Tre små Irma-anekdoter

Jeg hentede Irma i børnehaven i dag, og prinsessen var ikke at se nogle steder på legepladsen. Helt nede i hjørnet fandt jeg hende – i fuldCamu-Irma gang med at bestige et træ… Jeg synes det var meget passende at det netop var i dag, hun havde valgt at tage leopard-leggings på. Hun sad på næstnederste gren og var superstolt af egne klatreevner! En af pædagogerne stod sammen med træklatrerne og hjalp dem med en hånd og en instruks i ny og næ. Og Irma skiftevis fortalte på kloge-åge-måden hvordan man ‘faktisk’ gjorde dit og dat, og rystede af skræk fordi hun var ved at falde ned… Hun endte med at måtte bæres ned (måske også fordi moren var kommet) i grædende tilstand – men efter et par ture på rutsjebanen var hun god igen. Det seje er jo at hun bliver ved. Selvom hun er ved at tisse i bukserne af skræk, giver hun ikke op – ret cool at være stædig på den måde.

Jeg havde egentlig store planer om at tage pigerne med til børne-distortionSkydebanens legeplads på Vesterbro. Men alenemor-på-skansen og en Irma der vågnede ALT for tidligt i morges gjorde, at jeg blev på øen (igen siger du?…sssshhhh!). For når Irma vågner tidligere end vanligt, er hun helt bombet når jeg henter hende fra børnehave. Og ganske rigtigt havde vi en 8-10 nedsmeltninger på 1-kilometers-turen hjem… (Jeg havde endda planer om at vi skulle på Riccos og have Hansen-pindis, men det havde ikke været hyggeligt, så vi satte kursen på hjem i en fart!). Imellem de mange mooooaaar-jeg-kan-ikke-cykle-mere-udbrud, kom der en lang liste med ønsker over hvad hun gerne lige ville ha’ (håber virkelig det her ‘be om’ snart siver ind). Først var det en bolle, så en frugtstang, så et knækbrød og et æble, så en is og til sidst et stykke tyggegummi… Og til sidst kom den store tuder: Jeg vil ha’ min mormooooooor!! Og det er selvfølgelig sødt og dejligt, men hun kan jo desværre ikke zoomes ind på bestilling. Det var heller ingen trøst at jeg kunne fortælle at mormor kommer i morgen.

I al den tid Irma havde sut, hang sutten sammen med kælekluden ‘muh-muh’. Et uløseligt par. Men efter at sutten er lagt på hylden (eller hængt på træet) er muh-muh blevet mere og mere ligegyldig. Nu er det næsten os der minder hende om at hun skal tage den med i seng… Nogle gange vågner hun stadig og leder efter den, og så er det meget rart ikke at skulle piske lejligheden rundt efter den. Men lige for tiden har hun kastet sin kærlighed på en flodhestebamse. Det var en som hun fik da vi var på loppemarked for et par uger tilbage. Og med ‘fik’ mener jeg det faktisk. For hende der havde den til salg, spottede at Irma lurede på den, og gav os den. Og det var ikke med forældrenes store glæde at sige ja til bamsen. Den er nemlig KÆMPEstor! Og netop den vil hun nu gerne putte med i sengen – den er godt nok ikke lige så lang som Irma, men den er faktisk bredere… og fylder det meste af sengen. Så lige nu ligger Irma, Olga og flodhesten Fanny og snorker inde i vores seng – satser bestemt på at vinde sengen tilbage indenfor de næste par timer (og så ikke en lyd om hvor længe sejren varer…)

Inde imellem de tre små historier fra i dag, gemmer der sig lidt mere – lidt om en Irma, der er begyndt at tage tøj på selv (igen). Efter Olga kom til, har hun ikke kunne noget som helst selv, men nu synes hun igen det er sjovt at tage tøj og sko på selv. En del af tøjet sidder ret tit bagvendt på, men man skal jo starte et sted… Dernæst skal vi til fest i børnehaven i morgen, og mormoren skal med. Det er sommerfest med tilhørende fernisering, og jeg har fået at vide, at jeg skal glæde mig – der er stolthed i farvandet 🙂

 

Reklamer

Drømmeland

Velkommen til mit drømmeland. Det er her der dagligt bliver skrevet rørende og sjove blogindlæg. Det er også her hvor der hver dag bliver serveret sunde og alsidige retter som mine børn elsker. Og det er her hvor alting er nyvasket og dufter af nyslået græs. Her er der ingen børn der får ondt for tænder eller som får hysteriske anfald fordi underbuksen er gul og ikke lyserød. Her synger moren rent og kan alle versene i børnesangene. Her er fantastisk! Jeg elsker at være her, og jeg ville ønske jeg kunne invitere dig med. Problemet er dog at jeg nyder stilheden lidt for meget. Her taler børnene nemlig i et normalt toneleje og der er ikke en konstant ordudveksling i børnehave-decibel. I mit drømmeland sover mine børn i deres egne senge og de bliver puttet med en godnat-og-sov-godt-uden-tårer-tilgang, en metode de tog til sig første gang de oplevede den.

