Anti-D

Det er jo egentlig et oplagt rappernavn, men desværre er det langt fra så interessant… Jeg sidder i bussen på vej hjem fra Hvidovre Hospital, hvor jeg har fået en vaccine mod at danne antistoffer mod mit næste barn… Det kan man da kalde forebyggelse! Men selvfølgelig meget godt at være på den sikre side! Jeg er rhesus negativ og hende jeg har i maven er positiv. Det er åbenbart fint med det og vores kroppe og blod har accepteret hinandens forskelligheder. Men hvis jeg så næste gang jeg blir gravid – hvis det altså overhovedet blir aktuelt – får et barn der er negativ ligesom mig, kan jeg danne antistoffer overfor det. Lidt sirligt, men ret smart at man kan forebygge den slags ubehageligheder. Så nu er jeg altså blevet stukket i skanken (hedder det også det når man ikke er en gris??), og afventer spændt de spændinger som jeg fik forklaret kunne forekomme – ligesom med en stivkrampe…

Nu kalder en lidt ekspres hjemmearbejdsdag og så skal jeg ned og hygge om Irmas sidste vuggestuedag.

Over and out fra Anti-D!!… (kaster lidt håndtegn her fra bussen…)

Reklamer

Højre vs. venstre?

Jeg er komplet højre-venstre-blind, og skal altid tænke mig RIGTIG godt om før jeg går den forkerte vej… Og nu er manden begyndt træningen af datteren, så hun ikke bliver lige så debil som sin mor… Hørte ham forleden spørge: “Du skal bruge din højre hånd, Irma, hvilken hånd er det?”. Jeg aner overhovedet ikke om det er alt for tidligt at starte på den slags, jeg kan bare konstatere, at jeg begyndte alt for sent…

I mange år har jeg bildt mig selv ind at jeg godt kunne kende forskel på højre og venstre når jeg kørte bil, men det må jeg erkende er en fejl. Havde ellers sammenskruet nogle sirlige huskeregler med at venstresvinget er der man skal kigge efter cyklister og højresvinget kigger man efter modkørende… Men lets face it, det hverken rimer eller fænger, så det kan heller ikke huskes. Og når manden siger “højre” kører jeg resolut mod venstre… Nu er det blevet sådan at han bare peger, så behøver jeg ikke blive mere frustreret end højst nødvendigt. Gad godt at man kunne tage et kursus i højre-venstre-forståelse, men er bange for at det ikke ville sidde fast alligevel. Er det en eller anden logisk brist der findes i mit hoved? Jeg kender jo altså en del, der har det ligesom mig, så i virkeligheden er jeg nået til bare at undres over at der er nogen der kan, og nogen der ikke kan… Måske jeg kan skal gøre ligesom Malou, og få et H eller V tatoveret på den rigtige arm. Kan man mon sikre sig at den slags ikke går i arv?..

Næste milepæl!

Så er det gået på plads. Jeg har i dag fået bekræftelse på at Irma kan starte i børnehave på mandag! Det er skisme da stort. Måske passer det egentlig ret dårligt med potentiel flytning og alt det her, men mon ikke der går mindst 3-4 måneder inden salg/køb-situationen er på plads. Jeg nåede lige kort at snakke med den ansvarlige pædagog på børnehavestuen – som jo altså vitterligt ligger på den anden side af en glaslåge på samme gang som hendes vuggestue – og de er helt klar til hende, og glæder sig til at hun starter. Irma har jo allerede været derinde og lege et hav af gange og i dag sendte de en af børnehavepigerne ind og lege med Irma mens de andre på vuggestuen sov. Synes faktisk virkelig der bliver gjort meget for at denne overgang kommer til at gå så glat som muligt.

Men fordi fokus er på oprykning, tænker jeg jo slet ikke på afslutning. Så da jeg står og snakker med en af Irmas vuggestuepædagoger, nævner hun pludselig noget med “Ja, så skal vi vel holde sidste dag for Irma på fredag, I kommer vel og er med?!” (Og i virkeligheden burde der ikke være et spørgsmålstegn, for der blev ikke stillet et spørgsmål…) Og jeg nikkede og hørte mig selv sige selvfølgelig… Shit, det havde jeg ikke overvejet et sekund! Så nu skal der jo bages et eller andet, og lines op med forældre-børnehygge fredag eftermiddag. Og den hormonelle mor skal gøre sit bedste for ikke at fælde en tåre… Altså, Irma har jo gået på den stue i 1 år og 10 måneder, og selvom vi ikke har fuldt tilfredse hele tiden, så har de gennemgående været omsorgsfulde og glade, og det har altid føltes som om hun var noget helt særligt (hvilket hun jo selvsagt også er, doh!) i deres øjne. Åh, kan allerede nu mærke at det bliver svært ikke blive en anelse emotionel på fredag…

Er i øvrigt meget åben for forslag til bag-og-tag-med-i-vuggestuen – det skal jo være godt for små fingre, ikke alt for sukkerbelagt og også gerne skille sig lidt ud… Stiller jeg høje krav siger du??

