De der børn…

Så stod vi op klokken 05… igen… Kan vi ikke nå at stemme om nedlæggelse af vintertids-konceptet til det kommende kommunalvalg? For så tror jeg nok de fleste børnefamilier ville komme afsted og sætte deres kryds…

Men bortset fra de vågne børn på et virkelig upassende tidspunkt, så har det været en hel og aldeles skøn dag. Efter at være blevet advaret om stormvarslerne på arbejde, og om frarådning af udkørsel ml. 16-19 her til aften, drønede jeg ud af døren en halv time inden klokken normalt ringer ud. Så jeg nåede at komme hjem og stille bilen inden alle mennesker endte i køer på de danske veje. Heldigt med den slags fleksibelt arbejde! Pigerne var i fantastisk humør, selvom Irma godt nok var lidt stille og klagede over, at hun var træt (kan man tillade sig et “så kan du lære det”?…). Og normalt kan mandag alene på skansen godt være lidt op ad bakke, men i dag var pigerne bare i hopla. Irma underholder med sit nyerhvervede smølfesprog – herhjemme bruger hun bare prut i stedet for smølf… Så sangen hedder pludselig ‘Jeg gik mig over sø og land, her mødte jeg en gammel prut. Han sagde prut og sagde så…’ Og eftersom barnet synger HE-LE tiden, så kan I måske tænke jer til hvor mange varianter, der findes over ‘der bor en bager’, ’10 indianere’ og ‘Lille Peter edderkop’ (som i den udvidede version nu har 117 vers…who knew?)

Olga er ét stort smil for tiden. Hun er glad for sin vuggestue, glad for sin storesøster og glad for at gå. Hun vandrer rundt i lejligheden og bliver mere og mere sikker på sin vej. Alting skal også bestiges nu, senge, sofaer, bænke, toiletter og meget mere. Og den er sikker hver gang. Hun falder ned de første 5-7 gange hun kravler op, og så finder hun ud af hvordan hun får måsen ned først. Men det er ikke altid de små stænger kan mærke jorden, og så sidder hun ligesom fast på svævende grund… Hun giver ikke op! Og derfor har hun også røde mærker i hovedet og på kroppen mere eller mindre permanent… Hun øver sig også i at løbe – primært når storesøsteren hele tiden forsvinder om et hjørne. Men her er de små stænger altså ikke klar!

Og da morfaren kom på et kort uanmeldt visit midt i eftermiddagsgrøden, møffede Olga sig op af sin triptrapstol selv – hun kræver hurtige reflekser, den lille fis – fordi morfaren skulle have et stort kram. Det helt store, med armene rundt om halsen og kind mod kind. Og herefter sagde hun sgu ‘hej’. Vi var faktisk helt sikre. Vinkede og sagde hej. Okay, måske var det mere et ‘ej’, men intentionen var der, og hun synes det var sjovt at vi også sagde det.

Så jeg tænker, at hvis vi har en pige, der synger 93% af sin vågne tid, og en, der har sagt sit første ord inden hun er blevet et år, kunne det så være, at man skulle booke en weekend i absolut tysna i meget nær fremtid? For jeg tror vi går en øresmeltende tid i møde…

Reklamer

Andre menneskers ulykke

Nu er Irma blevet så stor, at hun begynder at sætte ord på nogle følelser om venskab, empati og omsorg. Og det er både enormt rørende og helt vildt tankevækkende. Jeg tror jeg har nævnt det før, men for omkring et halvt års tid siden mistede en af Irmas veninder sin mor – tilsyneladende fra den ene dag til den anden. Vi ved egentlig ikke så meget, andet end det var noget pludselig opstået sygdom/ildebefindende som udviklede sig i en dramatisk retning. Mange gange siden har vi snakket om at D. ikke har nogen mor mere, og vi har talt om savn og det, at være ked af det.

