Hit med et immunsystem!

Så er Olga virusramt igen. Jeg slæbte både den lille og den store med til lægevagten i dag – jeg blev ringet op af vuggestuen med meldingen om, at Olga havde dårlig mave og i øvrigt havde fået nogle lidt mærkelige knopper på knæet… Knæet?!? Højst besynderligt. Skynde skynde i bilen hjem og ind til en Olga, der hyggede, men var træt og pylret. Hjem med begge piger, og ringe til vagtlægen. Hun synes også det lød halvmærkeligt og bad os komme. Og efter et hurtigt kig på knæ og mås, kunne det fastslås at Olga har fået en omgang Hånd-, mund- og fod-syge – dog tilsyneladende den lettere desorienterede slags… Som sådan er der ikke en hat at gøre, og hvis knopperne ikke folder sig yderligere ud, så kan hun sådan set sagtens komme i vuggestue igen.

Jeg havde set virus-skiltet på døren ind til vuggestuen, men havde sådan set bedt Olga om at holde sig væk fra den slags – hun har desværre ikke hørt ordentligt efter!! En dårligere ven end virus skal man sgu lede længe efter..

Så nu er to piger puttet, Irma for natten, Olga for den næste halve time (hvis den pige ikke snart lærer at blive bedre til at sove, tror jeg simpelthen hun holder op med at vokse – er det ikke noget med at man vokser når man sover måske??? Tror faktisk det kræver mere end 40 minutters sammenhængende søvn for at præstere et par centimeter!). Der sker måske noget på boligfronten (mere om det senere), og mit hoved er derfor ret fremtidsorienteret. Jeg er ramt af en anti-burde af rang her til aften – burde rydde op, gøre lidt rent, tømme en opvaskemaskine, skrive lidt på en projektplan – men min mås er sømmet til stolen… Tror det bliver noget med en kop the, lidt streaming af noget sjovt på netflix og en seriøs ærgrelse over at mit skab ikke er proppet til randen med chokoladeovertrukne flødekarameller!

Reklamer

Musikken i familien

I 3. klasse da kataloget fra musikskolen i Præstø kom, spurgte mine forældre mig, om der var noget jeg havde lyst til at gå til. Jeg bladrede kataloget igennem et hav af gange, tænkte mig godt om, og svarede så ‘blokfløjte’. En af mine gode veninder skulle nemlig også starte til blokfløjte, så det gav fin mening i mit hoved. Vi kunne jo følges. Og det gjorde vi. Min interesse holdt til præcis to undervisningsgange, hvor Kamilla allerede var blevet væsentligt bedre end mig. Så holdt det sjove ved blokfløjten op… Heldigvis var mine forældre okay med mit kasten-håndklædet-i-ringen, men de mente nu alligevel, at det med at spille et instrument, kunne være en god ide. Nu, en anelse klogere, valgte jeg så det instrument som ingen andre valgte: Violin.

Jeg havde en vældig sød lærer, der på bedste pædagogiske vis lærte mig suzuki-metoden (det kan googles, hvis I vil vide mere…). Han stoppede desværre efter et år – om det var min skyld eller den fremskredne alder, fremgår altså ikke af denne historie… Den næste lærer var vanvittig pjattet med folkemusik, og her skulle jeg så lære at spille musik til kendte folkedanse-sange (kendte…jeg gik nu i 4. klasse..), og han gik meget op i, at jeg dansede lidt omkring mens jeg spillede… Han og jeg blev aldrig gode venner! Årene efter gik jeg på Nykøbing F. musikskole og spillede bl.a. som andenviolin (…) i et strygerorkester.