Sælg! Sælg! Sælg!

Hvor jeg dog glæder mig til at det her boligsalgsshow snart er overstået, for det her med fremvisninger i tide og utide (især utide) er faktisk ret irriterende. Vi havde en fremvisning i dag kl. 17.30 – så bliver tidspunktet faktisk ikke værre. Og særlig ikke om mandagen. Manden er til DHL, så jeg styrtede hjem fra arbejde for at give hjemmet en smule oprydning og smøre en madpakke. Så hentede jeg Irma og vi camperede nede i gården indtil ejendomsmægleren meldte grønt lys. For en gangs skyld – og skide typisk – gad Irma overhovedet ikke lege, gynge, rutsje eller andet. Og vi endte med at sidde og kramme på en bænk mens vi så Lillenørd på Iphonen…

Mægleren var ikke så overbevist om at der var bid ved denne omgang, men der er allerede en ny fremvisning onsdag formiddag – og rigtig mange har bedt om salgsopstillinger via hjemmesiden, så nu lader det endelig til at der sker noget.

Så nu skal jeg bare lægge den her tryghedsnarkoman i seng (måske med en stor gummihammer?)… For nu hvor salget måske nærmer sig mere og mere, kommer tvivlen pludselig og bider mig i haserne…Sådan har det været i alle større livsændrende beslutninger jeg har taget igennem årene (ja, store behøver de måske ikke engang at være…), så hvorfor skulle denne gang være anderledes? Har næsten boet i denne lejlighed i 8 år (det første år hvor jeg var kæreste med manden havde jeg godt nok stadig et kollegieværelse, men hvem gider bruge sådan et når man nu havde fundet en mand, som godt gad at kysse sådan cirka nonstop :-)) og selvom den ikke længere opfylder vores behov, så er den jo stadig hjem! Og så er jeg ret stor fan af, at kunne ringe efter en vicevært når lokummet brænder, men det er nok en detalje. Nå, nu går det vist hen og bliver noget vrøvleri, jeg glæder mig jo i store træk bare til at vi får solgt, så vi kan komme videre i teksten – også selvom maven gør knuder…Måske ville tingene være lidt nemmere hvis vi var enige om hvor vi skulle bo. Overvejer snart noget med et kort, bind for øjnene og en dartpil…

Biologi…

Vi var på familie-køretur i dag. På endnu en af vores nu-cruiser-vi-omkring-på-sjælland-indtil-vi-finder-det-hjørne-vi-bedst-kan-lide-søndage… Der har efterhånden været et par stykker. Nå, men oppe i en afkrog et styks smukt land (og en tand for landligt til hverdagsbrug!) kørte vi forbi en mark hvor en håndfuld brune køer stod og hyggede sig. Både manden og jeg opfordrede barnet til at kigge ud af vinduet med et par “se køerne, skat”-bemærkninger. Og hun letter blikket en smule og konstaterer tørt at det der, det er ikke en ko. Fem sekunder efter kommer så dagens skråsikre clue: “Det er altså en høne”…

Jeg måtte holde ekstra godt fast i rattet mens jeg prøvede at holde op med at grine!

Og er nu jeg i tvivl om Irma godt vidste hun lavede fis, eller om vi virkelig burde flytte på landet…

En god mor?

Jeg var til gammel-nar-bar i går. En fredagsbar for alle der engang gik på den samme skole – det er tredje år i streg og der er sådan lidt reunion-agtigt , på den hyggelige måde. ‘hvad laver du nu?’ og ‘hvor mange børn har du fået siden sidst?’.
Jeg fik snakket med en del mennesker som jeg ikke har talt med i mange år, og blev helt utrolig overrasket over nogle af de mere voksne snakke jeg havde – om børn, forældreliv, valg af bolig og den slags (men altså på den sjove måde, ik?!). En hel del anderledes end de snakke der foregik i SU-dagene… Og på et tidspunkt blir jeg altså spurgt: ‘er du en god mor?’. Lidt sært spørgsmål egentlig, men det kom på en sød og nysgerrig måde. Jeg har tænkt over det lige siden…jeg svarede selvfølgelig at det synes jeg og at jeg gjorde mit bedste, men hvad filan er en god mor? Jeg kan godt regne ud at der ikke er en opskrift man bare følger (selvom det nu ville være lidt af en lettelse…) og efter en hel dags overvejelser kan jeg i virkelighede koge det ned til: Når man sidder alene i stuen i sine forældres hjem, med sovende barn og et totalt luset tvprogram, og kommer til at græde over den scene i Tre mand og en lille dame, hvor moren beslutter at gifte sig og flytte væk fra fædrene – kun fordi tanken om ikke at se sin egen datter hver eneste dag, er fuldstændig umenneskelig! Så kan det ikke stå helt galt til på morfronten!