I drømmeland er der ingen skænderier. Hverken med mand eller treårig. Og når børnene er faldet i søvn, hopper legetøjet på magisk vis selv op i deres respektive kasser og kurve.
Her er der heller ingen med et junkieagtigt forhold til sukker, her er en smoothie altid nok til at tage den værste trang. Og der er heller ingen bekymringer. Ikke om vuggestueindkøring, pladsanvisning, nyt job, lange dage i børnehave og travle hverdage.

Lyder det ikke skønt??? Det lader dog til at jeg er løbet tør for tryllestøv og derfor ikke kan finde vejen dertil…

Et helt halvt år såmænd

Et halvt år er gået siden Olga kom til verden – så tillykke med din semifødselsdag, lille mus. Og som dagen går på hæld og begge piger er puttet og her er helt utrolig stille, så er det vel tid til en lille status… Lillefisen er nu omtrent 70 cm lang og lige knap 9 kg tung. Hun bliver dagligt en større og større fan af sin storesøster – hverken faren eller jeg kan få hende til at grine som Irma kan. Vi skal bruge kilderier og prutten-på-maven før der sker noget, Irma skal bare stå foran hende og danse lidt omkring, så er hun helt færdig af grin. Totalt uretfærdigt og vanvittig dejligt. Hun elsker at være nøgen – faktisk er det næsten altid kilden til godt humør hvis alle andre metoder er prøvet af… og hun har i den grad fundet sine fødder, selv i søvne kan hun finde på at gramse lidt på dem, måske for at sikre sig at de stadig er der. Hun er blevet vildt god til at trille og kæmper nu en stædig kamp for at lære at kravle. Hun kan mave sig fremad og kan få numsen op – men når numsen kommer op, er ansigtet helt nede i gulvet – der mangler lige den sidste teknik inden begge dele er oppe samtidig. Hun bliver helt afsindig tosset når der er noget legetøj hun ikke kan få fat i, og hun er også begyndt at blive sur når Irma tager noget fra hende (den uundgåelige storesøster-“den legede jeg lige med”-magtopvisning…). Men inden ret længe tror jeg vi får en smagsprøve på en lillesøster, der kan få fingre i ALLE storesøsterens legesager (inklusiv perler, farvekridt, hårspænder – og alt mulig andet guf, der kan sætte sig fast i en lille hals – GYS!!!)

Olga og jegOg apropos hals, så går det absurd langsomt fremad med den mad. Olga kan overhovedet ikke samle sig om at blive ammet, så det har længe været på tide at hun kom over på madvognen. Men hendes opmærksomhed er alle steder. Selv når jeg giver hende mad om morgenen inden de andre står op, så vil hun gerne liiige kigge efter en bamse der ligger på gulvet, eller reagere på en lyd udenfor vinduet… Men her til aften spiste hun da en nogenlunde portion grøntsagsmos, så mit håb er lidt større end i morges da jeg igen smed hele skålen med grød i skralderen.

Derudover er hun stadig en søvnfornægter. I løbet af dagen er det KUN barnevognen hun vil puttes i – selv når hun er ved at gå i opløsning af træthed, overgiver hun sig ikke. Og det er mere reglen end undtagelsen at hun sover alt for lidt i løbet af en dag. Vi putter stadig allerede ved 19-tiden og så er hun faktisk væk indtil 6 næste morgen. Og inden andre mødre dør af misundelse, så vil jeg lige skynde mig at indskyde, at jeg naturligvis ammer hende 5-6 gange i det tidsrum… Til gengæld er hun blevet bedre til at sove i sin egen seng, hvilket har givet lidt mere nattekomfort. Jeg har fået lov at låne en bunke sutteflasker, som vi skal have prøvet af på hende. For det kunne altså være virkelig skønt at få lidt mere sammenhængende søvn – både til mor og datter…

