Sure løg!

Det startede faktisk allerede i morges. Det her frk. modsat-adfærd. Jeg tror der kom mindst 10 meget højlydte og vrede “JEG KAN SELV!!!!”-råb fra Irma inden klokken var tid til aflevering… Og selvom pædagogerne forvissede mig om at de havde haft glæde af en utrolig glad og frisk Irma hele dagen, så var der kun sur og slatten luft tilbage i den ballon jeg kom og hentede… Der var skrig og skrål over at hun først ville have jakke på, så ingen jakke, og så jakke igen… Atter et drama da hun ikke blev båret ned af trappen, men skulle gå selv. Så havde vi en mindre episode da jeg skubbede gyngen HELT forkert, fordi jeg skulle stå DER og ikke DER! Og så en nu-lægger-jeg-mig-lige-på-gulvet-og-skriger-scene da vi var kommet hjem og hun ikke fik lov til at se mere end ét afsnit Hr Skæg i fjernsynet… Ååååh, så er det sgu heller ikke nemt at være to et halvt – og heller ikke at være mor til sådan en, for den sags skyld. Irma er lige blevet puttet, i sin egen seng. På trods af kamp til stregen om at hun først ville sove i vores seng, så hellere inde i sofaen, og så faktisk hellere på gulvet i køkkenet end i sin egen seng… Jeg endte med at lægge mig ved siden af hende til hun sov, mest fordi vi var ude i den der hikse-gråd hvor hun er så rød i hovedet at man bliver lidt bange for om der overhovedet kommer blod til hjernen – eller resten af kroppen…

Efter sådan en dag tillader jeg mig selv at tælle til 10, for ikke at komme til at ønske mig et andet barn, men i stedet nå frem til at det SKAL blive bliver bedre i morgen! 🙂

Reklamer

Mad & vand

Det har været indbegrebet af dagens program i dag. Mens vi spiste morgenmad fortalte vi Irma at vi skulle i svømmehallen når vi havde spist. Hun lyste helt op og blevet meget hurtig færdig med sine havregryn – hvordan er det lige, at en pige der kan gå helt i baglås over at skulle i bad herhjemme, kan få julelys i øjnene ved tanken om en svømmehal?? Det er sgu lidt sært. Men håber det efterhånden hjælper til at bløde op over for de nødvendige aftenbade herhjemme… Vi havde en fest derude, allerede under bruserne, hvor Irma syntes det var fantastisk at hun kunne tænde for vandet selv, og hun grinede over hele ansigtet da vandet plaskede ned over hende. Inde i det store bad (som Irma kalder det) fik hun monteret bælte og vinger, og ville derpå både hoppe fra kanten og svømme uden hjælp… Hun fik lov til begge ting, dog med to forældre som sikkerhedsnet og en hemmelig hånd på maven under svømningen…

Hjemme igen gik manden igang med det helt store stege/koge/brase-projekt. Og der ligger nu en rullepølse i pres og en hel masse forskellig fond i fryseren. Jeg tog ud og spiste brunch imens…

Her i eftermiddag har vi været ude i regnen – primært fordi vi på sædvanlig søndagsmaner har haft åbent hus (uden et eneste besøg…). Vi var på cafe og på legeplads – Irma mente lige at hun skulle bestemme at det kun var moren, der måtte gynge hende. Og tror hun fik skreget så højt at hele nærområdet hørte hende… Men vi vandt sgu kampen (hurra), da hun trods alt hellere ville gynges af faren end at gå hjem… Resten af dagen har vi hygget indenfor med stuedans, lege flyvende tæppe (Irmas nyopfundne leg…), jul på Ramasjang og koldbøtter i stuen. På madlavningsfronten blev det til hjemmelavet jordbæris som Irma skal have med i vuggestue i morgen (hun fylder 2 et halvt og når jeg nu ikke kan sende hende afsted med en fødselsdagskage, må det her blive en fin erstatning..). Isen har jeg fundet inspiration til hos Klidmoster. Derudover er der blevet der bagt pølsehorn og pizzasnegle – og så kunne køkkenet heller ikke rumme mere søndagsproduktion 🙂 Synes faktisk det har været en helt fantastisk weekend – er helt ladet op til en ny uge!!

Op til midsommer

Nu er jernbalancen ved at indfinde sig igen, og jeg har ikke været svimmel siden midt på ugen. Det er befriende. Jeg fik så også lidt tilfældigt at vide af jordemoderen i torsdags, at effekten ved jernen ophæves når den indtages sammen med mælk… Jamen altså, så er det sgu da dumt at spise dem sammen med havregrynene om morgenen. Har straks skiftet strategi! Irmas næse er også næsten blevet normal igen. Stadig lidt skrammet, og grønlig, og en anelse hævet på den ene side, men klart i bedring! Så det går med andre ord fremad i det lille hjem.