I mit lille smørhul af en verden rykkede det her ved en usårlighed, jeg ellers går og tænker man har som mor. For en mor kan jo ikke dø. Basta! Tanken om at miste sin mor – en forælder – er så voldsom, at jeg næsten ikke kan rumme den. Og det, der så for nylig slog mig var, at Irmas veninde og ikke mindst dennes lillesøster, overhovedet ikke vil kunne huske deres mor, når de bliver lidt større. Og bum! Så blev moren her ramt af dødsangst! Måske handler det om en frygt for ikke at blive husket af de (små) mennesker, som betyder mest i hele verden. Måske er det bare en fuldstændig og aldeles navlepillende betragtning – i så fald, håber jeg I bærer over med mig…

Jeg har ikke tidligere givet døden mange tanker. Og jeg har nok også være forskånet for rigtig mange ting i og med, at min opvækst har været så problemfri som den nu engang var. Ikke mange bekymringer her – i hvert fald ikke når jeg kigger tilbage. For selvfølgelig husker jeg at være i store følelsesmæssige dilemmaer (OH, the drama!) omkring venskaber, kærester (og nogle gange de helt forkerte af slagsen!), uddannelse, arbejde og alverdens andre ting. Men målt med andre mennesker i min omverden, der har mærket sygdom, død, afhængighed eller andet svært meget tæt inde på livet, kan jeg kun sige, at jeg har haft et let liv. Tidligere har jeg egentlig  syntes det var lidt irriterende, og var bange for at det gjorde mig til et uinteressant menneske. Men jeg har indset, at det jo er det, jeg ønsker mest i hele verden for mine egne piger: At de vokser op med følelsen af, at have et godt liv. Uden at behøve at have oplevet alverdens ulykker tæt inde på kroppen. Og hvis Irma allerede i så lille en størrelse, kan forholde sig til og sætte ord på, når hendes venner er kede af det…Hun fortæller at hun også bliver ked af det når D. er det. Hvis vi så tilmed kan lære hende ikke at være bange for det, og lære hende at gå hen og give andre et kram, spørge til hvordan de har det, og hjælpe hvor hun kan, så er jeg sikker på at hun nok skal klare sig – oplevet ulykke eller ej.

Jeg er sikker på at denne her dødsangst (hvad sker der også for det vanvittigt dramatiske begreb??) slipper min krop i meget nær fremtid, det er ikke noget jeg har lyst til at gå rundt med. Og nu hvor jeg tænker over det, startede alt det her måske med en simpel refleksion over, at de her år, som er så uendelig vigtige for både os som forældre og for ungerne, dem kan de ikke huske som voksne. Det er da så flippet at tænke over! Og måske har jeg også glemt dem… aj, nu stopper det! Ønsker mig et livs forbrug af Gerimax til jul!!!

Taget i betragtning hvor pylret det her blogindlæg egentlig er, så er det egentlig uforskammet så kort en lunte jeg havde overfor en lidt mindre pyllermås tidligere på aftenen… Nå, det har hun jo nok glemt om et par år eller ti…

Arbejdsgæst

Irma vågnede som en enøjet pirat i morges – men ikke så meget på den seje måde (kan man sige at det var uden papegøjen og så er I bare HELT med??) Hendes ene øje var helt klistret til af betændelse. Vi lagde en hurtig plan herhjemme, og jeg valgte at tage Irma med på arbejde (tasken blev pakket med tegnebøger, tusser, perler til halskæder og ipad’en.) Turen til Roskilde var rigtig hyggelig – er jo ikke vant til alle disse kommentarer fra bagsædet “Kører vi hurtigt nu, mor?”, “NU kører vi da forrest”, “Se månen, mor, se!”, “Dem der kører den anden vej, holder i lang kø, hva?”. Jeg synes det var et dejligt skift fra Wallander på lydbånd.

Multitasking...Også ret sjovt at vise hende det gule hus hvor mor arbejder. Og installere hende bag mit bord i en sækkestol med Bamse på Ipad og et par høretelefoner. Helt vildt dejligt med de periodiske fnis og udbrud. Det er dog første gang jeg har hende med på arbejde, og jeg skal nok lige lære enten ikke at være så touchy omkring hendes jamen-man-synger-da-højt-når-man-tegner eller simpelthen finde et lidt mere afsondret sted til os begge i huset.