For at opsummere det sidste halve år lidt i resultater, kan det listes på denne måde:

  • Antal gange faldet ned fra seng og sofa: 2
  • Antal møder jeg har forladt grundet skrigen: 6
  • Antal gange vi har tømt en svømmehal: 1
  • Antal gange at Irma er faldet ovenpå hende: 3
  • Antal gange Irma har været dybt ulykkelig bagefter: 4 (fordi faren på magisk vis nåede at forskanse Olga fra det seneste styrt…)
  • Antal offentlige transportmidler jeg har ammet i: 3
  • Antal gange vi har fået Olga passet: 0
  • Antal gange vi har ytret sætningen “hvor er de piger dog forskellige!”: 947 and counting…
  • Antal bøger jeg har læst i min barsel: 0
  • Antal bøger jeg har lånt på biblioteket i samme tidsrum: 23…
  • Antal måneder med aftengråd og periodisk tinnitus: knap 3
  • Antal gange jeg er faldet i søvn mens jeg har puttet Olga: 2…4…88…zzzzzzzz….
  • Antal gange jeg er vågnet til en glad og frisk pige der ligger lige ved siden af mig: Hver dag i det sidste halve år.

Jeg føler stadig jeg har rigtig meget til gode når det handler om at lære min datter at kende. Hvad jeg dog allerede kan se er, at hun er en selskabspapegøje og helt vildt nysgerrig. Hun vil frem i verden og har ikke i sinde at lade sig sænke af noget. Og så er hun viljestærk som bare pokker. Ikke så skidte karaktertræk for en pige på 6 måneder – hun skal nok blive en fest at lære bedre at kende!!

Hjælpeparadokset

Det slog mig i dag, at det her med at hjælpe andre, ikke er så nemt som det burde være. Jeg tager mig selv i at afslå hjælp selv når jeg egentlig godt kunne bruge en hånd. Når jeg fx står med en barnevogn, en Olga i bæresele, en Irma med krudt i måsen, en cykel med støttehjul og en taske eller to, og skal ned af kældertrappen – allerhelst i ét hug. Så har jeg flere gange enten sagt “nej nej, det behøver du virkelig ikke, den klarer jeg fint selv” (med svedperler springende frem på panden og andre unævnelige steder…) ELLER (og her kommer det groteske på banen) blevet fortørnet over at ingen tilbyder mig deres hjælp når de tydeligvis kan se, at jeg godt kunne bruge det. Hvad sker der for det?? Fx i dag i Fakta. Jeg har Olga på armen og Irma der står og danser (vi kommer lige fra danseskolen) ved siden af båndet med varer, mens hun venter på den is jeg er ved at købe til hende. Jeg kunne egentlig godt bruge at personen foran mig lige skeler bagud i 2 sekunder og bare tænker sig til, at jeg ikke har en ledig hånd til at nå den der vare-skille-dims (har den et rigtigt navn?), så manden bag mig kan lægge sine varer på båndet. Det burde han da nok kunne regne ud, tænker jeg. Og i stedet for at bede om hjælp, så rækker jeg mig ind over båndet og er ret tæt på at få scannet en pris på Olga, bare for at nå den selv… Du godeste altså.

Er det forfejlet feminisme? Er det ‘samfundets skyld’? Er det bare mig, der er helt off?

Jeg tror jeg vil prøve at oppe mig lidt. Jeg kan nemlig rigtig godt lide at hjælpe andre når jeg har mulighed for det, og jeg kan faktisk også rigtig godt lide når de viser, at det betyder noget. At få et oprigtigt ‘Tak’ fra nogen, det er sgu da noget der kan redde en dag. Jeg vil prøve at blive lidt bedre til at sige jatak når folk tilbyder mig en hånd og samtidig blive lidt bedre til at bede om hjælp når jeg har mulighed for det (og altså ikke bare når jeg er doven og gerne vil bæres over gaden, men sådan seriøst har brug for lidt hjælp…). Jeg forestiller mig, at jeg i det mindste vil holde op med at blive fortørnet når folk ikke på magisk vis hjælper mig – for det er da rent faktisk helt tosset at bruge krudt på!

