Tabu fra helvede!!

Måske fortryder jeg det her i morgen, men jeg er så forvirret og rasende at jeg bliver nødt til at skrive det. Jeg har netop været til 8 ugers tjek hos lægen – ikke ligefrem favoritundersøgelsen ovenpå en fødsel, nem eller ej… Det er jo her man skal bestå den gyldne knibeprøve – mens lægen har to afventende fingre godt placeret og et alvorligt blik bag brillen. Knib så, lyder kommandoen. Javel. Og her har alle vel forventningen om den opadvendte tommelfinger, at blive sendt uf døren med et grønt stempel, jeg er flyveklar! Men for nogen (gæt selv hvilken jeg er…) er dommen ikke så positiv. Jeg tror nu jeg ved hvordan deltagerne fra X-faktor har det. Dem, der tror de synger som en drøm, men hvor de tre dommere sidder og fniser og sender deltageren hjem, mens halvdelen af Danmark tænker “hvordan kan man være SÅ tonedøv?”. Nå. Jeg var jo komplet sikker på at jeg havde styr på det skidt. Helt skråsikker. Af flere årsager.

Da jeg også dumpede min sidste 8-ugers-eksamen opsøgte jeg en ekspert. Bækkenbundsguruen over dem alle Birte Bonde. Jeg vil nemlig gerne betale 400kr for at sikre, at jeg ikke skal lægge Tenabind i min indkøbskurv hver uge! Birte havde en fiks lille måler der kunne fortælle, at jeg da minsandten godt kunne finde de hemmelige muskler, jeg skulle bare være lidt mere aktiv med træningen. Jeg var til et follow-up et par måneder senere og det så allerede bedre ud. Tak Birte! Nu tre år efter står jeg så her. Jeg troede at det gik åh så fint, ikke mindst fordi jeg jo virkelig har brugt meget krudt på at knibe alt hvad jeg overhovedet kunne mens jeg hostede – vaskede dog en del flere trusser end sædvanligt i den tid (nu hvor vi er ude i det pinlige, kan vi lige så godt få det hele frem i lyset…). Jeg har følt mig som den gode kvinde, der har husket sine knibeøvelser når dagen er omme. Derfor er det fandme sygt at jeg nu for 117. gang har fået at vide, at jeg skal gøre det på en ny måde… Jamen du godeste. Det mest groteske jeg i tidens løb har hørt, var en gynækolog, der forklarede mig: “Forestil dig at din skede er en elevator, og at du skal have en valnød fra 1. til 4. sal. Du må godt stoppe og hvile på etagerne, men den skal helt op på 4. inden du sender den langsomt hjem igen”… Og jeg kæmpede i flere uger med den satans imaginære valnød – for man tager sgu læger alvorligt når de står og ser alvorligt på én mens man ligger med bare ben i stigbøjlerne…

Jeg er så træt af flere gode råd, flere læger der med egne ord, forklarer mig hvordan jeg skal knibe. For enten skal jeg holde på prutten (den berømte Birte-teknik, som min læge ikke mener er god nok…), knibe en stråle over når jeg tisser (hvilket andre siger er den sikre vej til blærebetændelse…), knibe når jeg har sex (hvilket for mig vil betyde, at jeg ikke kan koncentrere mig om andet…), eller bruge aggregater (små vægte, der skal holdes oppe…). Knib knib knib!!! Træn træn træn. Jeg ville skide gerne, men jeg gør jo ikke det rigtige! Har det fuldstændig som om, der er en der beder mig om at hoppe på stedet, og jeg står og vipper skuldrene op og ned med begge fødder solidt plantet på jorden og spørger “hopper jeg nu, gør jeg???”.

Crap! Hvem holder min baby mens jeg går ned efter Tena-maxi?

Reklamer

10 thoughts on “Tabu fra helvede!!

  1. Kunne det tænkes den utænkelige tanke, at lægen har taget fejl??? I dit sted vil jeg da kontakte Birte og få den der måledimsedut og så tage udgangspunkt i det der virkede for dig sidst. Den der med sex og knibeøvelser – det er nok den mest lystdræbende jeg længe har hørt. Øjeblik skat – så nu er jeg klar… (klemme klemme klemme) Skat kan du mærke forskel? Ej helt ærligt… :-D. Den med nødden hmmm ja… jooo… Og så glemmer man den lige mandag, tirsdag og ungen græd onsdag og torsdag satte den lille lige mælkeproduktionen op. Jeg tror jeg vil ringe til en ven – i det her tilfælde Birte. Held og lykke søde ❤

    • Jeg har en gang fået at vide at det er bunduretfærdigt at man skal testes i netop den stilling, da den skulle være den sværeste at knibe i, og at man faktisk bør kunne kræve at prøve i en anden stilling for at få et mere reelt svar. Så måske står det ikke så slemt til. Jeg ville også kontakte Birthe igen.

      • Den stilling er både en udfordring og temmelig ydmygende!! Tror desværre min læge er en tand for gammeldags til at jeg kan foreslå alternative stillinger – kunne ellers være rart! 🙂

  2. Kan stadig huske, at jeg også dumpede med et brag for rigtig mange år siden (27). Men ved du hvad … det er sgu gået helt fint alligevel – helt uden tena 🙂

  3. Jeg dumpede også den øvelse for mange år siden – efter tre fødsler. Jeg kan ikke huske om jeg blev testet efter de første to, men efter den tredje gik den altså ikke længere! Men hvem siger at du gør det forkert? Kan det ikke tænkes at selv om man har fået trænet sig op efter den første fødsel, så er det desværre sådan for nogen at de starter forfra efter næste fødsel? Jeg ville også gå tilbage til Birte og få tjekket om du gør det rigtigt og så tage den derfra. Men derefter er der desværre nok kun én vej: træning hver dag!

    • Jo det kan godt være at jeg simpelthen bare er nulstillet, den tanke har jeg faktisk ikke haft. Og jeg er helt indstillet på daglig træning, så længe der rent faktisk er tale om træning det rigtige sted!! Tilbage til Birte!! 🙂

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s