Vi blev til lidt efter frokost, så måtte vi hjem og til læge med øjet. Ventetiden varede knap en time, konsultationen lige omkring 30 sekunder… Betændelse tjek, recept tjek, vi-ses-til-4 års-undersøgelsen tjek. Da vi hentede Olga i vuggestuen – vi spotter hende på legepladsen og Irma styrter hen og giver hende et stort kram (*smeltesmeltesmelte*), mødte vi også lige en pædagog fra børnehaven. Hun spurgte naturligvis om status på Irma og hvad vi havde lavet i dag. Irma svarer: “Jeg har været med mor på arbejde og spiste boller med ketchup”… tja, sådan kunne dagen så fint opsummeres…

Nu har jeg så lige – pligtopfyldende og vanvittig autoritetstro! – været inde og booke tider til pigerne og deres respektive 1års- og 4års-undersøgelser inkl. vacciner. Begge to. Og jeg fik lige et flash tilbage til Irmas 3års – kunne man lige være et skarn af en mor og håbe på, at frk modsat er i et lidt mildere gemyt i år…

I det fynske

Mens vi alle sammen venter på Broen (eller måske flere forklaringer fra Hr. Løkke?…) kan jeg lige nå at fortælle om vores weekend i det fynske. Vi har besøgt mine svigerforældre aka bedstemor og bedstefar. Vi kørte fredag aften efter aftensmad, pigerne var i nattøj, Olga fik sin flaske da vi ramte motorvejen, og Irma hyggede med Ipaden indtil vi kørte over Storebæltsbroen hvor hun omsider faldt i søvn. Og ganske som forventeligt, kunne jeg bære Irma ind på nogle madrasser, putte dynen om hende og så sov hun fint videre – mens Olga vågnede ved at bilen standsede, og derpå var vågen til cirka 23…

Lørdag formiddag var vi i Madsbyparken i Fredericia: var på legeplads, kørte i tog og så på Fredericia Miniby. Superhyggelig tur! Resten af dagen væltede regnen ned, så der blev læst en del bøger, set den faste Cirkelinefilm (der ER bare ting vi skal når vi besøger bedsteforældrene, og gensynet med Cirkeline – Ost og Kærlighed, er et absolut must), og spist en hel del af bedstemors kager.

I dag har været søndag med stort S, og efter bilturen hjem har vi været hjemme og ikke rigtig gjort det store. Tror faktisk lige det var den slags weekend vi alle havde brug for.  Irma har især haft nogle rigtig gode oplevelser, fordi hun skød weekenden igang med at se teater med mormor. Alene det at blive hentet af mormor i børnehaven og tage på tur bare hende og Irma, er så meget i luksusligaen, at oplevelsen i sig selv næsten blegner. Men hun har talt en hel masse om nogle der bager, en drage og en meget sjov mand – og jeg håber lidt det er gengivelse fra teatret…

Detaljerne fra weekenden får I i billeder:

Hygge med bedstefar - Irma er koncentreret, ikke sur

Hygge med bedstefar – Irma er koncentreret, ikke sur

I Fredericia Historiske Miniby

I Fredericia Historiske Miniby

Der filmes med bedstefar

Der filmes med bedstefar

Mooncars, trafikbane, Madsbyparken

Mooncars, trafikbane, Madsbyparken

Rod i teknikken og andet godt

I forgårs havde jeg skrevet et forrygende indlæg til bloggen – blændende siger jeg Jer! Sjovt, klogt, velreflekteret – det havde det hele!! Men idet jeg trykker udgiv, crasher min wordpress-app og alt bliver slettet… Og de kloge og sjove ord er væk for altid. Igen bliver I snydt… Og jeg var så rasende, at genskabelse af alt det sjove, var en total umulighed.