Og jeg var som sagt til jordemoder forleden. Det er ligesom om det ikke er så skelsættende her i 2. graviditet… Men hun nåede da at kigge på mig med stramt blik og på det kraftigste anbefale at jeg ikke tog lige så meget på i denne omgang som i sidste… Ja, ja, skal nok!! Prøver virkelig at styre mig, men kors, hvor jeg synes det er en kamp nogle gange. Der er nu én ting der har gjort det lidt nemmere for mig. Jeg har nemlig tidligere haft en svaghed over for Leende Ko-oste (og ja, inden I kommer for godt i gang, så ved jeg godt hvor sært barnligt det er!!), men da jeg købte en pakke tidligere på ugen, blev jeg fælt skuffet. De har sgu ændret smagen! Nu smager det bare af røvsyg smøreost (og nej, det gjorde den OVERHOVEDET ikke før!). Så er der da én last mindre…

Fredag var vi til scanning, og det er bare så hyggeligt at se den lille fis mokke rundt. Nu hvor jeg er i 20. uge kan man ligesom også se en hel del mere action. Og så var der tydelige tegn på at vi skal have en pige igen. Ingen af os kunne forestille os noget andet, så det er jo ret godt. Ikke at jeg var blevet ked af et andet resultat, bare virkelig overrasket. Og apropos action, så er der bare så meget krudt i den her baby. Jeg kan mærke spark og skub rigtig tit – og jeg glæder mig sindsygt meget til at Irma og faren kan mærke med. Indtil videre bliver der primært sparket til min blære…

Og nu er vi endelig fremme ved midsommer, for i dag har vi været sammen med gode venner. Irma har leget med lille Flora på snart 11 måneder, og jeg har nydt at se hvordan to piger der ikke ser hinanden til hverdag, og som er så langt fra hinanden i alder, alligevel har leget så fint sammen. Irma har hygget sig med at være den store, og har vist sig frem til den helt store guldmedalje, og Flora har grinet af Irmas løjer og leg. Virkelig hyggeligt. Vi tog hjem ved puttetid og sidder nu her i sofaen – uden bål – men med en glad og sovende datter. Og det er jo heller ikke så dårligt. Glædelig midsommer 🙂

Kom hjem

Jeg skulle helt sikkert ikke være cyklet de ti km til Hellerup i morges. Udover at jeg nok mest har mindet om en fuld grønlænder på cykelstien, så gik svimmelheden helt amok da jeg ramte arbejdspladsen. Pis os! Og jeg har lyttet til alle de dejlige tips der kom i går og går nu all in på forskellige jernpræparater!! Satser på bedring når som helst!!

En halv time efter landing ringede vuggestuen, Irma kan kun have nået at være der i 20 minutter, og har i det tidsrum banket hovedet og næsen ret voldsomt ind i ribben, så hun næsten slog sig selv ud, fik næseblod og hævet næseryg. For fanden altså. Jeg tænkte straks i skadestue og alverdens ting, men efter telefonkonsultation med lægen var jeg lidt mere rolig. “Kom is på, og tjek om hun kan trække vejret gennem næsen. Hvis den ikke er skæv, men kun hævet, burde der ikke være problemer.” Og den er ikke skæv, bare sådan lidt bokser-agtig… Så nu er jeg spændt på om hævelsen falder som den skal og hvilken farve den har i morgen…

Bortset fra styrtet har damen været i et vældigt humør, og tempoet hos den halvslatne mor har afgjort været for sløvt. Der kom dog lige en redning midt på eftermiddagen da jeg var gået totalt kold på legeideer. Pakkeposten kom, med en hel pose sommertøj til Irma. Alt skulle prøves, især den fine blomstrende kjole (sjovt som blå boksertud og prinsessekjole går totalt hånd i hånd!). Og kjolen var lige ved aldrig at komme af her ved puttetid, men det var alligevel for hedt for hende nattesvederen!! Jeg kunne lokkes til at hun kunne beholde de nye gamacher på. Lidt har åbenbart også ret.

Resten af aftenen står på sofa og måske en ny bog – har simpelthen fået knækket min manglende læselyst, det er simpelthen så skønt! God tirsdag aften!!

20120619-192224.jpg

Ha! Fundet!

