En ægte amarkaner

I 1999 flyttede jeg til København, og bortset fra et par korte ophold i henholdsvis Nordvest, Østerbro og Tingbjerg, har der stået 2300 på mit sygesikringsbevis. I 2004 flyttede jeg sammen med manden min i den lejlighed, der senere godt nok er blevet bygget ud, som vi stadig stadig bor i. Lejligheden holder fast i os, og vi har forlængst set det gode i, at den ikke blev solgt. Lige meget hvor mange år vi blir boende, vil vi dog altid stamme fra Fyn (manden) og Falster (mig).

Pigerne er jo begge født her (godt nok på Hvidovre, men I forstår…), og som jeg tidligere har skrevet, så bærer Irmas dialekt allerede stærkt præg af at hun bor på Amager… Jeg vandrer jo gader og stræder tynde med barnevognen i den her tid, og langt de fleste dage blir vi på øen fordi jeg ganske simpelt ikke har ærinder andre steder… Men i dag, hvor jeg havde timet olgas formiddagslur med en hurtig tur til Vesterbro, skete der noget, der fik mig til at tænke (ingen næsvise kommentarer her, tak!..). Olga vågnede i det sekund jeg hoppede på bussen, og lige omkring Christianshavn begyndte hun at græde og brokke sig. Jeg indser at bus og lur ikke blir gode venner, står af og bevæger mig retur, og barnet sover sødt igen.

Hvad fanden?!? Ikke engang en sviptur til den anden side er tilladt mere? Come on! Hvis pigerne vokser op og holder fast i den ø-mani, må vi ruske lidt i dem. Det kan ikke rigtig passe at der kun kan soves på fødeøen…

Reklamer

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s