Lad mig sige det sådan: Jeg blev aldrig god! Jeg øvede mig virkelig sjældent og jeg hadede at spille for andre end mig selv. Jeg lærte aldrig de der noder (tror faktisk jeg ville have nemmere ved hebraisk!), og juleaftenerne hvor jeg skulle akkompagnere til Dejlig Er Den Himmelblå, var aldrig specielt gode før DET var overstået. Vi havde en hund dengang, og hver gang jeg hev violinkassen frem for at øve mig, så løb den pibende i kælderen (her burde jeg have indset et par ting…)

3xIrmaJeg elsker musik og kan rigtig godt lide at synge (mest godnatsange for pigerne), men det, med det musikalske er vist begrænset til en okay rytmesans og en erkendelse af begrænsninger (jeg må fx ikke fløjte når manden er i nærheden…) Irma er også VILDT glad for musik. Hun er startet på et nyt dansehold, og er vild med det. Hun elsker at fjolle rundt til musik og så kan hun melodi og tekst til efterhånden rigtig mange sange. Hun genkender melodier når vi hører dem i radioen, og prøver at synge med lige så snart hun øjner en mulighed. Hun digter tekster til melodier der kun findes i hendes hoved, og hun finder på nogle supersjove ting ind imellem. Bedstemoren har i lang tid rost hendes sangstemme, men både manden og jeg har grinet lidt af det og bare hygget os med, at hun er så glad for sang og musik.

Men i dag (sgu!) er hun blevet rost for sit sangtalent! (og undskyld bedstemor/svigermor, men det er bare noget andet, når det kommer fra en ikke-familie-relateret kilde ;-)) En af Irmas pædagoger kom og fortalte mig, at Irma havde sunget solo til deres formiddagssamling. De synger den med ‘Og vi trækker skuffen ud, og vi skubber skuffen ind, imens røgen stiger opad sådan her…’. Og Irma havde så lidt senere, på pædagogens opfordring sunget den nede på legepladsen – helt rent og fint. Ja, hun havde faktisk gået gåsehud, så fint havde det været. Jamen altså. Så bliver man da lidt rørt som kun en umusikalsk mor kan blive…

Weekend i perspektiv

For omkring fem år siden havde jeg ingen anelse om hvordan livet med børn ville komme til at se ud. Jeg havde ingen idé om, at når man søndag morgen bliver vækket 6:45, så betyder det, at man har fået lov at sove længe. Jeg havde heller ikke forestillet mig hvordan man i løbet af en weekend i dén grad kan savne sit arbejde (det sker dog mest om natten, når der er en vis lille person, der beslutter at være frk. modsat). Jeg anede heller intet om det antal timer der bruges på oprydning, planlægning, organisering af mad, leg, udflugter, arbejdsfordeling mellem moren og faren. Det slog mig heller ikke, at der skulle bookes tid til at være alene – det er kommet dertil hvor jeg rent faktisk kan forstå det fantastiske ved et træningscenter – her kan man bure sig inde i et mentalt rum af sved og musik (og jeg har så netop opdaget at min trænings-playliste afslører, at jeg ikke har været i byen i alt for lang tid, tak for headsets!!).

Måske ville man være lidt mere påholdende med at få børn, hvis det var denne salgstale man fik først…. Men heldigvis fik jeg den anden! For selvom Olga lige for tiden er lidt af en pest (og ja, det er forældrenes skyld ene og alene, vi mangler bare lige at få det helt rigtige råd, så fikser vi hendes søvn henover en weekend…), så er det fandme sjovt at have børn. I dagtimerne er Olga ved at udvikle sig til den vildeste charmer. Og her efter halsbetændelsen har hun haft lidt af et Rod Steward-grin, og var derfor endnu sjovere at få til at grine! Hun spiser sig igennem dagen, mens hun kravler efter storesøsteren og stjæler hendes legetøj.