Til gengæld kan jeg så berette om min nu gående og klatrende datter! Fra at tage sine første skridt i sidste uge, vandrer hun nu lejligheden rundt – MEGET koncentreret og meget stolt af sig selv. Irma tror nu at hun kan danse med Olga, men her går der nok lige en uge mere… Og hun kan også komme op på sofaer, skamler og andre gode fald-ned-agtige ting. Hold nu op, vi skal være hurtige på reflekserne, og hun kom da også i vuggestue i dag med et pænt stort hævet blåt mærke i panden. Ups! Nok ikke ligefrem sæsonens sidste…

Jeg nåede lige at holde to efterårsferiedage med de to banditter her mandag-tirsdag. Vi hyggede med udflugt sammen med veninde fra børnehaven og hendes familie, og en dag med metrotur, bibliotekshygge og sjovt besøg hos bedstevennen August. Temmelig splattet mor efter sådan et par dage – det var faktisk helt afslappende at tage på arbejde om onsdagen. Her kunne mine katastrofe-afværgnings-manøvrer holde en lille pause! Vi havde en sviptur i Søstrene Grene hvor jeg havde mulighed for at være verdens mest gavmilde mor, sagde nok ja til en del flere ting som Irma lagde i kurven end hvad den gængse standard er. Det blev faktisk også for meget for hende. Da jeg på et tidspunkt fandt to smøreknive og lagde ned til de andre ting, havde vi et mindre opgør hvor hun på dramatisk vis nægtede at gå videre før vi havde lagt knivene tilbage, der skal IKKE flere ting i kurven, mor!! Nå nå nå, unge dame. Til de interesserede, kan jeg oplyse at jeg kom hjem med mine knive… Det er så netop gået op for mig at vi overhovedet ikke har åbnet for den pose med de indkøbte ting i. Ret godt billede på hvor lang tid interessen holder for nips og blandede småting – også hos moren…

Little SunTil gengæld har vi fået et par andre hyggelige gaver. Denne her sjove lampe har jeg fået af LahmeLittle Sun hedder den og er drevet på solenergi – og hvis jeg nu var den fødte campist, ville jeg kunne se et fuldstændig oplagt behov for sådan en… Men det er jeg ikke, så nu har jeg tænkt lidt over hvad den ellers kunne være smart til: Sjov og anderledes børnelygte, ekstralampe til at lyse ind i det skab, hvor man aldrig får sat en pære op,  som ekstra lygte til cykelvognen og til vintergåturen i tusmørket. Hvis man laver en billedsøgning på ‘Little Sun’ på Google, får man andre sjove ideer!. Jeg har hængt den op i vinduet i køkkenet, så den kan lade op til når behovet pludselig kommer (ikke for at campere altså, men for en af de andre ting…) Den anden gave var til Olga, og var de her sjove overskægssutter fra Ulubulu. De er jo supersøde, men barnet vil simpelthen ikke have dem i munden. Hun er vant til de almindelige (*host host billige…*) runde sutter, og de andre fine ergonomisk korrekte har altså ingen interesse. Jeg har jagtet hende omkring og forsøgt at tage billede af hende med sutten i munden, men responstiden for kameraet er længere end de sekunder hun sidder med sutten. Jeg tror dog at de kan blive flittigt brugt til dukker, bamser og andet sjovt. Eller også bliver de doneret til en baby med en anden sutte-favorit 🙂Ulubulusutter med overskæg

Kvalitetsbrøl!