I dag har vi holdt pinsefest i vores gård. På børnemåden. Med madder på en tallerken i solskinnet, et tæppe til Olgis og bare fødder til alle. Og Irma fik dyrket sin nyfundne hobby: myrer! Hvert andet minut kunne jeg høre hende brøle et eller andet sted i gården: “Mor, jeg har fundet en myre”…”og her er en til”… Det er den uendelige historie… I morgen står den på svømmehal fra morgenstunden – Irma har af uvisse årsager ikke snakket om andet hele ugen, og vi har talt ned med hvor mange gange hun skulle sove før det kunne lade sig gøre… Og senere i morgen er der fødselsdag i Brønshøj. Pinsen holder! Ingen er blevet skoldede endnu, Irma er konstant beskidt fra top til bund, og vi har hyggelige ting i børnehøjde på programmet. Dejligt.

Og husk så lige at sige jatak til hjælp. For det kan da ikke bare være mig, eller hvad??

Olga – den lokale paria…

Så prøvede jeg også det… Olga var i dag pigen bag at få Kastrup Svømmehals varmtvandsbassin rømmet på under 2 minutter… Vi var derude med 3 fra mødregruppen (eller 6 – afhængige af om det både er store og små næser, der tæller med), og alt kører godt. Olga har en fest i vandet, men efter 10 minutters tid opdager hun at hun er sulten – hun prøvede godt nok ihærdigt at lægge sig til brystet i skulderhøjt vand, men det gik ikke så godt… op med os. Sådan en gang mad sætter jo som vanligt gang i maven, og jeg sad lidt og afventede situationen. Men intet skete og jeg vovede os ud i vandet igen. Efter 10 minutter mere, sad prinsessen helt stille på min arm og lod frokosten passere…Og selv med den fineste godkendte badebuks med indbygget ble, gik det altså ikke – vandet blev for at sige det lige ud ret gult…

Bademesteren tog det nu ret pænt: “Var det ikke sket for dig, var det nok sket for en anden”-agtigt. Og de andre forældre i bassinet var faktisk også vældig overbærende – men lidt pinligt synes jeg nu altså det var, trods alt! Alle fik en lovning på at komme gratis ind næste gang, jeg turde dog ikke spørge om det også gjaldt mig… (her ville jeg gerne have sat et billede ind, men teknikken driller – derfor link!)

Og kunne vi så ikke aftale, at næste gang vi tager i svømmehallen, så skal der både være tid til at datter OG mor får en lille skraber bagefter? Eller måske bare et hvil? Det blev til en slentretur hjemad, lidt isspisning, lidt buskørsel, og lige som jeg havde forestillet mig at mine fødder skulle placeres godt hævet over jorden, vågnede Olga med et hyl! Én time blev det til. I intervallet mellem kl 06 og lidt i 20, er det blevet til to timers søvn, meeeeeen who’s counting?… Alt i alt må vi bare medgive at de to søstre herhjemme er som nat og dag hvad søvn angår. Olga vågner hvis en tunet knallert kører forbi os på gaden (og dem der bor på Amager ved at det sker pænt ofte!!). Irma har præsteret at sove på et fortov hvor en ambulance med fuld udrykning sad fast i trafikken – det siger vist alt. Men moren og faren her i genpuljen har også vidt forskellige sovehjerter, så det er vel ikke så mærkeligt at pigerne også er lidt forskellige. Vil dog ønske for Olga at hun bliver en bedre sover med tiden – det er sgu fedt at kunne ramme en hovedpude og bare dejse omkuld – når og hvor som helst!

Som en lille afslutningsbemærkning, så er der jo en masse billeder af unger og alverdens andre DØD-spændende ting, der aldrig rammer bloggen, men kun er at finde på Instagram. I er velkommen til at kigge med, mit brugernavn er marieu.

Weekendsysler

Snasket OlgaVar der ikke lige nogen der kunne have mindet mig om hvor meget en baby sviner når hun lærer at spise? Kors, det havde jeg helt svedt ud. Det er ikke så forfærdelig meget mad der ryger indenbords, stadig (til morens uendeligt store frustration – en anelse utålmodig måske…), og Olga kan rigtig godt lide at sidde med en ske, mens jeg mader hende med en anden, og så bytter vi halvvejs. Der er bare mos og gode sager alle steder. Det hjælper dog lidt på min garderobe at hun nu sidder i bumbo-stolen og spiser… I min sidste barsel var jeg meget dygtig til at få kogt alle grøntsager selv og lavet grød fra bunden. Men nu må jeg medgive, at der bliver tyet til de nemme løsninger: Grød der lige skal røres med kogende vand og mos købt på glas. Det er lidt dyrere, men så længe Olga kun spiser de bittesmå mængder, så synes jeg ærligt talt det er lige lovligt meget arbejde for så lidt. Irma er jo heller ikke verdens mest stabile spiser (det er min allermest diplomatiske måde at fortælle, at hun er pivkræsen…), så hvis der både skal laves almindelig mad, koges ekstra pasta til Irma og laves mos til Olga, så er det altså en kende for omstændeligt.

