Hjælpeparadokset

Det slog mig i dag, at det her med at hjælpe andre, ikke er så nemt som det burde være. Jeg tager mig selv i at afslå hjælp selv når jeg egentlig godt kunne bruge en hånd. Når jeg fx står med en barnevogn, en Olga i bæresele, en Irma med krudt i måsen, en cykel med støttehjul og en taske eller to, og skal ned af kældertrappen – allerhelst i ét hug. Så har jeg flere gange enten sagt “nej nej, det behøver du virkelig ikke, den klarer jeg fint selv” (med svedperler springende frem på panden og andre unævnelige steder…) ELLER (og her kommer det groteske på banen) blevet fortørnet over at ingen tilbyder mig deres hjælp når de tydeligvis kan se, at jeg godt kunne bruge det. Hvad sker der for det?? Fx i dag i Fakta. Jeg har Olga på armen og Irma der står og danser (vi kommer lige fra danseskolen) ved siden af båndet med varer, mens hun venter på den is jeg er ved at købe til hende. Jeg kunne egentlig godt bruge at personen foran mig lige skeler bagud i 2 sekunder og bare tænker sig til, at jeg ikke har en ledig hånd til at nå den der vare-skille-dims (har den et rigtigt navn?), så manden bag mig kan lægge sine varer på båndet. Det burde han da nok kunne regne ud, tænker jeg. Og i stedet for at bede om hjælp, så rækker jeg mig ind over båndet og er ret tæt på at få scannet en pris på Olga, bare for at nå den selv… Du godeste altså.

Er det forfejlet feminisme? Er det ‘samfundets skyld’? Er det bare mig, der er helt off?

Jeg tror jeg vil prøve at oppe mig lidt. Jeg kan nemlig rigtig godt lide at hjælpe andre når jeg har mulighed for det, og jeg kan faktisk også rigtig godt lide når de viser, at det betyder noget. At få et oprigtigt ‘Tak’ fra nogen, det er sgu da noget der kan redde en dag. Jeg vil prøve at blive lidt bedre til at sige jatak når folk tilbyder mig en hånd og samtidig blive lidt bedre til at bede om hjælp når jeg har mulighed for det (og altså ikke bare når jeg er doven og gerne vil bæres over gaden, men sådan seriøst har brug for lidt hjælp…). Jeg forestiller mig, at jeg i det mindste vil holde op med at blive fortørnet når folk ikke på magisk vis hjælper mig – for det er da rent faktisk helt tosset at bruge krudt på!

I dag har vi holdt pinsefest i vores gård. På børnemåden. Med madder på en tallerken i solskinnet, et tæppe til Olgis og bare fødder til alle. Og Irma fik dyrket sin nyfundne hobby: myrer! Hvert andet minut kunne jeg høre hende brøle et eller andet sted i gården: “Mor, jeg har fundet en myre”…”og her er en til”… Det er den uendelige historie… I morgen står den på svømmehal fra morgenstunden – Irma har af uvisse årsager ikke snakket om andet hele ugen, og vi har talt ned med hvor mange gange hun skulle sove før det kunne lade sig gøre… Og senere i morgen er der fødselsdag i Brønshøj. Pinsen holder! Ingen er blevet skoldede endnu, Irma er konstant beskidt fra top til bund, og vi har hyggelige ting i børnehøjde på programmet. Dejligt.

Og husk så lige at sige jatak til hjælp. For det kan da ikke bare være mig, eller hvad??

Reklamer

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s