Fridag med ynk

Nåmen, røntgenoplevelsen gik jo fint i går. En stor del af min bekymring forsvandt da manden havde mulighed for at nå hjem fra job og gå med Irma hele vejen igennem fotoshootet. Og to små plasticarmbånd fra klinikkens børnegaveskuffe fungerede rigtig fint som positiv bestikkelse!! Nu afventer vi bare svarene og analysen og håber at det er noget, der kan gøres noget ved. (Mens jeg har skrevet det her, har Irma haft det fæleste hosteanfald i søvne. Ønsker mig vidundermiddel NU!)

Vi har ellers holdt hyggefridag i dag, Irma og jeg. Vi besøgte morfar, som altid er god for historielæsning og store krammere. Og i eftermiddags tog vi i Vestbadet hvor vi havde et helt børnebassin for os selv. Totalt luksus. Og perfekt at kunne have en fed dag med Irma når jeg ellers bare går og skranter, vralter og ømmer mig… Synes virkelig at den sidste tid trækker tænder ud, og den her hoste gør absolut ikke tingene nemmere. Så kom bare lillefis, din mor er helt klar!!!

Reklamer

Først overskud, så underskud

Shit, hvor er det bare mandag. Irma vågnede med den høje sangstemme på kl 05! Og når hun først er begyndt at synge, er der ingen vej tilbage, så kan vi lige så godt stå op… Tak vintertid!! Heldigvis kunne jeg blunde lidt på sofaen mens Irma hyggede med Rasmus Klump. Og på grund af den lede hoste og en superaktiv baby, er det med nattesøvnen generelt lidt af en udfordring! Så nu bruger jeg alle de remedier jeg kan finde herhjemme for at gøre has på dårligdommen. Drikker lige nu the med kamille, ingefær og citron (og bilder mig selv ind at det smager henrivende…) og har fået dagens første dampbad med kamferdråber. En mirakelkur er det jo altså ikke, men eftersom jeg ikke må indtage hostesaft og andet godt, så må det jo blive de gammeldags metoder.

Jeg skal til gengæld have Irma med på en røntgenklinik i eftermiddag. Min læge har givet en henvisning – hun synes alligevel ikke det er så fedt at en virus kan bide sig fast i over 6 uger!
Håber naturligvis ikke de kan se noget grimt på lungerne, men det kunne nu være rart hvis vi rent faktisk kunne gøre noget ved hosten fra helvede. Lige nu er jeg lidt spændt på hvordan det kommer til at gå til det røntgen, for er det ikke noget med at gravide ikke må røntgenfotograferes? Og må jeg så blive og holde hende i hånden? Nå, den tid den sorg…

Heldigvis er den her mandag lige efter en helt fantastisk weekend. Jeg havde et helt døgn med mine tre ældste veninder uden børn og uden mænd. Så jeg landede på matriklen i går til frokost, helt ladet op med god energi! Det føltes som den vildeste luksus at kysse mand og datter farvel, og bruge et døgn på at shoppe, drikke kaffe, spise sushi, grine og sludre med de piger, der kender mig allerbedst.

Og heldigvis bar de gode kvinder over med hende den hostende, selvom det virkelig holder hårdt i længden. Nu er det vist tid til middagslur – ja, det bliver virkelig en aktiv dag i barselshjemmet 😉

Første blefrie dag!

Efter aftale med børnehaven fik Irma for første gang ikke ble på da vi gik ud af døren i morges. Kunne godt mærke at jeg virkelig synes at det var en stor lille pige jeg fulgtes med ned af trappen. Sutten til trods… Og det er gået over al forventning, al skiftetøjet lå stadig pænt i Irmas kasse da jeg hentede i eftermiddags. Sådan! På et tidspunkt i løbet af dagen var hun kommet hen til en af pædagogerne med meldingen “jeg tror jeg har tisset lidt…”, hvorefter de var løbet ud på toilettet for at gøre jobbet færdigt.

Først da vi landede hjemme i gården og Irma stod i legehuset, skete dagens første uheld. “Mor, jeg tisser”. Hov. Og så blev hun ked af det – våde strømpebukser er nu heller ikke det fedeste i 5 graders varme…

Nu er der ble på igen og min store pige sover sødt. I børnehaven siger de at det som regel tager 14 dage + det løse, og håber virkelig de har ret. Gider rigtig godt nøjes med ét blebarn.. Ren luksus faktisk. Så trives jeg gerne med natbleen et godt stykke tid endnu!

