virkeligt når hun kommer tilbage efter ferien.

Nå, det er da kun til at blive trist af at tænke på. Nu skal vi den næste tid holde ferie og have hyggelige besøg – og lege husejere mens mine forældre er på ferie. Jeg fik lige den bedste sms fra min far i dag, hvor han skrev at legehuset i deres have nu er udstyret med køkken og legemad, og at der er fyldt sand i sandkassen. Så fås forældre da vist ikke bedre 🙂