Havde jeg overvejet at bruge Google? Åbenbart ikke. Kalder jeg mig selv professionel informationssøger? Oh yes. Er jeg over en uge om at lave et søgefelt hvor jeg skriver “Længsler og leverpostej Marie”? Du godeste altså. 5. link på siden giver mig svaret jeg har ledt efter. Jeg har vundet Annamettes bog hos Vores Børn. Godt så! Tak for den, kære tidsskrift, jeg sætter stor pris på præmien!

To x anmeldelse

Jeg er hjemme fra arbejde i dag, fordi jeg simpelthen er så svimmel at det ikke ville være forsvarligt at cykle til Hellerup. Svimmelhed gør træt så jeg har sovet og hvilet det meste af dagen i dag. Jeg har så opdaget at det nok skyldes, at jeg har pjækket fra mit jerntablet-indtag i noget tid. De piller er de ledeste i hele graviditeten. Jeg kan tydeligvis ikke undvære dem, men min mave er ikke specielt gode venner med dem (og jeg ved, at de fleste der har prøvet at være gravide eller har taget jerntabletter over en tid, ved hvad jeg snakker om). Men eftersom jeg har planlagt at tage på arbejde – i stående tilstand – må jeg nok blive ved med at tage pillerne, på trods af bivirkningerne…

Og nu til noget ganske andet, for jeg har jo brugt min hvilende tilstand i dag til at blive færdig med min gevinst fra forleden: Længsler & leverpostej af Annamette Fuhrmann. Og først og fremmest må jeg sende et stort tak til forfatteren for at skrive den bog, som har jaget min læseblokade væk. Det er den første bog jeg er blevet færdig med i over et halvt år. Og det har tilmed taget under en uge. Den er god, og MEGET ærlig – meget mere ærlig end jeg nogensinde bliver på skrift! Annamette har en flydende pen, så den ene side tager den anden, og eftersom man følger hende og mandens op og nedture, er det bare om at få læst bogen til ende, for at få svar på om det holder eller ej! Så lån den på biblioteket (eller reserver den nok nærmere…) eller køb den – det kan kun anbefales. Annamette tør sætte ord på nogle frustrationer og følelser, som de fleste nok kan nikke genkendende til. I hvert fald i udvalg.

En anden god oplevelse, som skal anmeldes, var en aldeles sublim kagefest i går. Sif havde åbnet sine nyerhvervede døre i det nordsjællandske og bød på de fineste kager, godt med kaffe og virkelig hyggeligt selskab. Det var overdådigt. Der burde være nogle gode kage-interesserede mennesker, der forærede den kvinde et konditori, så flere kunne få glæde at hendes evner! Udover det sindsyge sukkerchok, fik jeg mødt nogle bloggere, som jeg kun har læst om, nemlig Piskeriset og Anne au Chocolat. Det var dejligt at sætte krop til ord (så at sige…) og sjovt på den der semi-kendis-måde 🙂 Derudover hyggesnakkede jeg en hel del med Iben fra Ordningen, og det var også virkelig sjovt! Og bortset fra den detalje, at jeg nok indtog en del mere sukker end min krop har godt af, i går, så var det en smagsoplevelse udover det sædvandlige. Hvis Sif giver chancen fra sig igen, så tag den, og book en plads i hendes stue. Men I skal være hurtige, stolene ryger i seriøst højt tempo!!

Vinder – af noget…?

Jeg er så skideheldig at jeg har fået tilsendt Annamette Fuhrmanns nye bog Længsler & leverpostej direkte fra forlaget. Jeg så den lille posthuslap i går og tænkte “kan det mon være??”. Og det var det sgu! Sådan. Eneste anke er, at jeg ikke aner hvorfor jeg har fået den, eller hvem jeg har fået den af… Jeg har deltaget i 5-6 blog-konkurrencer rundt omkring, og jeg synes jo jeg har været rundt og kigge, men ingen af stederne (hvor jeg kan huske jeg har været) står der mit navn på vindersedlen! Så tak, where ever you are!! Og i hvert fald, tak Annamette for at have skrevet bogen, som jeg glæder mig helt vildt til at læse 🙂 Den handler kort fortalt om det knas i parforholdet, der kan komme, når børnene er landet på adressen, og verden drejer sig meget mere om dem, end om de voksne. Som der står på bagsiden: “Du kender historien: Kvinder møder drømmemand, de forelsker sig vildt, flytter sammen, æder hinanden med glubende appetit, lige til de får børn af det. De elsker hinanden inderligt indtil den dag, bolværket begynder at knage, og de indser, at der er kommet alt for langt mellem både kærtegn og knald“. Jeg tror muligvis det er en af de ærligste bøger jeg længe er stødt på, og lige så snart jeg har skrevet færdig her, skal der drikkes the og læses bog!!

