Det store billede

Scherfig, Nørrebro, KøbenhavnDet er sjovt som man nogen gange misser det brede perspektiv i en sag. Og alt det her med amning og cafeer med nejtak til barnevogne, babynumser og ammende kvinder, har tidligere blot fået mig til at sige HA! Mig får I ikke som kunde – og jeg siger det også til alle mine venner! Ævbæv! Men efter at have læst Jordemoderforeningens åbne brev til Ligestillingsministeren (læs om sagen her), er jeg helt ombord med, at det sgu da bare overhovedet ikke er i orden. Det ligger jo netop i vores kultur at hylde amningen set fra et sundhedsperspektiv, men pludselig er vi blevet bornerte og ønsker kvinderne hjem i stuerne med deres mælketunge babser. Ah come on! Og ikke fordi det skal være sådan en mænd vs. kvinderne-snak, men en lille anekdote springer alligevel frem… I sidste weekend da det var så afsindigt varmt, at alle danskere iførte sig florlette stoffer og drog mod vandet, gik jeg på et tidspunkt og svedte bag en barnevogn. Jeg husker ikke præcist hvad jeg havde på, men jeg kan afsløre, at ammehylden var gemt væk bag mindst to lag stof. På min cirka halvanden time lange gåtur spottede jeg op til flere mænd i bar overkrop. Cyklende, gående, på vej ind i Fakta og siddende på en cafe… Midt i bybilledet altså, ikke på stranden. Og jeg vil da nødig kimse af en pæn bar overkrop, men jeg undrer mig over hvordan det kan være, at mænd må sidde på cafeer iført shorts og hyttesko, men at kvinder pludselig ikke må give et sultent barn bryst. Her er ligestillingen ærligt talt helt skæv. Jeg har tænkt mig at deltage i en demo på Rådhuspladsen på mandag kl. 15 – hvis I er i nærheden, synes jeg I skal komme.

Og bortset fra at jeg naturligvis skal amme i det offentlige rum (igen) på mandag, så satser jeg faktisk på, at det snart er slut med det hersens amning. Olga er fyldt til randen med alle de vitaminer og næringsstoffer hun kunne drømme om fra den fine mælk, og hvis hun falder i søvn ved mit bryst, er hun simpelthen så svær at lirke af, at det gør helt ondt – totalt sugemalle. Desuden er den fantastiske slankeeffekt fuldstændig væk – og det er helt umuligt både at amme og være sukkerafholdende. Det-lader-sig-ikke-gøre!!
Jeg arbejder hårdt på at lære Olga at drikke af flaske, og det skrider rigtig fint frem. Der er godt nok kun vand i, men nu er teknikken efterhånden på plads, så kan vi snart skifte det ud med noget lækkert MME. Forhåbentlig. Jeg er nemlig også ved at nå dertil, hvor jeg godt kunne tænke mig at se veninder efter kl 19 eller forsøge mig med en drink (og jatak til kombi, tøser!) Jeg har lige aftalt møde med sundhedsplejersken på mandag, og har tænkt mig at slå hende for puttetricks uden babs – kan ganske simpelt ikke gennemskue overgangen selv.

Lige en sidste nyhed som ikke er babsrelateret… Vi har fået vuggestueplads i dag. Faktisk allerede fra 1. juli, næsten en hel måned inden vores behovsdato. Det er desværre ikke i samme institution som Irma, men heldigvis i meget overkommelig cykelafstand fra både hjem og børnehave. Og selvom vi selvfølgelig skal betale for en måned mere end vi havde kalkuleret med, så kan jeg på denne måde bruge rigtig god tid til indkøring og give Olga nogle fine korte dage i begyndelsen. Det er rigtig dejligt, og meget beroligende for begge forældre. Jeg starter job d. 5. august, så jeg satser på at begynde indkøring 14 dage før. Er så spændt på hvordan hun tager det. Hun er jo ikke ligefrem verdens mest kyndige sover, så jeg håber virkelig at nogle kyndige pædagoger kan få hende omvendt (også ret meget for deres skyld, for shit, hvor kan hun blive sur, hvis hun vågner før hun er klar…hvilket sker ALT for ofte!)

Nu vil jeg nyde stilheden, så længe den varer. Børnene sover, vi sidder med hver vores computer, regnen siler ned udenfor – ret dejligt det hele.

Reklamer

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s