Børnelogik

Vi er i den fase hvor alle spørgsmål bliver besvaret med “fordi…”, og det er virkelig underholdende da langt fra alle forklaringer efter ordet fordi, giver ret meget mening… Rigtig mange ender med “fordi det må man ikke” eller “fordi det skal man” (hvor Irma primært har opfundet sine egne regler for hvordan tingene bør hænge sammen). Men mindst lige så mange ender et komplet andet sted end hvor sætningen startede… Bare som eksempel snakkede vi i dag (igen gennem Kaj og Andrea) om at være i børnehave, og der kom rigtig mange gode forklaringer fra Irma: “Nej, du må ikke snorke nu, Kaj, fordi vi var på legepladsen i dag og det er mig, der snorker”… “jeg legede ikke med nogen i børnehaven, fordi jeg legede kun med én”…”jeg spiser lige den her slikkepind, fordi det er mig der har fået den, fordi det er mig der har spist den”…

Og hvad har man ellers brug for at vide, ja, jeg spørger bare?…

Det ypperste eksempel på børnelogik som vi ser herhjemme, handler om at gemme sig! Hvis Irma har gjort noget hun ikke må, eller hvis moren hæver stemmen (fordi tingene VIRKELIG ikke trænger ind før det sker), så stikker hun fingrene i ørerne, lukker øjnene, og udbryder “Du kan ikke se mig, mor”… (Og det på trods af at hun, som her til aften, står halvanden meter fra mig iført pailletgymnastikdragt, 10cm høje røde stiletter og en virkelig ildelugtende ble…Godt gemt, min skat!)

Dukkefører

I vores familie er vi beriget med store søskende på begge sider, og dermed også ældre fætre og kusiner til Irma. Det har virkelig sine perks fra tid til anden. Igen har vi modtaget den store kasse med bamser, legetøj og hvad har vi, fra en af de gavmilde søstre på mandens side. Faktisk har vi haft kassen stående et stykke tid, fordi Irma ikke rigtig har vist interesse for at lege med bamser, så jeg havde egentlig tænkt, at dem kunne lillesøster jo få… men sådan skulle det ikke gå. For sådan nogle dyr skal jo vaskes, og da de hang fint inde på tøjstativet i stuen, synes Irma alligevel de var vældig sjove. Og det var bestemt ikke alle bamserne jeg måtte pakke i lillesøsters kurv…  Nu er to af bamserne gået hen og blevet bedstevenner: Kaj og Andrea. Dem i hånddukke-udgaven. Irma synes det er de sjoveste dukker/bamser nogensinde og vil gerne tale med dem hele tiden. Eneste problem er, at enten faren eller jeg skal ligge hænder og stemmer til… Og det med at sætte dem fint i sofaen og bede hende om at lege selv, går bare ikke! Det er på ingen måde sjovt!!

Til gengæld – på den gode side af den her lidt langtrukne leg – får Kaj og Andrea ting at høre, som Irma ikke gider tale med forældrene om… Ja, vi tager altså ikke et sort klæde frem og gemmer os bagved, hun kan sagtens se, at vi har hænderne op i måsen på de her dyr, men det er tilsyneladende lige meget. Så hvis hun ikke rigtig svarer på om dagen i børnehaven har været god, hvad de har lavet dernede og hvem hun har leget med, så kan K&A sagtens stille de samme spørgsmål, og få udførlige svar… Så ved vi pludselig alt om hvad menuen har budt på, at hun har leget med Emily det meste af dagen og at de dansede lige præcis den her dans til den her sang. Godt så, frøken særlig!

– Jeg skal da lige huske at indskyde at det jo ikke er fordi vi aldrig gider lege med Irma, nogen gange er det også bare meget rart at kunne bruge sine hænder til andre ting…

Og når vi er ved det med leg, så har vi opdaget et par nye sætninger, som Irma har taget til sig. De bliver desværre ikke brugt på positiv vis, men kommer ud med en drilletone, som vi virkelig ikke er glade for: “Du må ikke være med” – og forskellige afarter af den. Det virker til at de har en rigtig god stemning nede i børnehaven og vi har en god fornemmelse af at der altid er nogen at lege med. Derfor er det MEGET bekymrende at Irma pludselig begynder på det her, for jeg tror ikke at børn selv finder på den slags sætninger – men jeg kan selvfølgelig tage fejl??? Det er ikke fordi jeg vil fratage Irma alt ansvar, og vi tager også på det kraftigste afstand fra den slags ytringer herhjemme, men jeg synes det er sært hvis det opstår af ingenting? Der er heldigvis snart forældresamtaler nede i børnehaven, og så må vi drøfte det med dem – det er bare dødsvært at tage de her lidt svære snakke midt på gangen hvor børn med store ører fiser omkring en…  Er der nogle der har et par staldtips de vil af med her? For selvom det er lidt et ømtåleligt emne, kunne det være rigtig godt med lidt erfaringsudveksling på den her front – ja, måske særligt derfor.