Men først skal jeg lige dele den seriøse knibe jeg var i lidt tidligere – for ca. 40 minutter siden… Min mor var netop kørt mod vestegnen efter et hyggeligt aftensmadsvisit. Og lækkersulten var direkte alarmerende!! Jeg begyndte at kigge efter Hjemisbilen fordi jeg mente at have hørt nogle klokker (det lyder faktisk ikke helt raskt når det sådan bliver skrevet…), og begyndte at argumentere overfor mig selv hvor langt væk jeg egentlig kunne tillade mig at løbe hen efter is mens Irma sov… Endte med ikke at kunne forsvare det (phew!), og holdt også op med at høre klokker… Jeg hoppede forbi min søsters flickr og faldt over hendes seneste kagebillede – det hånede mig, det var hvad det gjorde!! Og jeg kom i tanke om konceptet “en kop kage“, som jeg faktisk også har skrevet om tidligere. Et hurtigt kig i køleskabet og jeps, alle kageingredienser var i hus! 10 minutter senere var der kage og varm the på bordet. Kagen er med lakrids og blåbær – god kombi!! Og jeg kan afsløre at lækkersulten nu er forsvundet, men i stedet har byttet plads med kvalme og halsbrand… Jeg tror dog ikke det er kagens skyld (det var jo lutter gode sager jeg kom i den kop!), men derimod babyens. Så sæt igang 😉

Behov for professionel hjælp!

Jeg synes virkelig det er rart at man nu efterhånden kan se, at jeg er gravid og ikke bare er hende med babserne… For sådan synes jeg det har været et stykke tid. Jeg har gået og tænkt på om jeg skulle begynde at gå mere nedringet klædt og gå ture på Bryggen i håb om at give Linse kamp til stregen…. men det er blevet ved tanken… Der findes jo nogle her på adressen som synes det er vældig hyggeligt at situationen ser sådan ud, men i virkeligheden kunne det bare være skønt hvis jeg kunne lægge dem i vindueskarmen, vande dem i ny og næ, og tage dem frem igen når amningen bliver aktuel. Men ak, indtil den anordning bliver lavet, hænger jeg (bogstavelig talt…) på skidtet. Så nu har jeg været til massage! Og denne gang et meget fantastisk sted, med hvide vægge, diplomer hængende, en radio i baggrunden og en massør der talte om anatomi og ikke prøvede at fortælle mig hvilke udeståender, jeg tydeligvis stadig havde med mine forældre på baggrund af myoserne i nakken… I min sidste graviditet opsøgte jeg Massør-Bettina på Amager, denne gang var det en sportsklinik på Frederiksberg. Oh what a difference. Men jeg drømmer nu stadig om den briks som Bettina havde derude på Amager Landevej – med huller til både mave og barm… mmmmm… Hvis man kunne kombinere de to tilbud, ville jeg nok købe et ti-turskort! Og selvom min hovedpine er helt væk ovenpå massagen, så kan jeg nok godt komme på et par gængse smerter, så jeg kan tillade mig at komme igen. Måske endda sådan på healermåden, hvor jeg kommer humpende, krumbøjet og opslidt, og går derfra jublende, dansende og beruset af lykke… Har set adskillige videoer på Youtube, så jeg tror godt jeg kan gengive det midt på Godthåbsvej!

Og så til noget helt andet – for er det muligt at blive skruk når man allerede er gravid?? Min kollega og jeg afsluttede et længere forløb i går, og en af deltagerne der forlængst er gået på barsel, dukkede op med 4 uger gammel datter. Jamen for pokker da!! Lille og fin, med helt mørkt hår og buttede kinder – og som dagen igennem sov hos mor, spiste lidt og sagde små knirkelyde. Og en af mine veninder har lige beriget verden med endnu en lille pige – så fin og perfekt. Åh, hvor jeg bare glæder mig til det bliver min tur igen!