Irma har i de sidste par uger lavet et megaryk rent sprogligt. Hun taler som et vandfald, og fortæller de vildeste røverhistorier. Hun har stadig overhovedet ingen tidsfornemmelse, så da jeg for tre dage siden fortalte at en god veninde kommer og spiser på torsdag, så var hun ellevild: “Kommer hun nu?” spurgte hun 10 minutter senere… Vi har dog fået strenge opdrag fra børnehaven om en enkelt ting som hun endelig ikke må blive bedre til at udtale – Irma taler rigtig meget om Hello Kitty, enten om de strømper hun har med Hello Kitty på, paraplyen, eller hårbøjlen. Det sjove er, at hun sige Kawol Kitty – og pædagogerne i børnehaven er helt færdige over det.

For fem år siden havde jeg nok heller ikke forestillet mig, at jeg kunne blive helt henrykt over at en lille pige på ti måneder kan rejse sig op uden at bruge en støtte, eller at hun sov hele halvanden time i vuggestuen den første gang hun sov der. Jeg havde heller ikke troet at man kunne komme til at græde af ren bekymring for om de små mennesker får et ordentligt liv… Forældre er nok bare en smule tossede – og den lærdom kan simpelthen ikke gives, den kan kun opleves.

Nu vil jeg fryde mig lidt mere over at Olga sidder på mit skød og sover resten af sin middagslur, at manden og Irma er på vej hjem fra svømmehal, og at jeg lige har haft en fremvisning til nogle ovenud begejstrede mennesker! God søndag – også til jer 🙂

Bogstaver i et treårigt hoved…

Henover morgenmaden sidder Irma og tegner i sin grød med skeen. Figurer af en art ligner det…Irma i regnvejr
– Til historien hører at Irma er enormt optaget af bogstaver. Hun bytter i et væk rundt på bogstaver og tal, og ved ikke hvad der skal bruges hvor.

Irma: (tegner en cirkel i grøden) hvad for et bogstav er det her, mor?

Mig: Det er et O. Det er det bogstav Olga starter med. O som Olga.

Irma: (tegner igen rundt, men lidt anderledes) Hvad er det her for et bogstav?

Mig: Det er vist et G

Irma: (Sætter en lidt vilkårlig skrå streg imellem grød og rosiner) Hvad med det her?

Mig: Det ved jeg ikke, skat. Det kunne jeg vist ikke lige se…

Irma: Det er en hest!

Mig: (kigger nok lidt forvirret på grøden, og den manglende hest… og studser over at vi nok er færdige med de her bogstaver) …

Irma: (tegner lidt flere vilkårlige streger) og det her er Belle (her taler vi om Disney-prinsessen fra Skønheden & Udyret…)

… Gad nogen gange godt være fluen på væggen af Irmas hjerne når hun tror hun har ret, og når hun tror at bogstaver, dyr og disneyprinsesser hører helt logisk sammen!

Sygdom, fravær og temmelig meget logistik…

Logistik. Et helt utroligt kedeligt og dog så tungtvejende ord. Det emmer af manglende spontanitet og et hverdagspuslepil, der som regel mangler et par brikker… I sidste uge var Olga syg HELE ugen. Ja, faktisk holdt vi hende hjemme fra vuggestue forrige fredag også, fordi snotten løb i lange baner. Det skulle blive tirsdag før vi kom til læge (sådan går det når ens førstefødte aldrig er syg og alarmklokkerne derfor er lidt slunkne), og her kunne lægen fastslå, at hun udover den seriøse forkølelse både havde mellemøres- og halsbetændelse… Jamen lille fis altså. Pludselig blev forældrenes lunte lige forlænget med et par kilometer… sjovt som den slags fungerer. Og heldigvis for den gode danske medicinalindustri – allerede efter et par dage var der bedring i den lille krop. Hvis ikke vi havde været så korrekte havde vi nok også bedt om at få et par sovepiller med i posen, for shit, hvor har hun sovet dårligt, den bette Olga. Og når børnene ikke sover, ja, så sover forældrene heller ikke… Manden tog hjemmetjansen langt det meste af ugen, og jeg tog så en del af nætterne… At jeg er kørt til og fra Roskilde fire gange var måske ikke den mest velovervejede beslutning, men både bil og chauffør er da tilsyneladende overlevet – også uden at køre andre i grøften…