Flere gratis ting, tak

Så har jeg skrabet sammen af gratis stuff. De her gratis pakker, som jeg også skrev kort om da jeg var gravid med Irma. Og der er ikke meget der har ændret sig på 3 år. Der er stadig virkelig mange gode ting i de her pakker: bleer, babyolie, lotion, skumservietter, vådservietter, legetøj og blespand. Men er du tosset, hvor har jeg også smidt mange brochurer, breve, gamle blade og reklamer direkte i papircontaineren. Den absolut bedste gratispakke var den fra Rema1000, som kun havde pakket deres egne produkter, men undladt at pakke reklamer eller små prøvepakker. Her var jeg virkelig positivt overrasket. Men derimod var pakken fra Matas en virkelig tynd kop the. Dog skal andre interesserede ikke snydes: De fine pakker har jeg hentet i Matas, Babysam og fra Libero.

Bortset fra det, så sidder jeg her som én stor hormonbombe. Der burde være regler for hvad gravide må se i fjernsynet. Ikke noget med børn, der bliver kidnappet og måske slået ihjel, og ikke noget med forældre, der har kræftramte børn… Hvornår lærer jeg det??? Har været inde og lægge dynen lidt tættere om det sovende barn 8-10 gange her til aften… Og apropos gravid, så er det altså lidt af en udfordring af være blevet smittet med børnehavehoste (jada, det er da bestemt den tekniske term!!), når bækkenbunden i forvejen er hårdt spændt for. Så hvis jeg havde lyst til at dovne den her i den sidste gravidtid, så skal jeg lige sørge for at gøre det mens jeg strammer godt og grundigt op – ind imellem hosteturene…Måske meget passende at der også var et par Tena med i de der gratispakker…

Sikkerhedssele søges

Nu hvor vi har så god tid til afleveringerne, så er det stort set blevet hver dag at Irma selv kører på sin løbecykel ned i børnehaven. Og jeg har vænnet mig til at trække min egen cykel ved siden af, og sørge for at stoppe ved alle veje, og krydse dem stille og roligt sammen. Men Irma er ligesom ikke den mest koncentrerede type i trafikken… Vi skal stoppe og kigge på ALLE de mennesker der går forbi os, alle skal kommenteres og undersøges nærmere. Desuden skal Irma konstant stoppe op og kigge på cykler, parkerede biler, skilte, sten på vejen… Der er vel omkring en kilometer ned til børnehaven – det tager cirka 20-30 minutter på den her måde… Problemet med alle svinkeærinderne betyder jo også, at det kræver AL opmærksomhed at færdes i trafikken, specielt utilregnelig trafik som her hos os – det føles nogle gange som om det kun er tosser, der sætter sig bag et rat i vores kvarter!

Det går normalt ret godt, selvfølgelig bliver der sagt “du skal køre oppe på fortovet”, “se lige frem når du kører” og “pas på du ikke kører ind i indsæt selv en valgfri trafikant“, men faktisk synes jeg det går bedre og bedre, og Irma stopper da også for det meste ved kantstenene… Men i dag var fokus helt væk. Og det resulterede i en lidt mere dramafyldt hjemtur end jeg kunne have ønsket mig. Jeg skal lige skynde mig at skrive, at der selvfølgelig ikke er sket noget med nogen af os, men da vi er ved at krydse Ungarnsgade (2 gader fra hjem), vil Irma ikke med over vejen, da jeg går over. Jeg står midt på vejen og prøver at få hende til at gå over, da en kassevogn kommer imod os – vi kunne sagtens være nået over, men Irma står komplet stille og rokker sig ikke ud af stedet. Jeg kan høre kassevognen gasse op  – og jeg kan jo ikke stå på den modsatte side af vejen og bede hende om at stå stille, men kan heller ikke nå at stille cykel fra mig og løbe tilbage til hende – så jeg kaster (mere eller mindre bogstaveligt talt) cyklen fra mig, så den stort set lander på modsatte fortov, og farer tilbage til Irma. Bilen kører forbi i ret høj fart (det der med tosserne i trafikken er ikke kun udtryk for pylret mor!!), og jeg står med meget forskrækket og grædende datter, der slet ikke kan forstå konsekvenserne af hendes selvjustits i trafikken. Og først da vi sad i sikkerhed i gården og Irma var igang med den store nu-leger-vi-butik-og-sælger-brandlækre-sandkager-leg, kunne jeg slappe lidt af – der gik dog noget længere tid før hjertet sad tilbage på plads igen…