Mandag!

Jeg har nu officielt svedt i over 12 timer i streg… Det må sgu da nærmest være en rekord! En lidt stinkende en af slagsen godt nok, men man jo tage hvad man kan få… Jeg har et utal af gange hørt folk klage over varmen i dag – direkte efterfulgt af sætningen “Ja, nu må vi jo ikke brokke os over vejret”. Øøøh, hvorfor i alverden ikke? Når nu vores legemer overhovedet ikke fungerer optimalt i 30 grader, når nu vi har indrettet vores hjem og vores arbejdspladser til at sky kulden og holde på varmen, og når nu det falder os så djævelsk naturligt at brokke os over vejret! Lige meget hvordan dulen det så opfører sig. Det er ligesom det, der følger med at være dansker. Og det her med at påstå at man kan produktiv og tænke geniale, udviklende tanker i den her hede, det tror jeg faktisk overhovedet ikke på. Lige så snart termometeret sniger sig op over 25, tænker dansken på is, kolde øl, fødderne oppe og en let brise i håret. Og det harmonerer bare virkelig skidt med den måde vi har indrettet vores arbejdsliv på… Nåja, det kan da være påstand mod påstand – so be it! Men jeg kan godt skrive under på, at jeg er en væsentlig bedre medarbejder når mit hår ikke klæber mod min pande…

Og så er der det med at være gravid i sådan en varme. Jeg er jo i forvejen lidt af en sveder (ja, det er ikke første gang jeg nævner det her på bloggen, og ved godt det ikke er den mest feminine kvalitet, men jeg kan sgu ikke rigtig kontrollere det), og når så den lille fis inde i kroppen får legemstemperaturen til at stige, så er det altså svært at se laber og professionel ud! For cirka 15 år siden (eller mere, yikes!) var jeg med mine forældre og min søster i Italien. En enkelt dag tog vi til Venedig, og der var som vanligt usandsynligt varmt. Min kære søs og jeg måtte ty til et lokalt apotek, udstyret med vores mor og en dansk-italiensk-ordbog og købe talkum – til svedeknopperne imellem lårene… Vi stod begge to i en lille gyde, løftede op i skørterne og klaskede talkum på for at dulme de varme lårbasser. Ømt!!! Og da jeg ankom til vuggestuen i dag, helt gennemkogt efter cykelturen, tænkte jeg længselfuldt på den kølende talkum! Jeg ville med glæde have stået midt på trappeopgangen i myldre-hentetiden og banket talkumbøtten mod de bare lår!! Jamen for pokker – jeg egner mig på ingen måde til varmt vejr, det er helt enkelt ikke specielt lækkert! Personligt glæder jeg mig til 20 grader og det tordenskrald, som jeg bliver lovet på dmi – og nej, jeg undskylder overhovedet ikke! Slut!

Sand mellem tæerne…

Kan I huske de der barer i København der for 10-13 år siden var kendt for at servere store cocktails med paraplyer, have palmer i lokalet og sand på gulvet? Jeg kommer jo fra Falster og alt der ikke lignede et standard Crazy Daisy var temmelig eksotisk! Overvejede op til flere gange at holde sådan nogle strandfester derhjemme og sprede noget sand og indkøbe paraplyer… Det blev vist aldrig til noget…

Og nu hvor hjemmet konstant har den her knasende fornemmelse (selv på hovedpuden…) er det sjovt nok ikke altid cocktails jeg tænker på… Irma kommer hjem fra vuggestue tapetseret i sand for tiden, og selvom jeg forsøger at kaste hende i bad i det sekund vi rammer hjemmet, når det alligevel at sprede lidt sommeridyl på trægulvene… Måske trænger jeg bare til en drink?