Nu er barnet heldigvis raskt, og er i dag startet i ny vuggestue (med nye bacciller… sssssshhhhhh!!!!!!). Igen tager vi en uge med for få timer på arbejdet, for lidt tid sammen og lige rigeligt med “nå unger, hvad siger I til den her toplækre ret, jeg lige biksede sammen på 7 minutter mens to børn hiver mig i ærmet”… (og her ikke et ord om, at når Irma ser at vi skal have noget med ris, så går hun per automatik ud fra, at hun må komme ketchup på..) Atter engang takker jeg for at bo så tæt på mine forældre, at de gider komme forbi med mad og overskud onsdag aften – så slipper de ellers så madambitiøse voksne på den her adresse for at spise dårligt planlagt aftensmad, hurra!

Og den nye vuggestue er god! Det er jo Irmas institution, og endelig er begge piger under samme tag både ude og hjemme. Olga er gået fra at være en Brumbasse til at gå på Grøn Stue, og vi har begge en virkelig god mavefornemmelse! Til gengæld har vi så også fået vildt god respons på salg af lejligheden, så med alt mulig sandsynlighed skal Olga prøve en ny vuggestue inden der er gået et år… Ups! I virkeligheden er vi nok mere bekymrede for Irma i den her henseende. Hun er SÅ knyttet til den børnehave, og vi er SÅ glade for dem dernede, at et nyt sted virkelig får bøvl med at leve op til vores standarder. De fysiske rammer er ikke specielt fantastiske, men de mennesker og den ånd, der er på det sted, er ret fabelagtigt. Måske er det i virkeligheden også bare mig, der er begyndt at få åndenød over at fremmede mennesker viser interesse i vores hjem på den helt seriøse måde. Med det her Robinhus-arrangement, er det jo os selv, der viser rundt og fortæller højt og flot om lejlighedens og områdets pæneste sider. Og jeg må da indrømme, at det virkelig bliver rigtig, rigtig svært at sige farvel til når den dag engang kommer.

Trænger jeg til en ny ja-hat? Jotak, den her har vist fået et par slag…

Pendling og gaver

Jeg har overspringshandlet i godt og vel et halvt år (i hvert fald lige når det kommer til denne her lille ting), og det er temmelig pinligt at indrømme. Engang før påske modtog jeg en lille gave, som jeg skulle anmelde her på bloggen. Jeg synes det lød som en sjov gadget, og jeg sagde fluks ja til opgaven… Problemet var bare, at der er tale om en bil-gadget. Og mens jeg havde barsel har jeg vist opholdt mig i bilen uden børn omkring to gange, og når jeg har haft børn i bilen, har al min opmærksomhed gået på “hvor er Olgas sut?”, “Nej, Irma, du må ikke tage selen af!”, og generelt være opmærksom på vejen mens jeg roder i tasken på passagersædet efter drikkedunk, æble, frugtstang osv.

Denne gadget jeg så indtil for ganske nylig overhovedet ikke har skelet til (andet end når jeg skulle tørre støv af i vindueskarmen…), har jeg haft store intentioner om at tage i brug i min nye pendlertilværelse. Jeg har jo mange timer om ugen hvor jeg opholder mig i en bil, helt alene og med tanker der i stedet fokuserer på trafikmeldinger, lydbog og ganske simpelt holde sig vågen (arbejdsliv og baby med seriøse sovevanskeligheder at it’s best…). Min nye (hrm hrm…) gadget er en håndfri device til telefonsamtaler i bilen. Lækkert design, bluetooth-connected og tilsyneladende ret simpel at bruge.

