Undskyldning på undskyldning

Jeg ved simpelthen ikke hvor mange halve blogindlæg jeg har skrevet. Enten på mobilen eller på computeren – som nu med én hånd, fordi der ligger en og sover på den anden arm… Som regel er det jo en Olga der vågner og skal underholdes, men det kan også være en Irma der vil læses for, hjælpes med at tage prinsessekjolen på, have noget at spise, have noget at drikke…eller tusind andre ting. Og den sætning jeg siger mest er vist “lige om lidt, skat”… Den der ekstra arm jeg ønskede mig før jul, den må godt snart komme med posten!!

Vi formåede ellers at have god alenetid, Irma og jeg, til børneyoga mandag eftermiddag. Ret hyggeligt – det der med at fortælle hvad man hedder foran de andre børn, var hun dog alligevel for genert til. Men da vi skulle lave børneudgaven af solhilsnen og lidt senere lave stopdans og være flyvemaskiner, var hun totalt på. Sulten overmandede hende lige inden det sluttede, så afslapning og historiefortælling blev boykottet til fordel for en rugbrødsmad… Og det var godt jeg ikke havde set på mobilen mens vi var der, for Olga ville alligevel gerne have mere at spise, og ville ikke ret gerne sove i sin barnevogn, som vi ellers havde satset på… Det var en lidt træt far vi kom hjem til…

Olga og jeg var også til gymnastik – jeg har tilmeldt mig et efterfødselshold hvor børnene bliver brugt som håndvægte… eller: Man inddrager børnene i øvelserne (det er nok pænere at sige på den måde…) Olga gad ikke at være med, for at sige det mildt. Så halvdelen af tiden gik hende og jeg i bagenden af lokalet og forsøgte at nå til stille enighed – det lykkedes næsten. I det hele taget har vi bare indset at vi ikke har fået en Irma-klon. Irma var noget nær det nemmeste barn. Hun sov i gode lange perioder, og gerne for sig selv! Hun spiste, grinte og havde fuld øjenkontakt lynhurtigt. Og var det første år kun syg i forbindelse med vaccinerne, og aldrig mere end 2 døgn. Hun græd praktisk talt når jeg ikke fandt babsen hurtigt nok frem… Olga er temmelig meget mere urolig. Det er først inden for den seneste uge at vi har fået øjenkontakt i længere tid. Og hun er ikke ret meget for at ligge alene og sove – andet end i en bevægende barnevogn… og det med gråden, åh altså! Nøj hvor kan hun græde, højt og længe. Jeg satser hårdt på at den lidt hårde start snart er forbi – for jeg tænker at regnestykket i sidste ende må gå op: Når barnet græder meget som spæd, så får hun mindre hysteriske anfald som 2-3-årig. Det må da være fair, ik?? Pleeeease….

 

Reklamer

6 thoughts on “Undskyldning på undskyldning

  1. Søde skønne Marie
    Jeg var rigtig rigtig rigtig glad for min babybjørn bæresele, da Nikolaj blev født.Jeg fik armene fri og jeg skulle ikke hele tiden sidde og nulre ham i søvn. Problemet forsvandt lige så stille i løbet af de første 3-4 mdr… Dengang var slyngerne ikke så udbredt som nu – men i dit sted vil jeg overveje at brug slynge til Olga. Hun får tryghed hos dig og du får armene fri til andet end at holde hende. Win-win ;-).
    Knus Mette

    Ps. at jeg så har den selvsamme dreng på snart 9, som er overbevist om at verden går under, hvis jeg ikke står og ser på han er på toilet, følger ham gennem huset i mørke osv… er en HELT anden sag.. 😉 DET må altså gerne snart gå over, for jeg føler næsten at jeg har et velcrobånd mellem ham og jeg…

    • Jeg har lånt en bæresele som jeg bruger flittigt og Olga er ret glad for at sidde i den. Slyngen er en god ide og jeg har selv tænkt tanken, er i gang med at finde en der kan introducere mig til den 🙂
      Og det med velcrobarnet…selvom det er voldsomt, så er det jo unægteligt også lidt dejligt at være så uundværlig 🙂 Hvis man bare selv kunne bestemme over hvornår det skulle være…

  2. Du beskriver meget rammende livet med to små børn…. Lige så fantastisk det er, lige så hektisk og trættende kan det også være! Da jeg var på barsel med nr 2, overvejede jeg at skrive en bog om kunsten at jonglere to små børn i en hektisk hverdag. Jeg tænkte at se erfaringer og viden jeg selv manglede til at få puslespillet til at gå op – vel mærke uden at råbe alt for meget og uden at ha alt for fedtet hår – det måtte der også være andre der manglede… Så blev vi ramt igen igen af hverdagssygdom , rytmik, manglende søvn igen igen osv… Jeg var alt for træt! Så det blev aldrig til noget 🙂 Nu er ungerne 2 og 5, og det er andre udfordringer… Men jeg er stadig træt 😉 Pointen? Tja…

    • Igen er det det med planerne Mette, skriv en bog, renover lejligheden… Hvornår pokker skal det være??? Det kunne være skønt med sådan en bog med gode råd og afslapningstips – hvis der så også var nogen der kunne komme og læse den højt, for jeg ved ikke hvornår jeg sku læse den… 😉

      • Nej, det er jo det 🙂 Jeg læste en gang bunkevis af bøger… Nu falder jeg bare i søvn. Men planer holder modet oppe! Så selv om de ikke bliver til virkelighed, har de en funktion!

        • hørt hørt!! Så længe vi formår at være positive omkring planerne, så det ikke blir endnu en grund til dårlig samvittighed – det er en hårfin balance…

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s