Ulækre børn…

Irma har lært at sige ulækker. Og det kommer ret prompte – og temmelig ofte også. Det er meget forskellige ting der er ulækre set fra hendes perspektiv, alt lige fra bussemænd og det at spise sand, til spegepølse eller en anden type mad hun ikke lige er i humør til at spise den dag… Der bliver rynket på næsen og så siger hun “det er ulækkert, mor”. Vi diskuterer det lidt – jeg er som udgangspunkt ikke så pjattet med at noget mad defineres som ulækkert, så der arbejdes lidt på den sag… Men én ting man selvfølgelig ikke kan finde på at sige er, at ens barn er ulækkert! Men helt ærligt… så er børn jo generelt ret klamme…

Jeg kom til at tænke lidt over sådan noget som spisning her til aften. Og fx i går da vi fik ris (og noget til, ik!?) var der jo ris ALLE steder bagefter. Både på Irma og rundt om hende, egentlig ikke specielt lækkert når man tænker over det. Og så er der det her med at spise ting fra jorden – én ting er 10 sekundersreglen hvor man LYN-hurtigt samler det op man har tabt og kommer det i kæften uden så mange dikkedarer, noget andet er at finde ting andre har tabt, og proppe det i munden…. FØJ! Irma er heldigvis ikke så slem til det, men jeg har da stoppet hende et par gange hvor noget ubestemmeligt har ramt tungen… Derudover er jeg mere end ti gange kommet på arbejde med noget på tøjet – uden at kunne identificere hvad pokker det er (nogle gange har jeg heller ikke lyst til at prøve!), men jeg kan godt regne ud, at det har noget med 10 små fedtede fingre at gøre…

Men her til aften synes jeg faktisk jeg nåede topmålet af klamt (og ja ja, jeg er bestemt klar på at høre jeres historier, der sikkert topper min historie x 100!). Irma og jeg havde lige spist pasta til aftensmad, og jeg trækker hendes stol ud så hun kan komme ned, og for at jeg lige kan tørre de der 5-6 pastaskruer op inden de bliver ét med gulvbrædderne… Hun bliver siddende på sin stol og kigger ned på mig, og kommer så til at nyse! Og post-middags-nys er ikke de lækreste at få i nakken!! På hals, trøje og oppe i håret sad nu madsnask, snot og almen ulækkerhed (jo, DET er i hvert fald et ord!). Ahrmen for pokker da! Tror da ikke det er et sekund for tidligt at begynde at lære sin pode at holde sig for munden! AD!

“Jeg bliver lidt genert”…

Det har været en sand familieweekend. I min mors familie mødes vi hvert år til “mormors fødselsdag”. Min mormor døde for nogle år siden, men vi har valgt at holde fast i at mødes én gang årligt, for at sikre at vi rent faktisk ser hinanden. Og det er altid meget hyggeligt. Det var i går, oppe hos min moster. I dag har vi fejret min nieces 10 års fødselsdag med brunch og gaver, hos mormor og morfar på Vestegenen.

I går var Irma næstyngste barn i flokken, og når hun ikke er på hjemmebane (vi var som sagt oppe hos min moster, hvor hun ikke var været siden hun var 8 måneder…), så bliver hun så genert, at hun slet ikke kan slappe af. Heldigvis var yndlingskusinen Rosa også med, så Irma tøede da op efter lidt tid, men sagde stort set ingenting, og var ikke den Irma, som hun ellers kan være. Det er lidt ærgerligt at hun har det sådan af natur, for jeg synes hun går glip af nogle ret sjove legemuligheder (kan man høre, at det ikke er mig, hun har det med genertheden fra?…). Og mange gange er hun først klar til leg når vi er på vej hjem… I dag gik det lidt bedre, da vi var en meget sluttet kreds – og det var i kendte rammer hos mormor og morfar (OG der var pandekager!). Som min søster så fint konstaterede, så havde Irma sagt mere på den første halve time, end på hele dagen i går…

I virkeligheden ved jeg ret lidt om generthed, og jeg ved ikke om det bunder i et stort tryghedsbehov eller om det handler om mere introvert end ekstrovert personlighed? Men jeg kan sagtens fornemme at Irma når en form for social mæthed, at hun har langt mere brug for at være hjemme og bare være sig selv, end jeg ellers hører om fra andre forældre. Eller måske er det bare mig, der ikke hører ordentligt efter?? Hun har heldigvis overhovedet ikke problemer med at lege når hun først kender de andre børn, langt fra. Men tilløbet tager lidt tid…

Og det er sjovt at observere min datter, der tydeligvis har en helt anden social tilgang end jeg selv. Det sætter en del ting i perspektiv og det giver mig også en masse tanker om hvordan den næste lille fis bliver af natur. For selvfølgelig bliver de ikke ens, det er vi meget bevidste om, men hvor forskellige de bliver, er jo svært at spå om!