Så nu er det helt slut med at jeg trækker min cykel ved siden af – jeg skal have begge hænder helt fri til at holde i hånd og gå klods op af hende hele vejen. Ville jo aldrig kunne tilgive mig selv hvis der rent faktisk skete noget!! Tog mig selv i at taste ordet gå-sele i et søgefelt lidt tidligere på aftenen, men annullerede søgningen, vi må kunne klare os med mindre – trods alt…

I morgen står der fridag på programmet, og jeg håber virkelig at lægen har en ledig akut-tid til at lytte på Irmas hosten, der bare fortsætter i det uendelige, men også at der bliver tid til lidt efterårsferiesjov. Gode forslag modtages med kyshånd – overvejer pt. børneteater på et lokalt bibliotek eller en tur på zoologisk museum. Det eneste krav jeg har er, at det ikke involverer lang gåtur eller hoppe-løbe-aktivitet udført af mig (aka hende der med stor sandsynlighed snart vælter forover..)

 

Debutanten

Mmm… sidder lige og nyder at være alene hjemme. Manden er draget til NFL-mandeaften, og jeg sidder og bladrer i et væld af børne-forældre-magasiner, mens jeg ser dokumentarprogrammer på DR NU (og venter på Forbrydelsen!) og nåja, spiser slik! Skøn alenetid lige efter mit hoved. Irma faldt i søvn lige efter aftensmaden, mens hun sad på mit skød og slappede af – hun blev båret ind i seng og fik ren ble på, uden at vågne…Der har været store oplevelser i gang i dag, og hun var helt kvæstet. Og jeg er ærligt talt lidt spændt på hvordan natten kommer til at forløbe, om det bliver en nat hvor hun snorkbobler lige til i morgen tidlig, eller om hun vågner fordi hun drømmer og genoplever søndagens højdepunkt?? Begge dele vil være fuldt forståelige.

Mormoren inviterede nemlig Irma og jeg i teater i dag: Rosa i rytmeskoven på Nørrebro Teater. Det var Irmas første gang i teater, og jeg har virkelig været spændt på hendes vegne. Det var unummererede sæder, så vi kom ret tidligt – men endte til gengæld også med helt forrygende pladser på 5. række. Jeg havde læst mig til at vi skulle sidde på gulvet på puder, men det var heldigvis ikke tilfældet. Salen er indrettet som en biograf, og Irma fik bare en ekstra pude under numsen og et par stykker ved benene, så var hun kørende – og den højgravide mor meget lettet… Forestillingen har vist ikke fået de store roser i anmeldelserne, men Irma var komplet opslugt i alle 60 minutter. Der var masser af sange, dans og søde små historier undervejs – så tror jeg faktisk det er mindre vigtigt om den gennemgående fortælling hænger 100% sammen. Flere gange henvendte skuespillerne sig til børnene i salen, og her stod Irma lidt af – det var ret tydeligt at det gjorde indtryk på hende, at der blev snakket til børnene, men hun reagerede ikke på spørgsmål og aktivitet. Lidt sjovt. Men jeg tror at hun har skulle bruge al sin koncentration på at se hvad der skete på scenen, til at hun også kunne danse med sit sovedyr, som der bl.a. var en gimmick med. Mormoren og jeg venter spændt på hvilke reaktioner der kommer i ugens løb og om der overhovedet kommer nogen. Der er jo ingen garantier. Men jeg har i hvert fald fået øjnene op for børneteater – det skal vi helt sikkert gøre igen inden alt for længe. Godt der er alverdens juleevents forude!!

Resten af eftermiddagen er foregået herhjemme med ballondans (ja, man får nemlig en ballon efter forestillingen – udleveret af folk i dyrekostumer…), Askepot på sofaen og leg med Irmas køkkenservering. Den nyeste favoritsætning er “Hvad sku’ det være?” 🙂 Nu er det voksentid med krimi i tv, god søndag aften 🙂