Årh, hvor blev jeg ramt lige i hjertekulen i dag. Jeg var med til et debatarrangement i Nettos lagerhal i Køge, hvor en masse vigtige mennesker inden for fødevarebranchen holdt oplæg og inspirerede med kloge ord. Udover direktører fra Dansk Supermarked, Netto og Arla, var også fødevareministeren og direktør fra Landbrug & Fødevarer til stede. Og som faglig kapacitet havde de inviteret kokken Bo Jakobsen, der talte om danskernes forsvindende madkultur, at vi i Danmark tilsidesætter kvalitet for discount og, at vi i stedet for at følge kostrådene burde blive bedre til at spise efter sæsoner, spise lokalt, og sætte tid af til at spise sammen. Det var meget svært ikke at være enig med den store fagmand. Jeg bliver ærligt frustreret når jeg igen og igen laver madplan efter hvad der tager kortest tid at lave og hvilken ret jeg kan lave mens jeg lige har en Olga på armen. Heldigvis er vi jo beriget med en hverdag hvor vi ofte er to voksne i madlavningstimen, men de uger hvor der måske er tre eller fire dage som aleneforælder, med to børn og ét komfur, der er det bare en udfordring at sammensætte en spændende kostplan, der tilfredsstiller alle – små som store.

Jeg formoder ikke kun det er mig, der har en familie, der ikke ønsker det samme at spise? Hvis det stod til Irma ville vi få farens pizza eller nybagte boller til aftensmad hver dag. Skulle Olga bestemme var det pasta eller en simreret, som vi fik i weekenden (shit, hvor hun spiste kød!!!). Jeg får rigtig tit lun og lækker mad på arbejde, og kan derfor snildt spise rugbrødsmadder og en grov salat til aften, hvor manden hælder lidt mere til Olgas favoritter, der bare er skidesvære at nå at lave på en hverdag! Det er bare ikke nemt at leve op til en norm omkring en ordentlig madkultur når favoritterne stikker i alle retninger og når maden helst skal stå på bordet senest 17:30.

Lille madnyderMåltidskulturen er også ret udfordret i disse dage. Ofte er Olga så brølsulten når hun kommer hjem fra vuggestue, at den står på akut banan eller havregrød. Det gør jo så, at hun ikke er særlig sulten når maden står på bordet. Og i dag nåede jeg lige præcis at stille et halvt spørgsmål til manden, før Olga begyndte at brøle. Ikke græde, men brøle. En tilstand af utilfredshed var hermed etableret, det tog bare næsten ti minutters brølen at finde ud af, at pigen da overhovedet ikke gad at sidde i sin stol og aftensmadshygge med os andre, nej, hun ville ned og lege. Hvordan kunne det være så svært at læse?… Normalt er jeg altså ikke sådan en måltidsfascist, der insisterer på bordskik og sidden-pænt-ved-bordet allerede inden man er fyldt 1 år, men ovenpå eftermiddagens faglige indspark, blev jeg bare lidt ærgerlig over, at der kommer til at gå noget tid før jeg kan forvente at børnene begge nyder at sidde ved bordet og spise, sludre, grine sammen. Irma er efterhånden blevet rigtig god til at sidde og sludre om dagen der er gået, fortælle sjove historier (i dag om Thor og hans hammer. Om at han slår med hammeren, og selvom man ikke må slå, så må Thor godt slå med hammeren…) og spise mad sammen med os. Jeg stornyder når hun spørger til maden og spiser og er nysgerrig. Hun er blevet rigtig god til at huske hvad de har fået at spise i børnehaven og fortæller rigtig fint, om hun kunne lide det eller ej (det kan vi normalt også mærke efter hvor meget hun spiser til aftensmad…).

Irma er blevet superglad for at lave mad sammen med faren – især i weekenden når der er god tid. Jeg mangler stadig at øve mig i at inddrage hende på den gode måde. Jeg mangler bl.a. modet til at give hende en kniv til at skære grøntsager med. Håber på at hende og jeg kan blive superbagere udi julegodter og småkager i de næste måneder (altså ikke før november – hvis vi allerede starter på havregrynskugler nu, så går det afgjort galt. Her taler vi om endnu en af de ting, som moren ikke har rygrad til at have på lager…).

Er du god til at have børn med i køkkenet??

