Læs og forstå!

Back to school! Bibliotekaren søger bogtips… Hvad læser I – og har læst igennem tiderne – som har været god litteratur i krisetider? Og her mener jeg den såkaldte 3-års-krise. Jeg er så træt af konflikter, at jeg nu søger til eksperterne (burde nok have gjort det tidligere hrm hrm…), og jeg VIL være bedre til at håndtere de opgør vi har kørende for tiden. På bordet lige nu ligger “Din kompetente familie” af Jesper Juul, og i reolen står også “Det kompetente barn”. Jeg har netop reserveret et par bøger mere af selvsamme hr Juul, men hvis I kender andre kloge hoveder på området, som I sværger til, så vil jeg meget gerne høre om det. Artikler (og anden videndeling) er naturligvis også meget velkomne.

 

Reklamer

Update

Nåja, siden knibenederlaget i sidste uge har jeg ikke bare øvet mig helt blå i fjæset, der er også sket et par andre ting (heldigvis). Jeg har været til tjek med Olga og hun har helt efter planen sprunget halvanden vægtkurve! Dejligt. Elastikkerne har også sat sig i lårbasserne, hvor de formentlig blir siddende til hun engang lærer at gå – ligesom med Irma. Og apropos den store så har hun også været til tjek, 3-års undersøgelse. Hvor jeg måtte forsikre lægen om at hun rent faktisk taler. Det eneste Irma ville sige mens vi var der, var nemlig AAAARRRGGHH og NEEEEEEJ!! Jeg er dog blevet beroliget med at temmelig mange treårige reagerer sådan. Og når det så er sagt, så er jeg faktisk gået hen og blevet ligeglad – ikke med Irma selvfølgelig, men med hvorvidt hun får et hysterisk anfald på gaden eller derhjemme. Forleden da Irma nægtede at gå med om i gården så vi kunne køre Olgas barnevogn i kælderen, endte hun med at skrige sig helt hæs MOOOOAAARRR, og det slog mig, at jeg faktisk ikke længere bekymrer mig hvad andre tænker. Om det er trætheden eller modenheden der slår mig, skal jeg ikke afgøre, men sikke dog en lettelse!!

Vi har også haft en stor pige med feber, en del udflugter og gæster (ikke samtidig dog), fået nye møbler i køkkenet og jeg er startet på en ny periode som bestyrelsesmedlem. Alt sammen i den sidste uge. Jo, og så fik jeg også lige prøvet at amme i metroen i går – i myldretid … For fanden da, hvor var det ufedt. Og nu er jeg på vej ud til en fotograf for at få taget billeder, som skal pryde fagforeningens hjemmeside de næste to år – ville ønske at hårfarvning og amning var bedre venner, og at mit ansigt var prydet med mere end bare mascara og januar-bleghed…

Og derfor går der nu 8 dage imellem indlæggene… Totalt for dårligt, men hvad pokker gør man?

Tabu fra helvede!!

Måske fortryder jeg det her i morgen, men jeg er så forvirret og rasende at jeg bliver nødt til at skrive det. Jeg har netop været til 8 ugers tjek hos lægen – ikke ligefrem favoritundersøgelsen ovenpå en fødsel, nem eller ej… Det er jo her man skal bestå den gyldne knibeprøve – mens lægen har to afventende fingre godt placeret og et alvorligt blik bag brillen. Knib så, lyder kommandoen. Javel. Og her har alle vel forventningen om den opadvendte tommelfinger, at blive sendt uf døren med et grønt stempel, jeg er flyveklar! Men for nogen (gæt selv hvilken jeg er…) er dommen ikke så positiv. Jeg tror nu jeg ved hvordan deltagerne fra X-faktor har det. Dem, der tror de synger som en drøm, men hvor de tre dommere sidder og fniser og sender deltageren hjem, mens halvdelen af Danmark tænker “hvordan kan man være SÅ tonedøv?”. Nå. Jeg var jo komplet sikker på at jeg havde styr på det skidt. Helt skråsikker. Af flere årsager.

