Weekend i perspektiv

For omkring fem år siden havde jeg ingen anelse om hvordan livet med børn ville komme til at se ud. Jeg havde ingen idé om, at når man søndag morgen bliver vækket 6:45, så betyder det, at man har fået lov at sove længe. Jeg havde heller ikke forestillet mig hvordan man i løbet af en weekend i dén grad kan savne sit arbejde (det sker dog mest om natten, når der er en vis lille person, der beslutter at være frk. modsat). Jeg anede heller intet om det antal timer der bruges på oprydning, planlægning, organisering af mad, leg, udflugter, arbejdsfordeling mellem moren og faren. Det slog mig heller ikke, at der skulle bookes tid til at være alene – det er kommet dertil hvor jeg rent faktisk kan forstå det fantastiske ved et træningscenter – her kan man bure sig inde i et mentalt rum af sved og musik (og jeg har så netop opdaget at min trænings-playliste afslører, at jeg ikke har været i byen i alt for lang tid, tak for headsets!!).

Måske ville man være lidt mere påholdende med at få børn, hvis det var denne salgstale man fik først…. Men heldigvis fik jeg den anden! For selvom Olga lige for tiden er lidt af en pest (og ja, det er forældrenes skyld ene og alene, vi mangler bare lige at få det helt rigtige råd, så fikser vi hendes søvn henover en weekend…), så er det fandme sjovt at have børn. I dagtimerne er Olga ved at udvikle sig til den vildeste charmer. Og her efter halsbetændelsen har hun haft lidt af et Rod Steward-grin, og var derfor endnu sjovere at få til at grine! Hun spiser sig igennem dagen, mens hun kravler efter storesøsteren og stjæler hendes legetøj.

Irma har i de sidste par uger lavet et megaryk rent sprogligt. Hun taler som et vandfald, og fortæller de vildeste røverhistorier. Hun har stadig overhovedet ingen tidsfornemmelse, så da jeg for tre dage siden fortalte at en god veninde kommer og spiser på torsdag, så var hun ellevild: “Kommer hun nu?” spurgte hun 10 minutter senere… Vi har dog fået strenge opdrag fra børnehaven om en enkelt ting som hun endelig ikke må blive bedre til at udtale – Irma taler rigtig meget om Hello Kitty, enten om de strømper hun har med Hello Kitty på, paraplyen, eller hårbøjlen. Det sjove er, at hun sige Kawol Kitty – og pædagogerne i børnehaven er helt færdige over det.

For fem år siden havde jeg nok heller ikke forestillet mig, at jeg kunne blive helt henrykt over at en lille pige på ti måneder kan rejse sig op uden at bruge en støtte, eller at hun sov hele halvanden time i vuggestuen den første gang hun sov der. Jeg havde heller ikke troet at man kunne komme til at græde af ren bekymring for om de små mennesker får et ordentligt liv… Forældre er nok bare en smule tossede – og den lærdom kan simpelthen ikke gives, den kan kun opleves.

Nu vil jeg fryde mig lidt mere over at Olga sidder på mit skød og sover resten af sin middagslur, at manden og Irma er på vej hjem fra svømmehal, og at jeg lige har haft en fremvisning til nogle ovenud begejstrede mennesker! God søndag – også til jer 🙂

Reklamer

Kommenter:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s