Svensk idyl og andet godt

Lørdag formiddag drog vi afsted til Sverige – til navngivningsfest i en ødegård. Med et væld af børn, der rigtig gerne ville lege – og en Irma der var alt for genert, og derfor kun kunne sige NEEEEJ til langt op af eftermiddagen når de andre børn spurgte hende om noget… Men efter gåtur i skoven (eller, Irma sad i en klapvogn mens vi andre gik tur og var på skattejagt… dovne barn!!) var hun lidt mere modtagelig, og ville gerne blæse sæbebobler, kaste med balloner og spise kage sammen med og i nærheden af andre børn. Pyha! Og det var bare en helt utrolig hyggelig fest! Hovedpersonens moster havde været i Godisflyget og shoppe slik, og jeg har da sjældent set så vilde mængder af slik!! Der var e-numre nok til en hel skolegård – og det var fabelagtigt (og en anelse kvalmende for dem af os, der ikke kan styre den slags…) Irma smagte sin første lakridssut, og endte med at give mig halvdelen… Jeg er dog ikke naiv nok til at tro, at hun nu ikke kan lidt slik – tror såmænd bare det var fordi hun havde spist sig mæt i kage tidligere på dagen…

På den lidt sundere front lokkede jeg Irma med i svømmehallen da vi landede hjemme igen søndag. Vi laver efterhånden faste søndag eftermiddagsplaner, nu hvor der er åbent hus hver uge. Men så er der bare denne regel som jeg indtil i søndags egentlig har holdt ret godt: Man skal holde hvad man lover… For da Irma og jeg ankom til svømmehal havde de netop lige lukket! Hvor uheldig kan man være. Anede da ikke at svømmehallen kunne finde på at lukke søndag eftermiddag kl. 14??!! Det kostede over en time på legeplads før min samvittighed var på rette sted igen. Men så fik vi til gengæld også bagt sandkager, hældt sten ned af rutsjebanen og sunget sange på sansegyngen. OG jeg fik ENDELIG lavet nogle sjove motionsøvelser, som Sussi fra fitnessogsundhed anbefaler at lave med sit barn. Sussi skrev til mig for nogle uger siden og anbefalede hendes mor-og-tumling-øvelser. Efter lidt kyndig vejledning – ift. graviditeten – har jeg holdt mig til at lave øvelse 2 og 4 (og faktisk anbefalede hun mig kun at lave nr. 2 med ét ben af gangen, for ikke at overanstrenge mave og bækken). Men der intet til hinder for at vi kaster os ud i 1’eren også – hvis jeg altså kan lokke Irma til at agere træ for en stund… Jeg har lavet nogle lignende øvelser med Irma før, men ikke nogle, der på denne måde havde fokus på at forbedre min form OG være sjove for datteren. Jeg kan rigtig godt lide kombien 🙂 Sussis blog indeholder et hav af øvelser, så det er bare om at gå i krig!!

Let til tårer

Hold da op! Jeg har lige set “All That Heaven Allows” med manden. En gammel Douglas Sirk-film med Rock Hudson i den mandlige hovedrolle. Vi taler ren kærlighed udfordret af skam, pligt og traditioner. Jeg har grædt som pisket igennem halvdelen af filmen… Og jojo, der er selvfølgelig noget med de der hormoner, men lige hvad film angår, er jeg bare hende der altid græder når den elskelige hovedrolle ser ud til at ende sine dage som ensom enke. Jeg kan ikke have det! Det fortæller nok også rimeligt meget om mig og min værste frygt, men nåja, det skulle vel frem før eller siden (tror for dem, der har haft mere end 10 minutters samtale med mig, havde regnet den ud… er ret gennemskuelig hvad sådan noget angår…)

Og det med at have følelserne udenpå er jo nok noget man forventer af en på Irmas alder – men jeg er ret sikker på at hun har arvet mine tårekanaler, den lille stakkel.. Jeg hentede en meget ulykkelig pige i vuggestuen i dag. Bedsteveninden havde fravalgt Irma til at lege med til fordel for en anden pige. Og som piger i den alder gør, havde hun demonstrativt skubbet til Irma for at vise, at hun altså virkelig ikke ville lege med hende. Irma var helt knust. Og sad helt for sig selv på legepladsen da jeg kom. Jeg ved godt at alle skal igennem den slags strabadser for at lære lidt om livet og den slags, men jeg tror vist alle forældre et eller andet sted ville ønske de kunne skåne deres børn for den slags oplevelser. Så det var rigtig godt at allerbedste August havde mulighed for at komme og lege i gården da vi kom hjem. Så fik Irma da en god venneoplevelse at slutte dagen på. Og moren fik lidt ro i sindet…

Nå, jeg vil gå ud og vaske den mascara væk som nu sidder på kinderne, og gå i seng… Jeg har en ret vigtig arbejdsdag i morgen og glæder mig samtidig til weekenden, hvor vi skal til Sverige og fejre navngivning for vores gode venners datter. Jeg ser frem til skov, børneleg og hyggelig biltur. Og så tror jeg ikke der går så længe før vi skal se endnu en Douglas Sirk-film. De kommer helt ind under huden på én!! Kan anbefales (men husk kleenex!)