Tal til maven…

Jeg har længe tænkt på at skrive et indlæg om vores lille kræsenpind herhjemme – eller rettere sagt: MEGET selektivt spisende. For jeg forundres over den afveksling i det, der kan spises, og det der absolut ikke kan. Selvfølgelig (og heldigvis!!) er der nogle faste holdepunkter, noget, som vi altid kan falde tilbage på: Rugbrød, pasta, ris, havregryn er konstante favoritter – for ikke at glemme ugens højdepunkt, farens søndagspizza! Men udover det er stort set alt op til diskussion. Nogle dage er kød det værste af det værste, og andre dage glider både kødsovs, frikadeller og spegepølse ned. Ja, i dag spiste Irma en grov mængde blodpølse sammen med faren… Så det vil med andre ord sige, at det er ret svært at lave en madplan hvor vi tager hensyn til hvad barnet spiser og også ret svært at lave et sikkert hit udi aftensmad. Jeg havde jo fx forestillet mig at risengrød ville blive en kæmpesucces, men Irma vil ikke engang smage på det… så er det sgu op af bakke! Jeg satser på at det kommer alt sammen, måske i takt med at hun synes det bliver sjovt at være med til at bage og lave mad. Ja, man kan jo have lov at håbe… For det er heller ikke alverden hun spiser i børnehaven, og det synes jeg faktisk er et ret stort problem! Med alt det krudt hun brænder af dernede, skal der jo brændstof på maskinen!!

Noget helt andet er, at jeg lige har været til Babymesse i Øksnehallen med en god veninde. Jeg startede selvfølgelig med at vifte med en gratis adgang-kupon i indgangen, som viste sig at være til den forrige babymesse i april… Jeg troede lige jeg havde fået billetten i mit seneste Vores Børn-blad, men tilsyneladende var billetten fra et tidligere blad – lidt pinligt… Og 80 kr. for en messe med virkelig meget reklame og en lidt ringe goodiebag er ærligt talt lidt dyrt. Men til gengæld var der en del gode messetilbud, så jeg endte da med at få nogle ting med hjem til både store- og lillesøster.

Det er nu sjovt at være et sted hvor der bliver fokuseret så meget på en gravid mave. Oplevede flere gange at folk først kiggede på maven og dernæst på mit ansigt… Og jo jo, jeg er da vældig bevidst om at jeg er gravid (plejer da fx ikke at behøve trille om på den ene side for at komme ud af sengen/op af sofaen..), men fordi jeg bare fortsat har SÅ meget fokus på Irma og hendes behov, så virker det helt surrealistisk når fremmede mennesker er så obs på lillesøster. Og det på trods af at jeg i går, efter at have vasket en ordentlig omgang bamser, sorterede tingene i to bunker, og fortalte Irma at den ene bunke var til hende, og den anden til søster… Uh, ikke en nem pille at sluge for en lille egenrådig pige!

At kende de rigtige!

SÅ! Nu er problemet med Leander-vuggen løst. Gode, gode Karen er kommet mig til redning – igen kan jeg tilføje. For denne kvinde er simpelthen en børne- og barselsguru. I virkeligheden burde hun opsige sit job og blive tilkalde-rednings-kvinde til barslende hvor som helst. Hun ved alt om alt – lige fra rådgivning udi slynger og bæreseler til kost og lovgivning vedrørerende barsel. Og så kan hun redde en over telefonen – efter puttetid. Jamen så bliver det faktisk ikke mere luksus! Og det ekstra gode er, at hun ikke er klog på den belærende og irriterende måde, men bare fantastisk motiverende. Se, her blev netværket lige pludselig guld værd!! Pyt med nye jobmuligheder og hvad har vi, næææ, mor-tips til kvinder med for tidlig ammehjerne, jatak!!! Flere af dem 🙂

Og apropos gode kvinder, så bliver jeg også lige nødt til at fortælle om det fantastiske besøg vi havde forleden. En af mine virkelig gode veninder var på besøg efter arbejde, og hun vandt om muligt, endnu flere stjerner efter det – ikke mindst hos Irma. Jeg synes jeg har en ret aktiv og glad datter, men normalt har hun brug for en flade-ud-time efter børnehave – med Ramasjang, rosiner og et stykke brød. Men i tirsdags blev alle vaner gjort til skamme. Min veninde, som Irma ikke har set i mindst et halvt år, satte sig hen og kommenterede på det Irma så, spurgte lidt ind til et par forskellige ting, og sekunder efter, var Irma igang med at vise hende ALT hvad hun har af legetøj, der liiiige kunne associeres til det som var blevet spurgt til. Jeg endte med at lave mad med et smil på læben til lyden af Irma, der bare hyggede sig med stort H, og til en veninde der oprigtigt interesseret spurgte til legetøj, yndlingssange, børnehave og alt muligt andet. Da Irma vågnede onsdag morgen og lige havde sundet sig lidt, var den første hele sætning, der kom ud af hendes mund: “Hvor er Zara henne?”

Nogle gange slår det mig, at jeg kender de HELT rigtige mennesker! Det er virkelig dejligt at vide.