Sprunget øre!

Jeg tror aldrig jeg lærer at vænne mig til at få opkald fra vuggestuen… Irma kom i vuggestue kl 10 i dag – totalt til direktørtid. Hun vågnede inden 5 i morges og lige før vi normalt ville tage afsted til vuggestue stod hun og græd af træthed… Og faldt i søvn på ingen tid på farens hovedpude. Så er det sgu godt jeg har et fleksibelt arbejde hvor jeg sagtens kunne bruge Irmas morgenlur til at forberede morgendagens workshop. Men jeg havde ikke planlagt kun at være på arbejde i lidt over to timer… “Irmas øre er sprunget og gul væske klistrer til hår og øre” var beskeden fra pædagogen. Jeg var på cyklen i løbet af fem minutter. Hvorfor er det altid ALTID modvind fra helvede når man skal skynde sig? Og så meget behøvede jeg faktisk ikke at skynde mig – for jeg hentede en pige, der godt var smurt helt ind i øresnask, men som tydeligvis var lettet og smertefri. Så det er godt nok først i dag at mellemøresbetændelsen er blevet konstateret, men faktisk er vi ovre den værste del.

Det er lidt pudsigt, for den eneste rigtige sygdom jeg kan huske fra min barndom er faktisk de syge ører. Fordi det gjorde så djævelsk ondt! Så jeg har virkelig haft ondt af hende – også selvom sygdommen har forvandlet hende til pylret, sur, tudevorn ved det mindste nej, og en hang til at ville bestemme alt… Det er vist godt jeg er barnets mor ellers kunne jeg måske være kommet til at glemme hende nede i Netto…