Gå-så-væk-bug

Helsekasse fra Lahme KommunikationJeg er hermed blevet et testcenter. Eller min krop er. For nogle uger siden blev jeg kontaktet og tilbudt at fortælle lidt om nogle klassiske naturlægemidler, og jeg sagde jatak. I går landede de så på mit køkkenbord – faktisk næsten som kaldet, da jeg i går måtte kaste håndklædet i ringen og blive hjemme fra arbejde. Omsider fik al den vuggestuepest også mig ned med nakken. Så kan man lære at gå at være kålhøgen og tænke, at jeg da aldrig bliver syg… Pokkers! Kassen med helse er fyldt med alverdens ting – og den eneste fællesnævner er, at jeg aldrig har prøvet noget af det før. Men forkølelsesdråberne og næsesprayen er jeg allerede blevet nære venner med. Om de rent faktisk virker lader dog stadig vente på sig – men rene mirakelmidler regner jeg altså heller ikke med det er. Mælkevallen er jeg lidt betænkelig ved, og jeg har faktisk ikke turde åbne den endnu… der står den kan bruges i stedet for eddike (og ikke til kalkfjerner, men til mad!) eller bare som et sundhedsshot. Efter at have smagt noget helt forfærdeligt aloe vera-ekstrakt-agtigt-værk på en helsemesse for nogle år tilbage er jeg dog mere end almindelig skeptisk…

Johannesolien er vældig god på gravide maver, og kan jo muligvis også være god på post-gravid-hud?? Jeg synes dog ikke den dufter ret fantastisk, men måske vil den lækre bløde hud veje op for det. Det vil vise sig. Og vitaminpillerne skal nok blive indtaget flittigt vinteren over. Satser gevaldigt på at dette er mine sidste sygedage i dette efterår og vinter. Iggå, I latterlige baciller???  Jeg siger i hvert fald tak for kassen til de gode mennesker hos Lahme.

Ungerne er heldigvis i institution – for der er næsten ikke noget værre end selv at være et skravl, mens man passer på andre skravl. Det er nok en af grundene til at så mange forældre tager halvsyge på job… Jeg har aftalt med min hovedpine og min forkølelse at de er skredet i morgen kl. 6 når vækkeuret ringer (eller måske en halv time før når Irma står op.. hvad sker der for det MEGET morgenfriske barn for tiden!!?), og så er der ellers dømt frisk og glad mor over hele linjen. For hvis der er noget jeg ikke er når jeg er syg, så er det glad. Jeg er urimelig, øjenrullende og faktisk bare virkelig dårligt selskab i syg tilstand. Det er så galt, at jeg heller ikke ret godt kan holde mig selv ud. Og det har virkelig været en udfordring de to sidste eftermiddage og aftener hvor jeg har været alene med pigerne fra hentning til putning. Dåååååårlig mor!! Har lovet mig selv at der sker seriøs bedring på både helbreds- og humørsiden inden jeg henter i dag. Goooooo team rask!

STOR dag

tøserFlere store ting er sket i dag! Vi har kigget på hus – for fanden da. Nu har vi kigget på så mange boliga-annoncer igennem de sidste 2-3 år, og nu hvor det rent faktisk ser ud til, at være det vi skal, så føles det helt sindsygt.
Så var det også i dag at Olga tog sine første skridt på egen hånd. Jeg sad helt ovre i Roskilde da manden sendte mig sms’en.  Og havde nok allermest lyst til at smide alt og drøne hjem – men Olga er ikke ligefrem pigen, der danser efter vores pibe, så nu venter jeg bare til hun er klar til at vise sig frem.

– Det er så nu hvor du tænker, okay, klikkede jeg virkelig på bloglinket for at læse om skridt og hus? Ja okay… måske ikke så stort i din verden. Men på en helt almindelig torsdag synes jeg faktisk det er ret vildt 🙂

Desuden pjækkede jeg fra træning for at finde kastanjer, som jeg har tænkt mig at tage med i børnehaven i morgen. Jeg har også købt tændstikker så de kan lave kastanjedyr – men er ikke helt landet på om det er okay at sende en treårig i børnehave med over 100 tændstikker…