Jeg er desværre ikke blevet så gode venner med den som jeg havde håbet. Dels fordi jeg virkelig sjældent får opkald imellem 15-16 (og endnu sjældnere mellem 7-8 om morgenen!), dels fordi jeg virkelig får dækket mit samtalebehov på nyt arbejde og derfor fint kan bruge min køretid på kommissær Wallander (jeg er gået helt retro på lydbogskrimi-fronten). Og så var der lige den ekstra detalje med den udprægede søvnmangel, som gør, at jeg skal bruge al min koncentration til at fokusere på trafik.

Nu har jeg så prøvet at øve mig lidt på den fine teledims heroppe i lejligheden, men heller ikke det har været en udpræget succes. Fordi designet er så enkelt, er jeg ikke helt bevidst om menuernes indhold og knappernes formåen. Man kan dreje og klikke på hovedknappen for at køre igennem menuer og undermenuer. Og fordi der er en dansksproget guide, er det egentlig simpelt nok. Men da jeg så pludselig hører at den spørger “hvem vil du ringe til? og derpå meget insisterende gentager spørgsmålet to gange. Og herefter går direkte til  “vil du ringe til Signe?” og ringer op! Hva’fanden?! Jeg aner ikke om det er en fejl, eller fordi jeg grundet teknisk aftenmathed ikke forstår den ret banale opsætning, men den funktion er temmelig stressende. Jeg nåede vist (og hvis ikke, så undskylder jeg hermed umotiverede opkald…) at afvise opkaldet, men hvis jeg havde siddet i min bil, havde jeg helt sikkert bare måtte tage det opkald. Nu er eksemplet med min søster ikke så risikabelt, hende kan jeg jo altid sludre med, men jeg har da folk i min telefonbog, som jeg ikke ønsker at lave fejlopkald til!..

Nu får den lille dims en chance mere når vi skal på familietur til det fynske i weekenden. Og ellers ryger den nok i skuffen på ubestemt tid. Jeg vil virkelig gerne have kunnet anbefale den her Parrot til alle og enhver, men jeg tror desværre ikke det er muligt. Jeg har sågar hentet den app der hører til, og heller ikke her er jeg imponeret. Jeg holder vist bare fat i mine stille stunder og nyder, at der er SÅ meget kriminalitet på Ystadkanten i start ’90erne.

Woop woop

Så så man lige os! I byen uden børn. Uden klapvogn, pusletaske og madpakke. Iført stiletter og clutch. Manden og jeg var simpelthen på Kadeau – michelinrestaurant på Christianshavn med seriøse bornholmerrødder. Det var fantastisk! Intet mindre. Selve restaurantbesøget var helt sublimt. Lækre omgivelser, professionelle tjenere, mad og vin i særklasse. Og vi kunne rent faktisk godt tale sammen uden at det behøvede handle om børn, også lidt fedt at genopdage! Lettere tipsy tog vi til en lille koncert med Orgelheimer under Knippelsbro. Temmelig perfekt aften. Og så fik vi jo lov at sove uden afbrydelser – shit, det har jeg savnet. Ingen der skulle have en sut eller en tår vand. Vi vågnede begge to omkring klokken seks, ren vane. Men faldt da heldigvis hurtigt i søvn igen. Jeg havde et lille håb om at både Olga og Irma havde opført sig eksemplarisk og bare sovet derudaf ude hos min mor. Men desværre var det en ret træt mormor vi kom ud til i morges… Olga var hjemme fra vuggestue i går pga. snot og feber. Og det havde hun taget med til vestegnen… Min mor havde mere eller mindre siddet med hende i armene indtil midt i nat…For fanden Olga! Så vi har lovet, at når hun skal passes næste gang, bliver det uden snot og sygdom. Jeg er bare taknemmelig for at der stadig kan blive en næste gang 🙂