I dag var vi en tur på Bryggen, først til det store loppemarked – Irmas første. Og siden en tur på Tilfreds loppefinder med frugtstangbiblioteket. Faren havde lovet at finde en pruttebog til Irma, men de var sgu allesammen udlånt. Utroligt så populære prutter er i børnehavebørns univers! Loppemarkedet endte med at blive en lidt dyrere affære en først forventet. Manden faldt over en espressomaskine han var nødt til at eje, og jeg fandt en flyverdragt til Irmas næste vinter. Ret store scoop begge dele. Ellers var der supermeget legetøj til billige penge, og Irma fik da både et par My little pony’er med hjem og lidt pyntesager til smykkeskrinet. Mere bling-bling til den lille prinsesse. Hun var uendelig tilfreds. Jeg spottede faktisk også et par potentielt pæne mor-sager, og burde da helt sikkert have fulgt op på det – i den hellige Mors Dags-ånd. Men med et hav af mennesker, en vågen Olga i barnevognen (som manden dog underholdte) og en Irma, der én meter høj temmelig nemt kunne blive væk i al virvaret, var der ikke helt overskud nok til at kigge på tøj til mig selv.

Resten af søndagen lyder på hjemmeleg med alt det nye hjembragte, og så er et friskbagt rugbrød på vej ud af ovnen. Slet ikke værst.

Hvor ofte kan man egentlig blive forarget som mor?

Vi går jo til dans. Ja, jeg har nævnt det mange gange, men her er vi endnu engang. Med Irma på dansegulvet og moren i venteværelset… Nu er de begyndt at lade op til det store afdansningsbal som finder sted om halvanden måneds tid. Oprindelig havde jeg da tænkt at vi helt sikkert skulle deltage. Money-is-no-object-agtigt. Men nu ligger invitationen på bordet og indgangsbilletten lyder på 198kr – pr næse!! Irma er dog ganske gratis at få med…sikke en gavebod. For 400kr om måneden er det måske også ret rimeligt! Jeg havde endda luftet datoen for mormor og morfar med den tanke bag, at vi da sagtens kunne sponsorere 4 voksenbilletter. Nej, det sker så ikke.

Og hvis nu det fx var et kommunalt arrangement eller et firma hvor jeg vidste at de mange penge blev smidt i børnenes retning, eller til en goodiebag og en t-shirt som tak for en god sæson, så ville jeg måske ikke sætte mig sådan på bagbenene. Men vi taler jo om Fredie-Pedersen-foretagendet hvor alting lugter lidt af sorte penge og fusk. Alle billetter bliver solgt på danseskolen hvor man belejligt nok ikke kan betale med kort… Og vi danser i nogle lokaler hvor alting mere eller mindre hænger i laser. Mens hr og fru Mickey lever med pool i baghaven og isbjørn foran kaminen (eller noget..). Jeg får sgu lidt dårlig smag i munden.

Vi fortsætter til dans så længe sæsonen kører, men det store afslutningstamtam boykotter vi – man kan jo få to turpas i Tivoli til den pris! Og så må jeg prøve at finde et fornuftig alternativ til efteråret – der MÅ findes noget andet. Også uden at Irmas dansehjerte blir helt knust …

Nu er prinsessen snart færdig med jungledansen og så skal vi hjem og lege i gården med søde August. Og så skal vi da finde på en sjov udflugt til i morgen – noget med solskin og en undskyldning for at spise is 🙂

20130511-105020.jpg

Flying solo

Sikke en dag! På den gode måde! Jeg gyser konsekvent altid for at have pigerne alene når vi snakker over en hel dag eller mere. Jeg tror det er efterveerne af Olgas aftengråd, hvor det var helvede på jord når manden ikke var hjemme. Men nu er det jo som oftest vildt hyggeligt – jeg skal bare lige have hovedet med.