Da jeg også dumpede min sidste 8-ugers-eksamen opsøgte jeg en ekspert. Bækkenbundsguruen over dem alle Birte Bonde. Jeg vil nemlig gerne betale 400kr for at sikre, at jeg ikke skal lægge Tenabind i min indkøbskurv hver uge! Birte havde en fiks lille måler der kunne fortælle, at jeg da minsandten godt kunne finde de hemmelige muskler, jeg skulle bare være lidt mere aktiv med træningen. Jeg var til et follow-up et par måneder senere og det så allerede bedre ud. Tak Birte! Nu tre år efter står jeg så her. Jeg troede at det gik åh så fint, ikke mindst fordi jeg jo virkelig har brugt meget krudt på at knibe alt hvad jeg overhovedet kunne mens jeg hostede – vaskede dog en del flere trusser end sædvanligt i den tid (nu hvor vi er ude i det pinlige, kan vi lige så godt få det hele frem i lyset…). Jeg har følt mig som den gode kvinde, der har husket sine knibeøvelser når dagen er omme. Derfor er det fandme sygt at jeg nu for 117. gang har fået at vide, at jeg skal gøre det på en ny måde… Jamen du godeste. Det mest groteske jeg i tidens løb har hørt, var en gynækolog, der forklarede mig: “Forestil dig at din skede er en elevator, og at du skal have en valnød fra 1. til 4. sal. Du må godt stoppe og hvile på etagerne, men den skal helt op på 4. inden du sender den langsomt hjem igen”… Og jeg kæmpede i flere uger med den satans imaginære valnød – for man tager sgu læger alvorligt når de står og ser alvorligt på én mens man ligger med bare ben i stigbøjlerne…

Jeg er så træt af flere gode råd, flere læger der med egne ord, forklarer mig hvordan jeg skal knibe. For enten skal jeg holde på prutten (den berømte Birte-teknik, som min læge ikke mener er god nok…), knibe en stråle over når jeg tisser (hvilket andre siger er den sikre vej til blærebetændelse…), knibe når jeg har sex (hvilket for mig vil betyde, at jeg ikke kan koncentrere mig om andet…), eller bruge aggregater (små vægte, der skal holdes oppe…). Knib knib knib!!! Træn træn træn. Jeg ville skide gerne, men jeg gør jo ikke det rigtige! Har det fuldstændig som om, der er en der beder mig om at hoppe på stedet, og jeg står og vipper skuldrene op og ned med begge fødder solidt plantet på jorden og spørger “hopper jeg nu, gør jeg???”.

Crap! Hvem holder min baby mens jeg går ned efter Tena-maxi?

Og væk var det!

Jeg har lige skrevet et længere indlæg om Irma, og hendes lidt bekymrende mareridtsagtige – og lettere paniske – anfald. Men WordPress besluttede at slette hele indlægget… og nej, jeg er vist ikke backuptypen (særligt ikke når jeg er træt og bliver grædt ind i hovedet…) Nå, men vi har i den seneste tid oplevet nogle ret voldsomme reaktioner fra Irma, hvor hun er blevet helt panisk angst for et eller andet. Hun har svært ved at sætte ord på det, men det er oftest et eller andet med trolde. Jeg ved ikke helt hvor hun har det fra, for vi har ikke nogle film eller bøger med trolde, men hun ser dem tilsyneladende ret mange steder – i mørket, i Bamses Julekalender, i weekenden da hun hørte nogle fremmede lyde fra et fjernsyn hos min svigerinde, og senest i børnehaven da de på stuen så en video med Cykelmyggen Egon… Ikke ligefrem en ensporet fantasi pigen har. Men pædagogerne mener afgjort at hun har en særdeles veludviklet fantasi, og manøvrerer rundt i forskellige universer. Et af dem har åbenbart trolde, og dem har fanden tilsyneladende skabt. Ville bare ønske jeg kunne finde ind til kernen af hvad hun er bange for, så vi kunne gøre noget ved det. For det er altså nogle hidsige udfald den lille fis får!!