I dag har vi så bare storhygget med pigerne. Vi tog direkte fra vestegnen til Østerbro og i Fælledparken. Hvordan det lige er gået til at Irma er blevet tre 1/2 år uden at vi har været på Fælledparkens legepladser, det ved jeg simpelthen ikke. Men det er helt sikkert ikke sidste gang vi er der. Efter cirka 10 minutter møder Irma Silja, som hun leger med de næste mange timer. Og jeg er VILD med den her umiddelbarhed som børn har. “Hej, skal vi lege?” er den mest simple og umiddelbare venskabserklæring. Og forældrene må bare hænge på, og prøve at holde en høflig samtale kørende…

I eftermiddag genåbnede vi vores Netflixkonto og Irma har set sin længe savnede Tommelise-film, som hun har set i omegnen af 37 gange. Vi har danset vild dans i køkkenet, fundet ud af at Olga kan gå når hun bliver holdt i begge hænder. Og jeg havde en lille sejrsfølelse da Irma med den store grydeske, sad og fiskede baconstykker op af tomatsovsen mens hun nærmest messede “mmmm bacoooon”…

Weekendferie

Jeg har det lidt som om jeg har haft et par fridage og holdt en forlænget weekend. Rimelig godt tilfreds med den her weekend, som har været helt igennem fuldendt og altså helt klassisk i længden… I går var tøserne og jeg en tur i ikea – en af de her klassiske ture, hvor man køber en masse ting som ikke står på listen, og tingen der stod øverst, ikke var i varehuset. En undren må lige luftes, for hvorfor sender de det årlige katalog ud uden at fylde butikkerne med alt det nye, som folk gerne vil eje??..
Vi måtte desuden også et smut i Toys R Us, fordi det tilsyneladende er den butik der åbner kl 9 lørdag morgen – en serviceoplysning til andre morgenfriske børneforældre: Det gør Ikea ikke… Det kostede en alt for dyr Disney-askepot-dukke med store øjne og blonde lokker. Hov.

Tilbage på øen tog vi til lokal byfest(agtigt), med bedstevennen August. Vildt hyggeligt at slentre igennem nabolag med madboder (LeLe, Grødbaren fra Jægersborggade, Supermarco, KiinKiin og mange flere) og kigge på telte fra alverdens foreninger, og høre sjov musik. Tre festivaler på samme gade: Smag Verden, Mangfoldighedsfest og Golden Days’ filosofiweekend. Ungerne hyggede med gratis balloner og ansigtsmaling. Og spontan dans som kun treårige kan præstere!

I dag var vi en tur på Vestegnen fra morgenstunden. Irma var i hopla og Olga var pylret. Et godt eksempel på hvilket humør man er i når man sover godt… Olga har desuden lagt sit kostmønster om. Her i weekenden har hun praktisk talt ikke spist i sine vågne timer, men kun igennem en sutteflaske om natten. Lidt af et skråplan. Vi er til gengæld også der hvor vi bare gerne vil sove lidt – og lige nu kommer søvn før gode madvaner (også selvom jeg må sluge et par kameler undervejs…)

Og udover at have brugt rigtig mange gode timer sammen med tøserne, har vi også fået gjort lejligheden klar til fotograf i morgen. Vi får besøg af en professionel til at tage overdrevet skønne, panorama-lignende, vidvinkel og photoshoppede billeder af vores hjem. Så der er blevet ryddet op, istandsat entre (her har min opgave været at holde små fedtfingre væk fra nymalede vægge), sat i kælderen, banket puder og meget mere. Og der vil formentlig stadig være nogen, der kigger på boligannoncen og tænker: Hvorfor har de ikke ryddet op?…

Af andre småevents kan jeg fortælle at vi har fået plads til Olga i Irmas institution. Om 14 dage! Jeg har meldt mig ind i et fitnesscenter (som jeg nu skal huske at bruge!!). Jeg har været ansat i Madkulturen i en måned nu, og jeg er vild med det! Og der er fem dage til jeg skal i byen med min mand, uden børn! Hurra for alt det!!