I dag har vi haft besøg af to fra børnehaven. Eller faktisk så er storebror lige startet på fritter og lillesøster starter i børnehaven på mandag – men vi kender dem fra børnehaven. To mødre og 4 børn, og bortset fra at storebror kedede sig lidt i ny og næ (lidt for meget prinsessehurlumhej) så var det et super besøg. Vi endte nede i gården med gyngeture og sandkassebagning. Og da vennerne skulle hjem fortsatte vi bare med gårdleg på egen hånd. Olga gad for en gangs skyld godt sove selvom vognen ikke trillede og Irma var i strålende humør hele eftermiddagen. Jeg var dog lige ved at gå kold da nogle af gårdens børn kom råbende (væk ikke min baby, I krapyler!) ned på legepladsen, og den ene havde (%*!!#€!) en blokfløjte med! Han fik dødsblikket som burde skræmme enhver (come on!), men som prellede helt af på knægten. Pigerne og jeg var endda en tur i Fakta efter is (og aftenslik til moren, thank you very much).

Vi har leget, set film, spist is, været i bad (med indlagt vandkamp Irma vs. Olga…) og lavet mad. Ingen skænderier, ingen hysteriske anfald, kun glade børn – no kidding! Det kan faktisk lade sig gøre. Irma bad selv om at komme i seng, og fordi Olga kunne puttes på 5 minutter, var der endda tid til historie og sang – det er ellers i en noget reduceret udgave når mor er alene på skansen.

Så lige nu har jeg to sovende piger, nybarberede ben og en lak der står og venter på at komme på tæerne. En slikskål og en plan om at se et eller andet meget voksent på HBO eller DR. Jeg har en stue, der ligner noget der er løgn, men det klarer vi nok i morgen. I morgen står den på mormor-besøg og måske lidt sandalshopping (i størrelse-27-28-og-helst-med-glimmer-og-blink) Håber på at den gode stemning holder natten igennem og morgenen med – det er da ikke for meget at forvente drømme om, vel?

Nej og NEJ!

Én ting er at følges hjem med en treårig der svinger om sig med søde bemærkninger som “mor, hjælp mig så!” “Nej, ikke sådan!” “Du må ikke røre mig” “nej, det er mig der er forrest” og det hele eskalerer til ret meget råb og skrig… En anden ting er når en tilfældig mand cykler forbi og siger højt “så giv dog den møgunge den skideballe hun fortjener”… Jeg plejer faktisk ikke at være hende der råber af folk i trafikken, men ham her fik altså et par høje ord med på vejen!
Shit, en mandagsagtig tirsdag. Nu mangler vi bare at Olga blir rockersyg af den vaccine hun fik i dag.

Nyd barnet!

Der skulle åbenbart en ny ansættelseskontrakt til! Jo jo, jeg har skam nydt både barn og barsel indtil nu, men jeg har hele tiden været 5 minutter foran. Taget mig selv i at glæde mig til at Olga kan sidde selv, at hun kan kravle, at hun kan spise rugbrødsmadder og til hun kan løbe efter sin storesøster. Og alt det glæder jeg mig sådan set stadig til, men det har også været lidt en forhindring til at nyde hvor hun er lige nu. Nu har jeg skrevet under på den kontrakt der slutter min barsel, og der er under 3 måneder til. I min studietid var 3 måneder lig med verdens længste sommerferie og aftaler med sådan cirka alle man kendte. Men nu tager jeg mig selv i at bo i den bemærkning jeg har hørt ældre mennesker ytre så mange gange: Tiden suser forbi når man har børn… (og ældre er naturligvis sådan nogle folk midt i 30’erne set med Marie-22-år-brillerne…)

Og det er bare så sandt. Jeg synes kun lige det er et øjeblik siden vi fik Olga, og i morgen skal hun (en anelse forsinket) have sin 5-måneders vaccine. Og de næste tre måneder skal derfor inhaleres i grove hvæs! Jeg vil have det hele med. Jeg har det jo faktisk lidt ligesom om jeg skal væk, og ikke længere se mine børn – det er nu kun 37 timer om ugen jeg skal arbejde…Men stadig – så har jeg jo altså været hjemmegående mor siden september og det at være væk fra dem i 8 timer dagligt bliver da sindsygt hårdt.

Mens jeg har skrevet det her indlæg, har jeg rendt mellem soveværelse og køkken i pendulfart. Olga sover smadderuroligt (det er noget mavehalløj hun døjer med, vi har i hvert fald haft gevaldigt mange skiftninger i de sidste par døgn – håber det er maven der skal vænne sig til grød og mos, og ikke en uheldig virus hun har samlet op!), så i nat var jeg vågen alt for mange gange og oppe ALT for tidligt da barnet sked ud over det hele… Jeg nyder stadig barnet i fulde drag, men det der NU, det bliver jeg aldrig 100% fan af…