Vi plejer jo ellers at være gode venner med fantasien herhjemme. Vi snakker meget om prinser og prinsesser, om kæmpepærer og sære dyr, og der bliver digtet et utal af historier, som er et stort miks af fantasi og virkelighed.

At de her anfald kommer i de samme måneder som NEEEEEEEEEJ!!!!!-episoderne og nogle temmelig store skænderier om håndvask efter toiletbesøg og tandbørstning, gør bare denne tid så uhyre interessant. Man ved aldrig hvad der kommer en reaktion på! Og når lillesøster så stadig er temmelig ked af det, og oftest når den store er puttet, så må jeg indrømme at jeg glæder mig til lidt mere rutine og forudsigelighed! Satser på at det kommer i takt med mere dagslys og varmere dage…så lige om hjørnet, ik?

– Og hvis nogen tænker “små børn, små problemer – store børn, store problemer”, så sig det højt derhjemme i stedet for at skrive det til mig. Er så småt ved at udvikle tinnitus og er ikke helt mig selv…

Undskyldning på undskyldning

Jeg ved simpelthen ikke hvor mange halve blogindlæg jeg har skrevet. Enten på mobilen eller på computeren – som nu med én hånd, fordi der ligger en og sover på den anden arm… Som regel er det jo en Olga der vågner og skal underholdes, men det kan også være en Irma der vil læses for, hjælpes med at tage prinsessekjolen på, have noget at spise, have noget at drikke…eller tusind andre ting. Og den sætning jeg siger mest er vist “lige om lidt, skat”… Den der ekstra arm jeg ønskede mig før jul, den må godt snart komme med posten!!

Vi formåede ellers at have god alenetid, Irma og jeg, til børneyoga mandag eftermiddag. Ret hyggeligt – det der med at fortælle hvad man hedder foran de andre børn, var hun dog alligevel for genert til. Men da vi skulle lave børneudgaven af solhilsnen og lidt senere lave stopdans og være flyvemaskiner, var hun totalt på. Sulten overmandede hende lige inden det sluttede, så afslapning og historiefortælling blev boykottet til fordel for en rugbrødsmad… Og det var godt jeg ikke havde set på mobilen mens vi var der, for Olga ville alligevel gerne have mere at spise, og ville ikke ret gerne sove i sin barnevogn, som vi ellers havde satset på… Det var en lidt træt far vi kom hjem til…

Olga og jeg var også til gymnastik – jeg har tilmeldt mig et efterfødselshold hvor børnene bliver brugt som håndvægte… eller: Man inddrager børnene i øvelserne (det er nok pænere at sige på den måde…) Olga gad ikke at være med, for at sige det mildt. Så halvdelen af tiden gik hende og jeg i bagenden af lokalet og forsøgte at nå til stille enighed – det lykkedes næsten. I det hele taget har vi bare indset at vi ikke har fået en Irma-klon. Irma var noget nær det nemmeste barn. Hun sov i gode lange perioder, og gerne for sig selv! Hun spiste, grinte og havde fuld øjenkontakt lynhurtigt. Og var det første år kun syg i forbindelse med vaccinerne, og aldrig mere end 2 døgn. Hun græd praktisk talt når jeg ikke fandt babsen hurtigt nok frem… Olga er temmelig meget mere urolig. Det er først inden for den seneste uge at vi har fået øjenkontakt i længere tid. Og hun er ikke ret meget for at ligge alene og sove – andet end i en bevægende barnevogn… og det med gråden, åh altså! Nøj hvor kan hun græde, højt og længe. Jeg satser hårdt på at den lidt hårde start snart er forbi – for jeg tænker at regnestykket i sidste ende må gå op: Når barnet græder meget som spæd, så får hun mindre hysteriske anfald som 2-3-årig. Det må da være fair, ik?? Pleeeease….

 

Stram op!

Sidder lige og kigger ned på Olga, der er faldet i søvn i mine arme. Hun var for træt til at spise, så nu bruger hun mit højre bryst som hovedpude i stedet… Ja, det er faktisk lige før at den ville passe fint i et pudebetræk… Shit, det ser sørgeligt ud.
Bliver bare nødt til at tro på at der stadig er en smule elasticitet i den lettere udtjente hud!

Det har ellers været en dejlig søndag. Sparket igang af en masse nattesøvn, oh yes. Hvor heldig kan man være. Olga og jeg gik en lang tur mens manden og ældstebarnet var i svømmer. Og så har der ellers været tid til telefonsnakke, gaveshopping, tegnefilm, læse bøger for Irma – og vi har vist alle fået serveret de første 47 kopper the med kage.. Den lille tjener serverer enten med ordene “så’ der serveret” eller et højt “VÆRSGO!!!” Bedre service skal man lede længe efter.

I morgen starter Irma (og jeg…) til børneyoga og rytmik. Og jeg er topspændt på hvordan det lader sig gøre i forhold til mandagstræthed, ulvetime og sult – og med de to giga hysteriske flip prinsessen har fået her i weekenden… Håber bare at der er overskud nok til at være glad for alenetid med moren og mulighed for at danse! Nå, det er langt over min sengetid nu… Sov godt alle mand 🙂

Nyt år = forandring!

Der skal nyt til! Ved ikke om alle har det sådan, men jeg synes et årsskifte kalder på en vis mængde forandring. Vi vælger dog at beholde børnene, holder jo faktisk en hel del af dem…
Nu hvor lejligheden ikke vil af med os, så må vi rykke lidt rundt i hjemmet så der bliver lidt mere plads til det vigtige. Bl.a. skal pigerne have et fælles værelse, og Irmas værelse er ikke stort nok til at dele, så vi rykker helt rundt på både soveværelse, stue og børneværelse. Men inden det kan ske, skal der lige laves et par småting. Fx en totalt utæt altandør, der hvor pigerne skal sove – det duer altså ikke. Så vi laver optimistiske tidsplaner og prioriterede ønskesedler… Og lad os så snakkes ved om en måned, gad vide hvor meget vi har nået…

For der går altså rigtig meget tid med helt almindelige gøremål – og jeg synes godt nok det er svært at lokke en døgnrytme ud af hende Olga. Måske kan jeg ikke forvente det endnu, det ved jeg ikke. Men når hende den store forventer at tingene kører temmelig meget som de plejer, så er det svært med sådan en løsgænger!

Nu prøver vi at komme tilbage på sporet med madplaner og ugentlige indkøb. Det har både vægten, økonomien og den kreativitet jeg ikke ejer kl 16 en mandag eftermiddag godt af… Den mindste er jo ikke den eneste der trænger til lidt mere faste rammer efter en december i uføre…

Vær velkommen!

02.30 nåede jeg at se på uret i nat. Det er da lige til at blive imponeret over, ik?! Tja, kan så afsløre at jeg tilbragte de sidste par timer med en ulykkelig Olga på armen i et mørkt soveværelse i en ødegård i Sverige, mens resten af huset forsøgte at få lidt søvn… Jeg siger jer, det var crazy!!!

Det var en helt afsindig hyggelig aften, med gode venner, i alt tre små rollinger og en indkøbt menu fra Restaurant Oubæk. Det var fantastisk at bruge omtrent tre minutter på nytårsmaden – også selvom vi endte med at spise os mætte i chips og slik fordi portionerne var alt for små… – og det var fantastisk at have et døgn i ødegård med uldsokker og brændeovn, og småpiger der hygger.

Nu er der dømt afslapning med tegnefilm og bøger og mandens hjemmelavede pizza. Og i morgen starter hverdagen igen. Hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. Jeg har bla tilmeldt Irma et børneyoga-hold som hun skal starte i næste uge. Det er første gang hun skal gå til noget, og jeg er spændt på om hun kan rumme mere aktivitet efter en mandag i børnehave.

Nå, nu sover Olga, Irmas tegnefilm er ved at være slut og min the er blevet kold… Sceneskifte og friske forsyninger!!! Godt nytår til alle 😊

20130101-150844.jpg